Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Sneklokker

Bent Sørensen

Sneklokker

DR Vokalensemblet, Paul Hillier

»Usædvanligt bevægende« Gramophone

★★★★★ Magasinet Klassisk  ★★★★★ Fyns Amts Avis

Bent Sørensens stemningsfulde vokalværk Sneklokker fra 2010 er opstået som lydsiden til Den Hvide Skov, en kunstinstallation som forvandlede et område i en sommergrøn skov til en snehvid vinterskov. På denne premiereindspilning med DR VokalEnsemblet og dirigent Paul Hillier føres lytteren gennem Sørensens næsten overnaturlige landskab af menneskestemmer, som væves sammen med klangen af kirkeklokker fra landsbykirkerne omkring skoven. Indspilningen byder desuden på en række kirkelige og verdslige korværker af Sørensen til lyrik af førende danske digtere, fra både romantikken og nutiden.

Køb album Stream

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
© Per Morten Abrahamsen
"En våldsamt vinande ton av längtan som går allt djupare in i en stillhet där tid och rum till slut upphör."
Martin Nyström, Dagens Nyheter
"The Danish National Vocal Ensemble sounds beautiful under Paul Hillier making a warm, unforced, understated blend."
Kate Molleson, The Guardian
BEST ALBUMS OF 2016 "A marvellous collection of works that sit supremely well together, given a beautifully sensitive treatment by the Danish National Vocal Ensemble directed by Paul Hillier."
Simon Cummings,
"En rejse på langs af Hærvejen, en svævende, æterisk og klangmæssig næsten hypnotiserende oplevelse. Forbilledlig tekstudtale og en yderst raffineret fornemmelse for udsøgte klangbilleder præger korets præstation på denne fine udgivelse."
Mikael Krarup, Fyns Amts Avis
"Musikken åbner for associationerne, men lukker dem aldrig ved at øve svar - det giver en lyst til at høre musikken mange gange."
Mikael Garnæs, Klassisk
"Sørensen's hallmarks of fragmentation and decay are in evidence, as is his arm's-length love for voices singing a simple, well-harmonised hymn or song...all-round excellence and a disc that's unusually moving in one sitting"
Andrew Mellor, Gramophone
”Paul Hillier has worked with several Baltic and Scandinavian groups, and here he directs the Danish National Vocal Ensemble in performances that are beyond praise. They are beautifully recorded, too.”
William Hedley, MusicWeb International
"Der Anfang dieser eindrucksvollen CD führt ein wenig in die Irre, doch er tut dies auf eine produktive, auf eine befreiende, reinigende Klarheit schaffende Weise [..]"
Ingo J. Biermann, Nordische Musik
"Man kan ikke sige andet, end at han har sans for den danske sangskat og for altid at lyde nyfødt. Med DR Vokalensemblet under Paul Hillier og tenoren Adam Riis som solist og visesanger er der føjet ekstra skønhed til skatten"
Camilla Dahlgreen, Information
Hvert klokkespil har sit eget liv, sin egen sjæl, sin egen klang
John Christiansen, JC Klassisk
Total runtime: 
61 min.
Længselstoner og stilhedsbrøl 

Anne Middelboe Christensen om Bent Sørensen og hans vokalværk ‘Sneklokker’

Foruroligelsen indtræffer med det samme: Lige så snart øret indfanger Bent Sørensens musik, rynker øjenbrynene. For hvad er det, der sker? Tit kan man egentlig ikke høre noget – kroppen kan bare mærke, at der er noget lyd på vej. Af og til kommer musikken så langvejs fra, at man netop først skal indstille sin lytten på fjernhed og horisont, førend man faktisk kan opfatte, at lydene samler sig til toner.

Bent Sørensens musik er stilhedens musik. Men den er også længslens lyd. Hvis man har blot den mindste smule romantiker i blodet, så kommer man til at lade sig indfange af Bent Sørensens længselstoner. De kan tilsyneladende smyge sig gennem både ild og vand – og intellekt. Pointen er så bare, at lige så snart man har fanget musikken, så forsvinder den igen. Som glemselsmusik.

Som komponist står Bent Sørensen på toppen lige nu. Han kan det hele og har gjort det hele, og han vil stadig alt muligt – og meget mere. Bent Sørensen er født i 1958, men æstetisk rækker han både bagud til musikken fra senromantikken og frem mod musikken fra den mest svævende digitallyd. Han mestrer musikkens vedtagne former suverænt, så velsagtens derfor leger han med at opløse dem. Bent Sørensens musik er nærmest visuel i sig selv; også derfor virker den dobbelt imponerende i en koncertsal. Han bruger strygeinstrumenter, så buestrøgene virker som hvisken – og han lader menneskestemmer lyde som vindpust. Tilsammen bliver tonerne til sceniske sansebombardementer, man nærmest kan se i luften.

