Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Terra

Wayne Siegel

Terra

Anne-Mette Skovbjerg, Christina Dahl, Niels-Ole Bo Johansen

Wayne Siegel (f.1953) er en dansk bosiddende californisk komponist og pioner indenfor interaktionen mellem computere og akustiske instrumenter. Titelværket på denne CD er opbygget udelukkende af en sangerindes stemme, som er omskabt til perkussive elementer, udstrakt til lange meloditoner eller sammensmeltet med andre akustiske lyde. Andre fascinerende effekter på dette album omfatter elektroniske kanons, lyd-etager og forsinkede ekkoer, som alle fremviser de akustiske soloinstrumenter i nyt perspektiv.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,5055,80 kr.
    €7.49 / $8.15 / £6.38
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
"It is an ambient, peaceful work concerned primarily with echoes."
Kraig Lamper, American Record Guide
Total runtime: 
50 min.
Siegel og elektronikken af Kristian Hverring

Wayne Siegel er født i Los Angeles i 1953. I 1971 påbegyndte han studier i komposition og filosofi ved University of California i Santa Barbara. Efter tre år besluttede han sig for at rejse til Danmark for at færdiggøre sin uddannelse under Per Nørgård. Efter han i 1977 færdiggjorde sin komponistuddannelse ved det Jyske Musikkonservatorium valgte han at blive i Danmark og arbejde som freelance komponist. Siden 1986 har Siegel været leder af DIEM (Dansk Institut for Elektronisk Musik) i Århus og en stærk fortaler for den elektroniske musik i Danmark. I 1994 var DIEM, med Siegel som formand, vært for den årlige internationale konference for computermusik ICMC (International Computer Music Conference). Da DIEM i 2003 blev en del af det Jyske Musikkonservatorium udnævntes Siegel til professor i elektronisk musik. Den første og, indtil videre, eneste i Danmark. Wayne Siegel har skrevet musik til mange danske og internationale orkestre og ensembler, bl.a. den amerikanske strygekvartet Kronos Kvartetten, der ofte arbejder med værker der integrerer klassisk instrumentering og elektroniske virkemidler.

Naturligt nok har Wayne Siegels musik dybe rødder i den amerikanske musiktradition. Som barn og ung var han påvirket af, i første omgang, folk, men senere også blues og avantgarderock som fx Frank Zappa. Komponisterne Steve Reich og György Ligeti, samt amerikansk minimalisme, har haft en stor indflydelse på Siegel, og det er oftest i en sådan sammenhæng, han placeres. De tidlige indtryk fra mere populære genrer er gradvist blevet tydeligere, og det er måske en af årsagerne til, at Siegels musik tit fremstår mere umiddelbart imødekommende end meget anden såkaldt moderne kompositionsmusik.

Wayne Siegel har ofte arbejdet med kanon som musikalsk krumtap. Rosewood Afternoon (1980) på denne udgivelse, Autumn Resonance (1979), Domino Figures (1979) og Devil's Golf Course (1986) er eksempler på værker, hvor han har udforsket kanonteknik, både frembragt ad elektronisk vej, men også, helt traditionelt, ved at benytte flere musikere. Domino Figures er et guitarværk skrevet for fra 10 til 100 guitarer! En fremførelse med 105 guitarister i anledning af TV2's fem års fødselsdag i 1993 gav Siegel en plads i Guinness Rekordbog. Værkets titel henviser til den måde, musikalske figurer vandrer gennem guitarensemblet som faldende dominobrikker.

Computeren og andre instrumenter fra elektronisk musik anvendes flittigt i Siegels produktion. Han har skrevet talrige værker, der blander klassisk instrumentarium med ny teknologi. Interaktiv computermusik, dvs. musik hvor mennesker interagerer med computere i den kreative proces, er et felt Siegel har udforsket intenst siden 1990'erne, det være sig inden for moderne dans, musik eller installation. Han har både bidraget med forskningsarbejde og komponeret værker, der baserer sig på interaktivitet. Et af hans mest ambitiøse værker er den to timer lange science fiction-opera Livstegn (1993‑94), med libretto skrevet af Siegels kone, forfatteren Elisabeth Siegel. I værket indgår fire sangere, ni musikere og et antal computere, der afvikler interaktiv software til styring af musik, computergrafik og live video.

