Heises glemte kvartetter samles i banebrydende indspilning
Nordic String Quartet fuldender deres anmelderroste serie med førsteindspilninger af Peter Heises strygekvartetter, musik af en af Danmarks mest populære komponister, som endelig kan høres efter 170 års glemsel!
Peter Heise var en af Danmarks mest populære og elskede komponister. Alligevel blev hans seks strygekvartetter pakket væk efter hans død og forblev så godt som fuldstændig ukendte i over 170 år.
Nordic String Quartet fuldender nu deres roste serie med verdenspremiereindspilninger af Heises elegante strygekvartetter. Udkommer i en samlet udgivelse med 3 CD'er d. 22. maj. Lyt til en single her mens du læser videre.
En ydmyg komponist
Peter Heise (1830-1879) var kendt som vokalkomponist, særligt for sine mange sange i romantisk stil og nationaloperaen Drot og Marsk, som han oplevede stor succes med. Men i København på Heises tid var strygekvartetter derimod en genre som primært blev spillet privat i saloner og højkulturelle hjem. Heise skrev seks kvartetter mellem 1852 og 1857, men ingen af dem blev en del af det offentlige musikliv.
Efter hans død blev værkerne pakket væk og siden da har musikken ligget indhyllet i et forbløffende mørke. Indtil strygekvartetterne blev udgivet i 2017, har de været så godt som fuldstændig ukendte. Peter Heise var en selvkritisk og ydmyg mand, og gjorde besynderligt nok ikke noget for at få sine strygekvartetter frem i livet, på trods af deres utvivlsomme kvalitet. Men efter lang tids dvale kan musikken nu endelige spilles, høres og nydes!
En overbevisende genopdagelse
Da Nordic String Quartet i 2023 udgav seriens første del med strygekvartetterne nr. 1-3, blev det tydeligt at der er tale om charmerende og elegant musik, med al den poesi og fantasi, som man forbinder med Peter Heise.
Den nye udgivelse samler alle seks strygekvartetter, med førsteindspilninger af kvartetterne nr. 4-6. Her kan man følge Heises udvikling inden for genren, når han kaster sig ud i længere, mere komplekse og eksperimenterende forløb. Han opnår en fuldstændig beherskelse af strygekvartetgenren med ambitiøse formater, der fastslår at han ikke kun var en mester af vokalmusik.
Første volume af serien blev flot modtaget i ind- og udland. The Strad anbefalede udgivelsen med ordene "a neglected Dane is compellingly revived" og Dagbladet Information skrev blandt andet, at det er "mere end velkomment at få vækket Heises kvartetter af tornerosesøvnen, ovenikøbet i så præcise, velformede og klangskønne udførelser".