Marcus Creed
Siden 2014 har DR VokalEnsemblets chefdirigent været Marcus Creed – en dirigent, der er rundet af den hæderkronede, engelske kortradition og i dag tilhører den europæiske elite af kordirigenter. Marcus Creed er født i Eastbourne, Sussex, og begyndte sine universitetsstudier ved King’s College (Cambridge) og Christ Church (Oxford), efterfulgt af studier på Guildhall School of Music i London.
Efter dirigenteksamen flyttede Creed i 1977 til Tyskland, først som korinstruktør ved Deutsche Oper Berlin og siden bl.a. som kunstnerisk leder af RIAS Kammerchor Berlin, med hvem han har indspillet en række internationalt lovpriste cd’er. Fra 1998 til 2016 var Creed professor i direktion ved Hochschule für Musik i Köln, og siden 2003 har han haft ledelsen af SWR Vokalensemble Stuttgart, som er Sydvesttysklands pendant til DR VokalEnsemblet. Marcus Creed er ekspert i både tidlig og ny musik. Han har et tæt samarbejde med førende barokensembler som Akademie für Alte Musik Berlin og Freiburger Barockorchester, og han har optrådt på festivaler i bl.a. Berlin, Wien, Salzburg, Luzern og Edinburgh.
Som gæstedirigent for Berliner Filharmonikerne har Marcus Creed bl.a. dirigeret Stockhausens storværk Gruppen sammen med Claudio Abbado. ”Jeg søger den højest mulige fuldkommenhed i fortolkning og udførelse af musikken. Men det vigtigste for mig er at forsøge at gøre livet mere interessant for mit publikum”, har Marcus Creed sagt. I sine første sæsoner med DR VokalEnsemblet er det lykkedes for Creed at begejstre både publikum og presse med musik af moderne mestre som Ligeti, Messiaen, Nono og Pärt såvel som kendte og elskede korværker af bl.a. Bach, Gade og Nielsen.
kilde: DR