Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Kammermusik

CD (free shipping)

  • CD
    Digipack
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Svend Westergaard

Kammermusik

Randers Kammerorkester

Svend Westergaard lærte som ung komponist den internationale modernisme at kende, men han gik sine egne veje - og de var ensomme. Da Westergaard døde i 1988, havde han næsten ikke komponeret i over tyve år. I dag er der atter plads til Svend Westergaard og hans musik. En varm og frodig, fortællende kammermusik båret af komponistens klare krav til det iørefaldende møder os på denne premiereindspilninng af Westergaards kammermusik i kongeniale fortolkninger af solister og ensembler fra Randers Kammerorkester.

Vælg foretrukket format til download af track.
Frydenlund-variationer, Tema con variazioni, op. 34 A (1982)
1 Frydenlund-variationer, Tema con variazioni, op. 34 A (1982) 16:00 16,00 kr.
Secondo Quintetto, op. 15 (1949)
2 I Introduzione - Scherzo 4:51 6,40 kr.
3 II Adagio 3:43 6,40 kr.
4 III Rondo giocoso 4:58 6,40 kr.
Sonata per violoncello solo, op. 33 (1979)
5 I Preludio. Molto tranquillo, un poco con licenza 2:27 6,40 kr.
6 II Improvisazione. Tranquillo, molto con licenza 2:19 6,40 kr.
7 III Intermezzo risoluto. Viva 0:55 6,40 kr.
8 IV Improvisazione. Grave con alcuna licenza 2:13 6,40 kr.
9 V Rondo bacchante. Allegro 2:32 6,40 kr.
Quartetto per archi, op. 28 (1966)
10 I Andante con alcuna licenza - Allegro con fuoco 7:35 9,60 kr.
11 II Mesto - Vivo 5:10 9,60 kr.
12 III Grave 3:06 6,40 kr.
Total runtime: 
56 min.
Svend Westergaard – Friheden og logikken

Historien om komponisten Svend Wester-gaard (1922-1988) begynder som mange andre fortællinger om danske komponister: han blev uddannet organist ved musikkonservatoriet i København, fortsatte med private komposi-tionsstudier hos Finn Høffding og i udlandet, blev kritiker i dagspressen og senere teorilærer og i en periode rektor samme sted, som han fik sin uddannelse. Men i modsætning til de fleste forblev han, da tonen forandrede sig, og også Danmark fik et modernistisk præget musikliv, tro mod sit tonale og traditionelle tonesprog og gik trods en umiskendelig kompositorisk behændighed og en klar æstetisk dagsorden i den store glemmebog over komponister, der ikke passede ind i deres samtid.

Da den moderne musik – og de avantgardi-s-tiske eksperimenter – for alvor kom til Danmark i begyndelsen af 1960’erne var Svend Westergaard en markant kritiker af de nye strømninger, og han var særdeles skarp i pen og mæle, når det gjaldt ukritisk indoptagelse af de nye udenlandske systematiske måder at komponere på. For Westergaard var den moderne musik uhørt, og han havde tydeligvis ganske svært ved at forstå, at velkendte harmoniske lovmæssigheder og velklang for øret kunne eller endsige skulle erstattes af pseudovidenskabelige tabeller i seriel musik – eller for den sags skyld billedkunstinspireret happening og tilfældighed.

Disse synspunkter, og i særdeleshed de modsatte, fremgår tydeligt af debatten i fx Dansk Musiktidsskrift i 1960’erne. Og det er lige så tydeligt, at Westergaard hurtigt kom i mindretal og i stedet for at bevare den danske musik i sin daværende traditionelle form måtte indse, at hans agitation – der handlede om æstetik – mødtes med latterliggørelse, bidende sarkasme og beskyldninger om at ville konservere Danmark i ligegyldig, provinsiel konservatisme. Så det er nærliggende at tro, at fordi Westergaard fastholdt og udøvede sin æstetiske overbevisning, så faldt hans mængde af opførelser og dermed også lyst til at komponere, hvorefter han i de sidste 20 år af sit liv blot skrev otte værker.

Siden er der dog sket en del i det danske musikliv, der gør, at musik ikke diskvalificeres på forhånd af ideologiske grunde, hvorfor også Westergaards musik kan få rum at klinge i, sådan at de uomtvistelige kvaliteter kan høres og diskuteres fordomsfrit.

