Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

The Symphonic Edition Vol. 2

Knudåge Riisager

The Symphonic Edition Vol. 2

Aarhus Symfoniorkester, Bo Holten

"Man ved aldrig, hvor man har Riisager: han er Overraskelsernes, Kapricernes Mand,"" skrev avisen Dagens Nyheder efter premieren på Knudåge Riisagers Sinfonia i 1932. Med denne nye udgivelse i Dacapos kritikerroste CD-serie præsenterer vi en håndfuld premiereindspilninger af komponistens livlige og farverige orkesterværker fra 1920erne og 30erne, bl.a. en euforisk musikalsk hyldest til de helt nye flyvemaskiner T-DOXC.

"

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 44.1kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
"En oplevelsesrig lytning værd."
Ole Straarup, Århus Stiftstidende
"Highly original and imaginative."
Lisa Flynn, WFMT (Chicago)
"A chance to hear just how varied his productions could be.", "The Aarhus Symphony Orchestra under Bo Holten plays all the works idiomatically and with fine attention to detail".
The Infodad Team, Infodad.com
"I am glad to have it and will continue listening with absorption."
Grego Applegate Edwards, Classicalmodernmusic.blogspot.dk
"Snappy, spirited, and full of energy. The Aarhus Symphony and Bo Holten capture the rhythmic ebullience of Riisager’s inspiration effortlessly." Artistic Quality: 9. Sound Quality: 9.
David Hurwitz, Classics Today
"I enjoyed Volume 1 in this series; I really dig Volume 2. What’s next, Dacapo?"
Lee Passarella, Audiophile Audition
"There is something about Riisager's habitual short-windedness that suggests an individual sensibility and invites one to persist.", "As usual with Dacapo, recording and documentation are exemplary."
David Fanning, Gramophone
"Bo Holten brosse le portrait d’une personnalité musicale d’une grande diversité."
Simon Corley, Concertonet.com
"The performances are very fine.", "The recording is excellent.", "Well worth your time."
William Hedley, International Record Review
Total runtime: 
67 min.
Knudåge Riisager af Claus Røllum-Larsen
 

Knudåge Riisager blev født den 6. marts 1897 i Port Kunda i Estland, hvor hans far havde ladet opføre og nu ledede en cementfabrik. Ved ingeniør Smidths død i 1899 blev faderen kaldt hjem for at arbejde i København for F.L. Smidth & Co, og familien flyttede da til Frederiksberg, hvor Riisager boede resten af sit liv. Efter studentereksamen i 1915 påbegyndte han det statsvidenskabelige studium ved Københavns Universitet, hvorfra han i 1921 blev cand. polit. Fra 1925 til 1950 fungerede han som embedsmand, de sidste elleve år som kontorchef i Finansministeriet. Knudåge Riisager døde den 26. december 1974.

Sideløbende med denne regelrette administrative karriere udfoldede Riisager en frodig virksomhed som komponist, musikskribent og organisationsmand. Sin første undervisning i teori og komposition fik han af Otto Malling og efter dennes død i 1915 af Peder Gram. Det skulle blive et studieophold i Paris i 1923, som for alvor kom til at åbne den unge komponists øjne for de nye strømninger i samtidens musik. I Paris blev Riis-ager elev af Albert Roussel og Paul Le Flem, og påvirkningen fra det franske fornemmer man klart i hans kompositioner fra midten af 1920'erne. Medens værkerne fra årene op til 1921 har et nordisk lyrisk, sine steder Carl Nielsensk præg, så op-viser kompositionerne fra årene op til midten af 1930'erne foruden indflydelse fra franskmændene Rous-sel og Satie påvirkning fra Prokofiev, Honeg-ger, Bartók, og ikke mindst Stravinsky. Riisagers stærkt personlige stil skinner dog allerede igennem i værkerne fra disse år. Dette kommer således til udtryk i den nærmest provokerende anvendelse af sekunddissonanser, glæden ved det bitonale, det humoristiske, musikantiske islæt samt ikke mindst den for Riisager særegne orkestrering.

