Lenio Liatsou

Tiltrækningen mod ny musik rækker tilbage til pianisten Lenio Liatsous studieår i London, hvor hendes interesse for det moderne klaverrepertoire og den ny musik blev vækket af legendariske Susan Bradshaw. Siden debuten i Purcell Room i London har hun optrådt på markante ny musik-festivaler og koncertsteder, herunder Carnegie Hall, Darmstadt, Spor, Klang, Onassis Cultural Center og München Biennalen.
Lenio Liatsou gør sig også inden for musikteater, og her har hun for nylig igangsat Once to Be Realised, et koncertprojekt baseret på skitser af den græske komponist og pianist, Jani Christou, i et tæt samarbejde med komponisterne Beat Furrer, Barblina Meierhans, Olga Neuwirth, Samir Odeh-Tamimi, Youghi Pagh-Paan og Christian Wolff. Hun underviser desuden i klaver.
Foruden Niels Rønsholdt har Lenio Liatsou arbejdet med komponister som George Aperghis, Carola Bauckholt, Christian Winther Christensen, Simone Movio og Manos Tsangaris, hvilket har ført til mange nye værker og bestillinger. Hun indspiller både som solist og med sit ensemble dissonArt, og særligt indspilningen af Morton Feldmans monumentale værk for soloklaver, For Bunita Marcus, har høstet roser internationalt.