Herman D. Koppel Edition, Vol. 6: Songs

Sangkomponisten Herman David

Af Christian Westergaard og Esben Tange

Herman D. Koppel var over 40 år, inden han for alvor sprang ud som sangkomponist, og det var tenoren Aksel Schiøtz, der agerede tændsats. Både før og efter krigen havde Koppel og Aksel Schiøtz et intenst samarbejde, og efter en koncert i Esbjerg i marts 1949 spurgte Schiøtz endnu engang: ”Hvorfor skriver du aldrig nogen sange til mig?”. Og da han ikke fik noget synderligt ud af det spørgsmål, rakte han hånden ud efter Bibelen i natbordsskuffen og slog op på Højsangen.

Sådan beskriver Koppel mange år efter den situation, der førte til en lang række vokalværker i de næste mange år. Blot i løbet af 1949 skrev Koppel fire substantielle værker over bibelske tekster, og helt frem til de sidste kompositioner omkring 1990 spiller vokalmusikken en central rolle i hans virke.

Det er dog ikke hele sandheden om Koppel som sangkomponist, for allerede i 1930’erne komponerer Koppel nogle få sange, som retrospektivt set viser sig at have betydning. Det er ganske vist enkle, til tider naive sange. Men med tekster af nogle af tidens vigtigste digtere - fra den kulturradikale drømmer Otto Gelsted, over ekspressionisten Tom Kristensen til den centrale modernist Johannes V. Jensen – udtrykker de en poetisk længsel efter at blive en del af den store natur på et tidspunkt, hvor den klassiske lied er i modvind.

Igennem de henved 60 sange, Herman D. Koppel komponerede i løbet af sit liv, viser der sig to spor, der er centrale for en forståelse af Koppel som menneske, og som symbolsk er udtrykt igennem hans to fornavne: dansk-tyske Herman og jødiske David. Til trods for at Herman D. Koppel i løbet af sin ungdom lagde afstand til det jødiske indvandrermiljø, han var vokset op i, og til trods for at Koppel efter 2. Verdenskrig meldte sig ud af Mosaisk Trossamfund, så var det netop ved at studere Det Gamle Testamente, at han blev opmærksom på hvilke muligheder, der skjulte sig i at sætte ord i musik.

Koppels ekspressive musik til bibelske tekster vidner om kontakt til hidtil skjulte følelser, og Koppel kunne nu også give udtryk for den smertefulde erfaring, der fulgte med afsløringen af holocaust, som først blev alment kendt i årene efter krigen. Samtidig viste den gammeltestamentlige poesi sig også at rumme kærlighedsdybder og en forestilling om troens styrke, der talte stærkt og direkte til ham. Foruden de religiøse sange, der strækker sig helt op til Three Songs on Psalm 142, Songs of Songs and Psalm 100 i 1976, førte det også til en række større kor- og orkesterværker, som oratoriet Moses og Requiem.

Fordybelsen i det bibelske univers og erkendelsen af de jødiske rødder førte endvidere til en interesse i tidens poesi og resulterede i en genoptagelse af arbejdet med verdslige sange. Fra 1950 og de næste 40 år fulgte nu en række samlinger af sange til tekster af især danske, men også svenske, tyske og engelske digtere. Her giver Koppel udtryk for stærke eksistentielle følelser og en inderlig sansning af universet, udtrykt igennem den danske natur.

Paul la Cour, som Koppel lærte at kende i 1950, spiller en hovedrolle med nyromantiske tekster til i alt 11 sange, hvoraf de sidste indgår i Tre sange til tekster af Tom Kristensen og Paul la Cour fra 1989. Og i Årstiderne fra 1957 vender Koppel tilbage til nogle af de digtere han dyrkede i sin ungdom samt symbolisterne Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg.

Koppels sange har en særstatus blandt de genrer, hvori han komponerede. Rent stilistisk spænder de vidt. Fra det aforistiske til en sjælsrystende ekspressivitet, der i høj grand knytter sig til det store dramatiske talent, som hans datter – sopranen Lone Koppel – besidder, og til hvem mange af sangene er komponeret. Og så er det igennem sangene, at vi kommer tættest på Herman D. Koppel som menneske. Her kommer både Herman og David til orde.

