Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Værker for guitar

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    111,60 kr.

Køb af download på vej

Poul Ruders

Værker for guitar

Jesper Sivebæk, Ensemble Fyn, Kiki Brandt

Poul Ruders' (f. 1949) musik kendetegnes ved en udtalt vilje til udtryk. Den er stilistisk afvekslende og præges af et vidtspændende udtryksregister. Ruders' kunstneriske udvikling har ført ham i forskellige stilistiske retninger, som det mere end anes i de værker, der er repræsenteret på denne cd: tre for sologuitar, et for sangstemme til guitarakkompagnement og to for ensemble. Tidsmæssigt spænder cd’en fra 1973 til 1996.

Poul Ruders
Psalmodies Suite for solo guitar (1990)
Duration
1 Entrance for One 2:01
2 Cadenza for One 2:00
3 Prayer 3:01
4 Exit for One 2:49
Poul Ruders
Chaconne for solo guitar (1996)
Duration
5 Chaconne for solo guitar (1996) 4:26
Poul Ruders
Jargon for solo guitar (1973)
Duration
6 Jargon for solo guitar (1973) 13:20
Poul Ruders
Pestilence Songs (1975)
Duration
7 I Adieu, farewell earth's bliss! 3:00
8 II Rich men, trust not in wealth 2:47
9 III Beauty is but a flower 1:40
10 IV Strength stoops unto the grave 1:48
11 V Wit with his wantonness 1:53
12 VI Haste, therefore, each degree 2:43
Poul Ruders
Diferencias (1980)
Duration
13 Diferencias (1980) 7:37
Poul Ruders
Rondeau (1976)
Duration
14 Rondeau (1976) 8:56
Total runtime: 
58 min.
POUL RUDERS

Poul Ruders’ musik kendetegnes ved en udtalt vilje til udtryk. Den er stilistisk afvekslende og præges af et vidtspændende udtryksregister. Ruders’ kunstneriske udvikling har ført ham i forskellige stilistiske retninger, som det mere end anes i de værker, der er repræsenteret på denne cd: tre for sologuitar, et for sangstemme til guitarakkompagnement og to for ensemble. Tidsmæssigt spænder cd’en fra 1973 til 1996.

Det var oplevelsen af Krzysztof Pendereckis ny-ekspressive modernisme, specielt værket Threnos fra 1960, der satte den unge Poul Ruders i gang som komponist. Debuten, klaverværket Tre breve fra den ukendte soldat (1967), viser med al tydelighed den polske inspiration, en stil som dog snart blev afløst af inspiration fra andre sider.

Sidst i 1960’erne var dansk musik inde i en interessant postseriel udvikling kende-tegnet ved begreber som ‘ny enkelhed’, ‘stilpluralisme’ m.v. Ruders modtog i begyndelsen af 70’erne mærkbare impulser fra den jævnaldrende Karl Aage Rasmussens særlige citat-stil, sædvanligvis omtalt som ‘musik på musik’, og fra Peter Maxwell Davies’ musikteatralske værker. Især sidstnævntes brug af førklassisk musik gav inspiration til en særlig Rudersk ‘middelalderstil’, hvis mest spektakulære frugt blev pasticheværket Middel-aldervariationer fra 1974, et stykke burlesk middelalder-verfremdung midtvejs mellem komposition og arrangement. Lige så centralt, men af andre grunde, står imidlertid den klaversonate, hvormed Ruders gik ind i årtiet: Dante-Sonaten (1970), som i stil og indhold peger frem mod de senere ‘abstrakte dramer’ for orkester, f.eks. Saaledes saae -Johannes (1984). Guitarstykket Jargon fra 1973 arbejder med citater à la Karl Aage Rasmussen, mens Pestilence Songs (1975), Rondeau (1976) og Diferencias (1980) på forskellige måder bearbejder historisk musik fra hhv. renæssancen, middelalderen og barokken.

Perioden 1970-80 var Ruders’ læreår. De første modne værker blev til omkring 1980: kammerkoncerten for ni instrumenter, Four Compositions (1980), og den vidunderlige neobarokke violinkoncert nr. 1 (1981), begge mønstereksempler på karakteristisk Rudersk ‘uforudsigelighed’, idet kammerkoncerten beherskes af en slags abstrakt ekspressionisme, mens violinkoncerten gennemsyres af en transparent, solfyldt neoklassicisme. Mesterværket Manhattan Abstraction for stort orkester fulgte i 1982, et værk hvormed Ruders endegyldigt satte aftryk i musikhistorien.

