Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Granito y arco iris

Niels Rosing-Schow

Granito y arco iris

Århus Sinfonietta, Jean Thorel, Guillaume Hodeau

Det mest konstante tema i komponisten Niels Rosing-Schows musik er naturen. Han er fascineret af bølgernes mønstre, vindens bevægelse og kontrasterne mellem lys og mørke, og ofte afleder han sine musiks strukturelle mønstre fra disse naturfænomenernes visuelle fremtræden. Denne samling af nye kammer- og orkesterværker fremviser Rosing-Schows subtile fornemmelse for instrumental farvelægning og hans udpræget ’organiske’ tilgang til det at komponere.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,5055,80 kr.
    €7.49 / $8.15 / £6.38
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Total runtime: 
61 min.
Niels Rosing-Schow

Niels Rosing-Schow (f. 1954) hører til de komponister, hvis egenart bliver tydeligere, jo mere man lærer musikken at kende. Han dyrker ikke effektjageri eller indtager iøjnefaldende positurer. Hans mest konstante tema er naturen – om end ikke i nogen blot pittoresk eller romantisk-sentimental forstand. Han er fascineret af bølgernes mønstre, vindens bevægelse og kontrasterne mellem lys og mørke. I lighed med den græske komponist Iannis Xenakis (som Rosing-Schow beundrer dybt), afleder Rosing-Schow ofte sine værkers strukturelle mønstre fra naturfænomeners visuelle fremtræden. Oprindelig benyttede han – også i lighed med Xenakis – elektroniske virkemidler som redskaber til at omsætte disse mønstre i lyd, men med tiden er han blevet i stand til at forlade sig på en mere instinktiv form for teknik. Når først det grundlæggende billede er på plads, leder øret vejen. “Mit udgangspunkt er altid noget hørt,” siger han. I den videre proces kan der indgå en god del teknisk og intellektuel forfinelse. De franske “spektral-komponister” har haft indflydelse på ham (Tristan Murails forelæsninger ved Centre Pompidou i 1987 gjorde et stærkt indtryk på Rosing-Schow), i særdeleshed deres forståelse af sammenhængen mellem harmonik og instrumenternes klangbillede. Men for Niels Rosing-Schow ikke så meget en åbenbaring som en bekræftelse af hvad han allerede selv havde følt og var begyndt at arbejde med. “Jeg har altid følt, at jeg ikke kan adskille harmonik og lyd,” siger han. Det er en tænkemåde, som kunne kaldes ‘organisk’, et ord som ofte bruges til at beskrive de overgange og klangopbyggende processer, man møder hos Jean Sibelius, som Rosing-Schow også føler en væsentlig forbindelse med. Så det er fascinerende at opdage, at Sibelius også har været en vigtig skikkelse for flere af de franske spektral-pionerer – en cirkel synes at være sluttet.

Cirkel- og bueformer viser sig ofte i Rosing-Schows musik. En ganske særlig form for naturlig bue fremgår af selve titlen på Granito y arco iris (1999) – (Granit og regnbue) – som er skrevet til bandoneon-virtuosen -Alicia Petronilli og Storstrøms Kammerensemble. Titlen stammer fra et udtryk, hvormed Virginia Woolf beskrev, hvad hun ønskede at opnå i sine romaner, men det fik Rosing-Schow til at tænke i mere personlig retning: regnbuen som det urørlige, sanseligt-atmosfæriske element, granitten som den massive konstruktion. Til slut kan bandoneonens udholdte tone--clustre høres som en form for ‘horisont’, med overtonerækken, som rejser sig over den som en næsten visuel afbildning af en regnbue. Men Rosing-Schow er bevidst om at undgå, hvad han kalder “naiv” visualisering: det er det musikalske resultat, som betyder noget. Selv om bandoneon-stemmen er krævende, er Granito y arco iris ikke en solokoncert; motiver og klangfarver væver sig konstant ind og ud mellem solisten og ensemblet, og solistens rolle i forhold til ensemblet er som “den første blandt ligemænd”.

Titlen på Orbis (2002) fremmaner cirkelformer endnu mere direkte. Stykkets form kan i sig selv beskrives som en cirkel: Orbis begynder og slutter med den samme udholdte violintone, gis, således at – som Rosing-Schow antyder – når man når til slutningen, kunne musikken godt begynde forfra. Værket er tilegnet den franske dirigent Jean Thorel og udnytter besætningen i hans strygerensemble – fem violiner samt to bratscher, to celloer og en kontrabas. Ikke desto mindre antydes en klassisk barokform – fugaen – i midterdelen, som begynder med et komplekst rytmisk ‘tema’ i basserne og bygges op igennem imitation. Tilstedeværelsen af mere eller mindre klart definerede afsnit i Orbis er usædvanlig for Rosing-Schows senere værker. Normalt foretrækker han en form for gradvis transformationsproces, hvor én slags musik glider over i en anden – ofte igennem hvad han kalder et “brud”, som når en bølge brydes. På trods af de stærke kontrastelementer her føler man det dog stadig, som at musikken i den fuga-lignende midterdel vokser ud af det foregående. Tankegangen forbliver grundlæggende organisk.