Hele denne udvikling kan aflyttes i værker som Ouverture til Erasmus Montanus og Sange til tekster af Sigbjørn Obstfelder, begge fra ca. 1920, Suite dionysiaque fra 1924 samt Variationer over et Thema af Mezangeau og T-Doxc. Poème méca-nique, begge fra 1926. Sidstnævnte værk med undertitlen Jabiru, mekanisk Digtning, er et musikalsk portræt af en dengang splinterny japansk flyvemaskinemodel. Værket er helt i pagt med tidens maskinmusik og som sådant et fint eksempel på den unge komponists internationale orientering og vilje til at eksperimentere.

Allerede i 1928 havde Riisager indledt sit samarbejde med balletten på Det Kongelige Teater, idet han dette år komponerede musikken til Elna Jørgen-Jensens ballet Benzin med scenografi af Robert Storm Petersen. Premieren på dette værk må, hvad modtagelsen angår, betegnes som en eklatant fiasko, og det opnåede ved fremkomsten i 1930 i alt kun tre opførelser. I slutningen af 1930'erne genoptog Riisager sit virke som balletkomponist, idet han leverede musikken til Børge Ralovs H.C. Andersen-ballet Tolv med Posten. Denne fik dog først sin premiere på Det Kongelige Teater i 1942, i øvrigt sammen med Harald Landers Slaraffenland og Qarrtsiluni - også med Riisagers musik. Skønt han i 1930'erne og 40'erne komponerede en række betydelige værker, så blev det i høj grad disse balletpartiturer, der i en bredere offentlighed kom til at slå Riisagers navn fast som en af sin generations førende komponister.

Balletmusikken blev også i de følgende år Riisagers væsentligste arbejdsområde. I 1945 færdiggjorde han musikken til Landers Fugl Fønix,og i 1947 bearbejdede og instrumenterede han et udvalg af Carl Czernys klaveretuder til sin og Harald Landers ballet Etude (senere kaldet Etudes). Med dette værk opnåede Riisager i særlig grad international anerkendelse, og selv om der er fortilfælde for anvendelsen af orkestrerede klaversatser som balletmusik (fx Otto-rino Respighis La boutique fantasque (1919)), så rummer kombinationen af klaveretudernes og dansetrinenes tekniske progression en særlig dimension, som netop er det samlede værks pointe.

I 1920'erne havde Riisager været blandt de mest aktive forkæmpere for fremførelsen af ny musik i København og som sådan medstifter af Unge Tonekunstneres Selskab (formand 1922-24) og medlem af censurkomitéen i Foreningen ‘Ny Musik'. Endelig i 1937 blev han formand for Dansk Komponistforening - en post han beholdt i 25 år.

Riisagers initiativrigdom og evne til problemafgrænsning og -løsning gjorde ham til et selv-skrevent medlem af talrige foreningsbestyrelser, komitéer, råd m.m. såvel i Danmark som uden for landets grænser. Jævnsides med denne virksomhed varetog han som nævnt sit arbejde i ministeriet til 1950, da han trak sig tilbage som kontorchef. Riisager lod sig dog ikke friste af en tidlig pensionisttilværelse, så i 1956 tog han imod opfordringen til at blive direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det er ganske tankevækkende, idet han aldrig selv havde frekventeret denne læreanstalt. Han helligede sig i øvrigt som direktør det administrative arbejde og underviste ikke i de elleve år, han var tilknyttet konservatoriet.

Efter at have færdiggjort Etude gik Riis-ager i gang med arbejdet på sin eneste opera, enakteren Susanne, til en libretto af hans nære ven Mogens Lorentzen. Nogen succes var der ikke tale om: den fik kun 17 opførelser, og ved genoptagelsen i 1957 - i forbindelse med Riis-agers 60-årsdag - gik den kun over scenen seks gange. Flere større værker fulgte nu, bl.a. en koncert til violinvirtuosen Wandy Tworek, men det skulle som hidtil blive ballet-musikken, der kom til at skaffe Riisager fremgang. Igennem 1950'erne komponerede han bl.a. to balletpartiturer til den svenske koreograf Birgit Cull-berg, dels Måne-renen, som havde premiere på Det Kongelige Teater i 1957, dels Fruen fra Havet, hvis førsteopførelse fandt sted på Metro-politan Opera House i New York i 1960. Af værkerne fra Riisagers sidste ti år må nævnes Sangen om det uendelige fra 1964 til tekst af den italienske digter Giacomo Leopardi samt orkesterværkerne Trittico fra 1971 og Til Apollon, komponeret 1972.

