Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfoni nr. 3 · Morpheus

Søren Nils Eichberg

Symfoni nr. 3 · Morpheus

DR SymfoniOrkestret, DR KoncertKoret, Robert Spano, Joshua Weilerstein

Denne CD markerer afslutningen på Søren Nils Eichbergs engagement som huskomponist hos DR SymfoniOrkestret – et frugtbart samarbejde, der har resulteret i en håndfuld store værker, affødt af Eichbergs ivrige udforskning af orkesteret. I modsætning til sin forgængers tematiske formalitet skuer 3. symfoni langt ud og stiller faretruende, eksistentielle spørgsmål, hvor der ikke altid er klare svar. Som modvægt slår den endnu mere symfoniske ‘koncert for orkester’ Morpheus sig løs i farve og effekt, hvilket giver en følelse af glæde og opdagelse i musikken.

Køb album

CD

  • CD
    Jewel Case
    111,60 kr.

Download

  • mp3 (320kbps)
    mp3
    55,20 kr.
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    CD Quality
    63,20 kr.
  • FLAC 24bit 48kHz
    Studio Master
    71,20 kr.
Søren Nils Eichberg © Neda Navaee
Vælg foretrukket format til download af track.
Symphony No. 3 
1 Zurückgehalten, genau 5:10 9,60 kr.
2 Solen er så rød – Wiegenlied 1:35 6,40 kr.
3 Pa’am – Sehr langsam 7:09 9,60 kr.
4 Ruhig aber genau 2:38 6,40 kr.
5 Wer kann es sagen – Unwirklich 3:52 6,40 kr.
6 Sedna – Bewegt 5:04 9,60 kr.
7 Bewegter 2:19 6,40 kr.
8 Ruhig 7:24 9,60 kr.
Morpheus
9 I. Vortex – Entschieden 4:53 6,40 kr.
10 II. Trees and Walls – Einsam 5:06 9,60 kr.
11 III. Escher (Toccata) 3:12 6,40 kr.
12 IV. Crystal – Zurückgehalten 2:52 6,40 kr.
13 V. Into the Cloud – Breit 4:41 6,40 kr.
14 VI. Non-Euclid – Nervös 2:30 6,40 kr.
15 VII. Arctica – Mit grösster Energie (applause) 4:11 6,40 kr.
Symfoni nr. 3 & Morpheus

af Andrew Mellor

Efter den skarpe psykologiske indsigt og den meget begavede brug af elektronik, der karakteriserede den opera han skrev for Covent Garden, Glare (2014), begyndte Søren Nils Eichberg på sin tredje symfoni. Som de to foregående opstod symfonien ud af Eichbergs ansættelse som huskomponist ved DR SymfoniOrkestret i København. Men den strukturelle tænkning – måske endda hele den formmæssige tilgang – var en markant afvigelse fra disse tidligere værker. Hvor de to første symfonier har en Haydn-agtig tematisk formalitet og udvikling, skuer den tredje langt ud fra starten. Den stiller større spørgsmål, der ikke altid har klare svar eller løsninger.

Eichberg kalder denne friere tilgang til symfonisk skaben for ‘psykologisk form’, musik der virker på en dramatisk impuls snarere end en arkitektonisk tankegang – orden, der ikke åbenlyst hviler på det sammenvævede tematiske materiale, som vi har hørt fra ham og mange andre førhen. Denne villighed til at se på sit fag på ny, at stille spørgsmål til og endda forkaste tidligere arbejdsmetoder, ser komponisten som central for sit ansvar som kunstner. ‘At sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad du har gjort indtil et givent tidspunkt, er det, der skaber kunsten’, siger han.

Spørgsmålene, store som små, karakteriserer den tredje symfoni, skrevet for orkester, kor og elektronik. Eichberg beskriver den som sit ‘mest personlige værk indtil nu’, her taler han både om dens afstandtagen til sine forgængeres udadvendte udtryk og om den håndfuld af håndgribelige eksterne påvirkninger, der finder vej ind i stykket: lyde optaget af NASA’s rumsonde Voyager på dens vej ud i rummet; uddrag af Qu Yuans digt De Himmelske Spørgsmål fra ca. 300 før Kristus; Carl Nielsens vuggevise Solen er så rød, mor, og det hebræiske digt Al sfat hakrach esheva af David Vogel. Disse, og rækken af hvirvlende algoritmer, der ofte understøtter symfoniens udvikling, synes at understrege musikkens søgen efter noget at holde sig fast ved. Men hvis der opdages nogen sikkerheder, overskygges de af det enorme, der foregår omkring dem. Som en hvilken som helst af livets uigendrivelige, ubestridelige sikkerheder viser de sig at være utilstrækkelige, endda irrelevante.