Equinoxe (2003) (Jævndøgn) er det oplevelsen af modsætningen og den midlertidige balance mellem lys og mørke, som afstedkommer den underliggende musikalske struktur. Lyse klange i de indledende faser (piccolo--fløjte, klarinet, vibrafon, crotales) viger hen imod slutningen gradvis for mørkere farver (altfløjte, basklarinet, stortromme, lave harpetoner). Præcis de akkorder, som i begyndelsen antyder lys, bliver efterhånden omgjort til at formidle forestillingen om mørke – lysets modsætning. I en kort periode i værkets centrum er de to stridende kræfter i balance, som dagslys og nattemørke er det ved forårs- og efterårs-jævndøgn – dette sted i stykket markeres ved basklarinettens indtræden, hvorefter den går ned til et dybt H. Men til slut sejrer natten. Den poetiske ide er sammenfattet i en linje fra den danske digter Uffe Harders Vinter-suite som er optrykt i partituret: “Mørket skyder sig langt ind over dagen.”

De første tre værker på denne plade demonstrerer Niels Rosing-Schows mesterlige behand-ling af små ensembler. Udtrykskraften og den nuancerede rigdom hvad angår klang og tekstur i disse stykker kan forlede lytteren til at tro, at han eller hun lytter til et lille orkester, snarere end et ensemble på ni eller ti musikere. Ikke desto mindre kan det overdådige lydbillede i Black Virgin (2004-05) for regulært orkester komme som en overraskelse. Rosing-Schow har her tænkt på de fascinerende, men også gådefulde “Sorte Madonna”-ikoner som findes i kirker og klostre over hele Europa og i nogle tilfælde menes at have overnaturlige kræfter. Der er antydet forbindelser til en linje i Højsangen i Bibelen – “Nigra sum, sed formosa” (Jeg er sort, men yndig) – men det er også muligt, at disse betagende smukke bille-der udspringer af en førkristen moder- -eller jordgudinde. “Det er det, som jeg gerne vil forestille mig,” siger Rosing-Schow. Et digt af den franske forfatter Gilles Gourdon med titlen Vierge noire bidrog med nogle værdifulde konkrete pejlemærker for komponisten, men det var en generel stemning af grænseoverskridende sanselig ekstase, som udgjorde den dybeste påvirkning. Nogle lyttere kan blive mindet om den polske komponist Karol Szyma-nowskis svulmende, mørktfarvede religiøse værker (Polen har en særlig fin Sort Madonna i den berømte hellig-dom i Czestochowa). Selv om Rosing-Schow ikke havde Szymanowski i tankerne, da han komponerede Black Virgin, hilser han sammen-ligningen velkommen.

Endelig arbejder orkesterværket Orichalk (2003-04) med en anden forhistorisk kilde: beskrivelsen i Platons dialog Timaeus af den forsvundne by Atlantis. Blandt dens mest bemærkelsesværdige særkender nævner Platon det værdifulde metal orichalk eller orikalk, som ligner guld af udseende, men er ualmindelig bøjeligt og i stand til at omdannes til mange forskellige former, hvorfor indbyggerne i Atlantis ærer det i næsten religiøs grad. Rosing-Schow indrømmer gerne, at han her havde en form for ‘historie’ i tankerne. I begyndelsen samles indbyggerne i Atlantis til en rituel højtidelighed. I den langsommere midterdel kan man forestille sig, at metallet bliver opvarmet, til det er flydende; efter en paukefanfare begynder det derefter at størkne til en ny form – måske en klokke, men i alle tilfælde en genstand som kan afstedkomme den form for “spektrale” efterklange som står centralt i Rosing-Schows harmonisk-klanglige tænkemåde. Igen er forestillingen om transformation, om én slags musik som glider over i og bliver til en anden, central. “Grundlæggende er vores emotioner underkastet lignende principper. Også derfor tror jeg, at naturprocesser er modeller, der kan have mening for os i forhold til det, der foregår inde i os.”

Stephen Johnson, 2007

Release date: 
oktober 2007
Cat. No.: 
8.226535
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943653524
Track count: 
5

Credits

Indspillet i Frichsparken, Århus, 1.-3. maj(AaSO) og 22.-24. september 2006 (ÅS)

Producere: Morten Mogensen og Erik Kaltoft
Lydteknik: Claus Byrith
Grafisk design: Elevator Design
Publisher: Edition Wilhelm Hansen,

Dacapo Records ønsker at takke Dansk Komponist Forening/KODAs midler til Sociale og Kulturelle Formål; KODAs Kollektive Blankbåndsmidler og Musikforlæggerforeningen for økonomisk bistand til gennemførelse af produktionen