Vol. 6: Paradisets time

Af Christian Westergaard og Esben Tange

Med Two Biblical Songs, op. 59 for sopran og klaver lægger Herman D. Koppel op til en international udbredelse af sine religiøse sange, og de to bibelske sange blev da også uropført i Stockholm i 1955. Two Biblical Songs er en kondensering af to af de eksistentielle grundfølelser Koppel vender tilbage til igen og igen i sine religiøse sange.

Den første sang ”I Cried Unto the Lord”, med tekst fra Davids Salme nr. 142, er en dybtfølt klage, der spiller direkte ind i det Holocaust-traume, der plagede Koppel og mange andre i efterkrigsårene. Med den menneskelige stemme som ekspressivt medie blotlægges smerten, oplevelsen af en voldsom overmagt og slutteligt en bøn om Herrens gavmildhed.

Den anden sang ”Make a Joyful Noise Unto the Lord”, med tekst fra Davids Salme nr. 100, er en overgivelse til jubelen ved bevidstheden om Guds storhed og godhed. Med en voldsom perkussiv klaverstemme, med mindelser om Béla Bartók – en af Herman D. Koppels musikalske helte – og en tekst, der besynger en frydefuld støj, er det en musik, der er på nippet til at koge over af glæde. Undervejs er det også, som om vi er i synagogen, hvor kantoren synger for i lovprisningen. ”For the Lord is good” lyder det over en statisk klaverklang inden det sidste ekstatiske ridt frem mod en kraftfuld afslutning.

Efter de religiøse storværker oratoriet Moses og Requiem i 1960’erne fulgte i 1971 Three Songs on Poems by Nelly Sachs, op. 84, der er korte sange i en porøs fritonal stil præget af stor alvor og tilegnet Lone Koppel. Med modernistiske tekster af den tysk-svenske jøde Nelly Sachs dyrker Koppel her et magisk ekspressivt udtryk udspændt mellem stjernelængsel og natlig død. Musikken i ”Abgewandt warte ich” er glasklar og med dissonanser, der står frem i nøgen skønhed. Og med en tekst mættet af kærlighedslængsel virker det afdæmpede tonesprog desto stærkere.

I ”Hier und da” viser der sig pludselige afgrunde i klaverets klanglige dyb. Men med tekstens omtale af en ”barmhjertighedens lanterne”, der lyser op i mørket, er der måske et håb for de tilfangetagne fisk og de ulykkelige elskende, som vi møder i sangen. Intensiteten fortsætter lige til det sidste i ”So steigt der Berg”. Efter en tyst vibrerende begyndelse, hvor alt står stille, virker det desto stærkere når tonerne pludselig lyner i klaveret eller fortættes i hårde klange til ordene ”Schwermut-Granit” (tungsindsgranit). Herefter bevæger musikken sig ind i en forunderlig uvis verden, hvor en sødmefuld trillen på ordet ”Liebe” varmer om hjertet.

I Two Songs on Poems by Karin Boye, op. 92b komponeret to år efter Nelly Sachs-sangene møder vi en beslægtet følsomhed. De to tekster stammer begge fra svenske Karin Boyes anden digtsamling Gömda land (Skjulte land) og er mættet af en dyb længsel, der rent musikalsk kommer til udtryk i en spændingsladet tyst musik, der er på nippet til at sprænges indefra, og som indimellem fører til pludselige passionerede udbrud.

I ”Några hjärtan är skatter” er omdrejningspunktet ilden, der gløder lokkende og med fare for tilintetgørelse til følge. I ”Källvattnet” søger Koppel med et tilbagevendende faldende motiv i klaveret nedad og indad. Og med en tekst om kildevandet, der umiddelbart kan virke fattigt og farveløst, og som netop derfor giver adgang til retfærdighed, virker det som om musikken søger mod en fuldendelse i en altomfattende stilhed. Vi er på samme tid i kosmos og dybt i sjælen.

Three Songs on Psalm 142, the Songs of Songs and Psalm 100, op. 96 er ligesom 15 miniaturer for klaver komponeret omkring årsskiftet 1975-76 i Australien. Her havde Herman D. Koppel en lykkelig tid sammen med sin hustru Vibeke. Nogle få måneder efter blev hun alvorligt syg og døde efter kort tid. Sangene, der er ”tilegnet min elskede hustru”, står derfor også som et minde om Vibeke og et ægteskab, der strakte sig over 40 år.