Svend Westergaards musik har nemlig produktionen igennem en stribe iørefaldende karakteristika, som er værd at høre. Som det første og vigtigste er al hans musik præget af en veludviklet formfornemmelse, der giver musikken klarhed og hørbar stringens fra først til sidst. For det andet er hans musik altid tematisk/motivisk opbygget, sådan at værkerne, på forskellig vis, altid er opbygget som variationer, udarbejdninger og eksperimenter af genkendeligt stof, der giver musikken en sammenhængskraft og en forståelig logik. I den forstand er Westergaards musik bygget på gamle principper om selvstændige stemmer, der vendes og drejes, flyttes og varieres mod og med hinanden og ikke som blot én melodi med akkompagnement. Selv om Westergaard ikke er avantgarde eller eksperimenterer for eksperimentets skyld, udvikler hans musik sig ganske hørbart gennem årene. Mens de tidlige værker er strengt bygget på klassiske formprincipper, der er udfyldt af kontrapunktisk arbejde med en tydelig tonalitet in mente, synes Westergaard med årene at bevæge sig mere og mere mod en overordnet friere struktur, hvori de enkelte afsnit afrundes og er selvstændige, som en slags tonale celler, med en bibeholdelse af de individuelle stemmer og det behændige kompositoriske håndelag.

Frydenlund-variationer op. 34 A

Dette kammerværk er Svend Westergaards sidste komposition, skrevet i 1982, og bærer undertitlen Tema med variationer for klaver, to violiner, bratsch, cello og kontrabas. Selv om det drejer sig om et kammerværk, er musikken ganske stort anlagt i otte vidtfavnende variationssatser, afsluttende med en virtuos finale. Denne udgør en god tredjedel af værkets samlede længde og kunne, med sin selvstændige formtanke og gennemarbejdede stof, godt have udgjort et værk for sig.

At musikken er båret af en tanke om variationer over et tema er både rigtigt og lidt af en tilsnigelse; temaet er så enkelt – i sin mest spartanske udgave blot et stigende halv-tone-trin – at det i og for sig er en naturlig del af tonal musik og derfor til stede i det meste musik, der ligesom denne anvender klaverets almindelige stemning. Alligevel formår Westergaard at betone det lille interval musikken igennem på en måde, så dets indbyggede dramatik – der foregår en enorm ophobning af spænding i det lille toneskift – gennemsyrer værkets forskellige afsnit.

Frydenlund-variationer spænder som sagt bredt på mange måder, og det er selvsagt uproblematisk for Westergaard at forme stoffet forskelligt, i og med at temaet i sin enkelhed er så fleksibelt. Til eksempel kan så væsens-forskellige stadier som 4. variations højspændte og sarte gennemsigtighed, 2. varia-tions dramatiske andante eller 7. variations punktuelle allegro nævnes. Mere interessant end skiftene i tempo og karakter, der naturligt hører til en udforskning af mulighederne for musikalsk stof, synes dog de markante yderpunkter i noget, man kunne kalde overordnet musikalsk temperament; værket indledes og afsluttes under formaninger om at spille, som om man improviserer, altså uden fast tempo, frit og elaborerende, mens midtersatserne i større og mindre grad er stramt komponerede i relativt faste former. Men andre ord ligger der for Wester-gaard en musikopfattelse af flere ‘måder’ til grund for værket, der overordnet handler om ønsket om at lade både frihed og systematik være musikalske rum for stoffet, uagtet at musikken, paradoksalt nok, er komponeret og gennemtænkt hele vejen.

Secondo Quintetto op. 15

Denne blæserkvintet er skrevet i 1949 og hører til i slutningen af Westergaards absolut mest produktive periode; af Westergaards 37 registrerede værker er de første 20 skrevet mellem 1945-51, hvorefter de resterende 17 falder med jævne mellemrum de næste 30 år. Stilen i de tidlige værker er karakteriseret af en art neoklassisk komposition, som Béla Bartók kunne skrive den: en musik af enkle, folkelige motiver, der systematisk og behændigt indarbejdes i en klassisk form. Blæserkvintetten er ekstraordinært tydelig i sin form og er på den måde et koncist billede på dette.

I førstesatsens første halvdel introduceres hvert enkelt instruments særegne klang i lange, udspundne melodier, der begynder karakteristisk med forstørrede intervaller og løber ud i vævende melismer. Det centrale fremstår som en fremmedartet stemning af østeuro-pæisk folklore eller måske snarere den arabiske skalmejes sang af enkel, men fuldstændig prægnant musik. Som kontrast, på mange måder, står anden halvdels scherzo, der, med et hurtigt jævnt tempo og små aggressive moti-ver i tætte indsatser, giver en entydig musik af stram, behændig kompositionsteknik.

Så med disse to poler af introduktionens svævende folklore og scherzoens helt igennem klassiske form - den iltre -takt i to dele med regelret gentagelse af den første – bliver førstesatsen i abstrakt forstand til et billede på to væsensforskellige klangverdener. På en side den arabiske varme og kropslighed og på en anden den vestlige verdens systematik og krav om logisk stringens.