Forsvindingsmusik
Bent Sørensen har skrevet for symfoniorkester og kammermusikere, for kor og enkeltinstrumenter. Han har skrevet opera. Og han har ikke mindst skrevet det originale forsvindingsværk Sounds Like You, der blev til en såkaldt ’koncert for orkester, kor, skuespillere og publikum’ – uropført under Bergen Festspillene i 2012 til en fortættet tekst af Peter Asmussen og i teaterinstruktøren Katrine Wiedemanns heftige, erotiske iscenesættelse op ad dirigentpodiet og rundt mellem både musikere og tilskuere.

Inden da var Bent Sørensens optagethed af erindring også konkret kommet til udtryk i korværket Et Blad Falder til Himlen, der var baseret på Knud Romers digt om sin far, der var blevet dement af Alzheimers sygdom. ’Det fik mig til at tænke på, at min fars hjerne var lige som en spilledåse, der var gået i stå,’ som Knud Romer udtrykte det. Bent Sørensens musik var vidunderligt diset, akkurat ligesom mandens erindring – og samtidig blev den afbrudt af tikkende ure, der tilsyneladende havde helt deres eget liv. Den fik sin koncertpremiere i 2009 med DR Pigekorets sangere, og i 2012 blev den foreviget i Didde Elnif og Anders Birchs dokumentarfilm. Med glemselssorg og erindringsdesperation.

Sneuglefantasier
Med værket Sneklokker skabte Bent Sørensen imidlertid noget afgørende nyt. Sneklokker realiserede drømmen om at skabe synlig lyd så langt væk fra de forkromede koncertsale, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Nu skulle Bent Sørensens musik ud i naturen. Derud hvor menneskene de forgangne århundreder ikke nødvendigvis havde hørt andet end fløjten og mundharmonika og en enkel spillemandsviolin – og kirkeklokkerne. Ud til Hærvejen, altså den gamle, danske handelsvej for stude og godtfolk ned langs den jyske højderyg fra Viborg i Midtjylland til Kliplev i Sønderjylland. Her optog Bent Sørensen lyden af kirkeklokkerne fra otte forskellige kirker langs med Hærvejen, og så lod han disse klokker bimle i en iscenesat vinterinstallation langt ude i en skov. En sommermåned i 2012 – i Palsgård Skov ved Nørre Snede mellem Horsens og Herning.

Den Hvide Skov hed installationen, som han skabte sammen med Katrine Wiedemann. Man kunne godt nok kun finde vej til den, hvis man fik øje på de tre stykker hvidt papir, der viste hen til den fra en lille parkeringsplads midt i skoven. Men når man gik i pilens retning, kunne man se, hvordan træstammerne begyndte at være hvide. Hvide, ikke af sne, men af maling, der drev ned ad stammerne. Og vindens susen begyndte at forandre sig – og blev til kvindestemmers sang! Rundt om i træerne sad fugle og kiggede ned på den lyttende vandrer – en sneugle hist og en falk pist. De var godt nok udstoppede, disse fjerskabninger, men det gjorde dem ikke mindre imponerende. Tværtimod. For de var både med til at forstørre og forstyrre dette magiske øjeblik i en forvandlet skov.

Åndedrætsfortætning
Herinde mellem træstammerne begyndte kirkeklokkerne at ringe. Tøvende, blidt, kaldende, indsmigrende – og lokkende, dundrende, truende, fordømmende… Mange klokker til alle slags menneskelige eksistensfølelser. Overraskelsen og alvoren dunkede ind mellem træernes hvidmalede grene, mens benovelsen dalede ned på den hvidklattede jord sammen med mandestemmer fyldte med leg.

Kroppen blev optændt af al denne uventede lyd. Benene fik bare lyst til at dreje rundt og hoppe vildt – og ryggen ville ikke have haft noget imod at kaste sig ned i alt det hvide og ’lave engle i sneen’. Men øjnene blev også skeptiske. For hvorfra kom alle disse klokker? Hvordan kunne klokkeklangen blive så intens? Nåeh… Højttalere var hemmelighedsfuldt surret fast højt oppe på træstammerne, som gjaldt det en sejltur med Odysseus – og gemt bag de hvidmalede blade. Og herfra lød kirkeklokkerne grangiveligt som autentisk, middelalderligt ­støbejern.

