Viola Concertos

Konspiratoriske stemmer

Af Andrew Mellor

Mens violinen svæver over orkestret, skærer og lokker bratschen inde fra midten. På sin første Dacapo Records-indspilning udforskede Rafaell Altino dette fascinerende instruments muligheder som soloinstrument – en udgivelse med værker af blandt andre Karsten Fundal og Søren Nils Eichberg (Dacapo 8.226588). Denne gang er han solist foran sit eget orkester i tre koncerter, der er skrevet til ham. Resultatet er lige så meget et øjebliksbillede af det 21. århundredes ‘orkestrale’ Danmark som et studie i de forskellige musikalske og strukturelle påvirkninger, bratschen kan udvise.

Bratschen klinger en kvint under violinen, og dens forhold til sin nærmeste i strygerfamilien er dejlig tvetydig. Instrumentet rummer en særlig kraft og et potentiale, der har betaget komponister fra Berlioz til Rebecca Clarke og fra Britten til Brett Dean. Ofte hører vi om bratschens chokoladeagtige varme – dens højtidelighed, fylde, selvfordybelse og dybde. Vi hører mindre om dens evne til at antænde, provokere eller narre orkestret, hvilket også er muligt takket være instrumentets toneomfang og store klang.

I de tre koncerter, der er medtaget her, optræder bratschen skiftevis som neoromantisk helteskikkelse, udeltagende enspænder og skyggefuld modspiller. Alle tre partiturer bliver forbundet af Rafaell Altino, der har haft en afgørende rolle i værkernes tilblivelse, takket være hans kolossale tekniske færdigheder, musikalske farvepalet og karakterstyrke. Vi hører Odense Symfoniorkesters egen solobratschist på hjemmebane sammen med sine kolleger – syngende og konspirerende, kæmpende og lindrende.

Karsten Fundal: Bratschkoncert (2008)
Karsten Fundals værk er et godt eksempel på, hvordan strenge begrænsninger i kompositionsmetoden kan frigøre en komponist til at blive endnu mere impulsiv og ekspressiv. I en periode var Fundals musik påvirket af de systematiske arbejdsmetoder fra den såkaldte ‘Ny Århus-musik’ og dens ledende skikkelse, Per Nørgård, hvorefter Fundal udviklede sin egen rækketeknik kendt som ‘Feedback System’.

Det var dog kun en begyndelse. “Når du kender dine konstruktioner rigtig godt og giver slip, så strømmer din helt egen musik ud”, har Fundal skrevet. Inspireret dels af Morten Feldmans ånd, dels af sin egen kreative nødvendighed for at tage lytterne med på en rejse (selvom denne rejse forbliver udefineret) lader Fundal sin grundlæggende forståelse af disciplin være afsæt for en større kreativ frihed.

Denne frihed kan manifestere sig i Fundals svælgen i orkesterklange og farver, som de systemiske regler ikke kan indfange. Det har givet hans orkesterværker en særlig virilitet og givet ham mulighed for at udforske impressionistiske teknikker som ‘clair-obscur’, hvor lys og skygger blander sig i en uklar farvepalet, der kan skabe et brugbart kontrapunkt mellem forgrund og baggrund.

Et godt eksempel findes i starten af Fundals bratschkoncert, der blev uropført af Rafaell Altino med Odense Symfoniorkester og Michael Schønwandt i 2008. Koncerten indledes med en klar, næsten romantisk melodi i solostemmen over en luvslidt orkesterklang. Kort efter trækkes melodien ind i noget dæmonisk, mørkt og tvetydigt.

Dette giver Fundal mulighed for koloristisk at dissekere orkestret – en proces styret af hans fornemmelse for klange. Hos strygerne hører vi glasklare harmonier, episoder, hvor klang og harmoni bliver afledt af hinanden, og passager, hvor tidligere musikfragmenter dukker op som skygger af sig selv. Solisten genfinder fra tid til anden en glødende lyrisk tone og spiller til tider i oktaver for at styrke sin beskedne gennemslagskraft.

Koncertens titelblad bærer ordene “Lysende mørke / Mørknende lys” og “Vigende genkald”. Førstnævnte elementer er tydelige i værkets skyggespil, sidstnævnte i rejsen fra lysende klarhed – solisten spiller næsten uafbrudt og giver sig hen til en række klare mønstre og sekvenser, som alle fremkalder en opbrudt eller direkte konfronterende reaktion fra orkestret på vej mod et næsten fuldstændigt forfald.

Efter den sidste af solistens sekvenserede arpeggiofigurer – ledsaget af to fagotter – begynder toner at opløses, og med dem solistens kontinuerlige melodi. Til slut kan bratschen kun spille brudstykker af en melodi på en baggrund af et grundlæggende, toneforladt lydbillede domineret af regnstokke. Erindringen er svundet ind; mørket har spredt sig.

Christian Winther Christensen: Bratschkoncert (2019)
Christian Winther Christensens musik er altid let genkendelig. Den lokker lytteren ind i et charmerende og særpræget bagland, der lægger et tæppe af stilhed over en masse minutiøse detaljer. Fokus og klarhed hersker i komponistens skæve bylandskaber i miniformat, hvor hver eneste gestus er afvejet og raffineret. Bag alt det skrabende, knipsende, flimrende og tikkende anvender Christensen melodier og harmonier på en elegant og original måde.

Ligesom Fundal har Christensen studeret i Aarhus, hvor han blev interesseret i musik af Lachenmann, Sciarrino og Ferneyhough. Senere studerede han hos Bent Sørensen, Hans Abrahamsen og Niels Rosing-Schow på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og efterfølgende på konservatoriet i Paris, hvor han var elev af Henri Dutilleux. Christensens værker er blevet opført, transmitteret og indspillet over hele Europa.