Knudåge Riisager forenede et fuldtids-arbejde som embedsmand med en omfattende virksomhed som komponist, og ud over at gøre en betydelig indsats i et stort antal af musiklivets organisationer udfoldede han sig som en uhyre flittig skribent. I de unge år var det ikke mindst som artikelforfatter, men senere blev det som essayist, hvilket fremgår af bl.a. de fine bøger Tanker i tiden (1952) og Det usynlige mønster (1957). Også i disse klart formulerede litterære bidrag møder man Knud-åge Riisager som en humanistisk dannet kulturpersonlighed med et bredt kulturelt udsyn.

Som komponist havde Riisager ingen elever eller efterfølgere, men han formåede med sin uforvekslelige, personlige tone at berige dansk musik med en ekstra dimension af spiritualitet og fyndighed.

 

Værkerne

Efter at Riisager i juli 1926 havde fået uropført sin føste symfoni, må der være gået meget kort tid, før han påbegyndte den anden symfoni, som lå færdig den 30. marts 1927. Arbejdet havde været præget af problemer med det formmæssige, og værkets form er da også usædvanlig. Symfonien er disponeret i én sats, som rummer en indledning, hvis væsentligste tematiske materiale er de første fem trin af en stigende e-molskala. De indledende takter og flere brede episke passager leder tanken hen på Sibelius' syvende symfoni (1924) - et værk som Sibelius selv havde opført fem gange i København i oktober 1924 - men snart dukker karakteristiske Riisager-træk op, ikke mindst en bitonal periode med slagtøj. Efter at indledningen er kulmineret i ff og ebbet ud i et diminuendo, sætter det kække hovedtema ind i trompet. Nu er man ikke mere i tvivl om komponistens navn! Et klangfuldt strygerafsnit leder over i det sarte sidetema, som spilles af førsteviolinerne. Snart overtager hovedtemastof atter scenen, og ekspositionen - som indeholder megen gennemføring - slutter i ff og en dobbeltstreg. Herefter sætter den egentlige gennemføringsdel ind. Den tager udgangspunkt i den nævnte slagtøjspassage i ekspositionen og baner vej for fragmentariske melodistumper i vekslende instrumentation eller instrumentgrupper og korte rytmiske figurer i slagtøjet, der ikke synes at ville samle sig til et reelt tematisk materiale. Men det viser sig, at den rytme, som pauken sætter an, bliver et hovedelement i et kort tema, som fløjterne præsenterer, og som dukker op i dobbelte nodeværdier i blæserne. Snart trænger hovedtemaet sig på. Forløbet afbrydes af en genoptagelse af indledningsmotivet, og reprisen sætter ind. Overledningen til sidetemaet foregår nu med en retrograd version, dvs. en udgave spillet baglæns, af det klangfulde strygerafsnit fra ekspositionen. En koda indtræder, hvori hovedtemaet optræder i dobbelte nodeværdier - ledsaget af den stigende e-molskala fra indledningen - og endelig i firdobbelte nodeværdier. Denne cantus firmus-afslutning på symfonien forlener den med en tyngde, som er usædvanlig for Riisagers værker. Ligesom i den første symfoni undviger Riisager i den anden det traditionelle tonale skema for sonatesatsformen; vha. ominstrumentering og ændring af rytmiske detaljer skaber han den variation, som \legitimerer" en gentagelse af stoffet i et forløb, der mangler den benyttede formtypes væsentligste træk: den tonale udligning.

I maj 1927 forsøgte Riisager at få Carl Nielsen til at programsætte den anden symfoni i Musikforeningen, men først den 5. marts 1929 fik den sin uropførelse under ledelse af Emil Reesen. Anmelderne var bestemt ikke positive. Hugo Seligmann fandt, at der manglede en virkelig tematisk grundsubstans: "Dette temaløse Stof giver han en tematisk Behandling - man vil forstaa: en i sig selv umulig Opgave, thi den musikalske Kerne mangler. Men hvad er der da tilbage, vil man spørge. Lygtemænd! Bizarrerier, Psevdu-Djævlerier!" I Ekstra Bladet kunne man læse: "Det var den snart gamle Historie med Tilløb til noget, der aldrig blev udført. En Række Motiver hulter til bulter, fra stærkt yderligliggende disharmoniske Figurer til et uoriginalt Pastoralemotiv à la Händel; men uden indbyrdes Sammenhæng, saa man fik paa Fornemmelsen, at den lige saa godt kunde være spillet bagfra som forfra." Ligesom det gælder for Riisagers øvrige symfonier, har heller ikke denne været opført mere end nogle ganske få gange, så en revideret opfattelse af disse synspunkter har hidtil ikke været mulig.

