Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Værker for cello og klaver

Herman D. Koppel
Benjamin Koppel

Værker for cello og klaver

Morten Zeuthen, Amalie Malling

Da Herman D. Koppel i 1950'erne begyndte at skrive sine fremragende celloværker, blev celloen genfødt i Danmark. Efterhånden skabte Koppel et helt ny dansk cellorepertoire, præget af stor fornemmelse for det noget oversete soloinstrument. Hans celloværker er moderne klassikere fra den nordiske musik, fulde af styrke og skønhed. Herman D. Koppel blev siden stamfar til et helt musikdynasti, og cellisten Morten Zeuthen har specielt til denne CD-udgivelse bedt hans barnebarn, jazzmusikeren Benjamin Koppel, om at skrive et nyt celloværk på baggrund af familiearven. Det er blevet et nysgerrigt og krævende stykke, helt i Herman D. Koppels ånd.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 48kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
"Koppels poetiske soloværk fra 1971 ... får takket være Zeuthens formidable spil, der favner instrumentets kolossale spændvidde, en uafrystelig intensitet."
Lene Kryger, Fyens Stiftstidende
"Der er smæk for skillingen i serier af handlingsmættede forløb i stramme nyklassiske former, og ingen af de to erfarne musikere holder igen med de energiske udredninger"
Henrik Friis, Politiken
"Denne cd giver et sjældent blik ind i en familierelation på musikkens egne præmisser. Og til et glædeligt genhør med nogle af Herman D. Koppels mesterlige værker."
Steen Chr. Steensen, Klassisk
"Serious, sturdy, blazingly grand and brilliant ... Two Koppels in music that is unflinchingly serious and gripping."
Rob Barnett, MusicWeb International
"Inte sällan lyfter sig tonflödet till storslagen och hänrivande kammarmusik"
Carlhåkan Larsén, OPUS.41
Total runtime: 
59 min.
HERMAN D. KOPPEL OG CELLOEN

af Morten Zeuthen

Herman D. Koppel er vel den første førende danske komponist, som for alvor har vist interesse for celloen som soloinstrument. Op til ca. 1950 så det virkelig ringe ud: Ingen af Danmarks mest kendte komponister har tilsyneladende haft tilstrækkelig tiltro til celloens egenskaber, eller måske cellisternes evner. I hvert fald har hverken Carl Nielsen, Rued Langgaard, Niels W. Gade, J.P.E. Hartmann eller Friedrich Kuhlau skrevet så meget som en lille romance for instrumentet.

Men siden 1950 har celloen gradvist fået tildelt en mere fremskudt rolle i dansk musik, og i dag ville det være påfaldende hvis ikke en fremtrædende komponist forsøgte sig med en solistisk cellostemme, forudsat at akustiske instrumenter overhovedet indgår i komponistens musik.

Måske sker celloens danske gennembrud med Koppels fremragende koncert for cello og orkester, op. 56, samt med de to værker for cello og klaver på den foreliggende cd. Dette gennembrud skyldes i høj grad Koppels samarbejde med den fremstående cellist Erling Bløndal Bengtsson (født 1932), et samarbejde der var tættest i 1950’erne. Koppel medvirkede som pianist på den 18-årige Bløndals første grammofonplade, indspillet i Roklubben Kviks lokaler ved Svanemøllen i København. Bløndal blev i 1953 Koppels kollega på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og han var tillige en god ven af familien. Særlig cellokoncerten fra 1952 har gået sin sejrsgang og er blevet opført lige så ofte som Koppels signaturklaverkoncert, den tredje klaverkoncert, op. 45.

Ternio
Året før cellokoncerten skrev Koppel værket Ternio, op. 53, som ligeledes er blevet et af hans mest kendte værker, og ikke kun fordi det forefindes i både en version for violin og en for cello: Ternio er i sin knappe form en klassisk sonate, tre satser præget af flyvende, knitrende veloplagthed. Ordet ‘ternio’ er sen-latin og har med tre-af-slagsen at gøre: Tre ad gangen, en tre’er og så videre.

