Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Violinværker

Knudåge Riisager

Violinværker

Johannes Søe Hansen, Christina Bjørkøe, Anne Ngoc Søe, Christian Ellegaard, Inger Ørbæk Lerch Høj, Inkeri Vänskä

Komponisten Knudåge Riisager (1897-1974) spillede selv violin, og skrev musik for instrumentet gennem hele sin karriere. Musik, som ligger strålende for violinen, og som viser komponistens spændende musikalske udvikling gennem næsten et halvt århundrede. På denne nye CD hører vi tidlige stykker fra teenageårene i København, værker fra studieårene i 1920ernes Paris og 1930ernes Leipzig - og ikke mindst den store sonate for to solovioliner fra 1951. Det er DR SymfoniOrkestrets koncertmester Johannes Søe Hansen, som sammen med sin søster Anne Søe Iwan, pianisten Christina Bjørkøe og tre unge debutanter fra Det Kongelige Danske Musikonservatorium har indspillet værkerne, der aldrig tidligere har været udgivet på CD.

Køb album Stream

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.13 / £14.98
    Køb
"Det er en berigelse for dansk musikliv, at en række musikere i vores førende symfoniorkestre også giver sig tid til at dyrke kammermusik med kolleger og venner - og at anstrengelserne kan bære så smukke frugter."
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
"The sound on this recording is extremely warm and enveloping, a model of how chamber violin should be captured in surround.", "Rarely have I heard such an engaging and thoroughly rousing set of sonatas."
Steven Ritter, Audiophile Audition
"With first class notes and recorded sound Riisager is in the finest of hands here."
Jonathan Woolf, MusicWeb International
"Rewarding", "Warmly expressive", "No less impressive are the artistry and dedication lavished on the programme by all the performers."
David Fanning, Gramophone
"Superbly performed and recorded."
Mark L. Lehman, American Record Guide
Total runtime: 
61 min.
Knudåge Riisager af Claus Røllum-Larsen

Knudåge Riisager blev født den 6. marts 1897 i Port Kunda i Estland, hvor hans far havde ladet opføre og nu ledede en cementfabrik. Ved ingeniør Smidths død i 1899 blev faderen kaldt hjem for at arbejde i København for F.L. Smidth & Co, og familien flyttede da til Frederiksberg, hvor Riisager boede resten af sit liv. Efter studentereksamen i 1915 påbegyndte han det statsvidenskabelige studium ved Københavns Universitet, hvorfra han i 1921 blev cand. polit. Fra 1925 til 1950 fungerede han som embedsmand, de sidste elleve år som kontorchef i Finansministeriet. Knudåge Riisager døde den 26. december 1974.

Sideløbende med denne regelrette administrative karriere udfoldede Riisager en frodig virksomhed som komponist, musikskribent og organisationsmand. Sin første undervisning i teori og komposition fik han af Otto Malling og efter dennes død i 1915 af Peder Gram. Det skulle blive et studieophold i Paris i 1923, som for alvor kom til at åbne den unge komponists øjne for de nye strømninger i samtidens musik. I Paris blev Riis-ager elev af Albert Roussel og Paul Le Flem, og påvirkningen fra det franske fornemmer man klart i hans kompositioner fra midten af 1920'erne. Medens værkerne fra årene op til 1921 har et nordisk lyrisk, sine steder Carl Nielsensk præg, så op-viser kompositionerne fra årene op til midten af 1930'erne foruden indflydelse fra franskmændene Rous-sel og Satie påvirkning fra Prokofiev, Honeg-ger, Bartók, og ikke mindst Stravinsky. Riisagers stærkt personlige stil skinner dog allerede igennem i værkerne fra disse år. Dette kommer således til udtryk i den nærmest provokerende anvendelse af sekunddissonanser, glæden ved det bitonale, det humoristiske, musikantiske islæt samt ikke mindst den for Riisager særegne orkestrering.

Hele denne udvikling kan aflyttes i værker som Ouverture til Erasmus Montanus og Sange til tekster af Sigbjørn Obstfelder, begge fra ca. 1920, Suite dionysiaque fra 1924 samt Variationer over et Thema af Mezangeau og T-Doxc. Poème méca-nique, begge fra 1926. Sidstnævnte værk med undertitlen Jabiru, mekanisk Digtning, er et musikalsk portræt af en dengang splinterny japansk flyvemaskinemodel. Værket er helt i pagt med tidens maskinmusik og som sådan et fint eksempel på den unge komponists internationale orientering og vilje til at eksperimentere.

