Sange fra en væg

"Jeg var ikke mere alene"

Af Jonas Olesen

Under Anden Verdenskrig komponerede teenageren Else Marie Pade en række tilsyneladende uskyldige sange, der imidlertid var skrevet på en mørk og tragisk baggrund.

Else Marie Pade voksede op i Aarhus og optrådte som sangerinde i 1940'erne i orkesteret The Blue Star Band. Orkesteret spillede let jazz og optrådte til skolefester og lignende begivenheder. Sideløbende gik hun til klaverundervisning hos organisten Karen Brieg (1894-1962), hvilket på flere måder skulle få stor betydning for resten af Pades tilværelse.

Gennem Brieg kom Pade ind i en kvindegruppe, der lavede modstandsarbejde rettet mod den tyske besættelsesmagt – i begyndelsen relativt uskyldige aktiviteter som uddeling af illegale blade, men senere transporterede hun blandt andet også sprængstof, foretog spionage og lærte at skyde med pistol og håndtere sprængstoffer.

I modstandsgruppen fik Pade dæknavnet ’Eva Holm’, og en af de virksomheder hun spionerede mod, var telefonselskabet Jydsk Telefon. Gruppen planlagde at sabotere telefonselskabet i tilfælde af en allieret invasion i Jylland, der dog aldrig kom. Pudsigt nok blev hun mange år senere af netop Jydsk Telefon bestilt til at skabe et elektronisk værk, der skulle ledsage en film om selskabet – det blev til værket Musik til Jydsk Telefon (1965). Intet tyder dog på, at selskabet skulle saboteres på grund af tyskvenlighed: Der var snarere tale om at hindre tyskerne i at bruge telefonnettet ved en allieret landgang på den jyske vestkyst. I samme periode meldte Pade sig også ind i det nationalkonservative parti Dansk Samling, der var stærke modstandere af den tyske besættelse, men også havde en antiparlamentarisk ideologi. Pade var dybt involveret i modstanden mod den tyske besættelse under Anden Verdenskrig og deltog i aktiviteter, som ultimativt ville give dødsstraf, hvis hun blev opdaget.

Kira Martini © Dybfølt

Heldet slap imidlertid op en septembermorgen i 1944, hvor Pade under dramatiske omstændigheder blev anholdt i barndomshjemmet på Marstrandsgade i det indre Aarhus, efter at Gestapo havde affyret skræmmeskud efter hende på åben gade og havde slået naboen ned. Hun blev efterfølgende ført tilbage til lejligheden, der skulle ransages, og da det gik op for Gestapo, at hun kunne spille klaver, udviklede ransagningen sig til en absurd scene, hvor Pade optrådte med klaverstykker for tyskerne og hendes skræmte mor.

Klaverspillet hjalp dog ikke det store, for umiddelbart efter ransagningen blev Pade kørt til Gestapos hovedkvarter på Aarhus Universitet og underkastet hårde forhør. Efter det første forhør blev hun indsat i en celle i Aarhus Arrest og tog her en afgørende beslutning: "En nat, hvor alt var kaos inden i mig, skreg jeg højt i angst og afmagt i min enecelle – men der kom ingen. Da lovede jeg mig selv, at overlevede jeg dette, ville jeg beskæftige mig med musik resten af mit liv. Da følte jeg en besynderlig ro. Lys, varme og kærlighed var rundt om mig. Jeg var ikke mere alene. Dette blev vendepunktet i mit liv."

Om natten i cellen begyndte hun at komponere, og da hun ikke havde papir, ridsede hun noderne ind i cellevæggen med et hofteholderspænde. Den første komposition fra cellen var sangen 'Du og jeg og stjernerne', hvor første vers lyder:

"Dagen, der svandt bort,
Natten, der blev sort,
Ensomhedens fangedragt.
Stjernen, der er blid,
Englen, der er hvid
Stemmen så tæt ved mit øre:"

Musikken, som indtil da blot har været et underholdende element i Pades tilværelse, blev nu hendes mentale tilflugtssted, og det at beskæftige sig med den blev til en åndelig overlevelsesstrategi.

Da Gestapo opdager noderne i cellevæggen, viser det sig, at den tyske forhørsleder selv er musiker, og han får bragt rigtigt nodepapir ind til hende, ligesom han og Pade fører længere samtaler om blandt andre Richard Wagner. Igen et billede på den mærkelige skizofreni, der kunne være til stede hos Gestapo, for de forhør, som Pade bliver udsat for, er voldelige, såkaldte ’skærpede forhør’ med regulære tæsk og muligvis også egentlig tortur. Pade har imidlertid aldrig beskrevet mishandlingen i detaljer.