Første sats begynder unisont mellem klaveret og pizzicato i celloen, en særpræget effekt, der anslår det livligt kølige som gennemstrømmer værket. At Koppel var en af sin tids mest fremtrædende pianister, lyser gennem stilen; i krydsfeltet mellem instrumentalistens faglige inspiration på den ene side og komponistens konstruktive intelligens og musikalske emotion på den anden er hovedparten af al stor musik skabt, og Koppel er en af de få performer-komponister, vi har haft på den klassiske musiks område i Danmark. Dette høres klart i de fremragende klaverstemmer i de to værker på denne cd, men faktisk også i den måde, Koppel skriver for cello på med udpræget følsomhed over for instrumentets særlige klanglige og udtryksmæssige muligheder, men med indsigt og respekt for de tekniske betingelser celloen fungerer under. Den første version af Ternio var for violin og klaver, men Koppel udtaler i sin herlige erindringsbog Fra et Hjem med Klaver: “… det viste sig at den [Ternio] lå langt bedre for celloens klang.”

Sonate for cello og klaver op. 62
Cellosonaten fra 1956 har kvaliteten, formatet og stilen til at indtage en position som en af de allerbedste danske sonater for cello og klaver. Som nævnt har vore mest kendte komponister ingen konkurrerende værker at stille op med, og blandt de få betydelige andre danske værker i genren kan vi kun se sonaterne af Peter Heise (1867), Poul Rovsing Olsen (1956) og måske Louis Glass (1888/1914). Koppels sonate blev komponeret forud for hans anden rejse i Sovjetunionen, en turné hvor han og Erling Bløndal Bengtsson over tre uger ved en række koncerter opførte cellokoncerten og den tredje klaverkoncert, samt Griegs klaverkoncert og Dvorˇáks cellokoncert, desuden cellosonaten op. 63 ved alle kammerkoncerterne. Det var dengang meget problematisk at tage sovjetisk valuta ud af landet, så hjemmene blev forsynet med bl.a. pelsværk og en fornem læderkuffert, som Koppels søn Anders indtil 2008 benyttede på sine rejser. Få dage forud for turneen i Sovjet blev cellosonaten uropført i København. Ekstra Bladet skrev i sin anmeldelse: “Så fint formet og smukt udført udløste denne Koppels nye sonate en virkelig glæde i sindet.” Og dagbladet Information: “En bedre repræsentation af dansk musikkultur vil man næppe kunne ønske sig.”

Også i cellosonaten følges den traditionelle form for en sonate, og det skal bemærkes, at de langsomme midtersatser i både Ternio og cellosonaten er passacagliaer, alvorligt og roligt fremadskridende over en i forvejen fastlagt baslinie, en form som nok formidler varme og alvor, men som undviger den skønhedssøgen eller ligefrem sødme, som bærer andre langsomme satser i repertoiret for cello og klaver. I cellosonatens første sats fanger sidetemaet en vidunderlig nærmest Nielsen’sk sart naturlyrik, mens sidstesatsen med sit burleske humør rammer celloens Fallstafagtig side.

Introduktion, Tema med Variationer og Epilog
Begge de to værker for cello og klaver samt cellokoncerten stammer altså fra første del af 1950’erne. Først i 1971 skrev Koppel igen for solocello, denne gang uden klaver, i to ganske beslægtede værker: Suite for Cello Solo, op. 86, som findes i en indspilning med Erling Bløndal Bengtsson, og så det afsluttende værk på denne cd: Introduktion, Tema med Variationer og Epilog, op. 85. Ikke alene er selve værkets titel lidt knortet, men tonesproget er også mindre imødekommende end i de to værker med klaver. Koppels stilmæssige videreudvikling af Nielsens, Stravinskys og Bartóks universer fortoner sig lidt som følge af Koppels drift efter fornyelse og udvikling. Uden herved at blive avantgardist eller dogmatisk serialist arbejder Koppel nu med en slags fri seriel kompositionsteknik: temaet varieres ikke på traditionel vis, det rytmiske mønster, rækkens oktavplacering eller form er ikke bestemmende for variationerne, kun selve tonerækken er afgørende.