Med sit ekstreme nærvær indbyder Christensens bratschkoncert til koncentreret lytning, og efter sigende var det tilfældet ved uropførelsen i Odense Koncerthus i 2019 med dirigent David Danzmayr på pulten. “Jeg forsøger at forestille mig forskellige publikummer, når jeg komponerer; at tage fat i publikum og kontrollere dem”, sagde Christensen i 2020. “Det betyder, at jeg anvender nogle retoriske virkemidler. Det er sjovt, når folk danner sig et billede af, hvor du vil hen, og du så går i en anden retning.”

Som det er tilfældet i mange af Christensens kompositioner, genfinder man i denne koncert en skønhed – hvad enten det er melodisk eller harmonisk – som en begravet rigdom. Skarphed og humor kombineres i en harmonisk, rytmisk og kontrapunktisk sofistikeret skrivestil, der skaber sin egen hektiske og flygtige verden. En atmosfære af vindblæst stilhed skabes ved, at strygerne slår på strengene med buens træside, at der klappes og skrabes på instrumenter, og at træblæsere blæser uden rørblade. Sjældent lyder noget fuldendt eller fremtrædende i lydbilledet.

Stykket indeholder absurde elementer, der trækker tråde mellem flygtige tonale harmonier og stringente rytmiske mønstre, og koncertformen udfordres. Ofte indlemmes solisten på sympatisk vis i ensemblet undervejs, eller han spiller gentagne, hakkende arpeggioer, som var han uvidende om orkestrets blotte eksistens. Efter en kort tonal berøring får vi i femte sats et genhør med arpeggiofigurerne fra begyndelsen af første sats, nu ledsaget af en spejlet ‘spøgelses’-bratsch, inden der ufrivilligt lukkes ned.

I forskellige faser prøver koncerten at finde stigende mo-mentum – med korte afstikkere i tredje sats og i fjerde sats’ mere målrettede opdrift. Det kommer også til udfoldelse i den syvende og sidste sats, hvor solisten, der pludselig og ganske usædvanligt træder i forgrunden og med typiske buestrøg gentager rytmiske, opadgående skalaer i ring og efterhånden trækker ensemblet med. Som en mekanisk væv bevæger ensemblet sig tålmodigt og elegant frem mod en næsten tilfældig slutakkord.

Søren Nils Eichberg: Charybdis (2016)
En stor del af Søren Nils Eichbergs musik udspringer af en voldsom, dramatisk impuls, dygtigt håndteret og velorganiseret. Komponisten omtaler arbejdsmetoden som ‘psykologisk form’, selv om det narrative kan fremstå lige så tydeligt som musikkens rigoristiske konstruktion – sidstnævnte afslører en Haydn-lignende tilbøjelighed til at arbejde med små figurer eller celler til at opnå disciplin og klarhed.

Rafaell Altino tog Eichbergs solostykke for bratsch, Recitare (oprindelig for soloviolin), på sit repertoire og indspillede det senere. Et år senere skrev komponisten sin énsatsede koncert for bratsch og orkester tilegnet Altino, Charybdis, der blev uropført af Altino med Odense Symfoniorkester og dirigent Michael Schønwandt i 2016.

Værkets undertitel, Wirbelraush, kan oversættes til ‘hvirvelvind’, mens Charybdis er en malstrøm ud for Syditaliens kyst. I Homers Odysséen fremstilles den som et havuhyre, der er så magtfuldt, at intet skib kan undslippe dens hvirvlende malstrøm, selv ikke med hjælp fra Poseidon.

Eichberg fandt denne naturkrafts uafværgelige ødelæggelseskraft “alarmerende fascinerende”. For ham afspejler den vores menneskelige tiltrækning “mod det farlige og ukendte – det forbudte og det vilde” og følelsen af kunstnerens “længsel efter sin egen undergang”. Komponisten har tidligere udforsket en lignende impuls i sin concertino for klaver og 10 instrumenter, Hærværk (Dacapo 8.226556), opkaldt efter Tom Kristensens roman, der skildrer en velanset københavnsk journalists dekadente nedtur i alkoholismens tåger.

I den énsatsede koncert hører vi en strid mellem viljer, hvor soloinstrumentet er fanget i orkestrets spiralformede hvirvelvind – til tider gør det kraftig modstand, og andre gange overgiver det sig delirisk til kraften. Eichberg formulerer det således: “Selvom du ved, at det vil blive din undergang, kan du ikke give slip … Men det er også ligegyldigt, for du er for længst blevet omfavnet af noget, der er større end dig selv … Du kan ikke flygte, men det ønsker du heller ikke længere.”

Det er åbenlyst, at bratschen befinder sig i orkestrets ‘vortex’ – lige omkring midten. Her formår soloinstrumentet at fremkalde en følelse af svimmelhed midt i ensemblets malstrøm af heftig aktivitet. Med afsæt i konflikten, der etableres af de udviskede, nedadgående linjer i koncertens start, eroderer det musikalske materiale gradvist.

Et tydeligt brud halvvejs i værket fører til et roligere afsnit, hvor de destruktive kræfter ikke besejres, men blot bliver liggende latent. Efter et mindre højdepunkt og endnu en kamp spiller solisten en lille kadence, hvor instrumentets tonale spændvidde udforskes, hvorefter der følger en strid mellem en gentagende enkelt tone og et cirkulært motiv. Herefter overgiver bratschen sig helt til orkestrets dæmoniske udfoldelse. Men der er ingen følelse af, at bratschen er en undseelig skikkelse, da den fuldt ud engagerer sig i diskussionen med orkestret.

© Andrew Mellor, 2026

Andrew Mellor er forfatter til bogen The Northern Silence – Journeys in Nordic Music and Culture (Yale University Press).