Please accept a Sunset

Den drømmende virkelighed

Af Søren Schauser

Erik Højsgaard blev født i Aarhus i 1954 og har gennem mange år været professor i hørelære på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Tusinder af studerende har siddet til hans timer og ladet sig coache i rytmer, intervaller og harmonier. Og han har lige så længe været en primus inter pares for alle os undervisere i konservatoriets mange fag. Hans poetisk-melankolske personlighed i en verden med høje standarder for håndværket har givet huset sjæl. Erik Højsgaard er den diskrete autoritet. Han udtrykker sig altid lyrisk og altid velovervejet. Når han åbner munden, så lytter man – uanset emnet.

Det samme gælder for hans værker. Når han sætter pennen til papiret, så lytter man. Erik Højsgaard har altid været den lyriske ekspressionist i dansk musik.

Værkerne er lyriske forstået som behageligt fri for falbelader og ‘store’ steder. Stilen kan på det punkt have noget Ny Enkelhed over sig og dermed virke meget dansk: Han bruger aldrig større lyde og større bevægelser generelt end allerhøjst nødvendigt.

Men hans ekspressionistiske side trækker samtidig musikken i en noget nær modsat retning. For hvor den Ny Enkelhed populært sagt vil udtrykke så lidt som muligt, så har han selv ting på hjerte. Selv hans værker uden ord kan være inspireret af titler, af sætninger, sommetider endda af hele digtsamlinger.

Erik Højsgaard arbejder faktisk i en verden af betydninger: Toner kan glide umærkeligt fra forgrund til baggrund eller omvendt. Harmonier kan sætte ind og derefter glide ud af fokus og måske vende tilbage. Motiver kan pege i retning af en velkendt virkning fra musikhistoriens store bibliotek. Lige indtil de i næste sekund peger et andet sted hen eller viser sig som noget helt tredje.

Stilen har alt i alt noget drømmende over sig. Alting bevæger sig et sted mellem virkeligheden og vores erindring om den. Iagttagere har rammende – i forbindelse med operaen Don Juan vender hjem fra krigen fra 1989-1992 – sammenlignet hans tonesprog med østrigeren Alban Bergs orkesterkunst.

En helt uforvekslelig side af Erik Højsgaards musik handler endelig om det afgørende øjeblik . For hans stykker fluktuerer ikke i det uendelige. Lytteren aner på et tidspunkt, at noget afgørende kan være sket. Man lægger ikke nødvendigvis mærke til forandringen i selve øjeblikket. Man ser sig tilbage over skulderen rent mentalt med et spørgsmål til følge: Hvis musikken helt åbenlyst har bevæget sig fra A til C, hvornår præcis kom B så?

Tyskerne taler gerne om det “Fruchtbarer Augenblick” eller “prägnantes Moment” i multigeniet Johann Wolfgang von Goethes værker: Man kan på ét eller andet tidspunkt se en forandring være indtruffet i helten – men når man ser tilbage, så viser det sig i mange af hans skrifter, at alle øjeblikke kan tolkes som det afgørende!

Essays fra årene 2016-2022 er nogle af hans skønneste stykker. Inspirationskilden fejler så heller ikke noget: Værket har afsæt i Venedigs vidunderlige vandverden.

Erik Højsgaard har gennem de senere år besøgt byen i januar måned. “I den måned er der en stilhed i byen, en ro,” skriver han; “det er lidt køligt, nogle dage fulde af sol, andre dage tågede og disede – og byen viser sig fra en helt anden side end den, vi normalt kender.”

De fire første satser handler om hver deres side af byen: “Vand”, “Støv”, “Tid” og “Spejl” sender alle os med kærlighed til det sted på vandring i erindringen. Musikken glimter, rasper så en smule og begiver sig til sidst ud i en labyrintisk portrættering af tider og steder.

Femte sats hedder “Venezia”, slet og ret. Satsens sopransolist kom ifølge komponisten til meget sent. Forklaringen på hans inddragelse af sang findes i en litterær påvirkning: Han faldt for nogle år siden over Joseph Brodskys fantastiske Venedigs vandmærke fra 1992. Brodsky kaldte Venedig for et paradis. Den russiske forfatter er i dag selv stedt til hvile på byens idylliske gravø. Hans bog med op mod et halvt hundrede “snapshots” hører til de fineste tekster om byen overhovedet og har både inspireret Erik Højsgaard til de enkelte titler og fundet vej til sidste sats i form af citater.

Udstillingsbillede fra 2008 har også baggrund i noget visuelt. Titlen spiller på russeren Modest Musorgskijs berømte Udstillingsbilleder for klaver fra 1874. Erik Højsgaards inspiration har været L.A. Rings halvt ekspressionistiske maleri Folk som går fra kirke fra 1889.

Billedet er en stor attraktion på Fuglsang Kunstmuseum og et hovedværk i dansk kunst omkring århundredskiftet. Man ser en lille gruppe mennesker begive sig hjem efter søndagens gudstjeneste hver for sig i trøstesløs procession. Komponisten har kaldt figurerne fulde af “resignation og vemod” og alligevel givet dem en mere aktiv musik hen mod slutningen – måske som udtryk for tankemylder og udsigterne til udfordringer på hjemmefronten?

Please accept a Sunset for sopran og sinfonietta fra årene 2023-2024 har endelig baggrund i ordkunst: Værket er inspireret af – og på sin egen måde en kommentar til – de involverede lyrikere med amerikaneren Emily Dickinson (1830-1886) i spidsen.

Dickinson blev i samtiden set som lidt af en enspænder: Hun var “the woman in white” i det lille samfund, uden familie og uden særlig kontakt med omgivelserne. Hun har til gengæld haft et indre liv i den helt store stil og efterladt sig op mod 1.800 digte om alt fra erotik til en dejlig dag i haven og endda evangeliernes glade budskaber.

Versene forblev i mange år ret ukendte på dansk jord. At det forholder sig anderledes i dag, skyldes ikke mindst Erik Højsgaards indsats: Han arbejdede med teksterne allerede i Six songs of autumn fra 1976. Og han trak på hendes skønne A Sloop of Amber slips away i to sange for blandet kor fra 1985.

Emily Dickinson havde så – opdagede han senere – revideret præcis dét digt med en helt ny version til følge. Dét kunne han selvfølgelig ikke have siddende på sig! Please accept a Sunset bygger på digtets færdige version. Titlen er en note fra Dickinsons hånd til digtets modtager – en lokal professor i botanik. Man vil også høre fraser af andre lyrikere med nyligt afdøde Patrizia Cavalli som den vigtigste.

Drømme. Tågede erindringer. Ekkoer, mindelser, antydninger. Sindbilleder væver sig ind og ud af hinanden i Erik Højsgaards mageløse univers.

Søren Schauser er forfatter, filosof og musikhistoriker. Han underviser i teoretiske fag og musikhistorie på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.