Koppels interesse for tolvtoneteknikken udmøntede sig i øvrigt i en bemærkelsesværdig koncertbegivenhed, da han som 71-årig og pensioneret klaverprofessor nyindstuderede og opførte alle Schönbergs værker for soloklaver ved koncerter i Musikhuset i Århus og på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København

Koppel åbnede sent i livet både op for Schönberg og ny bekendtskaber, men han forblev livet igennem nysgerrig overfor genrer uden for sit eget musikalske udgangspunkt. Dette viste sig i blandt andet i hans interesse for den rytmiske musik. Alle hans fire børn fik den fineste musikopdragelse indenfor den klassiske tradition og blev alle ledende på hvert sit felt, Lone som dramatisk sopran, Terese som pianist, mens de to sønner Thomas og Anders efter lang klassisk uddannelse siden gik deres egne veje med dannelsen af rockorkestret Savage Rose, og Koppel fulgte dem kærligt og nysgerrigt. Siden har også næste slægtled udviklet sig til lysende og førende danske musikere.

For enhver forælder og for enhver lærer må Herman D. Koppels eksempel være dybt fascinerende: Hvordan kan det lade sig gøre at være en så markant og indflydelsesrig rollemodel som far/bedstefar, og alligevel give så meget snor? Hvordan kan man i den grad formidle egne værdier og personlig disciplin, og alligevel ligefrem fremelske individuel frihed og skabertrang?

Det er imidlertid et faktum, at såvel begavelse og dynamik er at finde i fuldt flor, også i tredje generation i slægten: i 2008, hvor Herman D. Koppel ville være fyldt 100 år, blev der på Det Kongelige Bibliotek i København afholdt en sagnomspunden koncert med værker fra Koppels hånd, film og interview og en mægtig medley-afdeling, hvor hans musik blev nyfortolket og omarrangeret for klassiske instrumenter, jazzmusikere, klezmer-gruppe og meget mere.

Initiativtager og kapelmester ved dette arrangement var barnebarnet saxofonisten Benjamin Koppel, som sammen med sin far komponisten Anders Koppel omarrangerede Hermans værker, og kastede helt nyt lys over hans musik.

Professor Hermans Cellistic Imaginarium
Det forekom på baggrund af 100-års fejringen naturligt at spørge jazzmusikeren Benjamin Koppel om ikke han ville bidrage til denne cd med en ny komposition for cello. Den stillede opgave var ikke helt nem: Benjamins ny stykke skulle tage udgangspunkt i Hermans soloværk på denne cd, Introduktion, Tema med Variationer og Epilog. Og det værks tema hører ikke til de mest tilgængelige eller sang-bare.

Benjamin Koppels cellostykke kom til at hedde Professor Hermans Cellistic Imaginarium. Det er et vitalt og originalt tænkt solocelloværk. Herman D. Koppels tema og rytmiske drive er konstant til stede, men materialet er desuden læst gennem Benjamin Koppels jazzbriller. Resultatet er langtfra lækker cross-over lounge musik, men både karsk, krævende, nordisk og smittende.

Benjamin Koppel har i sit jazz/klassiske ensemble Mad Cows Sing gennem mange år skrevet musik med cello, og har blandt andet gennem dette ensemble skaffet sig den fornemmelse og forståelse for celloen, som faktisk er en forudsætning for at komponere interessant musik for akustiske instrumenter. Dette betyder ikke, at musikken nødvendigvis bliver bedre når komponisten så at sige stryger instrumentet med hårene. Ofte er det faktisk snarere omvendt, og hverken Hermans eller Benjamins solostykker er i denne forstand taknemmelige opgaver for en cellist. I Professor Hermans Cellistic Imaginarium veksler rå og lyriske temabearbejdelser med listige, stille rytmiske passager, afbrudt af to overordentligt tumultariske kulminationer, hvor komponisten – og cellisten – for alvor tager for sig af retterne.

Release date: 
maj 2011
Cat. No.: 
8.226088
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943605226
Track count: 
16

Credits

Indspillet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 13.-15. januar 2009 (Ternio & Sonate), 16. juni 2010 (Introduktion) og 17. januar 2011 (Professor Herman's Cellestic Imaginarium)
Producer og teknik: Simon Brinkman, simonbrinkmann.dk

Grafisk design: elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS

Denne cd er blevet til i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium