Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orkesterværker

Knudåge Riisager

Orkesterværker

Håkon Hardenberger, Helsingborg Symfoniorkester, Thomas Dausgaard

Knudåge Riisager studerede i Paris i 1920'erne og blev pionér for den neo-klassiske stil i dansk musik. Orkesterværkerne på denne cd er fra 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne, og de viser Riisager både som en komponist, der er inspireret af neo-barokken og som eksponent for en udpræget dansk lyd.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    79,5031,80 kr.
    €4.27 / $4.64 / £3.64
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Total runtime: 
72 min.
Knudåge Riisager

Knudåge Riisager blev født den 6. marts 1897 i Port Kunda i Estland, hvor hans far havde ladet opføre og nu ledede en cementfabrik for F.L. Smidth. Ved ingeniør Smidths død i 1899 blev faderen kaldt hjem for at arbejde i København, og familien flyttede da til Frederiksberg, hvor Riisager boede resten af sit liv. Efter studentereksamen i 1915 påbegyndte han det statsvidenskabelige studium ved Københavns Universitet, hvorfra han i 1921 blev cand. polit. Fra 1925 til 1950 fungerede han som embedsmand, de sidste elleve år som kontorchef i Finansministeriet. Knudåge Riisager døde den 26. december 1974.

Sideløbende med denne regelrette administrative karriere udfoldede Riisager en frodig virksomhed som komponist, musikskribent og organinisationsmand. Sin første undervisning i teori og komposition fik han af Otto Malling og efter dennes død i 1915 af Peder Gram. Det skulle blive nogle studieophold i Paris i årene 1921-23, som for alvor kom til at åbne den unge komponists øjne for de nye strømninger i samtidens musik. I Paris blev Riisager elev af Albert Roussel og Paul Le Flem, og påvirkningen fra det franske fornemmer man klart i hans kompositioner fra midten af 1920erne. Medens værkerne fra årene op til 1921 har et nordisk lyrisk, sine steder Carl Nielsensk præg, så op-viser kompositionerne fra årene op til midten af 1930-erne foruden indflydelse fra franskmændene Rous-sel og Satie påvirkning fra Prokofiev, Honeg-ger, Bartók, og ikke mindst Stravinsky. Riisagers stærkt personlige stil skinner dog allerede igennem i værkerne fra disse år. Dette kommer således til udtryk i den nærmest provokerende anvendelse af sekunddissonanser, glæden ved det bitonale, det humoristiske, musikantiske islæt samt ikke mindst den for Riisager særegne orkestrering.

Hele denne udvikling kan aflyttes i værker som Ouverture til Erasmus Montanus og Sange til tekster af Sigbjørn Obstfelder, begge fra 1920, Suite dionysiaque fra 1924 samt Variationer over et Thema af Mezangeau og T-Doxc. Poème méca-nique, begge fra 1926. Sidstnævnte værk med undertitlen Jabiru, mekanisk Digtning, er et musikalsk portræt af en dengang splinterny japansk flyvemaskinemodel. Værket er helt i pagt med tidens maskinmusik og som sådan et fint eksempel på den unge komponists internationale orientering og vilje til at eksperimentere.

Allerede i 1928 havde Riisager indledt sit samarbejde med balletten på Det Kongelige Teater, idet han dette år komponerede musikken til Elna Jørgen-Jensens ballet Benzin med scenografi af Robert Storm Petersen. Premieren på dette værk må, hvad modtagelsen angår, betegnes som en eklatant fiasko, og den opnåede ved fremkomsten i 1930 i alt kun tre opførelser. I slutningen af 1930erne genoptog Riisager sit virke som balletkomponist, idet han leverede musikken til Børge Ralovs H.C. Andersen-ballet Tolv med Posten. Denne fik dog først sin premiere på Det Kongelige Teater i 1942, i øvrigt sammen med Harald Landers Slaraffenland og Qarrtsiluni – også med Riisagers musik. Skønt han i 1930erne og -40erne komponerede en række betydelige værker, så blev det i høj grad disse balletpartiturer, der i en bredere offentlighed kom til at slå Riisagers navn fast som en af sin generations førende komponister.

Balletmusikken blev også i de følgende år Riisagers væsentligste arbejdsområde. I 1945 færdiggjorde han musikken til Landers Fugl Fønix, og i 1947 bearbejdede og instrumenterede han et udvalg af Carl Czernys klaveretuder til sin og Harald Landers ballet Etude (senere kaldet Etudes). Med dette værk opnåede Riisager i særlig grad international anerkendelse, og selv om der er fortilfælde for anvendelsen af orkestrerede klaversatser som balletmusik (f.eks. Otto-rino Respighis La boutique fantasque (1919)), så rummer kombinationen af klaveretudernes og dansetrinnenes tekniske progression en særlig dimension, som netop er det samlede værks pointe.

