English English    Amerikanske dollars (skift)
Dacapo Forsiden
Dacapo - Danmarks Nationale Musikantologi
e-maerket

Ruders, Gudmundsen-Holmgreen, Eichberg

Distant Still - Trioer for violin, horn og klaver


Christina Åstrand, violin
Jakob Keiding, horn
Per Salo, klaver
The Danish Horn Trio

Søren Nils Eichberg, komponist
Pelle Gudmundsen-Holmgreen, komponist
Poul Ruders, komponist

Om:

På denne nye Open Space-udgivelse viser Den Danske Horntrio tre af vor tids førende danske komponisters arbejde med horntrio-fænomenet: Poul Ruders, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Søren Nils Eichberg. Alle tre forholder sig til arven fra mestrene Brahms og Ligeti, og alle er de tydeligt inspirerede af det transparente klanglandskab, som dannes af de tre fundamentalt forskellige instrumenter - et strøget, et blæst og et anslået. Der er dog ikke umiddelbart nogen helt lige linje mellem de tre komponister. De er hver for sig særegne kunstnere, der ynder at tale med en klar og sikker røst - på deres eget helt modersmål. På den måde bliver det horntrioen som medie, hvorigennem man kan mærke en stribe facetter af den danske og internationale musikhistorie igennem.

Køb CD

  $14.20
Download album (MP3)   $9.80
Vælg download-format:
læs om formaterne

Trackliste:

Priser vist i Amerikanske dollars
POUL RUDERS (b. 1949)

Horn Trio (1998)
for violin, French horn and piano

1

I Alpha. Begyndelsen (The Beginning)

8:58 Play $2.10
2

II Diadema. Juvelen (The Jewel)

2:18 Play $1.40
3

III Dilemma. Vendepunktet (The Turning Point)

5:41 Play $2.10
4

IV Omega. Slutningen og begndelsen (The End and The Beginning)

9:47 Play $2.10
PELLE GUDMUNDSEN-HOLMGREEN (b. 1932)

Near Still Distant Still (2005)
for violin, French horn and piano

5

I

7:33 Play $2.10
6

II

2:50 Play $1.40
7

III

4:57 Play $1.40
SØREN NILS EICHBERG (b. 1973)

Horn Trio (2007)
for violin, French horn and piano

8

I Schnell

4:08 Play $1.40
9

II Lied

3:58 Play $1.40
10

III Scherzo

6:45 Play $2.10
11

IV Schnell

4:35 Play $1.40
Total spilletid  62 minutes
Horntrio Nu! af Henrik Friis

Horn, violin og klaver har generelt aldrig været komponisternes foretrukne instrumentkombination. Af en eller anden grund har langt de fleste valgt den storladne cello frem for det sarte horn i klavertrio, og alligevel er to af de mest betydningsfulde kammermusikværker horntrioer. Johannes Brahms' horntrio fra 1865 og György Ligetis ditto fra 1982, der, som en hyldest til Brahms, kom til at markere et nybrud i ungarerens musik.

Ingen horntrio uden arven fra Brahms og Ligeti og alle tre komponister på denne cd forholder sig da også tydeligt til de to klassikere. Poul Ruders genbruger både satsstrukturen og en stribe melodiske brokker fra Brahms, Pelle Gudmundsen-Holmgreen arbejder med det udstrakte, gennemsigtige triolydbillede som Ligeti, mens Søren Nils Eichberg låner trækkene i hans hovedtema.

Det er tre af de mest markante danske komponister, der arbejder med fænomenet horntrio på denne cd. Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Poul Ruders har holdt hovedet oppe i både det danske og det internationale musikliv i de sidste henholdsvis 50 og 30 år, mens Søren Nils Eichberg meldte sig på banen, da han som 28-årig vandt Queen Elisabeth-konkurrencen med sin violinkoncert i 2001. Siden har han for alvor etableret sig, da han i 2010 blev tilknyttet DR SymfoniOrkestret som huskomponist for en tre-årig periode.