Siegel bor sammen med sin familie og en allike ved navn Alice. Alice har spillet en central rolle i Jackdaw (allike på engelsk) fra 1995, hvor optagelser af dens tale\ og sang optræder i samspil med en basklarinet. Udover at komponere for akustiske instrumenter, computere og små kragefugle, er Siegel en ivrig kajakroer der arbejder hårdt på sin "grønlændervending". Som amerikanskfødt bosiddende i Danmark opfattes Wayne -Siegel i USA som europæer og i Danmark som amerikaner. Det er et kendetegn ved Siegels arbejde og hans person, at han gerne lader tilsyneladende fremmede verdener mødes. Derigennem skaber han en dialog, der trods de indbyggede forskelligheder formår at kommunikere direkte og imødekommende.

Terra er et værk i tre satser for mezzosopran og computer med tekst af Wayne Siegel. Det er oprindeligt bestilt af den danske mezzosopran Helene Gjerris i 2000 med støtte fra Statens Kunstfond og senere opført af Christina Dahl ved flere lejligheder.

Værket er udelukkende opbygget af sangerindens stemme. Den er naturligvis tydelig i lydbilledet, men hvad der måske kan være sværere at gennemskue er, at den underliggende musik også er skabt ud fra sangerindens vokal ved hjælp af digital signalbehandling. Optagelser af vokalisten, der synger og læser op, er blevet værkets grundstof. Hendes tale har Siegel f.eks. omskabt til perkussive elementer eller udstrakt til meloditoner ved hjælp af såkaldte kamfiltre, en speciel type digitalt filter, der kan skabe toner ud af snart sagt alle lyde. En særlig teknik har også været brugt til at blande stemmens egenskaber med andre lyde, bl.a. en kirkeklokke, for at skabe en ny klang, der kunne minde om en talende kirkeklokke.

Terra kan opleves som en science fiction-film for ørene hvor sangerinden, som filmens hovedperson, befinder sig i en tilstand mellem drøm og virkelighed. Hun er søgende, på jagt efter noget hun har mistet, noget flygtigt, som konstant bevæger sig lige uden for hendes synsfelt. Et bølgende dirrende mørke omslutter hendes sørgmodige sang. En truende understrøm ligger hele tiden under overfladen og truer med at bryde frem. I værkets anden del vågner hovedpersonen kortvarigt fra sin drømmelignende tilstand og spørger: "Did you change the channel?". Spørgsmålet kastes tilbage som ekkoer, en eskalerende spiral af syntetiske stemmer, hendes egen stemme kopieret og forvrænget. Hun synker tilbage i sit mørke. Hun er igen i drømmen og hører ikke de fjerne kirkeklokkers hilsen til morgensolen.

Bloopers er bestilt til danseforestillingen Fraklip (2008) af koreografen Louise Friis med støtte fra Statens Kunstfond. Forestillingens tema er ønsket om at kunne bortredigere de pinlige episoder i ens liv, som var det et højglanspoleret underholdningsprogram på TV. Ønsket om at fremstå fejlfri og overskudsagtig, stilfuldt påklædt og med ny funklende rød læbestift i al slags vejr, og med en dynamisk frembrusende underlægningsmusik, der understreger ens uimodsigelige autoritet og sexappeal. Det gælder kort sagt om at bevare facaden for enhver pris. Selvbedraget er nødvendigt for at illusionen kan opretholdes. Problemet er bare at denne underlægningsmusik konstant er på sammenbruddets rand. Musikken fremstår som et kludetæppe af TV-jingles og kendingsmelodier, bølgende op og ned i tempo, som et søsygt videobånd hastigt på vej til at blive båndsalat. Siegel har uddraget en præcis dna-prøve af arketypisk TV-musik og skabt en ny mutant i et elektronisk værk, der effektivt understreger den fremmedgjorte og paniske stemning i forestillingen.

"Bloopers" er engelsk slang for når det går helt galt for åben skærm og rullende kamera. I forestillingen vrider og snor tre kvinder i noble spadseredragter sig, i et mere og mere desperat forsøg på at slippe ud af deres fejlbehæftede eksistens. Uanset hvor meget de anstrenger sig, er det dog ikke muligt for dem at undslippe, og i forestillingens sidste scene hænger kvinderne i et stort hvidt net, udstillet for publikum og fanget i denne verdens uundgåelige og knap så glamourøse realitet.