Man kunne godt have forestillet sig, at Riisagers første to symfonier fra midten af 1920'erne havde markeret såvel begyndelsen som afslutningen på hans arbejde med denne form. Med al ønskelig tydelighed havde han i opbygningen af disse værker vist en trang til at udfordre genren, så at sige indefra. I 1940 skulle han rette et voldsomt og berømt litterært anslag mod symfonien (artiklen "Symfonien er død - musiken leve!"), men at slippe genren havde han øjensynlig ikke lyst til. Ligesom han i begyndelsen af 1930'erne var blevet inspireret til at gribe tilbage til førklassiske genrebetegnelser som concerto og suite, valgte han i 1935 at benytte titlen Sinfonia til sit nye værk. Og flere træk gør da også, at der atter her er tale om et betragteligt brud med grundprincipperne i en symfonis opbygning: dels består den alene af tre relativt hurtige satser: I. Feroce, II. Violente e fantastico, og III. Tumultuoso, der er altså ingen klar satsmæssig kontrast i værket, dels rummer førstesatsen ingen tematisk dualisme, hvorved den for en traditionel symfoni helt elementære tonale konflikt udebliver.

Satserne i sinfoniaen er alle i ABA-form, og den egentlige drivkraft i satserne er den tematisk-motiviske udvikling. Det indledende tema, som helt dominerer førstesatsen, er baseret på dens første fem toner, der som motiv varieres og suppleres. Motivet udgøres af en triol, hvor første tone gentages, samt en totonefigur, hvor den korte første tone nærmest er en slags forslag for den lange anden tone. Det syv takter lange tema kan nok synes intervalmæssigt en smule uprægnant - det består jo næsten udelukkende af sekundskridt - men det indeholder til gengæld nogle genkendelige rytmiske elementer. Det er da også i høj grad rytmen, der bærer førstesatsen igennem. Satsen ebber i øvrigt ud med en paukesolo, hvor netop totonefiguren veksler med trioler. Andensatsen bygger på et skarptskårent hovedtema, og satsen indeholder reminiscenser af førstesatsens tema. Endelig dukker stof fra temaerne i såvel første som anden sats op i den afsluttende tumultuoso-sats. I denne træder det rytmiske element endnu stærkere frem, end det var tilfældet i de to foregående satser. Således udhamrer pauken gennem størstedelen af reprisen den rytme eller de rytmiske enheder, der indgår i satsens indledende tema.

 Sinfonia blev uropført af Statsradiofoniens Symfoniorkester og Nicolai Malko ved en Torsdagskoncert den 21. november 1935. Det er interessant at kaste et blik på nogle anmeldelser af koncerten. Her er det tydeligt, at Riisager stadig lever op til sit gamle ry som enfant terrible. I Ekstra Bladet kunne man læse, at Sinfonia "blev modtaget - som Riisager plejer - med baade Hyssen og Klappen, noget, han er ene om blandt nulevende danske Komponister." I en anden avis blev Riisager kaldt "Danmarks omdisputerede Komponist", og i Dagens Nyheder hed det, at "Riisager indtager sin særlige Stilling blandt danske Komponister. Man ved aldrig, hvor man har ham: han er Overraskelsernes, Kapricernes Mand."

Hen mod slutningen af 1931 færdiggjorde Riisager sit nok første udpræget neobarokke værk, Concerto for orkester. At benytte titlen Concerto som orkestergenre var endnu ikke almindeligt i 1931. Den indledende "Moderato e molto sonoro" er langsom, fremadskridende. Kort efter indtræder i det fulde orkester en stærkt dissonerende klang, som rummer samtlige den diatoniske skalas syv toner, og få takter senere sætter et forløb præget af Stravinsky ind; der er her tale om en dissonansrig "nøgen sats". Andensatsen overrasker ved i hovedtemaet at benytte et vippemotiv, som har mindelser om begyndelsen af "Dies irae"-sekvensen fra den katolske Requiem-messe. Motivets betydning understreges af, at det senere fremføres med stor styrke. Atter i den alvorstunge tredjesats spiller vippemotivet en afgørende rolle i det tematiske. Sidstesatsen er i stram neobarok stil med massive polyfone partier. Ligesom i de to foregående satser er også hovedtemaet her baseret på vippemotivet.

