Symphonies 1 & 3

Stræben og nederlag

Af Jens Cornelius

Victor Bendix (1851-1926) var både en hovedperson og en outsider i dansk musik. Han var højt respekteret som komponist, pianist og dirigent, samtidig med at han af forskellige årsager aldrig helt fik den anerkendelse, han drømte om.

Det havde ellers tegnet meget håbefuldt for Victor Bendix. Han var vidunderbarn, født i en kultiveret familie i centrum af København, og han komponerede allerede, da han var lille dreng. Som 15-årig blev han elev af dansk musiklivs konge, Niels W. Gade, og i en periode lignede han Gades oplagte efterfølger. Men Bendix fik smag for en ny tids musik og mistede derfor efterhånden Gades opbakning. I stedet for at følge sin mentors konservative idealer orienterede han sig hellere mod Liszt og Wagner.

Som 19-årig blev Bendix repetitør på Det Kongelige Teater, blandt andet ved de første danske opsætninger af Wagners Lohengrin og Mestersangerne i Nürnberg . For sit honorar valfartede han til Wagners festspilby, Bayreuth og var som den eneste dansker til stede, da Wagner i 1872 lagde grundstenen til sit festspilhus og dirigerede Beethovens 9. Symfoni. Bendix var også med, da man fire år senere for første gang opførte hele Nibelungens ring.

Rejserne fik afgørende betydning for Bendix, der knyttede mange kontakter til tysk musikliv. Han benyttede også turen i 1872 til at opsøge Franz Liszt, som på det tidspunkt boede i Weimar. Flere gange de følgende år rejste Bendix til Weimar, hvor Liszt meget venligt tog imod ham, gennemså hans kompositioner og spillede firhændigt klaver med ham.

Men der var andre årsager end den musikalske smag, der holdt Bendix udenfor inderkredsene i København. Bendix var nemlig jøde, og han var også politisk radikal og ateist ligesom sin berømte fætter, den stærkt omdiskuterede litterat Georg Brandes. I det konservative danske musikliv fik det ham til at skille sig ud, og hans hang til polemik og skarp sarkasme gjorde ikke modstanden mod ham mildere. Dertil var det en offentlig hemmelighed, at den karismatiske Bendix var en forfører, der havde mange erotiske affærer, ikke mindst med sine klaverelever.

Disse rent personlige årsager blev formentlig afgørende for, at Bendix aldrig fik nogen af de fremtrædende stillinger i dansk musikliv. I stedet gik han sine egne veje, og ofte var der et element af trods, når han trådte frem og demonstrerede sine store evner, som musiklivets fineste institutioner åbenbart mente, man godt kunne undvære. For eksempel dirigerede han de første danske opførelser af Wagners Tristan og Isolde og Verdis Don Carlos, som han for egen regning stablede på benene, fordi Det Kongelige Teater ikke ville tage opgaverne på sig – og heller ikke længere ville have noget med Bendix selv at gøre.

Som komponist var Bendix meget selvkritisk. Ud af hans cirka 150 kompositioner fik kun 33 et opusnummer. To af nøgleværkerne er hans Symfoni nr. 1 og Symfoni nr. 3, der står som milepæle i hans liv og samtidig danner en sigende fortælling om hans kunstneriske skæbne. Symfoni nr. 1 fra 1877-78 er den håbefulde, ambitiøse debut, mens den melankolske Symfoni nr. 3 fra 1891-92 er præget af resignation og fatalisme.

Symfoni nr. 1 (1877-78)
Symfoni nr. 1 var Victor Bendix’ allerførste orkesterværk og fik titlen Fjeldstigning. Både i sin idé, form og teknik var symfonien et målrettet brud i dansk musik. Inden uropførelsen havde Bendix vist partituret til Liszt, som blåstemplede symfonien. Den lever bestemt også op til Liszts tanker om en fornyelse af musikkens sprog ved at kombinere en abstrakt, firesatset form med et programmatisk indhold som i en symfonisk digtning. Det er med andre ord en symfoni, der har en “handling”. Desuden er den opbygget med brug af cyklisk tematik, endnu et af Liszts principper.

Noget lignende havde ingen dansker før komponeret, og det var lidt af en kamp for Bendix at få symfonien opført i Danmark. Det lykkedes 4. marts 1882, hvor han dirigerede den i Musikforeningen i København, som ellers blev styret med fast hånd af Niels W. Gade.

Inden koncerten havde Bendix fået en af Danmarks kendteste forfattere, Holger Drachmann, til at skrive et ledsagende digt til musikken. Men idéen om at kombinere poesi og symfoni var alt for krævende for det københavnske publikum. “Tilhørerne kunde hverken finde ud eller ind, og Fjeldstigning gjorde ikke stor lykke,” skrev en avis om uropførelsen.

Senere erstattede Bendix digtet med et forord, der redegjorde for værket som en beskrivelse af stræben og idealistiske ambitioner:

“Under billedet af en møjsommelig vandring mod templet på bjergtinden behandler det et menneskes frigørende udvikling fra letsindig planløshed til en af en højere idé ledet tilværelse.

