Mogens Dahl Kammerkor

Mogens Dahl Kammerkor har siden 2006 været synonym med kormusik af højeste kvalitet. I ensemblet udvælges de medvirkende til hvert projekt ud fra en større pulje af omkring 40 sangere fra Skandinavien, Tyskland og England, der sammensættes afhængigt af repertoire og format. Grundstammen i korets repertoire er den nordiske a capella-tradition, og kærligheden til den nordiske korlyd og sprogtone er dokumenteret på en række indspilninger. Målet er at påvirke den fremtidige dagsorden for nordisk vokalmusik og søge nye veje gennem kunstneriske samarbejder.
Koret optræder ofte med nykomponerede værker af etablerede nordiske komponister, hvoraf mange er skrevet specielt til ensemblet. Blandt disse er Sven-David Sandström, der var korets ‘composer in residence’ fra 2014-19, og som har dedikeret et antal store værker til koret, og Per Gunnar Petterson, der er korets nuværende ‘composer in residence’.
Mogens Dahl Kammerkor har stående samarbejder med forskellige ensembler, blandt andet med Orchestra of the Age of Enlightenment om årlige opførelser af Händels Messias i København. Højdepunkter fra de seneste 20 år inkluderer blandt andet en koncert i DR Koncertsal med sopranen Anna Netrebko (2009), uropførelsen af Nordic Mass af Sven-David Sandström på Festspillene i Bergen (2014) og verdenspremieren på hans The Passion of St John i Konzerthaus Berlin (2016), indspillet filmmusik til filmen De frivillige (2019) og verdenspremieren på Missy Mazzolis Year of Our Burning på Festspillene i Bergen (2022).
-
Vagn Holmboe
Works for Choir and Ensemble