Allerede i 1928 havde Riisager indledt sit samarbejde med balletten på Det Kongelige Teater, idet han dette år komponerede musikken til Elna Jørgen-Jensens ballet Benzin med scenografi af Robert Storm Petersen. Premieren på dette værk må, hvad modtagelsen angår, betegnes som en eklatant fiasko, og den opnåede ved fremkomsten i 1930 i alt kun tre opførelser. I slutningen af 1930'erne genoptog Riisager sit virke som balletkomponist, idet han leverede musikken til Børge Ralovs H.C. Andersen-ballet Tolv med Posten. Denne fik dog først sin premiere på Det Kongelige Teater i 1942, i øvrigt sammen med Harald Landers Slaraffenland og Qarrtsiluni - også med Riisagers musik. Skønt han i 1930'erne og 40'erne komponerede en række betydelige værker, så blev det i høj grad disse balletpartiturer, der i en bredere offentlighed kom til at slå Riisagers navn fast som en af sin generations førende komponister.

Balletmusikken blev også i de følgende år Riisagers væsentligste arbejdsområde. I 1945 færdiggjorde han musikken til Landers Fugl Fønix, og i 1947 bearbejdede og instrumenterede han et udvalg af Carl Czernys klaveretuder til sin og Harald Landers ballet Etude (senere kaldet Etudes). Med dette værk opnåede Riisager i særlig grad international anerkendelse, og selv om der er fortilfælde for anvendelsen af orkestrerede klaversatser som balletmusik (fx Otto-rino Respighis La boutique fantasque (1919)), så rummer kombinationen af klaveretudernes og dansetrinnenes tekniske progression en særlig dimension, som netop er det samlede værks pointe.

I 1920'erne havde Riisager været blandt de mest aktive forkæmpere for fremførelsen af ny musik i København og som sådan medstifter af Unge Tonekunstneres Selskab (formand 1922-24) og medlem af censurkomitéen i Foreningen ‘Ny Musik'. Endelig i 1937 blev han formand for Dansk Komponistforening - en post han beholdt i 25 år.

Riisagers initiativrigdom og evne til problemafgrænsning og -løsning gjorde ham til et selv-skrevent medlem af talrige foreningsbestyrelser, komitéer, råd m.m. såvel i Danmark som uden for landets grænser. Jævnsides med denne virksomhed varetog han som nævnt sit arbejde i ministeriet til 1950, da han trak sig tilbage som kontorchef. Riisager lod sig dog ikke friste af en tidlig pensionisttilværelse, så i 1956 tog han imod opfordringen til at blive direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det er ganske tankevækkende, idet han aldrig selv havde frekventeret denne læreanstalt. Han helligede sig i øvrigt som direktør det administrative arbejde og underviste ikke i de elleve år, han var tilknyttet konservatoriet.

Efter at have færdiggjort Etude gik Riis-ager i gang med arbejdet på sin eneste opera, enakteren Susanne, til en libretto af hans nære ven Mogens Lorentzen. Nogen succes var der ikke tale om: den fik kun 17 opførelser, og ved genoptagelsen i 1957 - i forbindelse med Riis-agers 60-årsdag - gik den kun over scenen seks gange. Flere større værker fulgte nu, bl.a. en koncert til violinvirtuosen Wandy Tworek, men det skulle som hidtil blive ballet-musikken, der kom til at skaffe Riisager fremgang. Igennem 1950'erne komponerede han bl.a. to balletpartiturer til den svenske koreograf Birgit Cull-berg, dels Måne-renen, som havde premiere på Det Kongelige Teater i 1957, dels Fruen fra Havet, hvis førsteopførelse fandt sted på Metro-politan Opera House i New York i 1960. Af værkerne fra Riisagers sidste ti år må nævnes Sangen om det uendelige fra 1964 til tekst af den italienske digter Giacomo Leopardi samt orkesterværkerne Trittico fra 1971 og Til Apollon komponeret 1972.

Knudåge Riisager forenede et fuldtids-arbejde som embedsmand med en omfattende virksomhed som komponist, og ud over at gøre en betydelig indsats i et stort antal af musiklivets organisationer udfoldede han sig som en uhyre flittig skribent. I de unge år var det ikke mindst som artikelforfatter, men senere blev det som essayist, hvilket fremgår af bl.a. de fine bøger Tanker i tiden (1952) og Det usynlige mønster (1957). Også i disse klart formulerede litterære bidrag møder man Knud-åge Riisager som en humanistisk dannet kulturpersonlighed med et bredt kulturelt udsyn.

Som komponist havde Riisager ingen elever eller efterfølgere, men han formåede med sin uforvekslelige, personlige tone at berige dansk musik med en ekstra dimension af spiritualitet og fyndighed.

