Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Klaversonater

CD (free shipping)

  • CD
    63,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
C.E.F. Weyse

Klaversonater

Thomas Trondhjem

C.E.F. Weyse (1774-1842) was one of the most important figures in Danish musical life in the transition to Romantism around 1800. He is best known today for his songs; but his other works also include seven symphonies, several operas, cantatas and a large number of Værker for klaver. The last four of a total of eight piano sonatas are recorded here for the first time. The music is inspired by C.P.E. Bach, Haydn, Clementi and Mozart, but at the same time exhibits many personal features such as singable themes that makes Weyse the unsurpassed master of the genre in the period.

Køb af download på vej

Total runtime: 
72 min.
Christoph Ernst Friedrich Weyse

Blandt de mange tyskfødte komponister, der 
virkede i Danmark og satte deres præg på dansk musikhistorie i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, er C.E.F. Weyse (1774-1842) og Friedrich Kuhlau (1786-1832) de to mest betydningsfulde for den begyndende danske romantik.

Christoph Ernst Friedrich Weyse var født 1774 i Altona, der dengang hørte under den danske krone. Sin musikinteresse havde han fra moderen, der spillede temmelig godt klaver og fra sin morfar, kantor ved kirken i Altona, der gav ham hans første, elementære musikundervisning. Efter et forgæves forsøg på at få den unge mand videreuddannet hos den aldrende C.P.E. Bach i Hamburg blev det bestemt, at Weyse skulle være elev af den kongelige kapelmester i København Johann Abraham Peter Schulz. Weyse kom til København i 1789 og fandt sig så godt til rette, at han aldrig siden forlod Danmark, hvor han efterhånden blev fuldstændig assi­mi­le­ret i dansk kultur og levevis. Foruden af Schulz fik han også undervisning i teori af juristen Peter Grønland og i orgel af syngemesteren ved Det Kongelige Teater H.O.C. Zinck. 1792 blev han vikarierende, to år efter fast organist ved Reformert Kirke i København, og i 1805 fik han stillingen som organist ved Domkirken, hvor han virkede til sin død. Weyse blev 1816 udnævnt til titulær professor ved Københavns Universitet og 1819 hofkomponist, hvormed fulgte forpligtelsen til at komponere kantater til forskellige større lejligheder samt operaer (syngespil med talt dialog). Hovedparten af Weyses værker udgøres derfor af over 20 kantater (bl.a. til reformationsfester, påske, pinse, jul, nytår, kongelige bryllupper og forskellige berømtheders begravelser), seks operaer, bl.a. SovedrikkenLudlams HuleFloribellaFesten på Kenilworth, hvoraf de to første har tekst af Oehlenschläger og den sidste af H.C. Andersen, samt musik til to skuespil (bl.a. Shakespeares Macbeth).

Det var især med de lyriske romancer og sange fra de sceniske værker og de mange solosange med klaverakkompagnement, f.eks. de enkle og inderlige Morgen- og Aftensange, hvor han viste sine usædvanlige evner for at skrive sangbare melodier, der helt passede til tekstens stemning, at Weyse blev kendt og elsket i Danmark. Da han døde i 1842 var han for længst blevet anerkendt som den førende autoritet i dansk musikliv, og hans mangesidede dannelse havde også gjort ham til en agtet skikkelse i den periode, der med dens mange berømtheder inden for videnskab, litteratur, malerkunst og musik kaldes “Den danske Guldalder”.

Weyses største betydning for dansk musikhistorie lå inden for vokalmusikken (som også var den mest dominerende i den danske højromantik i resten af århundredet). Men han var også kendt som en stor pianist (og organist), der optrådte i København især med Mozarts klaverkoncerter, og hans improvisatoriske talent skulle ifølge samtiden have været ud over det almindelige. Kuhlau sagde ligefrem om ham i et brev til musikforlægger Härtel i Leipzig: “Weyse, kendt for sine fortræffelige klaverstykker, er den største klaverspiller, jeg nogensinde har hørt; hvem der har haft den fornøjelse at høre ham fantasere, vil finde, at jeg her ikke siger for meget”, og om en af datidens store virtuoser, komponisten og Beethoven-eleven Ferdinand Ries, som på det tidspunkt var på koncertturné i Skandinavien, at “med Weyse kan han slet ikke sammenlignes”.

Weyse var en konservativ natur, og hans musikalske horisont rakte, i hvert fald i hans ungdom, ikke ud over Mozart – og slet ikke til den ellers jævnaldrende Beethoven. Han sagde selv, at de komponister han “ærer højligen” er J.S. Bach, Händel, C.P.E. Bach, Haydn, Mozart, Gluck og Schulz. Da han blev elev hos sidstnævnte, stiftede han for første gang bekendtskab med Clementis klavermusik, som sammen med J.S. Bachs, C.P.E. Bachs, Haydns og Mozarts må siges at have været mest bestemmende for hans egen.

Sonaterne

Weyse skrev i alt otte klaversonater. De før-
ste fire stammer fra de to håndskrevne bind “C E F Weyses Jungendarbeiten 1790-1794” og findes allerede indspillet. Af de sidste fire, der her er indspillet for første gang, kommer E-dur, B-dur og a-mol sonaterne (nr. 5, 6 og 7) fra den trykte samling “Blandede Compositioner”, København 1799, mens g-mol sonaten (nr. 8) blev udgivet selvstændigt i 1818. Om den sidste så også er komponeret i 1818, er ikke sikkert. Stilen afviger ikke fra den i de øvrige, og sonaten kan meget vel være en, Weyse har haft liggende og så pludselig fået lyst til at udgive.

