The String Quartets Vol. 1

De glemte kvartetter

Af Jens Cornelius

I København i midten af 1800-tallet, da komponisten Peter Heise levede, var strygekvartetter noget, der blev spillet privat. Der var mange dygtige strygermusikere i byens velhavende kredse, og deres saloner havde god plads til de udøvende og deres private tilhørere. ”Der var vel næppe et rigtigt musikalsk hus, der ikke havde sin regelmæssige ugentlige kvartetaften,” skrev musikhistorikeren Angul Hammerich om den højkulturelle del af den danske hovedstad, som også var hans eget barndomsmiljø.

Første gang, en strygekvartet blev opført ved en offentlig koncert i Danmark, var i 1854. I 1868 blev der stiftet en københavnsk musikforening udelukkende for kammermusik, den såkaldte Natmandsforening (der stadig eksisterer), og herefter begyndte strygekvartetgenren langsomt at få status som offentlig musik, der henvendte sig til et bredere, billetkøbende publikum.

Strygekvartetter levede altså dengang en ret skjult tilværelse i Danmark. Alligevel er det mørke, som har ligget over Peter Heises strygekvartetter, ret utroligt. De seks strygekvartetter af Heise blev ikke en del af det offentlige musikliv på hans egen tid, og efter hans død i 1879 blev værkerne pakket væk, på trods af, at Heise var en af Danmarks mest populære og elskede komponister. Glemslen har varet til i dag, og denne indspilning af de tre første kvartetter er den første nogensinde. Musik, der hidtil har været så godt som fuldstændig ukendt.

Peter Heise var født i 1830 og døde som blot 48-årig, da han var på toppen af sin kunst. Han havde kort før sin død oplevet succes med sin fremragende opera Drot og marsk, vel nok 1800-tallets bedste danske opera. Heises hundredvis af sange og romancer var også meget populære og var begyndt at udkomme i store oplag. Han blev derfor i høj grad regnet for at være vokalkomponist.
 

Peter Heise, 1864
 

På det tidspunkt var manuskripterne til Heises seks strygekvartetter i hænderne på hans ungdomsven, cellisten Julius Holm, der beholdt dem indtil sin død i 1909. I Holms dødsbo blev noderne, der bar tegn af at have været flittigt brugt, opdaget af en bibliotekar fra Det Kongelige Bibliotek, som leverede dem tilbage til Heise enke, Vilhelmine.

Vilhelmine (”Ville”) Heise var på det tidspunkt 71 år og ville åbenbart i et forsøg på at beskytte sin mands høje, posthume anseelse ikke lade ukendte værker fra hans yngre år forstyrre billedet. Det var sandsynligvis hende, der pakkede manuskripterne til hans strygekvartetter nr. 2-6 sammen i en mappe, påtegnet ”Ungdomsværker”. Noderne til strygekvartet nr. 1 blev lagt i en mappe med andre værker, der ligefrem blev påtegnet ”Heises skrevne noder fra ældre tid, ikke trykkes, måske helst brændes.”

Alle kvartetmanuskripterne blev efter Ville Heises død i 1912 overgivet til Det Kongelige Bibliotek, men som frasorterede værker fik de ingen opmærksomhed. Der var kort sagt intet offentligt kendskab til kvartetternes eksistens. Den første biografi om Heise fra 1926 nævnte kun i form af et kort brevcitat, at Heise på et tidspunkt havde arbejdet på en kvartet, men først da et udvalg af Heises breve udkom i 1930, kunne man læse hele brevet, hvor Heise omtaler sin strygekvartet i g-mol (den kvartet, der i dag har nr. 6): ”Nu arbejder jeg på en strygekvartet, hvoraf det første stykke er færdigt, og jeg er meget tilfreds med det; den begynder i g-mol. Hvis jeg bare kunne komme lige så godt i gang med det tredie stykke; det er jeg på jagt efter i disse dage”

Sådan skrev Heise i januar 1857 til vennen Edvard Holm, bror til førnævnte cellist, Julius Holm. Brevcitatet fik musikjournalisten Richard Hove til at gennemgå manuskripterne i biblioteket, og han fandt den omtalte g-mol-kvartet, som derefter blev opført i 1931 i Hoves hjemby, Thisted. Ti år senere skrev Hove en præsentationsartikel i Dansk Musik Tidsskrift om Heise som kammermusikkomponist og var her den første til at oplyse, at Heise havde skrevet over 20 kammerværker, blandt andet seks kvartetter.

I 1945 blev g-mol-kvartetten spillet i radioen af tidens førende danske kvartetensemble, Erling Bloch Kvartetten, og fra 1950’erne og frem var der enkelte opførelser af Heises kvartetter nr. 3, 4 og 6, der nu cirkulerede i diverse afskrifter. Men ingen af kvartetterne bed sig fast i repertoiret i Danmark, og ingen af dem blev trykt eller indspillet. Ganske mærkeligt, for der er bestemt ikke en overflod af danske kvartetter fra 1800-tallet at konkurrere med.

Senere i 1900-tallet var det nok især en dalende interesse for den ældre danske musik generelt, der lå bag negligeringen af Heises kvartetter. Det har ændret sig i dag, og i 2017 blev værkerne for første gang udgivet på tryk i et samarbejde mellem Det Kongelige Bibliotek og Københavns Universitet. Efter lang tids dvale kan de seks strygekvartetter nu omsider spilles, høres og nydes.
 