Der er dog ikke umiddelbart nogen helt lige linje mellem de tre komponister. De er hver for sig særegne kunstnere, der ynder at tale med en klar og sikker røst - på deres helt eget modersmål. På den måde bliver det horntrioen som medie, hvorigennem man kan mærke en stribe facetter af den danske og internationale musikhistorie. Og den historie spænder fra Gudmundsen-Holmgreens minimale, nærmest meditative klanglandskab med rødder i 1960-avantgardens udvikling mod fri klangkunst - over Ruders' skarpe sammenstilling af fire væsensforskellige satser, der husker os på 1970'ernes uhæmmede omgang med genrer og stilarter - og slutter i denne omgang med Eichbergs revitalisering af klassisk-romantiske dyder som melodisk udvikling og kontraster i tempo og karakter formuleret med imødekommende rytmer, enkel puls og et ekspressivt harmonisk tonesprog; ikke langt fra senromantikkens vældige opbygninger på kanten af sammenbrud i øvrigt. Avantgarde klangkunst, senmoderne genrefrihed og nyromantik - præsenteret af Den Danske Horntrio som letforståelig balancegang i et gennemsigtigt lydbillede af tre væsensforskellige instrumenter. Et strøget, et blæst og et anslået.

 

Poul Ruders' horntrio fra 1998 hedder slet og ret ‘Horntrio' og er cd'ens længste værk. Det skaber med sine fire væsensforskellige satser strakt over en lille halv time et helt studie af de tre instrumenters muligheder både sammen og hver for sig. I sig selv klinger satserne som små uafhængige værker med et enkelt helt afgørende kendetegn. Ved siden af hinanden danner de til gengæld en modsætningsfyldt form, der ikke er helt ulig formlen for en klassisk symfoni. Bare i lidt anden rækkefølge. Som hos Brahms er de sat op som langsom-hurtig-langsom-hurtig, og hver sats begynder med et tema, hvor det blotte øre kan spore et slægtskab til Brahms' søstersats.

I den langsomme førstesats ‘Alpha' introducerer Ruders de tre stemmer i stoisk ro og enkel puls, hvor tonerne tegner konturerne af et flimrende mønster. Som om alt foregik på linjerne i en si i bevægelse. Andensatsen ‘Diadema', juvelen, er helt anderledes hurtig og ilter som en lille spøg i høj fart, mens tredjesatsen ‘Dilemma' danner endnu en vinkel med hornet i den absolutte hovedrolle. Den lille gyldne solo skaber en usikker og romantisk fjern klangverden med toner, der glider og bøjer og standser midt imellem de vante trin. Det lyder nærmest som en klassisk solokadence, hvor musikeren prøver instrumentets grænser af før den heftige finale. For det er, hvad man får som afslutning. Med en glidende overgang fra tredjesatsen og med en helt anden selvbevidst og insisterende holdning. Helt til sidst vender det sarte og langsomme fra værkets begyndelse tilbage som den streg, der fuldender cirklen i fuld overensstemmelse med oversættelsen af satsens oldgræske navn, ‘Omega', slutningen og begyndelsen.

 

I Pelle Gudmundsen-Holmgreens ‘Near Still Distant Still' fra 2005 er det violinen og ikke hornet, der i første omgang får lov at afsøge sit eget territorium. I stykkets første sats, der fylder lige så meget som de to øvrige satser til sammen, får klaveret og hornet kun lov at dukke op som mekaniske, enkle farvelægninger på violintonerne. Dramatikken, hvis man da kan tale om en sådan i så tyst og søgende musik som denne, opstår, når violinen ændrer spillemåde. Når den ændrer sig fra spinkelt til kraftigt vibrerende på en enkelt tone; når der uforberedt indkiles rigtig hurtige små udsmykninger; når violinisten -knipser strengene samlet som på en banjo eller glider ned fra høje toner. Alt sammen noget, der foregår i et langsommeligt, meditativt tempo, hvor alle kan høre, hvad der sker i de tre instrumenter og velsagtens også har en god formodning om, hvor det bærer hen.

Den slags afklaret klangskønhed afløses af en anden type enkelhed i den korte andensats. Myriader af ensartede indsatser fra alle tre musikere kiler sig ind imellem hinanden i et gitter af begivenheder hele tiden pegende frem mod den næste takt. Var det ikke, fordi det rytmisk udvikles temmelig svimlende, ville det minde ret meget om mekanisk rockmusik - bare for akustiske instrumenter. I så fald ville den sidste sats skulle forstås som syrerock. De tre instrumenter spiller nogle afslappede løse figurer, mens violinisten ledsager sine glidende violinindsatser med talestemme. Mest med ordet ‘yeah', men også lyde som ‘pth', ‘sch' og såmænd også ‘nå' i en stribe lakoniske konstateringer. På et tidspunkt starter det hele forfra, indtil det slutter ved bare at ebbe ud med et par sørgmodige molakkorder.