At han kan har ønsket at lade de sidste fire sonater trykke i sin levetid må vel få os til at tro, at han har anset disse for de bedste. Og selvom de fire ungdomssonater indeholder mange fine træk, må man nok regne de senere for mere vægtige og modne, både i de større anlagte former og i det forstærkede musikalske udtryk.

Sonate nr. 5, E-dur

Tonearten er lidt usædvanlig, og førstesatsens taktart, 6/4 er heller ikke almindelig. Satsen er også ejendommelig ved ustandseligt at veksle mellem kraftige akkordslag eller oktaver og sekstendedelsskalaer og -figurer, hvoraf en på fire toner (e, fis, gis, fis) er den, man hæfter sig mest ved. Begge dele giver musikken en lidt motorisk og hæsblæsende karakter, der minder om Clementi. Hans indflydelse viser sig endnu mere i næste sats, en menuet i A-dur med punkterede rytmer over tonika- og dominantorgelpunkter, mens D-dur trioen er en østrigsk, helt Schubertsk Ländler. Finalen er sonatens bedste sats, hvis hovedtema med tonegentagelser, der ligner både Haydn (finalen af hans sidste klaversonate) og Clementi, dominerer hele forløbet (eksempel 1, s. 18).

Sonate nr. 6, B-dur

Denne sonate er helt anderledes og består af kun to satser, hvoraf den første er en af de fineste i hele Weyses klaverproduktion, en varia­­ti­ons­­sats, der er så meget mere bemærkelsesværdig, som den er Weyses eneste. Man undrer sig virkelig: hvorfor har han ikke skrevet flere af den slags satser? Det smukke sangbare tema (i den almindelige, såkaldt halv tredelte form:||: A (4 + 4 takter) :||: B (4 takter) 1/2 A (4 takter) :||) med følgende første del (A) (eksempel 2, s. 18), viser Weyse som den fornemme melodiker. Men de otte efterfølgende variationer er lige så in­teressante med hver deres individuelle præg, og især de to sidste fortjener at fremhæves. Variation 7 lyder improviseret og som en kadence og har den kryptiske tempo- og fra­se­rings­angivelse senza tempo, der skal forstås som “uden fast tempo” eller “frit tempo”. Variation 8, Presto er brusende 1/64 arpeggioer, som leder over i en stor kadence, inden temaets begyndelse afslutter denne originale sats.

Finalen har betegnelsen Rondo: Scherzo, og begge ord er misvisende. Det er en regulær sonatesats med repetitionstegn for både ekspo­sitionsdelen og gennemføringsdel-reprise. I gennemføringen gentages hovedtemaet i kraftige modulationer i bassen under højre hånds brudte akkorder. Ordet scherzo betegner ikke den sædvanlige menuet-scherzoform for anden- eller tredjesatser, men er en karakterbetegnelse, hvilket der er flere eksempler på i datidens musik. Det er da også et ejendommeligt burlesk musikstykke, fuld af uventede indfald og ikke mindre særpræget end variationssatsen.

Sonate nr. 7, a-mol

Her er tale om en mere indadvendt musik i en lidt gammeldags klaverstil, der kan føre tanken hen på C.P.E. Bach. Det plastiske hovedtema (eksempel 3, s. 18) afløses af passagespil, men dukker op igen og er grundlaget for den lange gennemføringsdel. Efter en langsom sats i C-dur, 6/8, hvis første del gentages i stærkt figureret form efter et c-mol afsnit, følger en finale med dette markerede hovedtema (eksempel 4, s. 18), der næsten kan betragtes som en mere rytmiseret udgave af førstesatsens tema. De efterfølgende passager har her antaget betydelig større virtuositet, der kulminerer i epilogdelen og navnlig i gennemføringsdelens ejendommelige figurer på 17 (!) sekstendele – altså så at sige én for meget i hver takt.

Sonate nr. 8, g-mol

Weyses sidste klaversonate har noget af samme gammeldags præg som den foregående og et beslægtet hovedtema, der nærmest er en omvending af a-mol sonatens. Endnu mere arkai­se­rende er den langsomme c-mol sats, hvor man føler sig hensat til barokkens suitesats sarabanden, især på grund af de mange punkterede noder. Lidt mere moderne er sidste sats, der ligner nogle af Weyses mange Allegri di bravura, enkeltstående sonatesatser, som han var den første til at lancere. Her er der et svagt kontraste­rende sidetema og virtuose figurationer, især i gennemføringsdelen, ligesom i B-dur sonatens finale oven over vedvarende præsentationer af hovedtemaet i forskellige tonearter i venstre hånd, som også fremfører temaet som start på reprisen.

Gorm Busk, 2000

Release date: 
maj 2001
code: 
8.224140
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099984027
Track count: 
11

Credits

Recorded at the Royal Danish Academy of Music, Århus, on 26 September, 24 November 9 December 1999 and 20 February 2000

Recording producer: Claus Byrith
Sound engineer: Claus Byrith
Editing: Henrik Højbjerg

Cover picture: C.W. Eckersberg: "Udsigt gennem en Dør til løbende Figurer" (1845)

This CD has been made in cooperation with the Royal Academy of Music, Århus