Efter nogen tid bliver hun indsat i Frøslevlejren i Sønderjylland, som er en lejr, der er blevet til på dansk initiativ for at undgå at internerede bliver sendt til de tyske kz-lejre. Det bliver mange indsatte fra den sønderjyske lejr dog alligevel og adskillige vender ikke levende tilbage. At Pade undgår denne skæbne skyldes med al sandsynlighed, at det skriftlige materiale om hendes modstandsarbejde brænder op, da Royal Air Force bomber Gestapos hovedkvarter på Aarhus Universitet i oktober 1944. Her omkom i øvrigt flere modstandsfolk, der var under forhør, så heldet smilte igen til Else Marie Pade.

Sven Dam Meinild og Mathæus Bech © Dybfølt

I Frøslevlejren fortsatte hun med at komponere sange, heriblandt sangen 'Swingsko', der omhandler datidens såkaldte "swingpjatter" – unge, der dansede til swingmusik og klædte sig i særligt tøj. Et vers lyder:

"Swing, gi'r dig højt humør,
Du bli'r skør, drikker mælk af et sugerør,
Danser på gummisål
Under hedensk skrig og skrål"

Det er i ren slagerstil, Pade her udholder sig, men det naive og morsomme i teksten har givetvis fungeret som noget afledende midt i trøstesløsheden. For selv om det at være fængslet i lejren var fuldstændigt usammenligneligt med at sidde i en tysk kz-lejr, så har opholdet med sikkerhed slidt på de indsatte – særligt den evige angst for ’transport’, når udvalgte fanger afgik til Tyskland.

Ensomheden er dog ikke længere til stede hos Pade som i Aarhus Arrest, for i lejren sidder også Karen Brieg og de andre fra kvindemodstandsgruppen, og de synger og komponerer sammen. De hjælper Pade ikke kun moralsk, men også helt konkret med at realisere sine musikalske drømme: I fødselsdagsgave får hun et beløb fra alle på hendes stue til betaling af en konservatorieuddannelse, og det arrangeres også at Wilhelm Hansen Musikforlag vil sponsorere hende. Sidst men ikke mindst møder hun sin kommende mand i lejren: Komponisten og dramatikeren Henning Pade, og det er gennem ham at hun senere bliver ansat i Danmarks Radio, hvor hun kommer til at realisere sine elektroniske kompositioner. Opholdet i Frøslevlejren bliver således fuldstændigt afgørende for Pades videre professionelle og kunstneriske liv.

Fortiden indhenter hende dog mange år senere, og i midten af 1970'erne får hun store psykiske problemer, der er eftervirkninger af de voldsomme oplevelser under besættelsen. Det betyder også, at hendes kompositionsvirksomhed daler kraftigt i en årrække, og at hun i stigende grad bliver religiøs.

Kirstine Elise Pedersen © Dybfølt

Pades oplevelser under besættelsen kan ses som en personlig modningsproces, hvor hun gik fra teenager til at blive voksen, og hvor de traumatiske oplevelser gav hende det mod, der skulle til for at vælge en usikker karriere som komponist. Det var en sjælden karrierevej i samtiden, især for en kvinde.

Efter befrielsen bliver Pade gift og begynder sin produktive karriere, og der kan syntes meget langt fra de tidlige naivistiske slagersange til den seriøse elektroniske og modernistiske kompositionsmusik, hun begynder at komponere i 1950'erne. Hvis hendes musikalske karriere var stoppet efter krigen, ville sangene nok ikke stå tilbage som af større betydning, men mere som resultatet af tidsfordriv i Frøslevlejren. Det gjorde den heldigvis ikke, og i dag er sangene ikke blot historisk interessante, men kan høres som kimen til Pades senere store og alsidige produktion.

Noter
En række af sangene er tidligere udgivet på CD: Sange midt i mørket: Musik i Frøslevlejren 1944-45 (OH Musik, 2005). I bookletten til denne kan læses et længere essay af Henrik Marstal og Henriette Moos der beskriver baggrunden for sangene.

Man kan læse mere om Else Marie Pades modstandsarbejde i bogen Hedda Lundh: Ikke noget theselskab. Var vi terrorister? Om en gruppe kvinder i modstandskampen. (Museum Tusculanums Forlag, 2002).