Alle de tre tekster fra Davids Salmer og Højsangen har Koppel tidligere komponeret musik til, og han har senere fortalt, at de tre sange danner ”min musikalske grundform med en langsom sats mellem to heftigere”. Rent musikalsk er der dog noget nyt på færde. Tonesproget er fritonalt og fortættet. Koppel gør nu en dyd ud af at kondensere det bibelske indhold til et musikalsk udtryk, hvor alt står klar i løbet af få toner.

I ”Fear” er udmalingen af angsten mere radikal end i ”I Cried Unto the Lord”, komponeret godt 20 år tidligere. Med et lurende crescendo og springende toner i klaverstemmen er vi i en uvis verden, og med en lysende intens melodilinje, der til gengæld udgør en ret linje, er det som et sværd formet i musik. ”Love” er enkel, svævende musik, hvor hver frase formes med største varsomhed. Helt i pagt med teksten fra Højsangen, hvor den elskedes krop beskrives i detaljer og med stor kærlighed.

I ”Joy” griber Herman D. Koppel tilbage til sin ungdoms inspiration af den balinesiske gamelanmusik, hvor den sædvanlige hierarkiske toneartsfornemmelse er ophævet. Tonerne slynges ud i frigjort dans. Kort sagt en lykkelig musik af den nu 67-årige Koppel.

Two Songs on Poems by Browning and de la Mare, op. 96 fra 1982 er tilegnet Lone Koppel og den svenske baryton Björn Asker, der blev gift året efter. Deres kærlighed til hinanden og Herman D. Koppels livslange kærlighed til musikken er sangenes omdrejningspunkt. Og med tekster af de to britiske digtere Robert Brown og Walter de la Mare vælger Koppel her at komponere i et mildere og lysere tonesprog beslægtet med Benjamin Brittens.

I ”Meeting at Night” er vi dog til en begyndelse i en dunkel musikalsk verden, hvor tonerne er bundet til hinanden to og to i en uforløst higende bevægelse. Men godt halvvejs sker der en forvandling. Musikken bliver mere frigjort og med en bølgende rytmik, der knytter sig til ordene ”and a voice less loud …” Vi er vidne til et stævnemøde mellem to elskende i stearinlysets skær, der kulminerer i en magisk slutning med en transcenderende tonerække stigende mod himlen.

Det leder på smukkeste vis over til ”Music”, der er præget af en forunderlig organisk musik, hvor ord og toner går i et i en vuggende bevægelse. Med en tekst, der beretter om, at vi gennem musikken kan forvandles, hæve os over tiden og træde ind en magiske verden, har vi at gøre med en nøglesang.

Three Songs on Poems by Heidenstam, Fröding and Geijer, op. 121 fra 1989 er korte strofiske sange præget af en mættet sanselighed tæt på naturen og menneskets mest inderlige tanker, og med tekster af tre ældre svenske digtere. Sangene, der er Herman D. Koppels sidste og aforistiske i formen, er gennemsyret af taknemmelighed til livet. Og med tilegnelsen til svigersønnen Björn Asker er familien atter en vigtig musikalsk inspiration.

”Paradisets timma” er enkel poetisk musik, hvor Koppel med blidt anslåede toner bringer os ind i søvnens verden en sommernat, hvor vi aner et strålende paradis ved daggry. I ”Ett grönt blad på marken” skærer Koppel ind til det allervigtigste. Hver ord iscenesættes musikalsk, så det fornemmes hvor uendeligt meget, der skjuler sig i det mest basale; det grønne, jorden og luften.

”Natthimmelen” er en afklaret dødssang. I en langsomt skridende musik lader Koppel af og til musikken gå i stå i vekselspillet mellem sangeren og pianisten. Og med valget af Erik Gustav Geijers smukke tekst – om at give sig hen til natten i fortrøstning om at være ét med verdens kærlighed – giver Herman D. Koppel her i sin sidste sang udtryk for fortrøstning og stort mod.