Herman D. Koppel Edition, Vol. 3: Piano Suites

Barndommens land

Af Christian Westergaard og Esben Tange

Liv og musik var for Herman D. Koppel nært forbundne. Han voksede op i en traditionsforankret jødisk familie med stærke værdier og forestillinger, og hvor den enkeltes behov kom i anden række. Derfor førte det til en dyb familiær krise, da Herman, der var den førstefødte, som 27-årig giftede sig med Edel Vibeke Bruun, der ikke var jødisk. Gennem flere år var der kold luft mellem Herman og forældrene. Ikke desto mindre forblev han et familiemenneske, for hvem samværet med – og støtten til – de nærmeste var af stor betydning. Og det gjaldt også, når det drejede sig om musik.

Adskillige af Koppels værker er komponeret med tanke på nære familiemedlemmer. Mange af disse værker har et pædagogisk sigte, eksempelvis 10 klaverstykker, op. 20 (1933), der er skrevet til hans 11-årige søster Anna – og som i øvrigt blev omdrejningspunktet i barnebarnet Benjamin Koppels bestsellerbog Annas sang (2022). Det gælder tillige 50 korte klaverstykker, op. 99 (1977) og 26 små klaverstykker, op. 111 (1983-84), der i høj grad er komponeret med tanke på Koppels i alt 12 børnebørn.

Interessen for det pædagogiske fulgte Koppel gennem hele livet og blev animeret af Carl Nielsen, der i 1929 opfordrede tidens komponister til at skrive folkelig, letfattelig musik til undervisningsbrug. Allerede året efter fik han trykt et par små femtonige klaverstykker i udgivelsen Vor tids børnemusik . Det gik hånd i hånd med Koppels virke som klaverlærer.

Privatelever og undervisning på Instituttet for Blinde og Svagsynede i København udgjorde en vigtig indtægt som nyuddannet pianist i 1930’erne, og allerede i 1936 begyndte Herman D. Koppel at undervise på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Indimellem havde han håbefulde pianister boende i hjemmet, der fra sidst i 1940’erne og frem til 1969 var en lejlighed på Frederiksberg i København.

Foruden Carl Nielsen var især Béla Bartók en vigtig inspiration. Det gælder i forhold til de korte pædagogiske stykker, hvor Bartóks i alt 153 klaverstykker med titlen Mikrokosmos (1926-39) udgør et monument, når det drejer sig om stykker af progressiv sværhedsgrad til undervisningsbrug. Det samme gælder i forhold til Stykke for klaver, op. 7 (1930) og Suite for klaver, op. 21 (1934), der begge er effektfuld koncertsalsmusik præget af pågående rytmer i stil med det, Bartók dyrkede, og som Koppel oplevede, da Bartók spillede sin klaversonate i København i 1929.

Gammel dans fra 1924 har en særlig betydning i Herman D. Koppels liv. I det muntre stykke er der både en duft af den folkemusik, der siden skulle komme til at spille en vigtig rolle for Koppel, og så er vi tæt på den klassiske sonatinestil, som han kendte ud og ind som flittig klaverelev i drengeårene.

Da Koppel i 1925 som 17-årig søgte ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium spillede han netop Gammel dans. Carl Nielsen var med i optagelsesudvalget, og efter at have hørt det lille stykke udbrød han efter sigende: ”De har en udmærket formsans, hr. Koppel!” Han var herefter optaget på konservatoriet med skudsmålet ”særdeles flink og lovende”.

10 klaverstykker, op. 20 er små musikalske glimt med øjet. Her gør Koppel en dyd ud af enkeltheden med brug af melodier, der ofte kun spænder over fem toner. Vi er i en afgrænset verden, hvor musikken svæver og leger som i det barndommens land, som hans lillesøster Anna befandt sig i, da musikken blev til. Samtidig er der tale om nye toner, der fik betegnelsen ”musikalsk funkis”, og som var en del af en bølge af ”brugsmusik” komponeret i årene omkring 1930.