I den første del af symfonien – kampen forud for beslutningen – brydes de tre motiver, som skildrer idealet, mismodet og håbet. Anden del, nocturnen, er den natlige vandring gennem bjergskoven, som dragende fortidsminder søger at standse. I tredje del, Marcia solenne, skildres indvielsen i templet, og endelig i sidste del livsglæden gennem arbejdet i idéens tjeneste.”

Beskrivelsen kan nemt fortolkes som et selvportræt af komponisten og hans udvikling. Målet står ham klart, men kræver, at han skal overvinde både mismod og forhindringer (“den natlige vandring gennem bjergskoven”) og distraherende traditioner (“dragende fortidsminder”). Til sidst nås endemålet om at blive anerkendt af eliten (“indvielsen i templet”), og på dette triumferende niveau kan hans tilværelse udfolde sig med ny mening.

Symfonien begynder med en kort indledning, der præsenterer de tre hovedmotiver i tæt rækkefølge: Den stræbsomme, opadstigende fanfare “idealet”; derefter “mismodet”, der er indadvendt og klagende i mol; og til sidst det trøstende tema “håbet”, som er i dur.

Gennem hele første sats veksler de tre temaer og deres sindsstemninger. Bendix arbejder meget kontrapunktisk, især i gennemføringsdelens spekulative, lavmælte afsnit, som videreføres i en fuga afledt af “idealet”, mens “håbet” samtidig blander sig. Ved satsens slutning er “mismodet” overtrumfet af de lyse temaer, men tvivlens undergravende tanker gnaver stadig.

2. sats’ natlige skovscene, “Nocturne”, er instrumenteret med raffinement og tager os gennem et tåget vildnis. “Idealet” er med i en ny forvandling og viser vej. Et koralmotiv høres i fagotter og klarinet – det må være et af “de dragende fortidsminder”, som programteksten omtaler. Undervejs op ad bjerget opstår der ny inspiration: Begyndelsestemaet bliver opmuntrende forvandlet, og en lille violinsolo lyser op som kortvarig blomsteridyl. Men opstigningen må ikke gå i stå, og med et kald fra basunerne minder “idealet” os om formålet med hele nattevandringen. Det får bjergbestigeren til at stoppe chokeret op – med “håbet” spillet af en enlig fagot.

Rejsens mål er nær, og 3. sats, “Marcia solenne”, tager os med til indvielsesprocessionen i “templet”. Tonearten er Es-dur, Beethovens heroiske toneart, og hymnen vokser med både renhed og værdighed. Symfonien fortsætter direkte til 4. sats, hvor hovedpersonen nu kan udfolde sig frit og som del af det høje selskab. Satsens optimistiske hovedtema er afledt af “håbet”, mens sidetemaet er beslægtet med tempelhymnen fra 3. sats. I slutningen af satsen kommer Bendix’ kontrapunktiske clou, da “idealet” som kronen på værket spilles af basunerne, ledsaget af gong-slag som hyldest. Den målrettede anstrengelse har ført den søgende bjergbestiger til den befrielse, han havde stræbt efter.

Symfonien blev i Bendix’ levetid opført ni gange – blandt andre af Berliner Filharmonikerne – og den var anerkendt som et betydeligt værk. Carl Nielsen, der i 1890’erne havde et meget tæt og inspirerende venskab med Bendix, dirigerede symfonien i 1921 i både København og Göteborg. Blandt yngre generationer af danske komponister blev Fjeldstigningnoget af et forbillede, ikke mindst for Rued Langgaard, hvis 1. Symfoni fra 1911, Klippepastoraler , i stærkt forstørret form har næsten samme program om en åndelig bjergbestigning. Men mærkeligt nok har Fjeldstigningslet ikke været opført siden 1929, kun lavet i et par studieindspilninger. Selv om romantisk musik generelt havde det meget vanskeligt i Danmark i 1900-tallet, er det en virkelig forbløffende skæbne for et skelsættende værk, som helt klart er et ‘missing link’ i dansk musik.

Symfoni nr. 3 (1891-92)
I 1888 præsenterede Bendix sin næste symfoni, der var meget anderledes. Titlen på hans Symfoni nr. 2 er Sommerklange fra Sydrusland, og musikken er inspireret af samtidens russiske komponister, hvis værker Bendix havde lært at kende i Tyskland. Bendix opholdt sig i 1880’erne helst i de store tyske kulturbyer, og Symfoni nr. 2 blev blandt andet opført i Dresden og af Berliner Filharmonikerne.

Da Gade døde i 1890, opstod der en ny mulighed hjemme i Danmark for Bendix. Han kandiderede til posten som dirigent for Musikforeningen, og som fremstød for sig selv arrangerede han en koncert, hvor han dirigerede Fjeldstigning og Beethovens Violinkoncert med den berømte Adolph Brodsky som solist. Lige lidt hjalp det – ved afstemningen om topposten i 1891 fik han 0 stemmer. De unævnelige sider af hans person var formodentlig udslagsgivende.

Nederlaget passede symbolsk med hans nye Symfoni nr. 3 i a-mol, skrevet samme år. Den er tilsyneladende uden programmatisk handling, men kender man Bendix’ tankegang og personlige historie, træder en oplagt fortolkning igennem.

