Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Klaverværker

CD (free shipping)

  • CD
    Digipack
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Knudåge Riisager

Klaverværker

Christina Bjørkøe

Knudåge Riisagers klavermusik udgør en særegen kalejdoskopisk verden. Her er barnligt spøgefulde satser side om side med alvorsfuld modernisme og generøs senromantik. Musikken gennemstrømmes af den franske fascination, som Riisager fandt under studieårene i Paris, og af den sans for dans og drama, som gjorde ham til en kendt og elsket balletkomponist.

”Bjørkøes rige klangfantasi og dristige gestiske udtryksfuldhed smelter sammen med en usvigeligt sikker forståelse af mekanikken og detaljernes betydning”
Jan Jacoby, Politiken
Vælg foretrukket format til download af track.
Sonata op. 22 (1931)
1 I Allegro intransigente 7:48 9,60 kr.
2 II Andante reconciliante 2:35 6,40 kr.
3 III Allegro scevro e molto ardito 4:19 6,40 kr.
Deux morceaux (1933)
4 No. 1, Moderato 1:52 6,40 kr.
5 No. 2, Vivace 1:04 6,40 kr.
Four Pieces from Slaraffenland(Fools' Paradise) op. 33 (1936-40)
6 No. 1, Berceuse (Lullaby) 2:00 6,40 kr.
7 No. 2, Gyngestolen (The rocking chair) 1:25 6,40 kr.
8 No. 3, Prinsesse Sukkergodt (Princess Sweets) 2:38 6,40 kr.
9 No. 4, Springedans (Leaping dance) 1:34 6,40 kr.
Sonatine (1950)
10 I Allegro 2:03 6,40 kr.
11 II Andantino 2:32 6,40 kr.
12 III Rondo 2:45 6,40 kr.
Waltz from the ballet Twelve by the mail op. 37 (1939)
13 Maj, Valse lento 2:12 6,40 kr.
Four piano pieces for children (1964)
14 No. 1, Sarabande 2:05 6,40 kr.
15 No. 2, Polytonalt 0:12 6,40 kr.
16 No. 3, Kanonisk duet 0:49 6,40 kr.
17 No. 4, Duet 0:20 6,40 kr.
Quatre épigrammes (1921)
18 No. 1, Lento 2:24 6,40 kr.
19 No. 2, Burla 0:57 6,40 kr.
20 No. 3, Andante 2:43 6,40 kr.
21 No. 4, Capriccio 2:15 6,40 kr.
A happy trumpet and other piano pieces (1933-35)
22 I Lille polka (Little polka) 1:01 6,40 kr.
23 II Utålmodig (Impatient) 0:33 6,40 kr.
24 III Alene (Alone) 1:50 6,40 kr.
25 IV Spradebasse (Coxcomb) 0:59 6,40 kr.
26 V Lirekassen - På danseskole) (Barrel organ - At the dance school) 0:51 6,40 kr.
27 VI En glad trompet (A happy trumpet) 0:53 6,40 kr.
Total runtime: 
53 min.
Knudåge Riisager

Knudåge Riisager blev født den 6. marts 1897 i Port Kunda i Estland, hvor hans far havde ladet opføre og nu ledede en cementfabrik. Ved ingeniør Smidths død i 1899 blev faderen kaldt hjem for at arbejde i København for F.L. Smidth, og familien flyttede da til Frederiksberg, hvor Riisager boede resten af sit liv. Efter studentereksamen i 1915 påbegyndte han det statsvidenskabelige studium ved Københavns Universitet, hvorfra han i 1921 blev cand.polit. Fra 1925 til 1950 fungerede han som embedsmand, de sidste 11 år som kontorchef i Finansministeriet. Knudåge Riisager døde den 26. december 1974.