På den måde får Gudmundsen-Holmgreen skabt en tvetydig verden, der med komponistens særegne lune lurende i baggrunden veksler mellem små fine klangskulpturer, der i sig selv bare er smukke at lytte til - og så mere mystiske passager, hvor man dårligt kan undgå at komme til at trække på smilebåndet ad mandens vellykkede forsøg på at hive tæppet væk under egen højtidelighed. Yeah.

 

Eichbergs trio fra 2007 - hvis titel, som hos Ruders, heller ikke afslører andet end besætningen, er i en helt tredje boldgade. Som et rigtig romantisk værk begynder han med en langsom indledning under spillebetegnelsen ‘majestætisk'. En stribe dramatiske, faldende klaverakkorder og en udtryksfuld melodi i violin og horn med store afstande mellem tonerne. Ligesom Ligetis. Herefter går det over stok og sten med en række forskellige episoder, der hver især har et lille rytmisk motiv som kendetegn. De faldende akkorder og hovedtemaet vender tilbage igen og igen, og da der ikke er pause mellem de fire satser, får man hurtigt fornemmelsen af en musik i episoder. Der er godt nok fire satser med betegnelserne ‘Hurtig', ‘Sang', ‘Scherzo' og ‘Hurtig', men det er vist mest, for at musikerne kan finde rundt. Der er i hver sats noget karakteristisk, der svarer til titlen - f.eks. en enkel, skridende sangbar melodi i andensatsen og et diabolsk lille violintema i tredjesatsen - men musikken udvikler sig hurtigt videre end satsens oprindelige udtryk.

Helt overordnet bliver episoderne mere og mere dramatiske og nervøst piblende med store kontraster, førend det hele slutter med en helt lille triumferende konstatering efter små 20 minutters konstant aktivitet.

Og måden, det sker på, er ligeså klassisk. I begyndelsen præsenterer Eichberg en del forskelligartet stof, som han så frit vender tilbage til og leger med i de kommende afsnit. Så jo længere frem man kommer i musikken, desto mere velbekendte bliver de forskellige byggesten - og så kommer musikken stille og roligt til at udgøre et meningsfuldt hele i både del og helhed. I 1800-tallet ville man måske have sammenlignet musikkens udvikling med en smuk plantes vækst. Hvor proportionerne holdes, så at de små elementer og de store, de kommer til at danne, er i skøn overensstemmelse. Men Eichberg skriver ikke 1800-tals-musik. Dertil er musikken alt for rytmisk orienteret og alt for ukonventionel i sine mange skift.

Henrik Friis er cand. mag. i musikvidenskab og skriver om musik for bl.a. Dagbladet Politiken

Den Dansk Horntrio præsenterer ny CD på engelsk festival
18 May 2011
I næste uge besøger Den Danske Horntrio (Christina Åstrand, Per Salo og Jakob Keiding) den anerkendte Sounds New Festival i Canterbury, UK for at præsentere deres nye CD.

Vær den første til at skrive en anmeldelse


Log in eller opret en brugerkonto for at skrive en anmeldelse

Indspillet i Koncerthuset, Studie 4, 27-31. marts 2010
Producer: Aksel Trige
Teknik: Jan Oldrup

Grafisk design: elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

Dacapo Records Oticon Fonden, Solistforeningen af 1921, Augustinus Fonden, og Dansk Musiker Forbund for økonomisk støtte til produktionen

Label: Dacapo

Format: CD

Katalognummer: 8.226549

Stregkode: 636943654927

Udgivelsesdato: May 2011

Periode: Sent 20. århundrede

Booklet i pdf-format tilgængelig for download-kunder

Anmeldelser

American Record Guide
"These Danish composers from three generations seem intent on forging their own paths ... this is a fascinating and powerful piece."
Læs mere >>
Gramophone
"Taken together, they offer a fascinating cross-section of the diversity of temperament among Danish composers ... a disc that is as finely recorded as it is played."
Læs mere >>
Cyclic Defrost
"The immediacy of these performances and recordings is at times thrilling, and its an interesting world to explore - a nation as viewed through contemporary classical composers working within chamber music forms"
Læs mere >>
Fyens Stiftstidende
4/6 Stars
"De tre musikere har spillet sammen siden slut-90' erne, og viser til fulde, at instrumentsammensætningen er udfordrende og lytteværdig."
Læs mere >>
Kristeligt Dagblad
4/6 Stars
"De tre musikere spiller hele vejen igennem med en omhyggelig sans for detaljerne."
Læs mere >>


A CC Music Store Solution