Knudåge Riisager og violinen  af Claus Røllum-Larsen

Knudåge Riisager havde et nært forhold til violinen, idet han allerede i syvårsalderen spillede dette instrument. I begyndelsen havde han en barneviolin, men som 15-årig fik han en hel violin. Hans første lærer var Carl Sanne, som også underviste ham i musikteori, men i 1915 fik Riisager Peder Møller som violinlærer. Møller var en af samtidens betydeligste danske violinister, fremtrædende både som solist ved orkesterkoncerter og som trio- og kvartetspiller. Også som pædagog var han højt anset, og alt tyder på, at Riis-ager var glad for violintimerne. Da Riisager ved en koncert i 1919 debuterede som komponist med sin 1. strygekvartet, var det da også Peder Møller-Kvartetten der holdt den over dåben. Det er relativt sparsomt, hvad vi ved om Riisagers violinkarriere. I gymnasie-årene på Henrik Madsens Skole (det senere - og nu også nedlagte - Skt. -Jørgens Gymnasium) var han medlem af skoleorkestret og medvirkede ved koncerter så tidligt som i 1913. Men efter at Riisager var blevet student i 1915, synes violinspillet at være gledet helt i baggrunden til fordel for dels nationaløkonomiske studier på universitetet, dels undervisning i musikteori med henblik på en komponisttilværelse.

Skønt Riisager således tidligt nedtonede eller vel ligefrem helt kvittede sin musikervirksomhed, så bærer hans værkliste umiskendeligt præg af hans nære forhold til violinen og et ønske om at tilgodese instrumentet med en række substantielle værker sluttende med hans eneste solokoncert, violinkoncerten fra 1951. Allerede i de tidlige teenageår gav Riisager sig i lag med små stykker for violin og klaver. Romance i C-dur, som han tilegnede sin mor, Henrikke Riisager, er hans tidligste daterede komposition. Det lille sødmefyldte værk er - ikke overraskende - konciperet i en senromantisk stil, som måske har et genskin af Fini Henriques' violinmusik, som Riisager kendte, måske hans elskede violinromance. Mere livlig og mere udspunden er Menuet fra 1916. Riisager havde på dette tidspunkt komponeret seriøst i fire år og havde skrevet mere end 20 værker, hvoraf de allerfleste givetvis har været ligeså korte, som de her indspillede. Størstedelen af disse tidlige værker tilintetgjorde Riisager formodentlig, men heldigvis har vi fra 1914 og fremefter en ganske pæn række af værker, som viser os udviklingen i den unge komponists stil. Der er i hvert fald et stort spring fra de nævnte to værker til det tredje tidlige Riisager-værk, Aquarel i E-dur. Det er fra 1917 og gør brug af en langt mere udviklet harmonik, der har anstrøg af tidlig impressionisme, og som i sit nænsomme udtryk stemmer helt overens med titlen Aquarel, dvs. vandfarvemaleri. Riisager forsøgte sig i disse tidlige år med at sætte dissonanser til rene treklange, bl.a. i slutakkorder, og Aquarel er et overraskende vellykket eksempel på denne eksperimenterende\ -ungdomsstil.

Riisager skrev dog også større ungdomsværker for violin; fra 1917 foreligger således en tresatset sonate med klaver og fra 1919 en sonate for violin og bratsch. Herefter ophører hans tidlige beskæftigelse med violinen. Vi skal frem til 1923, før Riisager atter føler sig inspireret af kombinationen violin/klaver. Under sit skelsættende ophold i Paris i 1923 komponerer han Sonate for violin og klaver nr. 2, op. 5, og det følgende år, i april 1924, færdiggør han en revision af værket. Ligesom den tidlige romance tilegnes også denne sonate komponistens mor, men værkformatet er her vokset afgørende. Studieopholdet i Paris havde grundlæggende ændret Riisagers skrivemåde. Dels modtog han undervisning af højt anskrevne lærere, dels bevægede han sig i et miljø, hvor ikke alene fransk musik gjorde stort indtryk på ham, men hvor tidens nye musik generelt var til stede i rigt mål. Riisagers sonate bærer præg af disse mange forskellige indtryk, men skal man nævne de vigtigste impulser, må det være Erik Satie, Igor Stravinsky og Sergej Prokofiev. I førstesatsen er et af de mest fremtrædende træk dog den romantiske gestus, dvs. den brede melodik med store intervaludsving og den svulmende harmonik, som godt nok skrider voldsomt ud og farver det musikalske forløb på en fascinerende måde, men som har sin oprindelse og sit udtryk fra den romantiske sonatestil. I tredjesatsen er bindingen til den romantiske stil imidlertid stort set borte. Hovedtemaet fører os med sine kvartskridt, sin skarptskårne profil og sine vekslende taktarter ind i 1920'ernes toneverden. Man bemærker, at den første akkord i akkompagnementet er en udhamret opstabling af kvarter og derved en pentaton klang.