Siden 1974 har Ruders arbejdet med en særlig opfindelse: vekselringningsteknikken. Idéen hertil fik han ved læsning af Peter Wimsey-romanen De ni klokkeslag af Dorothy L. Sayers, hvori de engelske klokkeres ‘change ringing’ spiller en afgørende rolle for plottet. Vekselringningstabellerne, viste sig – når de blev sat til at regulere fåtonige musikalske motivers stadigt varierede gentagelsesmønstre – at være velegnede til at skabe lange musikalske forløb, hvori også impulser fra minimalismen gør sig gældende. Ruders’ minimalisme er imidlertid dramatisk, ja aggressiv, og således væsensforskellig fra den amerikanske minimalisme. Vekselringningstabellernes konstant skiftende rækkefølger og komponistens ofte sindrige manipulationer med sit diatoniske materiale minder tillige om serialismen. Specielt er dette tilfældet i værker, hvor Ruders arbejder med et mere abstrakt tonemateriale à la det, som kendes fra seriel musik – omend han ikke kunne drømme om at komponere med egentlige tolvtonerækker. Derimod kendetegnes hans lange række af motoriske kammermusikstykker for vekslende besætninger, f.eks. Wind-Drumming, Cha Cha Cha, Alarm, Break-Dance, Regime og Tattoo for Three ved et udtalt minimalistisk schwung.

Hvad det udtryksmæssige angår, er der med Ruders’ egen formulering tale om ‘billedskabende associationsmusik’. Ruders omtaler ofte sine værker som ‘akustiske lærreder’ eller ‘abstrakte dramer’. Musik og billede hører uløseligt sammen i hans musikalske verden.

I 1980’ernes værker tonede en mere homogen Ruders-stil frem. Ruders søgte indad mod en mere personlig musik af neoekspressionistisk / neoromantisk tilsnit. Det første værk, som utvetydigt viste denne orientering, var det udvendige, gotiske orkesterstykke Saaledes saae Johannes (1984). Partituret indledes med et ‘program’ à la Berlioz-Strauss i form af et længere citat fra Johannes’ Aabenbaring. Værket udmærkes i øvrigt ved en virtuos orkesterbehandling, der tåler sammenligning med Strauss. Tilsvarende gotiske inspirationer lå til grund for Corpus Cum Figuris (s.å.) og Nightshade (1987). Beslægtet med disse værker er endvidere den stort anlagte Dramatrilogi (1987-88), tre solokoncerter – heriblandt cellokoncerten Polydrama, der er et af de smukkeste eksempler på den neoekspressionistiske stil, og symfonien Himmelhoch jauchzend – zum Tode betrübt i fire satser, der under stor opmærksomhed blev uropført af BBC’s symfoniorkester i Royal Albert Hall i London i efteråret 1990.

Ruders’ suveræne beherskelse af orkestret har skabt respekt om hans navn i ind- og udland, som det kan aflæses af værkbestillingerne fra ensembler og koncertinstitutioner som London Sinfonietta, Ensemble InterContemporain, BBC, Speculum Musicae (New York), Riverside Symphony Orchestra (New York), Det Kongelige Teater, Berlins filharmoniske orkester og New Yorks filharmoniske orkester. I 1996 opnåede Ruders som den første danske komponist at få et værk spillet ved The Last Prom i Royal Albert Hall. Værket var Concerto in Pieces, en række variationer over et tema af Purcell, der er en brillant komponeret pendant til Benjamin Brittens da 50 år gamle The Young Person’s Guide to the Orchestra.

Efter 1990 har de kompositoriske højdepunkter været den mesterlige violinkoncert nr. 2 (1991), Soltrilogien (1992-95), symfoni nr. 2 (Symfoni og forvandling, 1996), Serenade on the Shores of the Cosmic Ocean for accordeon og strygekvartet (2004) og to operaer: den science fiction-lignende Tjenerindens fortælling, hvis opsigtsvækkende premiere fandt sted på Det Kongelige Teater i foråret 2000, og grotesken Kafka’s Trial, som blev skrevet til Operaens indvielse i 2005. Fra disse år stammer guitarværkerne Psalmodies Suite i tre satser (1990) og Chaconne (1996).

