EMP 11

Eventyrfortolkningerne

Af Jonas Olesen

I 1955 indledte Else Marie Pade et samarbejde med sangeren Aase Ziegler (1906–1975), der arbejdede for den såkaldte skoleradio i Danmarks Radio. De to havde tidligere samarbejdet fire år forinden, hvor Pade skrev sange til et program produceret af hendes daværende mand, Henning Pade, og Ziegler. Denne gang var det imidlertid Pades konkrete og elektroniske musik, der vakte Zieglers interesse. Hun forestillede sig, at den ville egne sig godt til at illustrere de eventyr og hørespil, som skoleradioen producerede.

I Danmarks Radio havde lydeffekter til hørespil hidtil primært været fremstillet som såkaldt foley – mekanisk skabte lydeffekter. Man rådede eksempelvis  over en vindmaskine, kokosnødskaller til at illudere hestetrav og lignende remedier. At skabe lydeffekter ad elektronisk vej var på dette tidspunkt en meget fremsynet tanke. Først i 1958 etablerede BBC deres Radiophonic Workshop, en hel afdeling dedikeret udelukkende til at skabe elektronisk musik og effekter til BBC’s produktioner. Ziegler og Pade var således tidlige pionerer på området i en dansk sammenhæng.

I begyndelsen arbejdede Pade på freelancebasis, men arbejdet blev nemmere, da hun i 1956 fik fastansættelse i Danmarks Radio. Her fungerede hun blandt andet som tekstforfatter og sekretær og havde dermed sin daglige gang på radioen. Det førte til, at hun i denne periode også blev involveret i hørespil for voksne og mere litterært orienterede udsendelser.

De eventyr og hørespil, der præsenteres på denne udgivelse, stammer fra perioden 1955-1960, og graden af Pades bidrag varierer betydeligt. Nogle  udsendelser indeholder blot få lydeffekter og korte musikalske indslag, mens der i andre eksperimenteres radikalt og omfattende med studiets muligheder.

Samtidig kan man spore en stigende teknisk professionalisme, i takt med at Pade og teknikerne opbyggede erfaring. Det er nærliggende at forestille sig, at disse erfaringer også har haft indflydelse på Pades egne kompositioner, som hun arbejdede med parallelt.

Den lille Idas blomster (1956) illustrerer H.C. Andersens (1805–1875) eventyr af samme navn fra 1835. Fortælling handler om den lille pige Ida, der opdager at hendes blomster er visnet. En student forklarer hende, at det skyldes, at blomsterne har været til bal på et slot og danset hele natten. Hver blomst fortæller sin egen historie, og til sidst begraver Ida dem, så de igen kan blomstre året efter.

Eventyret udspiller sig i et rent magisk univers, som Pade illustrerer relativt underspillet. Blomsternes stemmer er behandlet med kunstig efterklang, og deres natlige danse ledsages af klaveroptagelser, der er hævet i tonehøjde og filtreret, så de fremstår miniatureagtige – passende til blomsternes størrelse. Korte klip fra ukendte klassiske musikoptagelser er bearbejdet på lignende vis, og der indgår enkelte toner fra, hvad der lyder som et elektronisk orgel.

Trylleringen (1956), baseret på et ungarsk folkeeventyr, handler om børn ved havet, der fanger forskellige dyr. Lydeffekterne er primært naturalistiske: bølgeskvulp, en gøende hund, en hvislende slange. Som i Den lille Idas blomster indgår fragmenter af traditionel klassisk musik. En drages stemme er skabt ved at hæve stemmer i tonehøjde, tilføje båndekko og afspille optagelsen baglæns. Mest radikalt er et slagsmål mellem et barn og dets far, der udelukkende er illustreret med syntetiske lyde skabt ved at “scratche” abstrakte lyde på spolebåndoptageren.

Af Gedehyrden Martin (1955), med tekst af Louise Zeller f. Pichler (1823–1889), er kun et kort fragment bevaret. Her høres kreativ brug af studieteknik: forvrængede “Mickey Mouse”-stemmer, percussion med båndekko og lyde, der minder om kaglende høns hævet i tonehøjde. Særligt bemærkelsesværdigt er en “havfruesang” frembragt med sinustoner, kraftigt vibrato og ekko – muligvis et tidligt eksperiment med at løse den udfordring med at finde en passende lyd til havfruen, som Pade senere beskrev i forbindelse med arbejdet på Den lille havfrue (1955‑1959).