Sideløbende med denne regelrette administrative karriere udfoldede Riisager en frodig virksomhed som komponist, musikskribent og organisationsmand. Sin første undervisning i teori og komposition fik han af Otto Malling og efter dennes død i 1915 af Peder Gram. Det skulle blive nogle studieophold i Paris i årene 1921-23, som for alvor kom til at åbne den unge komponists øjne for de nye strømninger i samtidens musik. I Paris blev Riisager elev af Albert Roussel og Paul Le Flem, og påvirkningen fra det franske fornemmer man klart i hans kompositioner fra midten af 1920’erne. Medens flere værker fra årene op til 1921 har et nordisk lyrisk, sine steder Carl Nielsensk præg, så opviser kompositionerne fra årene op til midten af 1930’erne foruden indflydelse fra franskmændene Roussel og Satie påvirkning fra Prokofjev, Honegger, Bartók, og ikke mindst Stravinskij. Riisagers stærkt personlige stil skinner dog allerede igennem i værkerne fra disse år. Dette kommer således til udtryk i den nærmest provokerende anvendelse af sekunddissonanser, glæden ved det bitonale, det humoristiske, musikantiske islæt samt ikke mindst den for Riisager særegne orkestrering.

Hele denne udvikling kan aflyttes i værker som Ouverture til Erasmus Montanus og Sange til tekster af Sigbjørn Obsfelder, begge fra 1920, Suite dionysiaque fra 1924 samt Variationer over et tema af Mezangeau og T-Doxc, Poème mécanique, begge fra 1926. Sidstnævnte værk med undertitlen, Jabiru, mekanisk digtning, er et musikalsk portræt af en dengang splinterny japansk flyvemaskinemodel. Værket er helt i pagt med tidens maskinmusik og som sådan et fint eksempel på den unge komponists internationale orientering og vilje til at eksperimentere.

Allerede i 1928 havde Riisager indledt sit samarbejde med balletten på Det Kgl. Teater, idet han dette år komponerede musikken til Elna Jørgen-Jensens ballet Benzin med scenografi af Robert Storm Petersen. Premieren på dette værk må, hvad modtagelsen angår, betegnes som en eklatant fiasko, og den opnåede ved fremkomsten i 1930 i alt kun tre opførelser. I slutningen af 1930’erne genoptog Riisager sit virke som balletkomponist, idet han leverede musikken til Børge Ralovs H.C. Andersen-ballet Tolv med posten. Denne fik dog først sin premiere på Det Kgl. Teater i 1942, i øvrigt sammen med Harald Landers Slaraffenland og Qarrtsiluni – også med Riisagers musik. Skønt han i 1930’erne og 40’erne komponerede en række betydelige værker, så blev det i høj grad disse balletpartiturer, der i en bredere offentlighed kom til at slå Riisagers navn fast som en af sin generations førende danske komponister.

Balletmusikken blev også i de følgende år Riisagers væsentligste arbejdsområde. I 1945 færdiggjorde han musikken til Landers Fugl Fønix, og i 1947 bearbejdede og instrumenterede han et udvalg af Carl Czernys klaveretuder til sin og Harald Landers ballet Etude (senere kaldet Etudes). Med dette værk opnåede Riisager i særlig grad international anerkendelse, og selv om der er fortilfælde for anvendelsen af orkestrerede klaversatser som balletmusik (fx Ottorino Respighis La boutique fantasque (1919)), så rummer kombinationen af klaveretudernes og dansetrinnenes tekniske progression en særlig dimension, som netop er det samlede værks pointe.

I 1920’erne havde Riisager været blandt de mest aktive forkæmpere for fremførelsen af ny musik i København og som sådan medstifter af Unge Tonekunstneres Selskab (formand 1922-24) og medlem af censurkomitéen i foreningen Ny Musik. Endelig i 1937 blev han formand for Dansk Komponist Forening – en post han beholdt i 25 år.

