A Twilight Song

Om hårde sammenstød

Af Andrew Mellor

Jesper Koch er blevet citeret for, at han tilbragte ”hele sin barndom ved klaveret”. Musikken gav den unge dansker mulighed for at lade fantasien få frit løb. Også da han var blevet voksen, inspirerede den fortsat utøjlede fantasi ham til at skabe sin egen musik med vild frihed og dunkle lidenskaber som drivkraft.

Koch er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus hos Hans Abrahamsen og Ib Nørholm og som privatelev hos Karl Aage Rasmussen, Olav Anton Thommesen, Andy Pape og Colin Matthews. I 1992 vandt han førsteprisen ved International Rostrum of Composers med værket Ice-Breaking (1991) for to akkordeoner og slagtøj, det første i en række akkordeonværker af ham.

Jesper Kochs tonale udgangspunkt, hans opmærksomhed på instrumenters artikulationsmuligheder og stærke fornemmelse for musikalsk struktur begyndte hurtigt at løbe sammen med hans vilje til at fortælle historier. En række værker inspireret af Lewis Carroll omfatter blæserkvintetten Down the Rabbit Hole (1997), tonedigtet Alice Under Skies (1998) og Memory of a Summer Day (2002) for sopran og orkester. I samtlige værker sørger Koch for, som musikjournalisten Jens Cornelius har formuleret det, ”at tage lytteren i hånden”. Symfoniorkestret er blevet et naturligt medium for Kochs udtryksmåde, og han har arbejdet tæt sammen med Odense Symfoniorkester og Sønderjyllands Symfoniorkester, herunder i en periode som huskomponist hos sidstnævnte i Sønderborg.

Walt Whitmans lyrik har både leveret inspiration til og ydre rammer for flere af Kochs orkesterværker. Under den amerikanske borgerkrig fra 1861 til 1865 arbejdede digteren som sygeplejer i Nordstaternes hær, men behandlede sårede soldater fra begge sider. I fredstid havde Whitman arbejdet som frivillig på hospitaler i New York og dér oplevet mening i sit humanitære arbejde, men krigens lange varighed krævede sin pris, og en følelsesmæssig kløft skilte de blodtilsølede, udmattede dage i 1865 fra optimismen i krigens første uger. Denne oplevelse kommer også til udtryk i nogle af digterens mest berømte linjer.

I forbindelse med at skrive en hornkoncert til Jeppe Solløs Rasmussen fra Sønderjyllands Symfoniorkester vendte Koch sig mod netop Whitmans krigsdigte. Hornet er et oplagt instrument til at skildre den verden, Whitman her fremmaner. Instrumentet forbindes traditionelt med jagt – det være sig på vilde dyr eller medmennesker, uanset at dets militære (og maskuline) konnotationer samtidig dæmpes af dets komplicerede konstruktion og ofte blide klang. Hornet er ligeledes det vanskeligste instrument i symfoniorkestret at få lyd ud af, og det er så at sige lige så vanskeligt at beherske dets mekanik og resonans som at gå i kamp.

Koch er ikke den første komponist, der hører noget natligt og mytisk i instrumentet, og begge dele er kendetegnende for hans koncert (hvor solohornet spiller stort set konstant), uanset koncertens udpræget fortællende udgangspunkt. Titlen A Twilight Song er hentet fra et af Whitmans krigsdigte, mens finalen refererer til et andet, Whispers of Heavenly Death . I begge digte ser digteren tilbage på krigen og leverer dermed et oplagt afsæt for Kochs musik med dens lyriske kvaliteter, der til dels udspringer af at se fortiden fra nutiden. Følelsen i Kochs værk af en målrettet rejse gennem barske forhold får det også til at klinge parallelt med en anden nutidig, men ligeledes overvejende tonal hornkoncert: Krzysztof Pendereckis Winterreise fra 2007.

Om sit værk skriver Koch selv (med henvisning til de to ovennævnte digte): ”I alt har jeg sat to digte direkte i musik uden ord (i 3. og 5. sats) – hornet synger, orkestret akkompagnerer – mens jeg for andre digtes vedkommende blot er blevet generelt inspireret af stemningen.” Rejsen i værket bevæger sig ”fra daggry og opvågning i lejren til kamp, død, eftertanke og genopstandelse.” Fjerne pauker sætter stemningen i åbningssatsen an, hvor den dunkle atmosfære på et tidspunkt bliver afbrudt af, at solisten spiller reveillen. Orkestrets tætpakkede træblæsere bliver med det samme etableret som solistens mest markante modstandere, partnere og baggrundsmateriale.

Skarpt slagtøj og nu mere nærværende pauker krydrer sats nummer to, hvis karakter af appel primært skabes ved at lade hidsige træblæsere strømme afsted i opadgående skalaer. I musikkens kry jagtscener hører vi hornet indtage sin traditionelle rolle. Koncertens grundlæggende melodiske tvetydighed og rastløshed træder i forgrunden i den søgende ”Elegy”, der på samme tid fremhæver hornets varme og i særdeleshed i de melodiske konturer og brugen af harpe tilstræber at fremmane ånden fra Gustav Mahlers musik. Pauker spiller tillige en afgørende rolle i sørgemarchen ”Cortege”, hvor en følelse af trods sætter sig mere og mere igennem. Sidste sats borer sig længere ned i stemningen fra ”Elegy” og bygger direkte på Whitmans egen beskrivelse af sjælens vej mod evigheden – den afsluttende violinsolo – i Whispers of Heavenly Death.
 

Andrew Mellor er forfatter til The Northern Silence – Journeys in Nordic Music and Culture (Yale University Press)