Andensatsen er en adagiosats, der, som en koral, indfølt indarbejder ét melodisk spændt motiv i et kontrapunktisk fletværk, der skrider langsomt fra klang til klang. Musikken giver klart mindelser om de fremmedartede melodier fra førstesatsen og er, i og med at tempoet er trukket helt ned, og de enkelte stemmer kan følges tæt og uproblematisk, en slags mikroskopi af denne eksotiske musiks poetiske potentiale. Tredjesatsen er så til gengæld en udarbejdelse, i en rondoform, af scherzoen fra førstesatsen, hvor de piblende motiver og stacceret vedholdende rytme nærmer sig en grotes-que af stram, klassisk landskabskomposition.

På den måde formår Westergaard overordnet via sine præcise idéer om form at lade førstesatsens klingende billede af to slags musik udfolde sig i to selvstændige satser og komponere et spand af musik, der for øret strækker sig mellem den sarte poesi og den indbyggede logik.

Sonata per violoncello solo op. 33

Om forbilledet for cellosonaten fra 1979 er J.S. Bachs berømmede cellosuiter er svært at vide, men i form og karakter gives der flere mindelser herom. De fem satser præludium, improvisation, intermezzo, improvisation og sidst rondo er godt nok ikke de samme stiliserede danse, der var suitens fem faste formled, men alligevel, særligt i improvisationerne synes der at herske et vist slægtskab gennem den ensartede brug af (intern) flerstemmighed node mod node. På samme måde benytter Westergaard improvisationen som den barokke form, den er, hvor motivisk materiale udarbejdes i en mængde af større og mindre variationer, der mest af alt virker som en serie forsøg, som får lov at klinge, en for en, i ufærdig form.

Et særkende ved dette værk, som må siges at være væsensforskelligt fra Westergaards tidligere værker, er den detaljerigdom, hver enkelt lille frase, og ind imellem hver enkelt tone, rummer. Der er i noden givet et utal af særlige spillemåder, temposkift og ekstraordinære karakterbetegnelser værket igennem, sådan at der overordnet fremstår en meget fragmenteret og nærmest celleopdelt musik. Det er, som om hver enkelt frase, samtidig med at den motivisk er knyttet til sammenhængen, er selvstændig og særegen.

Quartetto per archi op. 28

Strygekvartetten er Svend Westergaards eneste og skrevet i 1966. De 17 år, der er gået mellem denne og blæserkvintetten, er mærkbare. For det første er den strenge klassiske formtanke afløst af en langt friere omgang med tonerne. Egentlig lyder kvartetten mest af alt, som om formen ‘blot’ er opstået undervejs, når vejen fra én indsats til den næste er hørt og kendt. Med andre ord er den logik, musikken synes at besidde, nok i langt højere grad opstået af de forbindelser mellem a og b og c som komponisten undervejs har syntes rigtige, end som resultat af et forudbestemt formskema til udfyldning, Den anden mærkbare forandring fra de tidlige værker - det kan lyde banalt - er afstanden mellem tonerne. Intervallerne er simpelthen blevet mindre, mere kromatiske, og nok af den grund er musikken blevet langt mere tæt og ekspressiv end klassisk og klar.

Westergaards strygekvartet udtrykker altså en speciel slags enhed mellem form og indhold, hvilket en gennemgang af de tre satser kan illustrere. Førstesatsen, andante, er således opbygget af en række umærkelige overgange mellem forskellige karakterer – måske som en metamorfose: fra begyndelsens sarte imiterende kontrapunkt over en stacceret allegro af prægnante rytmiske figurer over lange legatolinjer over flimmerlyse tremolomotiver med et langt underliggende orgelpunkt i cello til en lang kadencerende kulmination. Og det eneste, der binder alle disse karakterer sammen, er en lang stigende kurve af intensitet. Andensatsen er i stedet stigende i tempo, mens den gennemgår forskellige stadier - fra det frie kontrapunkt, til det dramatisk unisone og sidst et væv af hastige indsatser – men er ellers struktureret på nøjagtig samme facon. Det interessante er, at musikken synes at være højst varieret, uagtet at det de to satser igennem stort set er de samme melodibrokker, der udgør stoffet.

For værkets sidste sats gælder der til gengæld en grundlæggende forandring. Som en art koda og under karakterbetegnelsen Grave (alvorlig) udspiller der sig et næsten scenisk drama, der mest af alt – også som følge af det lille motiv af tonegentagelser – minder om en begravelsesprocession, der er så langsom, at den konstant synes at være ved at gå i stå.

Henrik Friis, 2004

 

Release date: 
oktober 2004
code: 
8.224705
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313690527
Track count: 
12

Credits

Indspillet i Værket, Randers, 18.-20. maj 2001
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith
Coverbillede: Denise Burt
Grafisk design: www.elevator-design.dk