I 1920erne havde Riisager været blandt de mest aktive forkæmpere for fremførelsen af ny musik i København og som sådan medstifter af Unge Tonekunstneres Selskab (formand 1922-24) og medlem af censurkomitéen i Foreningen ‘Ny Musik’. Endelig i 1937 blev han formand for Dansk Komponistforening – en post han beholdt i 25 år.

Riisagers initiativrigdom og evne til problemafgrænsning og -løsning gjorde ham til et selv-skrevent medlem af talrige foreningsbestyrelser, komitéer, råd m.m. såvel i Danmark som uden for landets grænser. Jævnsides med denne virksomhed varetog han som nævnt sit arbejde i ministeriet til 1950, da han trak sig tilbage som kontorchef. Riisager lod sig dog ikke friste af en tidlig pensionisttilværelse, så i 1956 tog han imod opfordringen til at blive direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det er ganske tankevækkende, idet han aldrig selv havde frekventeret denne læreanstalt. Han helligede sig i øvrigt som direktør det administrative arbejde og underviste ikke i de elleve år, han var tilknyttet konservatoriet.

Efter at have færdiggjort Etude gik Riisager i gang med arbejdet på sin eneste opera, enakteren Susanne, til en libretto af sin nære ven Mogens Lorentzen. Nogen succes var der ikke tale om: den fik kun 17 opførelser, og ved genoptagelsen i 1957 – i forbindelse med Riis-agers 60-årsdag – gik den kun over scenen seks gange. Flere større værker fulgte nu, bl.a. en koncert til violinvirtuosen Wandy Tworek, men det skulle som hidtil blive balletmusikken, der kom til at skaffe Riisager fremgang. Igennem 1950erne komponerede han bl.a. to balletpartiturer til den svenske koreograf Birgit Cull-berg, dels Månerenen, som havde premiere på Det Kongelige Teater i 1957, dels Fruen fra Havet, hvis førsteopførelse fandt sted på Metro-politan Opera House i New York i 1960. Af værkerne fra Riisagers sidste ti år må nævnes Sangen om det uendelige fra 1964 til tekst af den italienske digter Giacomo Leopardi samt orkesterværkerne Trittico fra 1971 og Til Apollon komponeret 1972.

Knudåge Riisager forenede et fuldtidsarbejde som embedsmand med en omfattende virksomhed som komponist, og ud over at gøre en betydelig indsats i et stort antal af musiklivets organisationer udfoldede han sig som en uhyre flittig skribent. I de unge år var det ikke mindst som musikanmelder og artikelforfatter, men senere blev det som essayist, hvilket fremgår af bl.a. de fine bøger Tanker i tiden (1952) og Det usynlige mønster (1957). Også i disse klart formulerede litterære bidrag møder man Knud-åge Riisager som en humanistisk dannet kulturpersonlighed med et bredt kulturelt udsyn.

Som komponist havde Riisager ingen elever eller efterfølgere, men han formåede med sin uforvekslelige, personlige tone at berige dansk musik med en ekstra dimension af spiritualitet og fyndighed.

Værkerne

De fire værker, som findes indspillet på denne plade, er komponeret inden for en periode på kun syv år. Alligevel opviser de en betydelig stilistisk spredning, fra det stramme arkaiserende, barokprægede, i Concertinoen, over det illustrerende, effektskabende i Darduse-musikken til det overvejende folkeligt burleske i de to balletpartiturer Slaraffenland og Tolv med Posten.

Concertino per tromba e strumenti ad arco op. 29 er skrevet 1933 og tilegnet organisten og komponisten Aksel Agerby, som fra 1930 til sin død i 1942 var formand for Det Unge Tone-kunstnerselskab og som sådan en hedspore for fremførelsen af ny dansk musik. Værket fik sin uropførelse ved Det Unge Tonekunstnerselskabs koncert på Thorvaldsens Museum den 2. marts 1934 med selskabets orkester under ledelse af Johan Bentzon og med Arvid Degn som solist. Concertinoen opnåede at blive programsat ved tre musikfester i 1930erne: ved Syvende Nordiske Musikfest i Oslo 1934 samt ved ISCM-festerne i London 1938 og Warszawa 1939; ved første og sidstnævnte var Arvid Degn solist med Thomas Jensen på podiet.

Den stilistiske ændring mod det neobarokke, som høres i Concertinoen, er muligvis affødt af det studieophold Riisager i 1932 foretog i Tyskland. Han var i 1931 blevet tildelt Det Ancker-ske Legat og valgte at benytte legatsum-men til en studierejse til Leipzig, hvor han i 1932 studerede hos den ansete teorilærer og komponist, Reger-eleven Hermann Grabner. At Riisager med sit udpræget galliske ‘temperament’ foretog dette overraskende skridt, kan formodentlig kun tolkes som et udtryk for hans ønske om også at være orienteret i denne vigtige musikalske tradition. Den noget nær gennemførte neobarokke skrivemåde i Concertino for trompet og strygeorkester kan være affødt af kontrapunktundervisningen hos Grabner. Concer-tinoen er i pagt med den neobarokke stil præget af enkel tematik og en skematisk form.

