Hør Elverskud, som på Gades tid, på ny vinyludgivelse
I hænderne på Concerto Copenhagen og DR VokalEnsemblet får Niels W. Gades klassiker Elverskud en anden – måske mere original – lyd på ny LP. For første gang er det berømte værk indspillet efter den nye, reviderede Gade-udgivelse fra Det Kongelige Bibliotek, spillet på originalinstrumenter – og ikke mindst: sunget på tysk.
Ensemblet Concerto Copenhagen og dirigent Lars Ulrik Mortensen, som er Nordens førende indenfor opførelser af tidlig musik, kaster sig sammen med DR VokalEnsemblet over det nationalromantiske hovedværk Elverskud – eller Erlkönigs Tochter, som den tyske titel lyder – på ny vinyludgivelse. Solisterne på LP’en er sopran Sophie Junker, alt Ivonne Fuchs og baryton Johannes Weisser, og sammen genskaber de det kanoniserede korværk i Niels W. Gades egen reviderede version, som er dukket op på Det Kongelige Bibliotek, efter at have været glemt siden Gades levetid.
Dansk nationalklenodie på tysk?
Elverskud er en dramatisk kantate fra 1854 baseret på danske folkeviser, og er et af de mest berømte og elskede danske værker. Værket blev en af Niels W. Gades største succeser; ikke kun i Danmark, men i hele Europa, hvor Elverskud blev opført flere hundrede gange, ofte dirigeret af Gade selv.
Gade var særligt beundret i Tyskland, og på denne udgivelse synges Elverskud for første gang med den tyske tekst, som gav værket sin internationale berømmelse. I Gades originalmanuskript findes både dansk og tysk sangtekst, og på de notationsmæssige detaljer kan man se, at Gade har taget udgangspunkt i den tyske deklamation, ikke den danske! Måske er dette danske nationalklenodie ikke så dansk alligevel?
Originale instrumenter
På LP'en indspilles Elverskud for første gang i den oprindelige instrumentation, som ikke har været spillet siden Niels W. Gades egen tid. Gade foretog løbende en række ændringer i partituret til Elverskud, men af uvisse grunde blev ændringerne ikke indført i de trykte udgaver af partituret, hvorfor de har været glemt siden Gades død. Nu er nodematerialet dukket op i Det Kongelige Biblioteks orkestersamling, og den udgave, han endte med, har en ganske anden lyd og karakter, end det hidtil kendte Elverskud. På LP'en kan man altså høre orkesterinstrumenter og en orkesterstørrelse fra den tid, musikken blev skrevet.
201 års fødselsdag
LP'en udkommer den 22. februar – på Niels W. Gades 201 års fødselsdag! Gennem hele 2017 blev Gades 200 år fejret, bl.a. med en række koncerter i DR Koncerthuset, såvel som med udgivelsen af hans internationale gennembrudsværk Comala, indspillet af DR SymfoniOrkestret og DR KoncertKoret, samt hans klaverværker, indspillet af Marianna Shirinyan. Fejringen fortsætter nu med udgivelsen af Elverskud i en version, som sætter det velkendte værk i nyt lys.