English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Kammermusik


Mads Bendsen, percussion
John Ehde, cello
Erik Kaltoft, klaver
LINensemble
Signe Madsen, violin
Jens Schou, klarinet
Carsten Seyer-Hansen, dirigent

Pelle Gudmundsen-Holmgreen, komponist

Om:
Pelle Gudmundsen-Holmgreen (b. 1932) has called himself a minor figure in Danish music - an outsider - but it will be evident that he is in reality one of the major names, an ‘established outsider’; indeed he is one of the few Danish composers to have received the Nordic Council’s Music Prize (in 1980 - for Symphony, Antiphony).

Køb CD

  $14.20
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
Mirror Pieces (1980)
for clarinet, cello and piano
1

I

6:55 Play $2.10
2

II

10:01 Play $2.80
3

III

0:35 Play $1.40
 
4

Passacaglia (1977)

12:54 Play $2.80
For tabla, clarinet, violin, cello and piano
Double (1994)
for violin and piano
5

I

5:36 Play $2.10
6

II

8:44 Play $2.10
Territorial Song (1995-97)
for bass clarinet, cello, piano, hihat, chain and sleigh bells
7

Different kinds

5:16 Play $2.10
8

The same different kinds

8:08 Play $2.10
 
9

In terra pax (1961)

6:44 Play $2.10
For clarinet, piano and percussion
Plateaux pour deux (1970)
10

I

2:38 Play $1.40
11

II

1:31 Play $1.40
12

III

1:08 Play $1.40
13

IV

2:04 Play $1.40
14

V

6:00 Play $2.10
Total spilletid  78 minutes
Pelle Gudmundsen-Holmgreen
af Bertel Krarup

