The Symphonies [7-SACD box set]

RUED LANGGAARD
Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne antiromantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrig-stiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eksperimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. århundredes livsanskuelser, musikalske stilretninger og kvalitetsnormer brydes.
Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaver-pædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgel-improvisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større orkester- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommel-fingeren nedad, og faktisk lykkedes det -aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret, hverken af pressen eller af de tone-angivende musikautoriteter i Danmark.
Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studieophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Langgaard-familiens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lejlighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.
Det danske musiklivs skepsis over for Langgaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfærernes musik (1916-18), Symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.
Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for - i begyndelsen af 1920'erne - at opleve succesrige opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen ud-bredt eller generel interesse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførel-ser.
Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik - ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker - ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guruagtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940'erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillin-ger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et organistembede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Langgaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.
Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960'erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete' senromantikere Langgaard frem i lyset: Man op-dagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960'ernes og 70'ernes tilstandsmusik, collagemusik og minimalisme.
I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende forblev utrykte, er for tiden under udgivelse.

Langgaard som symfoniker
Man skal lede længe i det 20. århundredes musik for at finde en så lang, særpræget og varieret række af symfonier som Langgaards. Med 16 nummererede symfonier - kom-poneret 1908-51 - er han i antal kun blevet overgået på dansk grund af Niels Viggo Bentzon (1919-2000), der nåede nummer 24. Langgaards symfonier er uhyre afvekslende i varighed, form og tonesprog. En klar udvikling fra nr. 1 til nr. 16 tegner sig ikke, men der er brudflader mellem Symfoni nr. 3 og 4, 6 og 7 samt 10 og 11. De formale yderpunkter er den store senromantiske Symfoni nr. 1 (60 min.) og den monotematiske, ensatsede Symfoni nr. 11 (6 min.). Vokale indslag findes i Symfoni nr. 2, 3, 8, 14 og 15, og Symfoni nr. 3 er reelt en klaverkoncert. Den musikalske stil har overvægt til den romantiske og senromantiske side, men der er markante eksempler på udtryksformer på omgangshøjde med samtidens progressive tonesprog (Symfoni nr. 6 og begyndelsen af nr. 15).
Langgaard ønskede ikke at skabe et selvstændigt, originalt og moderne tonesprog. Tværtimod tog han bevidst udgangspunkt i det fra Gade, Wagner, Tjajkovskij og Strauss overleverede gods. Umiddelbart lyder nogle af værkerne faktisk, som om de er kompon-eret 50-75 år for sent. Men betragtet under ét er Langgaards symfoniske cyklus et origi-nalt og tankeprovokerende bidrag til 1900-tallets musikhistorie. I de første seks symfonier afprøver han genrens muligheder inden for meget forskellige stilarter. Fra Symfoni nr. 7 træder outsideren for alvor frem med det paradoksale og hasarderede projekt at bevise den romantiske æstetiks fortsatte relevans og potentiale i en moderne, verdsliggjort tidsalder.
Den romantiske epokes tonesprog rummer ‘sandheden' efter Langgaards mening, fordi det formidler et åndeligt budskab, som er alment forståeligt. Langgaard plukker derfor uhæmmet fra alle romantikkens hylder, men giver ofte det velkendte et eftertryk og sætter det ind i en ukonventionel ramme, således at det demonstrative, abrupte og teatralske træder frem. Man fornemmer en ærefrygt, men også en distance i forhold til de romantiske klicheer. For at blive forstået følte Langgaard, at han måtte gå til yderligheder, og især med Symfoni nr. 11 og 12 bringes symfonibegrebet ud i det absurde. Dermed sætter Langgaard sin egen rolle som erklæret formidler af et harmonisk skønhedsbud-skab over styr. Den konservative og nostalgiske komponist bliver samtidig til en moderne ‘splittet' kunstner, som forholder sig seismografisk følsomt, for ikke at sige desperat, til samtiden og sin isolerede situation.
Begrebet s