Dybfølt

Dybfølt er en fleksibel musikalsk størrelse, grundlagt som duo af bassisten Mathæus Bech og cellisten Kirstine Elise Pedersen, der arbejder med fordybelse – en rejse mod at udforske dybden og finde ro, omhu og nærhed i musikken. Ensemblets klanglige univers forener klassisk finesse, nordisk folkemusiks livskraft og eksperimenterende lydbilleder i et særegent udtryk.
Repertoiret er præget af originalitet og rummer inspiration fra både klassisk musik og nordisk folkemusik. En særlig interesse for den danske komponist Rued Langgaard har formet ensemblets profil, ligesom bearbejdelser af hans værker har åbnet nye klanglige horisonter. Samtidig har Dybfølt med stor omhu arbejdet med værker af pioneren Else Marie Pade, hvis musik forbinder efterkrigstidens eksperimenter med en stærk personlig stemme.
I marts 2024 udgav Dybfølt sammen med sangerinden Kira Martini albummet Sange fra en væg på Dacapo Records, hvor de udforskede Pades sange fra Anden Verdenskrig – på overfladen enkle og uskyldige, men med stærke understrømme af livsmod og håb.
Senere samme år fulgte albummet Syv cirkler – Dybfølts fortolkning af Pades monumentale elektroniske værk fra 1958 i en ny, akustisk baseret iscenesættelse hvor duoens særlige kombination af instrumenter fremhæver både værkets spirituelle dimension og tidløse aktualitet.
-
Carl Christian Nicolaj Balle, Carl Nielsen, Henrik Rung, Rued Langgaard, Thora Borch, P.E. Lange-Müller, Lena Jonsson, Per Nørgård, Arvid Svenungsson, A.P. Berggreen, H.C. Lumbye, Caroline Recke-Madsen
Decembersol
-
Else Marie Pade
Syv cirkler
-
Else Marie Pade
Sange fra en væg