Riisagers initiativrigdom og evne til problemafgrænsning og -løsning gjorde ham til et selvskrevent medlem af talrige foreningsbestyrelser, komitéer, råd m.m. såvel i Danmark som uden for landets grænser. Jævnsides med denne virksomhed varetog han som nævnt sit arbejde i ministeriet til 1950, da han trak sig tilbage som kontorchef. Riisager lod sig dog ikke friste af en tidlig pensionisttilværelse, så i 1956 tog han imod opfordringen til at blive direktør for Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Det er ganske tankevækkende, idet han aldrig selv havde frekventeret denne læreanstalt. Han helligede sig i øvrigt som direktør det administrative arbejde og underviste ikke i de 11 år, han var tilknyttet konservatoriet.

Efter at have færdiggjort Etude gik Riisager i gang med arbejdet på sin eneste opera, enakteren Susanne, til en libretto af hans nære ven Mogens Lorentzen. Nogen succes var der ikke tale om: Den fik kun 17 opførelser, og ved genoptagelsen i 1957 – i forbindelse med Riisagers 60-års dag – gik den kun over scenen seks gange. Flere større værker fulgte nu, bl.a. en koncert til violinvirtuosen Wandy Tworek, men det skulle som hidtil blive balletmusikken, der kom til at skaffe Riisager fremgang. Igennem 1950’erne komponerede han bl.a. to balletpartiturer til den svenske koreograf Birgit Cullberg, dels Månerenen, som havde premiere på Det Kgl. Teater i 1957, dels Fruen fra havet, hvis førsteopførelse fandt sted på Metropolitan Opera House i New York i 1960. Af værkerne fra Riisagers sidste 10 år må nævnes Sangen om det uendelige fra 1964 til tekst af den italienske digter Giacomo Leopardi samt orkesterværkerne Trittico fra 1971 og Til Apollon komponeret 1972.

Knudåge Riisager forenede et fuldtidsarbejde som embedsmand med en omfattende virksomhed som komponist, og ud over at yde en betydelig indsats i et stort antal af musiklivets organisationer udfoldede han sig som en uhyre flittig skribent. I de unge år var det ikke mindst som musikanmelder og artikelforfatter, men senere blev det som essayist, hvilket fremgår af bl.a. de fine bøger Tanker i tiden (1952) og Det usynlige mønster (1957). Også i disse klart formulerede litterære bidrag møder man Knudåge Riisager som en humanistisk dannet kulturpersonlighed med et bredt kulturelt udsyn.

Som komponist havde Riisager ingen elever eller efterfølgere, men han formåede med sin uforvekslelige, personlige tone at berige dansk musik med en ekstra dimension af spiritualitet og fyndighed.

Klaverværkerne
Klaveret var ikke Knudåge Riisagers hovedinstrument. Fra sine tidlige år havde han fået undervisning i violinspil, og dette satte ham i stand til at medvirke i skoleorkestret på Henrik Madsens Skole (det senere Skt. Jørgens Gymnasium) på Frederiksberg, hvor Riisager tog studentereksamen i 1915. Alt tyder på, at han kun lejlighedsvis herefter greb violinen. Men klaverspil dyrkede han også, og tidlige kompositioner vidner om hans interesse for instrumentets muligheder.

I 1916-17 komponerede Riisager en samling på fire klaverstykker, som spænder fra det salonagtige til det let impressionistiske, og fra 1918 stammer hans Klaversonate i h-mol, som er et værk i senromantisk stil præget af lange passager med oktavfordoblet basstemme og store akkordkomplekser. Som det gælder de fleste andre af Riisagers værker fra årene før 1920 er der noget søgende og ufuldbyrdet over denne sonate, og ligesom han ikke ønskede at genhøre sit debutværk, strygekvartetten i C-dur fra 1918, senere i livet, tør vi også formode, at han ikke ville have fundet det rigtigt at indlemme sonaten på en plade med hans modne klavermusik.