Rosewood Afternoon for guitar og elektronik er et godt eksempel på Wayne Siegels brug af delay (elektronisk ekko) som virkemiddel for soloinstrument, i dette tilfælde guitar. Man kunne også nævne Autumn Resonance (1979) for klaver og elektronik. Soloinstrumentet spiller op imod sit eget ekko, der kommer til at indgå som en integreret del af instrumentets klang, og resultatet er en form for elektronisk kanon.

Sammensmeltningen af instrumentet og delayets repeterende mønstre skaber tilsammen lag af toner og harmonier, som changerende glider ind og ud af hinanden. Denne vekselvirkning udvider instrumentets umiddelbare musikalske potentiale, og muliggør klanglige og rytmiske strukturer af en højere kompleksitet end man sædvanligvis kan opnå på det pågældende instrument alene.

I Rosewood Afternoon danner delayet guirlander af kontinuerligt foranderlige ornamenteringer om Anne-Mette Skovbjergs guitar. Perlende løb springer som stråler ud i skiftevis højre og venstre højttaler og spejler guitarens fraser. Tankerne ledes i retning af Steve Reichs konstant cykliske "lag på lag" teknik, hvor forløb af forskellig længde og med forskudt indsats gentages oven i hinanden med det resultat, at de hele tiden overlapper på nye og overraskende måder. Ekkoets gentagelser lægger sig oven i nyligt an-slåede toner, og der dannes nye lag af harmonier og skiftende rytmiske permutationer.

I første del benyttes delayet især som klangligt virkemiddel, mens der i  anden del fokuseres på delayets rytmiske muligheder. Hastigheden hvormed delayet repeterer -guitarens toner etablerer musikkens rytme, og nye fraser spilles så de passer ind i -delayets pulserende cyklus.

Jericho 2.0 for to basuner og computer er bestilt af Niels-Ole Bo Johansen med støtte fra Statens Kunstfond. Man kan høre værket som en tempofyldt og humoristisk rutsjebanetur, hvor de to basuner spiller på Biblens beretning om Josuas kraftfulde horn der væltede byens mure. Den elektroniske del af værket repræsenterer Jeriko, en dynamisk skabning, der metallisk raslende og klirrende drøner derudad i hektisk aktivitet, mens den kæmper for at blive stående oprejst. Flere gange lyder det som om det lykkes for basunerne at få muren til at styrte i grus. Enkelttoner og korte fraser kastes frem og tilbage mellem de to basuner i en hoppende dans. Som en konkurrence mellem to jonglører, hvor det gælder om at holde de fælles bolde i luften længst muligt.

Byen Jeriko ligger på Vestbredden nær Jordanfloden, i det der tidligere hed Palæstina. Der er fundet tegn på menneskelig tilstedeværelse så langt tilbage som 9000 år før Kristi fødsel, og byen menes at være en af de ældste bosættelser i verden. Jeriko nævnes mere end 70 gange i den hebraiske bibel. Et af skriftstederne beskriver hvordan israelitterne, anført af Josua, belejrede Jeriko. På belejringens syvende dag styrtede byens mure i grus ved lyden fra Josuas hornblæsere, og israelitterne erobrede byen.

Halvvejs igennem værket skifter stemningen radikalt, og basunerne lyder nu som sirener over et ødelagt og trøstesløst bylandskab. Jerikos mure er styrtet i grus, og håbet har forladt byen. Men inden længe vender energien tilbage. Basunernes løb bliver endnu engang hurtige og staccato. Dansen fra før starter på ny. Muren står igen oprejst, med nød og næppe - det knager i fugerne og knitrer i de elektroniske kredsløb - ikke desto mindre står den der igen, trods basunernes forsøg på at blæse den omkuld. På samme måde som Jeriko altid har rejst sig efter talrige gange at være blevet løbet over ende.

Kristian Hverring (Krishve) er komponist, performer og lyddesigner. Han arbejder ofte med improviseret elektronisk musik og studerer elektronisk musik ved Det Jyske Musikkonser-vatorium.

"\

Release date: 
januar 2012
Cat. No.: 
8.226566
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943656624
Track count: 
4

Credits

Indspillet på DIEM, Det Jyske Musikkonservatroium, Aarhus, i marts 2011
Producer: Wayne Siegel
Teknik: Wayne Siegel, Morten Elkjær og Thomas Qvist Nielsen

Grafisk design: Mark Millington Associates, www.mark-millington.com

Dacapo Records ønsker at takke Dansk Komponist Forenings produktionspulje/KODAs fond til sociale og kulturelle formål

randomness