Renewal Manifestation

Udøde favntag

Af Tim Rutherford-Johnson

I mindst hundrede år er orglet i populærkulturen blevet forbundet med det spøgelsesagtige og udøde. Associationerne stammer til dels fra orglets rolle inden for religion og højtidelige ritualer, ligesom det også let lader sig høre som en klanglig vej mod profetiske syner. Men samtidig er det også et instrument med enestående nærvær og stamina. Orglet er indbygget i kirker og koncertsale og dermed ofte lige så meget arkitektur som instrument, forankret på stederne som en hvileløs ånd. Ydermere forfalder orgellyden ikke som andre instrumenters. Musikken opretholdes mekanisk og behøver aldrig holde op – måske medmindre den får drevet en pæl gennem piberne.

Det er nøjagtig det, der sker til sidst i György Ligetis Volumina (1961-62) for soloorgel. Efter at have sluppet bølger af konstant lyd løs, bliver der til sidst slukket for orgelpumpen med orglets langsomme undergang til følge: et tragisk, hvæsende kollaps frem mod stilheden. I Renewal Manifestation iværksætter Calum Builder en form for instrumentalt åndemaneri ved at gå til orglet som en udød ånd – ’lære et uhyre at ånde og sukke’, udtrykker han det selv. Som et genfærd. Ligesom en draugr i nordisk mytologi eller den islandske aptrganga (’genganger’) eller den keltiske dyssevætte bliver orglet hos Builder vakt til live igen, bragt tilbage fra de døde, hvis ikke gjort fuldstændig levende igen.

Det pågældende orgel er det i KoncertKirken i København, hvor Renewal Manifestation blev uropført i 2022 i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival, om end Builder oprindelig er inspireret af instrumentet i Mariendal Kirke på Frederiksberg, og angivelserne i partituret er baseret på dispositionen af dette instrument. I begge tilfælde er der tale om relativt beskedne instrumenter med to manualer, og tilstedeværelsen af et stort antal stemmer og registre er ikke hovedsagen for Builder. I stedet tilstræber han som komponist at gøre orgellyden fremmed ved kun at lade registrene trække halvt ud (for på den måde at skabe uhyggelige overtoner), eller ved at anvende Ligetis metode med at tømme piberne og fylde dem på ny. Ud over disse spøgelsesagtige gisp tilføjer både violinen, bratschen og celloen fra CRUSH String Collective og Builders egen altsaxofon yderligere lag af kradsen, fløjten, knitren og raslen i overensstemmelse med en kompliceret koreografi af vejrtrækning og buebevægelser.

Calum Builder foran orglet i Mariendal Kirke © Shayna Builder

I første sats, ”Breaths and Waves, Wheels within Wheels”, synes uhyret til at begynde med at komme vraltende prustende hen mod os med tunge skridt. De dissonerende akkorder og den overdrevne højtidelighed i den indledende solo gør det let at forstille sig et spøgelse ved et spillebord. Da de øvrige instrumenter i ensemblet kommer til, lyder de som noget, der prøver at tale ved på samme tid at bevæge tunge og læber og strubehoved, men uden helt at kunne kontrollere det. Selvom orgelet og ensemblet gradvis nærmer sig hinanden, mødes de aldrig helt, og sidst i satsen slukkes der endnu engang for orgelmotoren, så enhver skrøbelig følelse af enhed går fuldstændig i opløsning.

Men så sker der noget. Da motoren bliver tændt igen i begyndelsen af anden sats, ”Birth/Rebirth/Birth/Rebirth/Birth/Rebirth/Birth”, kommer uhyret endnu engang til syne. Blot virker det ikke længere desperat eller truende. I stedet har det antaget en vis ydre form og tyngde, som det fastholder også gennem senere genstarter. Samtidig er de andre instrumenter begyndt at overskride den usikre ur-tale fra første sats og nå frem til noget tæt på sang. Rædslen er forsvundet, og vi bliver trukket ind i en slags seancelignende forsøg på at tyde ordene fra forliste og fjerne ånder.

Calum Builder, Marmorkirken © Adriana Zak

I tredje sats rettes fokus mod navnlig én af dem – en ”Still Small Voice”. Ved hjælp af sarte strygerteknikker – flageolettoner, strøg molto sul tasto og strøg molto flautando – skabes der et lydbillede ”som af luft i bevægelse”. Orglets registre trækkes kun delvis ud, så der ikke undslipper meget andet end luft. Ud over tre korte holdepunkter, der skaber en løs struktur, er musikken fuldstændig improviseret. Den bevæger sig hurtigt, men flygtigt, som et blafrende stearinlys. Og dermed er uhyret i fjerde sats, ”Where You Go, I Go”, blevet fuldstændig rehabiliteret. Det er ikke længere en udød skabning begrænset af filmklichéer eller religiøs vanetænkning, men samarbejder med sine strygerpartnere om at skabe et leje af lysende akkorder, der som en båndsløjfe glider ind og ud af tiden. På det grundlag bliver Builders saxofon endelig i stand til at synge ud. Komponisten beskriver selv Renewal Manifestation som optaget af ”historier om mystiske syner og oplevelser, som tilfalder dem, der har søgt at kommunikere med guddommelige væsener”, og i sidste sats kan vi føle at blive omfavnet på tærsklen til deres verden og lokket ind i den.