Symfoni og forvandling er vel nok 90’ernes hovedværk. I dette sindrigt komponerede værk viser Ruders med stor kompositorisk konsekvens mulighederne i 1990’ernes nye kompositionsteknik, ‘minimorfose’. Med minimorfoseteknikken har Ruders videreudviklet sin vekselringningteknik på en sådan måde, at musikkens mindste bestanddele (motiverne eller “klokkerne”), som reguleres af taltabeller, nu konstant modulerer. Som følge heraf kastes motiverne og musikken som sådan ud i en uendelig forvandling (heraf symfoniens navn). Vekselringningen har med minimorfosen fået nye, fantastiske dimensioner.

Værkerne

Psalmodies Suite

De tre guitarstykker, som udgør “Psalmodies Suite”, indgår også i “Psalmodies” for guitar og ni instrumenter, der er en kammerkoncert eller koncertsuite i 11 satser.

Ordet ‘psalmodies’ går tilbage til det oldgræske psalmoidia, der betyder ‘sang til harpeledsagelse’, men er også beslægtet med psallein, ‘at spille på strenge med fingrene’ – som på en guitar. Komponisten understreger i forordet i partituret, at hans værk trods titlens forbindelse til ordet psalter ikke har noget specifikt religiøst indhold eller sigte.

Chaconne

Chaconne for sologuitar blev komponeret i 1996 som et slags appendiks til det mere omfattende værk, Etude & Ricercare fra 1994, og er tilegnet David og Becky Starobin. Førstnævnte uropførte stykket ved en koncert på kunstmuseet Louisiana nord for København i sommeren 1997.

Chaconnen bygger på et seks takter langt tema, som gentages i varierede udformninger et antal gange. Der anvendes minimor-fose-teknik, og hver af temaets takter udgør én “klokke”. Formen er todelt. I anden del, fra takt 42 (midtvejs), spilles “klokkerne” bagfra.

Udover klokke-ostinatet høres desuden et frit behandlet bas-ostinat, som forfra består af tonerne A – d – E – A – d og en akkord (Bb7/F ). Disse toner anvendes flittigt gennem hele kompositionen. Flere gange fremkommer de automatisk, men for det meste anbringes de i takter, hvor de samklangsmæssigt kan passes ind.

Jargon

Dette stykke for sologuitar er stykket sammen af brokker fra musikkens “dagligsprog” og fik derfor titlen “Jargon”. Ruders ville med stykkets montageagtige sammenføjninger af kun delvis genkendelige citater fra underholdningsmusikken skabe en slags ‘stream of consciousness’ i lytterens hjerne. Han har også sammenlignet “Jargon” med et kubistisk portræt, ‘hvor næsen sidder omme i nakken og øjnene nede på hagen’. Citaterne danner en 15 minutter lang kæde af øjebliksbilleder, hvor den indledende C-dur-akkord fungerer som et ofte genkommende signal. Efter mange noder ender “Jargon” med en sortie i form af en lille pariservals, der er lige så charmerende, som den er uventet.

Pestilence Songs (Pestsange)

De seks sange er komponeret i 1974 til den engelske renæssancedigter Thomas Nashes klagedigt, “Litany in Time of Plague”, om den sorte døds hærgen i London. Ifølge komponisten er “Pestilence Songs” et pasticheværk, en slags melodrama, der kombinerer så umage størrelser som renæssancemusik og kabaret.

Sangene er pasticher i en Dowland-lignende elizabethansk stil med tilføjne, mere nutidige dissonanser. De bindes sammen af et kort omkvæd i sangstemmen på ordene Lord, have mercy on us!, som også afslutter kompositionen.

Strength stoops og Wit with his wantonnes har ekspressionistiske træk. (I førstnævnte sang høres et humoristisk citat af Big Ben-klokkerne i London). Beauty is og Rich men er smukke stilkompositioner, mens den afsluttende sang – overraskende – introducerer en kabaretagtig fransk chanson. Sang nr. 1, Adieu, farewell, er særlig interessant på grund af den måde, dens enkle, pastiche-prægede materiale behandles på. Sangeren gentager de samme fire toner med uændret rytmisering, mens guitarens akkorder bytter plads og ændrer rækkefølge på en måde, som Ruders i senere værker satte i system i sin såkaldte vekselringningsteknik (nærmere omtalt ovenfor, s. 11 og 13). Guitarens dybe E-streng er stemt ned til D for at muliggøre akkompagnementets talrige dybe D’er.