Ligesom inden for arkitekturen blev al ydre pynt skrællet af, og skelettet træder frem. I de tilfælde hvor Koppel så bryder mønstret og lader en enkelt tone træde frem bliver effekten desto større. Det gælder for eksempel mod slutningen af det vitalt dansende andet stykke ”Giocoso” og undervejs i det følgende ”Dolente”, hvor der pludselig kastes et magisk lys ind over en musik, der ellers lader til at være gået i ring.

I det sidste stykke, der er et tema med variationer, sprænger Koppel rammerne. Med et insisterende rytmisk bankemotiv er der tale om en drilagtig musik, hvor der undervejs dvæles ved blidt syngende dissonanser, inden musikken løber løbsk. Et vindue ud mod en ny verden hinsides barndommen.

I tre satser fra 26 små klaverstykker, op. 111 fra 1983-84 møder vi Koppel som ældre langt oppe i 70’erne. Den svævende lethed er intakt, men nu i en mere fortællende, fritonal stil præget af poesi og eftertanke. I de to satser ”En pige synger” og ”En dreng synger samme sang” er enkelthed ikke længere et mål. Vi er igen på besøg i barndommens land, men med et drømmende musikalsk sprog rigt på nuancer klinger musikken af levet liv.

Da Koppel komponerer Stykke for klaver, op. 7 sidst i 1930 er han tidligere dette år debuteret som pianist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og er nu i gang med at opbygge en karriere som koncertpianist. Med en insisterende rytmisk energi fra første tone er det musikkens rå kræfter, der dyrkes på linje med Bartóks Allegro barbaro (1911), som Koppel ofte spillede til koncerter. Med en taktfast marchrytme og akkorder, der hamres i tangenterne igen og igen, dyrker Koppel her en ”klaverløvestil”, der er som skabt til at begejstre et koncertpublikum, og som blev udfoldet i stor stil, da han brugte netop denne musik i slutningen af sin Klaverkoncert nr. 1.

Med Suite for klaver, op. 21 fra 1934 skaber Herman D. Koppel et radikalt nyt værk, hvor den tids nye musik forbindes med oprindelige kulturers dyrkelse af det rituelle og ekstatiske. Under et studieophold i Paris oplever han balinesisk gamelan-musik, og det inspirer ham til i sidste sats af suiten at skrive en musik, hvor klaveret behandles som et slagtøjsinstrument. Tonerne hamres ud, som var det en trommehvirvel, og musikken er uimodståelig. I den midterste anden sats er musikken til gengæld delikat og letløbende, og med stadige gentagelser ophæves tiden og der kastes et blik ind i evigheden inden en enkelt kraftig akkord gør alt forbi.

Med klaversuiten trådte Koppel for alvor ind på den internationale scene som komponist, og suiten blev udgivet, trykt og spillet i udlandet. Men det var musik, der delte vandene. Musikanmelderen Povl Hamburger omtalte i en kronik i Politiken klaversuiten som ”et af de mest typiske Eksempler paa moderne Forfaldsmusik – afsjælet Rytmemusik fra først til sidst”.

50 korte klaverstykker, op. 99 fra 1977 indtager en særstatus blandt Koppels værker. Året før dør hustruen Edel Vibeke, og efter mere end 40 års ægteskab er Herman nu alene. Men igennem de 50 korte klaverstykker, Koppel komponerer til sine børnebørn, knytter han nye bånd til den store familie, der er vokset op omkring ham. Han har igen, som i sin ungdom, skrevet musik, der har et pædagogisk sigte. I en enkel aforistisk stil introduceres den nye musik og særlige klavertekniske udfordring for unge musikere.

Dertil kommer, at de 50 korte klaverstykker kan opfattes som et referencekatalog til vigtige sider af Herman D. Koppels liv. Med ”Små klokker” og ”Store klokker” er der forbindelse tilbage til den magiske slagtøjsverden, som han mødte i sin ungdom i 1930’ernes Paris. Med den forventningsfulde ”Herren er min hyrde” slås de religiøse strenge an, som fik tag i Koppel i tiden efter 2. Verdenskrig. Og med ”Sorg” og det sidste stykke ”Vi mødes igen” går han helt tæt på den svære livssituation, han netop stod i. På samme tid dybt personligt og åbent for enhver.