Stemmer flettede sig ind mellem klokkerne. Stemmer fulde af religiøs alvor, men uden nogen religiøs forkyndelse – blot stemmer i kirkerum med højt til loftsbuerne og lang efterklang. Men også stemmer fyldt med pjat og dril og med hang til jazzede eftertoner og lad-os-så-komme-videre-slutninger på ellers evighedslange omkvæd.

Denne sang skulle ingen steder. Eller ingen andre steder end netop denne skovlysning, hvor dyrene holder hinanden stangen – og hvor snemalingen holder mennesket fastnaglet. Tiden holdt op med at gå. Det var kun sollyset i bladene, der rykkede sig en anelse. Her mærkedes kun det fortættede åndedræt fra tilskuerens egen krop. Og nuet var ved at transformere sig til altid og evighed.

I hvert fald indtil et brøl lød fra højttalerne. Et fuldstændig chokerende machobrøl, der fik mennesket til at hoppe forskrækket i vejret – og den uddøde urfugl på træstammen til blafre forvildet med de særprægede vinger. Brølet for rundt mellem træstammerne, så al idyl blev jaget på flugt – og korets nydelighed blev verfet til side. Herfra virkede al menneskelyd mindst lige så dyrisk som naturlydene rundt om den lille, beskyttede skovhvidhed. Mindst. Og så valgte mennesket måske at tage benene og ørerne på nakken …

Glemselsroulette
Hvad var det for en djævel, der for i Bent Sørensens partitur sådan en solskinsdag i en skovlysning? Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at både hvisken og brøl er med til at holde mig trygt omfavnet i hans særlige verden af længselslyde. Jeg bliver nærmest ROLIG af at blive chokeret af hans overrumplingstoner, netop fordi jeg forventer det uforudsigelige. Det ligger i længslens præmis: Man skal hele tiden opleve det uvirkelige – og længes efter det uopnåelige. Derfor er et brøl på sin plads.

Modsathedsprincippet i Sneklokker svarer til utopien om lyden, der ikke længere er der i Sounds Like You. Først i det øjeblik, stilheden er blevet spoleret af klokkedundren og stemmebrøl, mærkes den i al sin gru – eller al sin ro. Og først i det øjeblik, en melodi er døet ud, findes den for alvor blandt de mulige tonesammensætningers virkelighed. Samtidig med at en melodi netop kun findes, mens den spilles.

Musikalsk set spiller Bent Sørensen åbenbart gerne russisk roulette med glemslen. Og med erindringen. Netop fordi musik er så uhåndgribelig, er det tydeligvis fristende for Bent Sørensen at lege med idéen om, at musik kun findes, så længe den huskes – og at den kun egentlig kan huskes, mens den spilles. Det er ikke nok at kunne nynne et omkvæd. Den komplette musik med alle dens tonenuancer findes kun i det øjeblik, hvor musikerne sætter buerne på strengene og lader armene trække buerne gennem luften.

Det er måske også derfor, at Bent Sørensen virker så optaget af tystheden. Altså af det skrøbelige punkt, hvor stilhed bliver brudt af lyd – og hvor musikkens toner forvandler sig fra at være udsendte lydbølger til at blive opfattet som musik. Og hvor ellers skulle han kunne vise det optimale tysthedsstudie end netop dybt inde i en skov? Korsangen til Sneklokker er godt nok optaget i DR Byens Studie 2 i København, hvor DR VokalEnsemblet levede sig ind i hærvejslængslen sammen med dirigenten Paul Hillier. Men effekten var optimal i skoven. Hvad kirkeklokkerne angår, så kunne et almindeligt øre derude i skoven naturligvis ikke høre forskel på de syv kirkeklokker. Men Viborg Domkirkes klokke runger selvfølgelig anderledes end klokken fra Skt. Nicolai Kirke i Aabenraa.

’Kan man ikke nynne det, man elsker, må man elske det, man nynner.’ Sådan skrev Bent Sørensen selv på sin blog Seismograf.org, mens han sad og komponerede Sneklokker. Han baksede med et digt af hosekræmmerdigteren Steen Steensen Blicher, som han gerne ville give en melodi. Der var bare det, at han selv hele tiden gik og nynnede noget helt andet, end det han havde skrevet i noderne. ’Jeg kan ej længer tøve,’ som det lyder i sangen.

Netop adgangen til det ubevidstes musik virker som et mål for Bent Sørensens foruroligende erindringstoner, der nu er indfanget mellem kirkeklokker og korstemmer og hvidmalede træstammer langs Hærvejen på en cd. Måske sammen med lyden af en urfugl, der er lettet mod længselfulde himmelstrøg. Med et brøl.