Symfonien har blot tre satser, og 1. sats har den usædvanlige titel “Fantasie”. Det smukke mol-hovedtema bølger af sted som et mørkegråt hav, mens komponisten “fantaserer”. Den melankolske tilstand afbrydes af et marchtema, der kalder ham tilbage til virkeligheden – og kampen. En lyrisk passage, smukt instrumenteret for strygekvartet, giver inspiration og fører til det milde sluttema og håbet om, at mørket kan vendes til lys. Men senere i satsen får melankolien ny intensitet, og en kort tilbagekomst af det håbefulde tema ændrer ikke ved, at fantasierne ender i resignation.

2. sats er symfoniens scherzo med den tyske titel “Bunte Bilder” (“Brogede billeder”), en urolig sats, der forsøger at feje bekymringerne væk med hektisk kreativitet. Efter en kort introduktion hører man det jagende hovedtema, der forvandler sig til en delirisk dans. De brogede billeder fortsætter med elegante forvandlinger fra et trippende motiv videre til en rustik bondedans og til en pastoral serenade for obo. Da hovedtemaet vender tilbage, er det med en meget påståelig karakter, dømt til at ende brat – hvad det også gør, som når en druktur slutter med, at hovedpersonen dejser om.

Den langsomme 3. sats, “Elegie”, bliver symfoniens klimaks – eller rettere sagt det bevidste antiklimaks. Satsen føler sig frem, først med et sørgetema, der afløses af et fredfyldt tema i de høje strygere. Men midt i afklaringen kommer et fortvivlet udbrud og den sørgelige konklusion: Mørket fra symfoniens begyndelse er groet fast. Satsens egentlige hovedtema bliver en højtidelig klagesang, der vokser i styrke for at understrege, at den stolte kamp er tabt. Efterklange af motiverne fra 1. sats passerer revy, inden de forsvinder igen som kortvarige glimt af en lysere tid, der var engang.

Bendix satte selv særlig pris på symfoniens sidste sats, og det kan man godt forstå. Desværre var det danske publikum i vildrede ved uropførelsen 14. november 1893, dirigeret af Gades efterfølger i Musikforeningen, Franz Neruda. Hvad var tankerne med det usædvanlige værk og den elegiske finale? Den bedste analyse kom fra musikanmelderen Robert Henriques, der opfattede symfonien som selvbiografisk. Et udtryk for den modne kunstners skuffelse over, at det, han håbede som ung, ikke var blevet opfyldt. Henriques, der selv var jøde og en ven af familien Bendix, har nok haft en insiderviden, da han i sin anmeldelse skrev:

“I første stykke skildrer han åbenbart sine ærgerrige ungdomsdrømme, sollyse og vårfriske, som de var, da han havde fuldendt sin Fjeldstigning. Andet stykke er en vild scherzo, hvis energiske rytmer skal illustrere livets anfægtelser og komponistens trodsen – imod. Tredje stykke endelig er en melankolsk elegi, der skildrer resignationen og forargelsen. Kampen er opgivet, uden at de store mål ganske er nået. Den sten, som den unge Sisyfos med anspændelse af alle sine åndelige og fysiske kræfter ville tvinge op på bjergets top, er atter og atter rullet ned, da målet var så nær, så nær.”

Symfoni nr. 3 blev opført i 1895 af Dresdens Statskapel (dengang Dresdens Hofkapel) og i 1903 af Berliner Filharmonikerne, dirigeret af Bendix selv. I nyere tid har den været opført i Japan (Hiroshima, 2007), USA (Oakland, 2015) og Colombia (Bogotá, 2023), men denne virkelig velkomponerede symfoni har slet ikke været spillet i Danmark siden premiereåret 1893. Bendix’ oplevelse af, at dansk musikliv valgte ham fra, kom til at holde stik.

Victor Bendix sluttede af som symfoniker med sin Symfoni nr. 4, der blev uropført i 1907 af Boston Symfoniorkester og dirigenten Karl Muck. På det tidspunkt var Bendix en temmelig skandaliseret person i Danmark, efter han havde fået barn uden for ægteskab med en kendt pianistinde, der efterfølgende forsøgte at skyde ham! Drabsforsøget og faderskabssagen endte på forsiden af aviserne, og i de følgende par år holdt Bendix lav profil og opholdt sig meget i Tyskland.

På sine ældre dage skruede han kraftigt ned for sit kompositionsarbejde. Ligesom da han var ung, følte han sig i “opposition til den herskende smag,” som han formulerede det. Nu skyldtes det ikke længere, at han var for radikal, men tværtimod at han insisterede på de lærde, klassiske kundskaber i et nyt århundrede med store forandringer. Med bitterhed følte han sig nedvurderet som “repræsentant for en kunstretning, der har overlevet sig selv”. Så mon ikke det ville have frydet Victor Bendix, at hans fornemt komponerede symfonier, med alle deres romantiske idealer, nu klinger igen, næsten 100 år efter hans død.

Jens Cornelius er forfatter til biografien, Victor Bendix (Multivers, 2021).