Måske kan man få et glimt af disse flygtige ståsteder i den spektrale akkord, der gentager sig i forskellige former igennem hele symfonien – i den lille stump af vuggevisen, eller i nogle af de gentagne tematiske former, der svæver ind og ud af æteren ligesom dem, der sætter gang i partiturets indledende afsnit. Disse bliver hurtigt afbrudt af den første indsats af korstemmerne, der stiller Qu Yuans dobbelte spørgsmål ‘Wer schuf Licht und Tag aus Dunkelheit und Nacht?’ og ‘Wer grub die Täler tief, wer trägt die Berge hoch?’ (‘Hvem skabte lys og dag ud af mørke og nat? / Hvem gravede dalene så dybe, hvem bærer bjergene så høje?’) Efter naiviteten i Nielsens vuggevise virker spørgsmålene mere og mere eftertrykkelige og overvældende, kun modsvaret af enten endnu større umådelighed eller indadskuende detaljer.

Vævet ind i disse finder vi mønsterdannelsen, der etablerede sig som kendings-tiltag i Eichbergs tidligere symfonier. Her er mønstrene algoritmiske, de fornyer og citerer sig selv i en selvrefererende udvikling, der har klang af det kosmos, som NASA’s rumlyde også klinger i. Af og til lægger Eichbergs mønstre sig i et langsomt, opadstræbende glissando; af og til drives de fremad mod en ny tomhed uden svar.

Fra en af disse tomheder, eller måske fra brudstykkerne af vuggevisen, der først dukker frem af den, kommer en ny tekst til syne; digtet Al sfat hakrach esheva, som Eichberg oprindelig tonesatte på opfordring fra sin Tanglewood Fellowship-kollega Avner Dorman. Eichberg siger, at han havde “en stærk følelse af, at mine tidligere Tanglewood-tanker over Vogels hebræiske digt knyttede an til og uddybede, hvad jeg forsøgte at sige i symfonien “. Digtets smukke tøven – ‘Ved udkanten af byen sidder jeg / sidder jeg træt’ – afspejles til at begynde med i musikken. Men dette udtryk skubbes af de underliggende rytmer til at blomstre udad i trods, helt frem til et expressionistisk højdepunkt, før det igen trækker sig tilbage, ind i sig selv.

Ud af den gestus træder et af Eichbergs klareste cykliske mønstre frem, en slags kosmisk ostinat for den horologiske kombination af fløjte, obo, klarinet, woodblock, klokkespil, triangel, vibrafon, hemmelighedsfulde dybe messingblæsere og strygere. Måske forudgriber den subtile mekanik i dette afsnit den senere opstående dunkende fremdrift, som i strakt karriere kaster sig frem mod en strålende korisk befrielse i A-dur. Orkestret trækkes frydefuldt med, og det kan føles som en håndgribelig, endda eftertrykkelig, afslutning. Men i efterdønningerne kan man høre separate dele af orkestret mumle og undres, som om der endnu findes et helt univers af spørgsmål. ‘Det lyder måske naivt bare at stille disse store spørgsmål,’ siger Eichberg, ‘men det er kunstens privilegium – ganske enkelt at stille spørgsmål’.

Enhver, der er bekendt med Eichbergs to første symfonier, kan måske synes, at koncerten for orkester Morpheus har mere til fælles med disse to værker end med den samtidige tredje symfoni. I Morpheus ser vi Eichbergs sammenfletning af tydelige tematiske former – som selv er arrangeret i distinkte og ofte symmetriske afsnit – atter trukket frem i forgrunden. ‘Associationskæder synes at lede os logisk fra den ene tankerække til den næste,’ siger komponisten. Men midt i al denne opklaring minder titlen – Morpheus var drømmenes gud i græsk mytologi – os om, at stykkets indre logik måske virker efter sine egne forræderiske eller utroværdige regler.