I 1937 havde Johannes V. Jensens eventyrkomedie Darduse premiere på Det Kongelige Teater. Stykket, som bar undertitlen Brylluppet i Peking, var ikke ligefrem rigt på dramatisk spændkraft, så det var i et vist omfang overladt til Knudåge Riisager og instruktøren Svend Meth-ling at skabe den egentlige bevægelse i forløbet. Riisager komponerede en omfattende scenemusik, hvor bl.a. indgår Darduses vise “Lev vel, I gamle Guder” samt en lang række instrumentalsatser. I eventyrkomedien forekommer flere dan-se-afsnit, som blev koreograferet af Harald Lander og Leif Ørnberg. Riisagers virkningsfulde og billedskabende musik anvender en del specielle effekter, f.eks. i satsen “Støvstormen”, hvor koret benyttes med næsten instrumental virkning i form af glissandi og tekstløse mørkt eller lyst farvede udbrud. I den orkestersuite, som Riisager sammenstillede til udgivelse – og som her er indspillet – er medtaget bl.a. “De frie Fødders Dans”, som i koreografisk form udtrykker stykkets pointe: de nye tiders sejr over det gamle, stivnede kinesiske samfund.

Riisager skrev sin orkestersuite Slaraffenland i 1936 og tilegnede den grosserer Alfred Olsen, hvis ejendom Egebækgaard ved Nærum jævnlig dannede rammen om kunstnersammenkomster, hvor Riisager var en hyppig gæst. Suiten blev uropført ved en koncert i Københavns Koncertforening den 25. november 1936 under Emil Reesens ledelse. Allerede da foresvævede den tanke Riisager, at suiten kunne anvendes som grundlag for dans, men først i 1940 forelå balletten Slaraffenland. Inspirationen til handlingen havde Riisager bl.a. hentet i et af Pieter Brueghels malerier, som han havde set på Alte Pinakothek i München. Teksten blev forfattet af Kjeld Abell, og den omhandler “det forjættede land, hvor stegte duer flyver rundt i luften med kniv og gaffel i ryggen og hvor gaderne er brolagte med marcipan og chokolade.” Koreografien var lagt i hænderne på Harald Lander, som Riisager havde indledt samarbejde med i midten af 1930erne i forbindelse med Darduse – ja faktisk havde de samarbejdet så tidligt som i 1928, nemlig på finalen til det følgende års PH-revy i Riddersalen. Til balletbrug blev den foreliggende Slaraffenland-suite suppleret med en række satser, og til koncertbrug foreligger der to suiter: nr. 1, der er lig med den oprindelige ottesatsede suite, samt nr. 2, som består af seks satser fra den nykomponerede musik.

Slaraffenland fik sin urpremiere ved en forestilling på Det Kongelige Teater den 21. februar 1942, hvor også Qarrtsiluni og Tolv med Posten – alle i maleren Svend Johansens fantasifulde scenografi – blev holdt over dåben. Tolv med Posten havde koreografi af Børge Ralov. Teksten, som bygger på H. C. Andersens eventyr fra 1860, havde Riisager selv udarbejdet. Eventyret skildrer en nytårsaften, hvor der ud af en postkaret stiger tolv personer, hver repræsenterende sin måned. Det er disse tolv personers historie, der udgør eventyret, og balletmusikken benytter karaktererne i tolv tilsvarende satser.

Til trods for at det musikalske anlæg i såvel Slaraffenland som Tolv med Posten i flere henseender bærer præg af Riisagers forbilleder, bl.a. Stravinsky og Prokofiev, så må disse to balletter nok alligevel karakteriseres som noget nær det mest dansk klingende, Riisager overhovedet har komponeret. At de fornemmes sådan, skyldes ikke mindst de mange hentydninger til danske børnesange og sanglege, ligesom det melodiske og rytmiske anstrøg ofte kan lede tanken hen på Tivoli-stemning og H.C. Lumbye. Premieren på de tre balletter i Besættelsens mørkeste tid blev en kolossal succes, som blev efterfulgt af et stort antal opførelser.

Claus Røllum-Larsen, 1997

Release date: 
oktober 1997
Cat. No.: 
8.224082
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099978224
Track count: 
29

Credits

Indspillet i Helsingborg Koncerthus 2.-6. juni 1997

Producer: Michael Petersen
Teknik: Michael Petersen
Udgivere: (Darduse) og (others)

Coverbillede: "Madame Michelle Bourret Dancing Harlequin" af J.F. Willumsen (1934), Willumsens Museum

Indspilningen er venligst sponsoreret af KODAs Kollektive Båndmidler og Dansk Komponist Forening/KODAs Fond for Sociale og Kulturelle Formål.