Julegavetoget (1955) henvender sig til yngre børn og bygger på et amerikansk folkeeventyr om et lille damplokomotiv, der bringer julegaver – dukker, bamser og spilledåser – til børn. Figurerne har filtrerede stemmer, hvor bassen er fjernet, så de lyder små. Toget går i stykker, men bliver repareret, og eventyret ender lykkeligt med børns glædesudbrud omkring juletræet. Pades lydarbejde her er traditionelt og udgøres udelukkende af realistiske lydeffekter.

Julegavetoget, Gedehyrden Martin og Trylleringen bygger alle på tekster, der oprindeligt blev trykt i Illustreret Tidende (1859-1924), et ugeblad med nyheder, litteratur og underholdning fra hele verden.

Klumpedumpeland (cirka 1955) er et såkaldt “tosset eventyr” med tekst og oplæsning af Bent Friis Alsinger. Her møder vi blandt andet “klumpedumpedyr”, som lever “dybt inde i en skov, hvor de kan lave larm og sjov”. Historien er præget af humor og absurditet, og Pades lydlige opfindsomhed får frit spil: der er stort set konstant lydlig underlægning med ringmodulerede klange, baglæns afspilninger af reallyde og sinustoner med rumklang. Små melodier, formentlig spillet på xylofon og ringmoduleret klaver, flettes ind, og oplæserens rytme følger musikken i disse passager.

Lyden af karakteren Kong Snorketræ er frembragt med ekstremt langsom båndafspilning af reallyde, så det lyder som dyb snorken. Kongen introduceres med følgende vers:

“På Klumpedumpleslottet står,
med krone på sit lange hår,
Kong Snorketræ med næsen.
Han vejer femten tusind pund og har
en fladtrykt puddelhund,
der er utroligt kræsen.”

Det er netop denne form for meningsløse rim, der karakteriserer teksten, snarere end egentlig handling. Lydbilledet er gennemarbejdet og komplekst og indfanger på fin vis eventyrets absurde univers.

Borley-mysteriet (1960), med tekst af Jytte Weiss, er inspireret af historierne om den hjemsøgte Borley Præstegård i Essex, England. Spøgelserne i hørespillet taler med stemmer, der er indhyllet i kunstig rumklang og filtreret, så kun de høje frekvenser er bevaret og de fremstår kropsløse og fjerne. Stemmerne ledsages af ildevarslende sinustoner med ekko.

De øvrige lydeffekter er primært naturalistiske, såsom fuglesang, men lydene af vind og hestehove tyder på, at Pade også har benyttet afdelingens gamle foley-rekvisitter eller arkivoptagelser heraf. Musik anvendes kun i form af korte uddrag af klassisk musik og stemningsskabende klange.

Jonas og hvalen (årstal ukendt), baseret på den bibelske fortælling, er enkelt struktureret: En mandlig oplæser fortæller historien, som afbrydes af korte sekvenser med lydeffekter, blandt andet vindmaskinen fra Borley-mysteriet som genbruges her. Alle effekter er naturalistiske, men så kraftigt filtrerede, at det fremstår tvetydigt, om det er tilsigtet. Pades rolle synes her mere at være som tekniker end som egentlig komponist.

Historien om den forsvundne skat (årstal ukendt) er, ligesom Gedehyrden Martin, kun bevaret i fragmentarisk form og synes ikke at være produceret til Danmarks Radio. Manuskriptet krediterer Ingrid Friis Hansen (tekst og tegning) og Nina Russ (billede), hvilket antyder, at det kunne være del af en lydbog eller lignende. Historien henvender sig til små børn og præsenterer karakterer som Sorteper og Skovsvend. En mandlig oplæser fører fortællingen, og små melodier spillet på fløjte eller mundharmonika adskiller historiens afsnit. Alle lydeffekter – dørbanken, fuglesang, babypludren – er holdt i en udelukkende naturalistisk stil.