Pelle Gudmundsen-Holmgreen (f. 1932) er noget af et begreb i dansk musik. Både person og værker rangerer højt i det hjemlige univers, og han har om nogen bidraget til, at nyere dansk musik rummer træk, der notorisk afviger fra det, som f.eks. kendetegner musikken i det øvrige Skandinavien og Tyskland. Han er egenrådig og giver plads til forskellighed i både stil og klang, og han har på det bestemteste afvist at lade sig tyrannisere af f.eks. teoretikere og ‘trendsættere', som vil noget bestemt i musikken. Han har karakteriseret sin musik som en slags ‘pyt-i-pande-musik', der naturligt afspejler både hans europæiske og danske tilhørsforhold, men tillige giver plads for amerikanske impulser. Netop denne uortodokse sammensathed kan være forklaringen på, at mange udlændinge har haft svært ved at forstå hans musik og til tider har forvekslet hans intentioner "med ren forvirring og landsbytosse-mentalitet". På det seneste har dette dog ændret sig betydeligt, og Pelle Gudmundsen-Holmgreen er i dag genstand for stigende international opmærksomhed.
Han har sine rødder i kunstens verden. Billedkunstens. Impulser herfra og ikke mindst fra faderen, billedhuggeren Jørgen Gudmundsen-Holmgreen, har præget ham meget stærkt: "Udover interessen for rum og stof har jeg fra ham overtaget en bevarelse af sanseligheden og fastholdelsen af barnesindet og forhåbentlig en troskyldighed i arbejdet." (DMT-interview 1992). Det rumlige kan f.eks. komme til udtryk i mobilelignende former, og interessen for stoflighed er mærkbar i de fleste Gudmundsen-Holmgreen-værker, som med deres glatte, ru, kantede, bløde, rå og raffinerede overflader ridser rummet klart op.
I ungdomsværkerne fra 1950erne var det stilistiske afsæt dansk efter-nielsensk neoklassik krydret med vigtige impulser fra Bartok og Stravinsky. Men i 1960 indtraf et decideret vendepunkt, da Pelle Gudmundsen-Holmgreen (i lighed med fremtrædende jævnaldrende komponistkolleger som Per Nørgård og Ib Nørholm) under ISCM i Köln modtog omvæltende indtryk af centraleuropæisk avantgarde, frem for alt serialismens frontfigurer Boulez og Stockhausen - og ikke mindst Ligetis nye syn på klang. Den nye påvirkning fremgår umiskendeligt af værker som In terra pax (1961) og Chronos (1962), hvormed han for alvor tog forholdet ‘tid' og rytme i musikken til behandling og slog sit navn fast som en af de centrale unge komponister i Danmark. Den centraleuropæiske afsmitning blegnede dog gradvist som følge af Gudmundsen-Holmgreens (og i det hele taget det danske miljøs) iboende skepsis overfor alt for rigide ideologier, og hurtigt kom nye impulser fra bl.a. USA til at spille en meget betydelig rolle ved udformningen af hans værker.
Den amerikanske indflydelse kom karakteristisk nok især fra en billedkunstner, Robert Rauschenberg. Med sine opsatser af fundne og samlede ting (‘combines') satte han sig umiskendelige spor i værker som Collegium Musi¬cum Koncert, Frère Jaques (begge fra 1964) og Repriser (1965), i hvilke Gudmundsen-Holmgreen bestræbte sig på "at skabe nogle gen¬stands¬prægede klange eller elementer og lade dem møde hinanden". Trods bevarede træk fra serialismen er fænomener som collage og i særdeleshed gentagelse nu blevet nok så vigtige - i et antiekspressivt univers præget af både galgenhumor og groteskeri, nærmest som en musikalsk tilnærmelse til det sortsyn og den fokusering på absurditeten og meningsløsheden, man træffer hos den irske digter Samuel Beckett, som Gudmundsen-Holmgreen lige siden slutningen af 1950erne har været dybt optaget af "som et fast holdepunkt, en evig udfordrer, bekræfter og indgiver". Følgende tre værker afspejler alene ved deres tekstvalg denne vedvarende forankring i Beckett, nemlig Je ne me tairai jamais. Jamais (1966), Songs Without for mezzosopran og klaver (1976) og Trois Poèmes (1989).
Den reaktion mod centraleuropæisk modernisme, der i Danmark for alvor slog igennem i midten af 1960erne, kom stærkest til udtryk i den såkaldte ‘ny enkelhed' med dens karakteristiske elementer af bl.a. konkretisme og stilpluralisme. Gudmundsen-Holmgreen var blandt hovedskikkelserne i denne ‘bevægelse', der naturligt anvendte ekstremt enkle moduler, små melodier og tilsvarende, som var bandlyst inden for den centraleuropæiske modernisme. Hos Gudmundsen-Holmgreen sættes enkelheden på spidsen i et værk som Tricolore IV (1969), der som titlen antyder stort set kun benytter tre klange og uundgåeligt måtte virke meget provokerende på samtiden. I den henseende er det dog nok Plateaux pour deux for cello og slagtøj (1970), der tager prisen med den næsten legendariske instrumentkombination, cello og båthorn; en klangkonstellation, der trækker forbindelseslinier tilbage til både futurismen og dadaismen. Samtidig er det en vigtig pointe, at selve formopbygningen tydeligt bærer præg af, at han har givet "parterne en nøje systematiseret omgangsform, et struktureret samvær."
Strukturel orden og klarhed gør sig gældende overalt i Gudmundsen-Holmgreens musik. Siden midten af 1970erne manifesterer dette sig ikke mindst gennem anvendelsen af et såkaldt filter; d.v.s et bestemt udvalg af toner i form af et selvspejlende tonegitter, som medfører en symmetrisk struktur, herunder hyppige spejldannelser - jf. et værk som klarinettrioen Spejlstykker (1980), hvis titel "må opfattes ganske bogstaveligt". Om anvendelsen af tonefilter siger han: "Jeg hjælper lytteren ved bl.a. at tilrettelægge det landskab vi bevæger os i ... (med) et filter af toner." Store centrale værker som Symfoni, Antifoni (1977) og Concerto grosso (1990) udviser en sådan strukturel orden, men giver samtidig - som hovedparten af værkerne fra de seneste ca. tyve år - plads til artisteri, musikalsk varme og umiddelbarhed, sanselighed: "Den hårde periode i 1960‘erne med anti-kunst, nulpunkts-søgen på den ene side, serialisme på den anden, er et historisk fænomen ... Først og fremmest fordi Østens og Afrikas musik er trængt ind i Vestens musik og har givet den nye muligheder for sanselighed." Det hører med til billedet, at Gudmudsen-Holmgreen aldrig har følt sig tiltrukket af elektronmusikken og dens muligheder, og blandt de sene hovedværker finder man karakteristisk nok fire strygekvartetter (nr. 5-8). ‘Instrumentalkoncerter' som Triptykon (1985) for slagtøj og orkester og For cello og orkester (1996) understreger endvidere en øget interesse for musikeren i rollen som nærværende udøver, hvilket i høj grad også kendetegner udformningen af violinstemmen i et værk som Skabelsen - den 6. dag (1991). Der er simpelthen blevet plads til mere musik i værkerne, og i dag går Gudmundsen-Holmgreens drømme i retning af "at kunne forene askese med ekstase".
Pelle Gudmundsen-Holmgreen har kaldt sig selv en biperson i dansk musik - en outsider, men som det fremgår, er han i virkeligheden et hovednavn - en ‘etableret outsider', og han er da også en af de få danske komponister, der har modtaget Nordisk Råds Musikpris (i 1980 - for Symfoni, Antifoni)

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse
Recorded at the Royal Danish Academy of Music, Århus, in 2001

Recording producer: LINensemble
Sound engineer: Claus Byrith

Publisher: Edition Wilhelm Hansen AS, member of KODA, Denmark

Cover picture: Arne Haugen-Sørensen: "Vandringsmand" (1992)

Dacapo Records acknowledge, with gratitude, the financial support of Augustinus Fonden,
KODA’s Collective Blank Tape Remuneration and Danish Composers’ Society/KODA’s Funds for
Social and Cultural Purposes

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.224225

Stregkode: 730099992527

Udgivelsesdato: June 2002

Periode: Sent 20. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

An enjoyable disc
(Nordic Sounds)


A CC Music Store Solution