I en slags smilende Dødedans er Morpheus inddelt i syv korte dele, hvor komponisten udforsker en udvalgt motivisk ide fra forskellige vinkler – ofte letbevægelige, altid dybdeborende – før han lukker døren og går videre. Som ofte i drømme er vi aldrig helt sikre på, om spørgsmålet er hørt før eller ikke; det kendte og det ukendte blandes sammen i musik, der kan føles uhåndgribelig, men dog utvivlsomt tilstede.

Dog, på trods af alle teorierne kunne Morpheus lige så godt beskrives som en dekadent handling af Eichberg – en sidste mulighed for at udforske virtuositeten og klangrigdommen hos DR SymfoniOrkestret ved at konstruere en ‘koncert for orkester’ i Bartóks og Lutoslawskis tradition, med rig anvendelse af farver og effekter. Om noget gør enhedsfølelsen i Eichbergs stramme motiviske spilleplan i Morpheus den endnu mere symfonisk end den tredje symfoni, der fulgte efter, alt i mens komponistens mulighed for at udhamre sine motiver i så mange former bibringer musikken en følelse af glæde og opdagelse, der meget vel kunne vise sig at være den perfekte modvægt til de overskyggende eksistentielle spørgsmål i Symfoni nr. 3. Døden er døden, men livet er også livet; nyd det, mens du kan.

Andrew Mellor, 2018

Eichberg om Symfoni nr. 3

"Symfoni nr. 3 er tilegnet min far. Den blev til i 2014 og 2015, imens det blev klart, hvor hans sygdom ville bære hen. Han døde i foråret 2017.

Symfonien er blevet mit mest personlige værk til dato og er væsentligt mindre ekstrovert end mange af mine tidligere værker. En følelse af afsked, af opbrud fra nuet og fra det sikre henimod noget nyt men stadig uvist, præger værket. Min arbejdstitel blev “Det arkimediske punkt” efter Arkimedes’ idé om, at én mand alene ville kunne løfte jorden ud af sit fundament, hvis blot han havde ét eneste virkelig urokkeligt punkt. Denne tanke er blevet til en allegori for menneskets higen efter en urokkelig sandhed, som måtte være hævet over enhver tvivl – en vished vi kunne klynge os til, og som al anden viden ville kunne baseres på. Musikken i symfonien er bygget op omkring elementer, der alle berører det at søge, at stille spørgsmålstegn ved at miste, at erindre og at tage afsked

–    Lyde som NASAs Voyager-sonde optog på sin vej ud i rummet.
–    “Shepard Tone”: en lyd-illusion af en tone der konstant stiger og dog alligevel ikke forandrer sig.
–    Algoritmer der gentager sig selv og dog aldrig forbliver ens.
–    Uddrag af Qu Yuans kinesiske digte ”Spørgsmål til himlen” fra ca. 300 før Kristus med 170 spørgsmål og ikke et eneste svar.
–    Et hebraisk digt om tabet af barndommen.
–    Vuggevisen “Solen er så rød, mor”, dog kun i instrumental form, aldrig sunget og kun i variationer, kun som en erindring.

Henimod slutningen synger koret uden tekst og til allersidst endda med lukket mund, mens tonaliteten stiger og stiger. Og vi forstår, at et virkelig fast og urokkeligt arkimedisk punkt nok ikke eksisterer. Men vores leden og søgen og spørgen er måske svaret i sig selv."

Søren Nils Eichberg, 2018

Release date: 
august 2018
Cat. No.: 
8.226144
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943614426
Track count: 
15

Credits

Recorded at DR Koncerthuset, the Concert Hall, on 10-11 April 2015 (Symphony) and 7 March 2013 (Morpheus)
Recording producers and editing: Bernhard Güttler (Symphony) and Morten Mogensen (Morpheus)
Recording engineers: Mikkel Nymand (Symphony) and Peter Bo Nielsen (Morpheus)
Mastering: Bernhard Güttler
Executive producer: Curt Kollavik Jensen
Chorusmaster: Florian Helgath

Liner notes: Andrew Mellor and Søren Nils Eichberg
Danish translation (Mellor): Camilla Toldi Bugge
Design: Denise Burt, elevator-design.dk

Publisher: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

Dacapo and Søren Nils Eichberg acknowledge, with gratitude, the financial support of the Augustinus Foundation, the Beckett Foundation, Musikforlæggerne and Danish Composers ’ Society / KODA’s Fund for Social and Cultural Purposes
This recording was made and released in cooperation with DR (Danish Broadcasting Corporation)