I 1959 komponerer Else Marie Pade to rent elektroniske værker med titlerne Glasperlespil I og Glasperlespil II. Inspirationen til værkerne var dels forfatteren Herman Hesses kendte roman Glasperlespillet (1943), dels et helt konkret glasperspil i form af et stykke legetøj som Pade legede med som barn. Legetøjet, som Pade beholdt som voksen, har form som en ramme med 12 x 12 felter hvor der kan placeres forskelligt farvede perler. Disse kan så kombineres og bringes til at danne ”uendeligt” varierede og komplicerede mønstre.

I begge værker anvender Pade princippet fra legetøjet meget direkte i den forstand at hun opstiller 12 tonerækker med hver 12 toner, og varierer dem i forskellige kombinationer stykket igennem. Pade har selv fortalt om inspirationen fra glasperlespillet i bogen Else Marie Pade – En biografi af Andrea Bak fra 2009. Her fortæller hun, at "da jeg begyndte at lave elektronisk musik, kom jeg i tanker om det igen, fordi nogle af de lyde, vi lavede, var meget glasagtige. Jeg ville prøve at lave et mønster med musikken, ligesom jeg havde lavet mønstre med mit glasperlespil. I Glasperlespil I lagde jeg ensfarvede perler i form af toner i hver række, så folk kunne forstå, hvad meningen var. Hver farve fik simpelthen sin egen tone, og så kørte den bum, bum, bum...Så kom den næste med en anden klangfarve, sort, rød, gul, blå, grøn, hvid og så videre. Til sidst kører hele glaspladen, og så er den slut.”

Den systematik som Pade her beskriver i Glasperlespil I fremstår tydeligt i musikken der præges af korte morsekodelignende sinustonebip der kommer og går i langsomme rytmiske mønstre.

Disse varieres værket igennem i klang, tonehøjde og rytme og får derved karakter af en art signaler der undergår en række forvandlinger men stadig er genkendelige. Lydmaterialet der anvendes lader til næsten udelukkende at bestå af kombinerede og behandlede sinustoner der optræder i adskilte klanggrupperinger.

Den rytmiske fornemmelse er yderligere til stede så at sige ”inden i” de enkelte toner, da Pade gør udstrakt brug af ”stødtoner”, der opstår når to toner med næsten ens frekvens er til stede samtidigt. Herved høres en rytmisk modulation som Pade refererer til som ”svævninger”, og som går igen i mange andre af hendes elektroniske værker.
 

Glasperlespil I forløber som en serie af bølgende tonale klange hvoraf nogle er til stede som dybe rumlende toner der fungerer som et fast fundament under de resterende, mere æteriske og svævende klanggrupper. Den elektroniske behandling af lydmaterialet lader til at være meget basal i form af hastighedsændringer, filtrering og tilføjelse af kunstig efterklang.

I Glasperlespil II anvendes samme lydlige grundmateriale, men i et mere abstrakt formmæssigt forløb, med et mindre rytmisk og mere kontemplativt udtryk til følge. Tonerne er længere og glider ind og ud under hinanden i bølgende bevægelser, ligesom de optræder med en større grad af forvrængning end i Glasperlespil I. Udover det tonale materiale høres momenter af svag illuderet percussion, og i værkets anden halvdel høres en filtreret støjlignende klang, der gentages rytmisk som en art vejrtrækning.

Mod slutningen opstår et klimaks med øget brug af forvrængning og atonale tonesammensætninger.

Begge værker har et minimalistisk og køligt musikalsk udtryk, hvor de tonale elementer overvejende fremstår ”harmoniske”, men alligevel er anvendt så sparsomt at der kun opstår ansatser til noget decideret melodisk.

Netop de minimalistiske og kølige islæt er med til at give værkerne et moderne udtryk, og især Glasperlespil I giver mindelser om mere nutidig elektronisk musik af den finske techno- og eksperimentalkomponist Mika Vainio (1963 – 2017), der særligt kendes for en minimalistisk stil centreret omkring brug af sinustoner.

Glasperlespil II fik en særlig betydning for Else Marie Pade på sigt, idet hun spillede værket for Karlheinz Stockhausen, da han besøgte Danmark i 1961. Han bad derefter om en kopi på bånd, som han efterfølgende løbende anvendte i pædagogisk sammenhæng. Dermed havde Pade fået en kollegial blåstempling af sin musik fra en af de vigtigste komponister inden for den elektroniske musik på daværende tidspunkt.

Glasperlespil I og Glasperlespil II blev uropført 31/5 1960 i programmet Vor tids musik på DR P2.

Glasperlespil I er tidligere udgivet på en dobbelt-LP'en Electronic Works 1958-1995 af Important Records i 2014. (IMPREC406).

Glasperlespil II er tidligere udgivet på CD'en Et glasperlespil af Dacapo i 2001. (Dacapo 8.224209). Denne CD findes også inkludret i bogudgivelsen: Bruland, Inge (Red): Else Marie Pade og Symphonie magnétophonique Museum Tusculanum 2006.