Strygekvartet nr. 1, h-mol
Peter Arnold Heise blev født 1830 i en akademikerfamilie i København. Allerede som 13-årig var han i gang som komponist, og som kompositionslærer havde han A.P. Berggreen, der også var lærer for Heises lidt ældre kollega Niels W. Gade. Selv om Heise var aktiv i den højromantiske periode, var han inderst inde klassicist. Han stræbte efter klarhed, præcise former og gennemsigtigt satsarbejde, og den stræben efter koncise udtryk finder man i hans strygekvartetter. I særlig grad i strygekvartet nr. 1, der er en sikker, kortfattet debut i genren, hvor 1. sats formalt set er skåret ind til benet. Trods mol-tonearten har satsen afvæbnende, humoristiske træk, hvad der gennem tiderne generelt har været populært i dansk musik, hvor patos og overdådighed sjældent har været velanset!

I kvartettens følgende satser er Heises stilistiske forbilleder mere tydelige: 2. sats har en langsom hoveddel, der er temmelig Schubert’sk i stilen, og et stormfuldt mellemafsnit, der virker inspireret af Mozart. 3. sats er en enkel scherzo med trio-del i spillemandsstil som hos Haydn, mens Heise i 4. sats viser sin beherskelse af klassisk fugateknik.

Værket er komponeret i vinteren 1851-52. I modsætning til strygekvartetterne nr. 2-6 har de bevarede noder til strygekvartet nr. 1 ingen brugsspor, og muligvis har denne charmerende, veloplagte musik derfor aldrig nogensinde været spillet, før denne indspilning blev lavet.
 

Første side af Heises manuskript til strygekvartet nr. 2 (1852).

Strygekvartet nr. 2, G-dur
Selvom Heises enke forsøgte at undereksponere sin mands strygekvartetter, er det, som udgiveren af nodeudgaven fra 2017, professor Michael Fjeldsøe, påpeger, forkert at betragte Heises strygekvartetter fra 1850’erne som ungdomsværker. De er komponeret i Heises formative år, den samme periode, der gav ham et gennembrud som vokalkomponist. Selv de tidligste af hans kvartetter er skabt af en komponist, der er fortrolig med genren, for Heise havde hørt mange kvartetopførelser og spillede, udover sit hovedinstrument, klaver, også violin i kammermusikalske sammenhænge.

Heise ønskede tydeligvis at beherske kvartetgenrens udfordringer, og han komponerede sine kvartetter i hver deres toneart. Strygekvartet nr. 2 i G-dur er fra 1852. Den har selvsikkerhed og igen et humoristisk præg i 1. sats, der overrasker med rytmiske finurligheder. Ovenpå den livlige begyndelse kommer den mørke 2. sats i c-mol uventet: Det er en tragisk largo, om end den typisk for Heise er udformet i et kort format og med et ret uortodokst mellemstykke. 3. sats er denne gang en menuet, og i forhold til den kortfattede scherzosats i 1. strygekvartet er menuetten her mere udfoldet og har et elegant vid – Heise var kendt i Københavns kulturelle kredse som en meget underholdende og vittig person. Det temperament gennemstrømmer også finalen, som Heise (ligesom i 1. sats af strygekvartet nr. 1) ikke kan lade være med at afslutte med et humoristisk pizzicato-punktum.
 

Nordic String Quartet: Daniel Eklund, Heiðrun Petersen, Mads Haugsted Hansen og Lea Emilie Brøndal © Nikolaj Lund

Strygekvartet nr. 3, B-dur
I vinteren 1852-53 var Heise på sit livs store dannelsesrejse til Leipzig, hvor Niels W. Gade havde fået sit store gennembrud i 1840’erne. Opholdet blev en øjenåbner for Heise, der udviklede sig hurtigt under vejledning fra sin lærer Moritz Hauptmann, kantoren ved Thomaskirken. Desuden var udbuddet af musik i Leipzig helt uden sammenligning med, hvad Heise kunne opleve i datidens København, og spændte over alt fra barokmusik til nye værker af Schumann og Wagner. Rejsen til Leipzig blev derfor også en stor udvidelse af Heises repertoirekendskab, simpelthen fordi et meget ringere udsnit af europæisk musik var nået nordpå til Danmark.

De næste tre strygekvartetter, Heise skrev, blev skrevet under eller lige efter Leipzig-rejsen. Strygekvartet nr. 3 hæver ambitionsniveauet betydeligt i forhold til hans foregående kvartetter, og musikken har flyttet sig væk fra det diverterende. 1. satsen er udvidet med en langsom indledning, og hele satsarbejdet er langt fyldigere og mere varieret end tidligere. Også 2. satsen, en forrevet og galopperende scherzo, har ægte bredde og vingefang, og dermed udvides værkets dramatiske perspektiv.

3. satsens andante er en balsamisk stund, der dog ikke får spændingerne forløst. På ægte romantisk vis varer kvalerne ved lige indtil slut: Sidste sats er stormfuld, og den begynder med den slags hurtigt skift mellem mol og dur, der er kendt fra nordisk folkemusik, og som senere også blev et kendetegn for Carl Nielsens uortodokse stil. I slutningen af satsens gennemføringsdel indskyder Heise en solokadence for primoviolinen, hvorefter værket når til en lys og befriende coda i B-dur.

Manuskriptet til strygekvartet nr. 3 er ikke dateret, og Heise var i det hele taget tilbageholdende med at oplyse om sin egen musik. At komponere var ikke et fag, han praktiserede for at opnå stor berømmelse eller for at tjene penge – velhavende blev han i 1859 gennem sit ægteskab med Ville, der var datter af en af Danmarks rigeste mænd – og derfor havde han en mere privat indstilling til sit musikalske arbejde. At Heise ikke selv prøvede at få kvartetterne udgivet, var ikke udtryk for hans egen kvalitetsvurdering. Men ydmygheden fik desværre den bivirkning, at der skulle gå 170 år, før musikken blev udbredt til at større publikum. Forhåbentlig er det ikke for sent for Peter Heise at opnå anerkendelse som kvartetkomponist side om side med hans ry som vokalkomponist.