Anne Middelboe Christensen er cand. mag. og teaterkritiker ved Dagbladet Information. Hun er forfatter til bøger om ballet, bl.a. ’Sylfiden findes’ (2008) og ’Dansen i Spejlet’ (2012). Som teaterkritiker har hun ladet sig lokke ind i Bent Sørensens verden af scenemusik – og har aldrig siden forladt den.

De Øvrige værker 

af Trine Boje Mortensen

Bent Sørensen skriver for stemmer, så de lyder som om de er himmelske, eller i hvert fald svæver omkring tyngdefri i rummet, og samtidig lyder så velkendt, at man føler en tryg arm lagt om skulderen. Nærheden, menneskeligheden er ikke en modsætning til det luftige, overjordiske. Som en schubertsk blanding af trist og glad eksisterer de i en umiddelbar samtidighed. At Sørensens vokalstil gennem årene ikke har ændret sig markant i sin udtryks-kerne kan høres på værkerne her, der stammer henholdsvis fra midtfirserne og fra 2000’erne.

Sneeklokken (2009; 2014). Bent Sørensens melodi til Steen Steensen Blichers tekst fra 1826 Sneeklokken er blidt strømmende. Som en evighedsnynnen, der, på trods af de afrundede fraser undervejs, hele tiden flyder videre i melodiens Escher-agtige hjul, hvor begyndelse er slutning og fortsættelse uundgåelig. En melodisk drivkraft til hovedværket på denne indspilning, Sneklokker.

Gråfødt (2009) er en tonesættelse af et erotisk digt af Juliane Preisler, hvor det salte havs grå kulde og tyngde gennemstrømmer alt, og stemmerne tilføjer sødme.

Livet og døden (2009). Naturen er tæt på i Peter Asmussens tekst. Fasanskrig, bølger, sol, sang og græsset. Musikken er enkel, men med en iboende uro, der kæmper for at bryde ud og bliver nynnet til ro i flere omgange.

3 motetter (1985). De tre latinske vers, der er valgt til disse tre motetter, er kontrastrige: En tekst om forgængelighed og lidenhed, en med jublende overskud og til sidst endnu en om livets korthed. Musikken afspejler fuldstændig teksternes indhold, med ydersatser, der smider lytteren lodret ud i dybet, mørket og skønheden, og en midtersats, der begynder som et stykke jublende renæssance, for som med magi umærkeligt at ændres til nutidige, hvirvlende klange.

Lacrimosa (1985). Bent Sørensen: “Teksten er fra den latinske dødsmesse og satsen er både et selvstændigt værk og samtidigt en del af en planlagt serie af requiemfragmenter.” Musikken svæver som skyer om lytteren i en mørk ud af kroppen, eller mere præcist: ud af musikken-oplevelse.

“og solen går ned” (2008). Til en tekst fra Pia Juuls digtsamling sagde jeg, siger jeg. Musikken kredser om sig selv og spejler dermed tekstens centrale ord ”vender”; vender om, vender tilbage. Værket blev bestilt af Usedomer Musikfestival.

Benedictus (2006). Bent Sørensen, citeret fra en note til Benedictus: “Listening to the world is listening inwardly. -- Think before you listen!”. Musikken, fortæller komponisten videre, opstod i Visby på Gotland, bl.a. ved oplevelsen af de små gader og kirken i byen. Komponisten opfordrer til at musikken fremføres rumligt, så lyden kommer alle vegne fra, himmelstræbende og omfavnende.

Havet står så blankt og stille (2005). En renfærdig musikalsk fortolkning af H.C. Andersens længselsfulde tekst, hvor selv sorgen bliver skøn og døden er kærlighed.

Trine Boje Mortensen er Promotion Manager hos Edition Wilhelm Hansen og musikskribent som specialiserer sig i ny kompositionsmusik.

Release date: 
januar 2016
Cat. No.: 
6.220629
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313162963
Track count: 
18

Credits

Indspillet i DR Koncerthuset, Studie 2, 30.-31. oktober og 1.-2. november 2013 samt i Garnisons Kirke 5. february 2014 (track 1)
Producer: Preben Iwan
Teknik, redigering, mix og mastering: Preben Iwan
Executive choir producer: Ivar Munk

Optaget i 88.2 kHz/32bit,
Microphone main array: 3x DPA 4006TL
Pyramix DAW system with with AX24 /Preamps and Tango Controller.
Monitored on B&W 802 Diamond speakers

Grafisk design: Denise Burt, elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen, www.ewh.dk

Dacapo takker Dansk Komponistforening Produktionspulje / KODAs Kulturelle Midler og Dansk Musikforlæggerforening (DMFF) for støtte til produktionen

randomness