Som man kan forstå, er de neobarokke træk stærkt fremtrædende; det gælder både i det små - i motiver og temaer - og i det store, dvs. i den concerto grosso-agtige modsætning mellem såvel orkestrets instrumentgrupper - blæsere og strygere, træblæsere og messingblæsere - som de enkelte instrumenter, således at begrebet "concerto" kan referere til både modstillingen af instrumentgrupperne og individualiseringen af orkester-instrumenterne.

Fra 1934 stammer endelig den korte, sprudlende koncertouverture Primavera. Selv i så umiddelbart et værk som dette finder man eksempler på en harmonik af en voldsom dissonerende art, men i øvrigt rummer ouverturen fine indslag med fuglesang, som det passer sig for en forårsouverture. Primavera blev under Emil Reesens ledelse uropført ved en koncert i Det unge Tonekunstnerselskab i samarbejde med Dansk Koncert-Forening den 30. januar 1935 og blev præsenteret i Tivolis Koncertsal den 4. juli samme år.

Flere af de radikale tendenser, som man møder i Riisagers værker i første halvdel af 1920'erne, er koncentreret i T-DOXC (poème mécanique) fra 1926. I den første renskrift benævnes værket Jabiru T-DOXC og endnu tidligere blot L'avion. Den titel, som Riisager sluttelig vælger, er betegnelsen for en dengang splinterny type trafikfly med ni pladser, som blev indført i Danmark i 1926. At skrive musik, der beskriver automobiler, oceandampere, industrivirksomheder, tog og flyvemaskiner m.m. var mærkesager på de italienske futuristers kunstneriske dagsorden omkring Første Verdenskrig. Til dette formål havde flere af dem udviklet lydgivende apparater, således at man kunne sætte sig ud over de begrænsninger, det traditionelle musikalske instrumentarium opbød. Gjorde man ikke brug af sådanne hjælpemidler, så var det helt legitimt - som franskmanden Erik Satie gjorde det i balletmusikken til Parade (1917) - at lade lydgivere som en sirene, en revolver, en skrivemaskine og et lykkehjul indgå i orkestret for på den måde at bringe hverdagens lyde ind i kompositionen.

Det er ganske givet, at Riisager på denne tid følte sig stærkt draget mod futurismen. I artiklen "Ny skønhed. Musikalske randbemærkninger" (1927) skriver han således: "Industrialismen har lært os maskinens blaanende poesi og skønheden i staalets elastiske spænding. Maskinen er en levende organisme, et støt arbejdende væsen med rolige aandedrag. Disse det daglige livs oplevelser gaar ind i den skabende bevidsthed som motiver, og de digtes om af den frie fantasi. De geometriske figurers fængslende mystik og matematikens vidt favnende tankebygning sætter den kunstnerisk omformede evne i rytmiske svingninger, der afføder sjælelige begivenheder og bliver vor tids kunst. Den menneskelige sjæl er en skælvende kompasnaal, som svinger for at komme i leje i et stadigt ligevægtspunkt. Det er denne svingen kunsten er udtryk for og derfor beror den paa de menneskelige problemer. En kaktus og en lilje ejer skønhedens under, men hver paa sin maade."

Flyvemaskiner havde som antydet tidligt været fremme som oplagte objekter for futuristernes trang til at skildre den moderne maskinverden, men det er et spørgsmål, om der overhovedet er skrevet andre "flyvemaskineværker" for orkester end Riisagers. Hvad angår klaverlitteraturen forholder det sig anderledes. Allerede i 1913 skrev den russisk-amerikanske komponist Leo Ornstein (1892/93?-2002) sit lille klaverværk Suicide in an Airplane, som ud over impressionistiske træk også rummer lydmalende elementer. En mere prominent og umiddelbar "forgænger" for Riisagers værk er imidlertid amerikaneren George Antheils (1900-1959) anden klaversonate med tilnavnet The Airplane (1921, udgivet 1931). Værket består af to meget korte satser, og gennemgående træk er anvendelsen af vekslende taktarter, stærke dissonanser, clustervirkninger og en voldsom motorik samt stadige gentagelser af korte rytmiske moduler.