Denne sonate er et hovedværk i Riisagers produktion og vigtigt til forståelsen af hans tidlige udvikling i den forstand, at det indeholder fremtrædende stiltræk fra de komponisters værker, som han havde mødt under opholdet i Paris, hvor han skrev sonaten i løbet af sommeren. Alligevel repræsenterer den et hurtigt overstået stadium i hans udvikling; gad vist om han selv følte bindingen til den store romantiske tradition for snærende. I hvert fald var han i flere af de værker, han komponerede året efter sit Paris-ophold, på vej et helt andet sted hen - det hører man i værker som Suite Dionysiaque op. 6 og Sinfonietta for 8 blæsere op. 7. Her er impulserne fra bl.a. Satie og Stravinsky langt mere fremtrædende end i sonaten, som blev uropført den 17. -februar 1925 af vio-linisten Karen Fridericia og pianisten Max Rytter ved en koncert på Det Konge-lige Danske Musikkonservatorium.

Både Concertino for 5 violiner og klaver, op. 28a, og Sonate for 2 solovioliner, op. 55b, er eksponenter for den neobarokke skrivemåde, som Riisager benyttede i en række værker efter sit studieophold hos Hermann Grabner i Leipzig i 1932. Concertinoen, der er slutdateret 22. maj 1933, præges af en voldsom motorik og en stil, som klart refererer til barokkens koncertform. Ligesom det gælder den samtidige Concertino for trompet og stryge-orkester, er mellemsatsen mere fjernet fra det barokke sats-idiom. I trompet-concertinoen spiller solisten her med dæmper, og det samme gør de seks instrumenter i violinconcertinoen, dvs. violinerne med sordin og klaveret med "una corda". Concertino for 5 -violiner og klaver blev uropført på Den Frie Udstilling den 25. november 1933 af violinisterne Charles Senderowitz, Lilli Paulsen, Gjerd Bruhn, Lavard Friisholm og Ejvin Andersen med Otto Mortensen ved klaveret. Sonate for 2 solovioliner er et langt senere værk. Den er komponeret i 1951 og først uropført 18. februar 1958. Inspiration til at komponere en sådan sonate kan Riisager have fået fra Béla Bartóks sonate for violin solo fra 1944 eller måske snarere Sergej Prokofievs sonate for to violiner fra 1932. Riisagers værk er i tre satser, hvoraf den første præges af fremdrift og en vis motorik, men med en begrænset rytmisk variation. Andensatsen er udpræget polyfon og sangbar, medens tredje sats er stærkt rytmisk og klangfuld. Sonaten er ganske givet et af Riisagers lytte-mæssigt mest fordringsfulde værker. Men sonaten rummer mange bl.a. harmoniske overraskelser, som den koncentrerede lytter vil kunne nyde.

Denne cd rummer herudover tre korte værkerfor violin og klaver: Sovesang, som er et arrangement af en af melodierne fra Børneviser - Riisager og Mogens Lorentzens populære samling for børn fra 1936 - Bricconata, dvs. skælmsstreg, fra 1952 og Palavas fra 1951. De sidste to værker er skrevet til og tilegnet Wandy Tworek, som Riisager også havde tilegnet sin violinkoncert, og som Tworek havde uropført ved en torsdagskoncert samme år. Begge disse små værker er - til forskel fra koncerten - virtuose knaldperler, som tydeligvis er komponeret med Wandy Tworeks sprudlende og charmerende spil for øje. Man kan næsten få den tanke, at Palavas med sin violinakrobatik er en diskret hyldest til Fini Henriques.

Claus Røllum-Larsen er seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek.

"\

Release date: 
november 2012
Cat. No.: 
6.220594
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313159468
Track count: 
15

Credits

Indspillet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 19.-21. december 2011
Optaget af Timbre Music, www.timbremusic.dk
Producer og lydtekniker: Preben Iwan

Optaget i DXD (Digital eXtreme Definition), 352.8 kHz / 24bit, med: 5x DPA 4006TL & 1x DPA 4011TL & 2xKM184 mikrofoner, DAD AX24 converters/preamps, Pyramix DAW system med Tango Controller. Monitored on B&W 802Diamond speakers

Artwork: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk (Sonate op. 5, Concertino), Engstrøm & Sødring (Palavas, Sovesang, Sonate op. 55b) og Det Kgl. Bibliotek, www.kb.dk

Denne CD er blevet indspillet i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

Tak til Mike Cholewa for at have leveret afskrivninger Bricconata og Aquarel samt Toke Lund Christiansen
for at have leveret den originale violinstemme til Sonate op. 5

Dacapo Records takker Augustinus Fonden, Solistforeningen af 1921 og Oticon Fonden for økonomisk støtte til produktionen