Diferencias

“Diferencias on a Beloved Tune by J. S. Bach” lyder det otte minutter lange sinfoniettastykkes fuldstændige titel. ‘Diferencias’ er et spansk ord, der betyder ‘variationer’. Og variationer er, hvad det forholdsvis enkle værks accentueringer, forskydninger og vekslende instrumentale farvelægninger byder på.

Som tema valgtes et udsnit på fire takter af J. S. Bachs velkendte salmeudsættelse “Jesu bleibet meine Freude”, der afslutter kantate nr. 147, “Herz und Mund und Tat und Leben”. Stykket er derfor både ‘musik på musik’, “dekomposition” og neoklassik. Partituret indledes med 14 ord på engelsk, der stammer fra komponisten John Cage:

I have nothing to say and I am saying it and that is poetry

efterfulgt af en anden amerikaner, digteren Edwin Morgans 14 variationer over Cage’s 14 ord, der begynder således:

I have to say poetry and is that nothing and I am saying it

I am and I have poetry to say and is that nothing saying it

I am nothing and I have poetry to say and that is saying it

etc.

og slutter:

Saying poetry is nothing and to that I say I am and have it

Morgan permuterer Cage’s ord ved at ændre deres rækkefølge 14 gange – og nøjagtig sådan har Ruders også komponeret sit stykke. “Diferencias” består af (ikke 14, men) en lang række variationer – eller bedre: permutationer – af de (igen ikke 14, men) 12 små motiver, som Ruders inddeler Bachs tema i. Temaet og dets første fem permutationer spilles af pianisten, som med pedalen i bund gennem hele stykket gentager den stadigt varierede Bach-melodi med højre hånd. Først med indførelsen af koralen “Jesu bleibet meine Freude” kort før slutningen spilles med begge hænder.

Efterhånden sættes de øvrige instrumenter ind, først vibrafonens klokkelyde, siden træblæserne (fløjte og klarinet), strygerne (violin og cello) og til sidst guitaren. I begyndelsen nøjes instrumenterne med at fordoble klaverets toner på skift, men gradvis øges deres selvstændighed.

Rondeau

Dette værk for syv musikere og dirigent bygger på en middelalderlig rondeau (en dansevise). Det er et typisk eksempel på den middelalderstil, som Ruders dyrkede i 1970’erne.

Instrumentariet er særdeles spraglet og omfatter:

Piccolo- og altfløjte samt melodica

Klarinet og basklarinet samt melodica

Violin og mandolin

Cello

El-guitar

Slagtøj: Klokker. klokkespil, cymbales antiques og stemte gonger.

3 congaer, stor tam-tam, steel drum, stor metaltønde (oil drum), fodboldfløjte, skralde, vibrafon og bornholmerur (eller metronom)

Flygel og cembalo

Teksten til den gamle rondeau er aftrykt i partituret med en bemærkning om, at de brudstykker, som musikerne synger undervejs i stykket, i øvrigt med stor komisk effekt, skal udtales på moderne fransk. Alle musikerne, men især slagtøjsspilleren, synger efter en fælles stemme, som er anbragt på et nodesystem midt i partituret. Sangen hakkes imidlertid i stykker og bliver derfor nærmest uforståelig.

“Rondeau” er en lige-på-og-hårdt groteske, som afvikles i et næsten konstant fortissimo. Foredragsbetegnelsen lyder: Noisy & Brutal, Mechanical. Efter Ad libitum-begyndelsens præsentation af den middelalderlige melodi går det løs med det, der teknisk set er en cantus firmus-bearbejdelse, omend melodien i høj grad dekomponeres og konstant afbrydes af “skæve” pauser.

Per Erland Rasmussen, 2008

Release date: 
august 2008
code: 
8.226542
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943654224
Track count: 
14

Credits

Inspillet i koncertsalen på Det Fynske Musikkonservatorium, maj 2007 samt januar og februar 2008
Producer: Erik Kaltoft (Rondeau og Diferencias) og Torben Sminge
Teknik: Branko Djordjevic (Rondeau) og Torben Sminge

Cover billede: Denise Burt
Grafisk design: elevator.dk

Udgiver: Edition Wilhelm Hansen AS, , undtagen Rondeau (Engstrøm & Sødring) og Pestilence Songs, sidste sang: Musik af Gaston Claret (SACEM), arrangeret af Poul Ruders, copyright © 1932, 1974 af Editions Salabert, Paris. For Skandinavien og Finland: Edition Wilhelm Hansen AS, København; for resten af verden: Universal/MGB Music Publishing.

Denne CD er blevet til i samarbejde med Det Fynske Musikkonservatorium