Det er dog langt mere sandsynligt, at inspirationen til Riisagers værk skal søges i Arthur Honeggers Mouvement symphonique No. 1 Pacific 231, som blev komponeret 1923, uropført i Paris den 8. maj 1924 og udgivet samme år. Værket, der skildrer et moderne damplokomotiv, blev spillet første gang i Danmark ved en koncert i Dansk Filharmonisk Selskab den 30. marts 1926. Ligesom Honegger giver også Riisager afkald på særligt indforskrevne lydmalende instrumenter og anvender i stedet udelukkende en traditionel symfoniorkesterbesætning.

I en anden avisartikel udtaler Riisager om T-DOXC: "Hvad jeg har villet give Udtryk for i Kompositionen, er de sjælelige Fornemmelser, som fremkaldes hos mig ved Synet af Aëroplanet, der glider over Himmelbuen. Det dukker frem som en Prik i det fjerne - bruser efterhaanden frem som en svulmende Spændkraft paa Himlen og fortaber sig atter i Horisonten, hyllet i sin Kaabe af Detonationer./Det er ikke min Mening at ville paastaa, at Teknikens Udvikling giver Kunsten nyt, sjæleligt Indhold - men naar man paa Grundlag af den ny Teknik og de mange storslaaede Opfindelser søger ind i sig selv, vil man føle ny Skønhed opstaa og fyldes af en ny æstetisk Oplevelse, som i sit Udgangspunkt er forskellig fra alt, hvad man tidligere har følt./Det har været en sjælelig Oplevelse for mig at betragte Flyvemaskinen svulme hen over mig - og det er denne Oplevelse, der kun kan skildres i Toner, jeg har villet give Udtryk for i ‘Jabiru T-Doxc'."

Selv om der er stærke ligheder mellem Riisagers og Honeggers værker, så er forskellene på de to værker dog mere slående. Honegger benytter sig i Pacific 231 af en strengt organiseret rytmisk acceleration - som udtryk for lokomotivets stigende og senere dalende hastighed - holdt inden for et koralpræludiums form, som den kendes fra J.S. Bachs senere værker. En stor del af det tematiske og motiviske stof i værket kan føres tilbage til den bærende cantus firmus. Medens Honegger lader sit orkester fungere og illudere som en maskine, søger Riisager at skildre en sindsstemning fremkaldt ved synet af flyvemaskinen; dette gør han ved at lade sine instrumenter veksle og på den måde fremmane et senimpressionistisk klangbillede. I T-DOXC åbnes der med overvejende pentatone akkorder, men snart sætter en motorisk rytme ind i violinerne - den intensiveres og går over i en ostinat rytmisk figur. Hermed er der banet vej for den hurtige vekslen mellem gentagne rytmiske figurer - bl.a. i den store slagtøjsgruppe - som bringer forløbet frem til stykkets kulminationer og de derpå følgende afspændinger hen imod slutningen, hvor stof fra indledningen vender tilbage i sart pianissimo. Når man ser bort fra indledningen og afslutningen, er forløbet præget af en hurtig, næsten rastløs vekslen af motiver og korte temaer i forskellige instrumentationer. Også her adskiller værket sig fra Pacific 231, hvor koralen ligesom bærer "objektet" konsekvent igennem orkestersatsen.

Værket fik sin uropførelse i Tivolis Koncertsal den 3. september 1927, hvor Frederik Schnedler-Petersen stod på podiet.

Claus Røllum-Larsen er seniorforsker Ph.D. ved Det Kongelige Bibliotek.

\

Release date: 
april 2013
Cat. No.: 
8.226147
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943614723
Track count: 
10

Credits

Indspillet i Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus, 20.-25. juni 2011
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith
Mastering: Claus Byrith

Grafisk design: elevator-design.dk

Dacapo Records takker Augustinus Fonden, Beckett-Fonden og Oticon Fonden for økonomisk støtte til produktionen

Udgivelsen er lavet i samarbejde med Dansk Center for Musikudgivelse ved Det Kongelige Bibliotek

randomness