Riisagers tidligste trykte klaverværk er Quatre épigrammes fra 1921. Her møder vi den både tilbageskuende og fremadskuende unge komponist. I »Lento« findes små stænk af impressionisme, i »Burla« en dristig legen med en bevægelig harmonik, og endelig i »Andante« noget så sjældent i hans produktion som en regulær stilmæssig reference til Carl Nielsen. Riisager havde ikke noget nært forhold til kredsen omkring Carl Nielsen, for så vidt som han dels ikke havde gået på konservatoriet og der modtaget undervisning af Carl Nielsen eller dennes elever, dels tidligt orienterede sig andre steder hen end i det Carl Nielsen’ske univers. Andantens yderdele har med deres oktaver i bassen og tætte harmonik en vis lighed med Carl Nielsens Symfonisk suite (1894) og Wilhelm Stenhammars tidlige klaverværker. I den afsluttende »Capriccio« findes improvisationens uberegnelighed indbygget. Satsen er konstrueret af små moduler, indbyrdes meget forskellige i tekstur og udtryk, men så korte - ofte bestående af kun to takter - at de danner et flimrende lydbillede. I klaversonaten skulle Riisager vende tilbage til denne konstruktionsform. Quatre épigrammes er tilegnet pianisten Max Rytter, som i 1920’erne var aktiv i Unge Tonekunstneres Selskab, hvor han stod for en række opførelser af ny musik. Rytter uropførte Quatre épigrammes ved selskabets koncert i Frederiksberg Selskabslokaler den 11. april 1922 i anledning af et besøg af norske tonekunstnere. Værket bar i øvrigt ved denne lejlighed titlen Fire klaverdigte og havde opusnummeret 11 i Riisagers ‘gamle’ opus-række. Med ominstrumenteringen og uropførelsen af Ouverture til Erasmus Montanus i 1924 tog han hul på sin egentlige opusrække og tildelte passende ouverturen opus 1, medens opus 11 nu blev ’overdraget’ den 4. strygekvartet fra 1924-25. I den nye opusrække optræder Quatre épigrammes ikke.

Med sonaten fra 1931 er vi fremme ved Knudåge Riisagers største og, tør man nok sige, mest ambitiøse klaverværk. Det er ganske givet, at Béla Bartóks sonate for klaver fra 1926, som Bartók i øvrigt havde spiller ved sit besøg i København i 1929, må have inspireret Riisager til dette – også i hans egen produktion - exceptionelle værk. Sonaten er et eksempel på, hvor sikkert Riisager kunne føre sig frem som den ny tids mand. Her benyttes motorik og bitonalitet i en grad, så værket skiller sig kraftigt ud fra sin samtids danske musik. Også det forhold, at Riisager har ladet sig inspirere af Erik Satie til en mosaikpræget satsstruktur og desuden ganske givet er påvirket af Stravinskijs Petrusjka-suite, som blev spillet flere gange i København i slutningen af 1920’erne, viser Riisager som den moderne, internationalt orienterede komponist, han ønskede at være. Indflydelsen fra Bartók er tydelig i de udhamrede passager, men også i den afdæmpede mellemsats. Sonaten blev uropført den 18. marts 1932 af Ole Willumsen ved en koncert i Odd Fellow-Palæets mindre sal; Willumsen præsenterede senere værket for det internationale publikum ved ISCM-festen i Firenze i 1934.

Allerede i 1933 vendte Riisager sig atter mod klaveret i sine Deux morceaux pour piano. På en ejendommelig måde griber de to stykker tilbage til Quatre épigrammes: Det første synes at genoptage tonen fra »Andante« - dog med en noget mere udbygget harmonik, medens det andet stykke har træk tilfælles med både »Burla« og »Capriccio«. Deux morceaux blev uropført af pianistinden Karla Jensen den 7. marts 1933.

Der skulle kun gå to år, før Riisager atter havde et klaverværk færdigt, og tilmed det værk han i første række har indskrevet sig i dansk klavermusik med. I 1933 havde han komponeret musik til balletsituationen Stævnemødet, som blev opført på Det Ny Teater den 8. oktober 1933. Koreografien var af Svend Aage Larsen, som sammen med Gertrud Jensen dansede forestillingen. Ved klaveret sad Ole Willumsen, der leverede musikken, som bestod af satserne »Utålmodig«, »Spradebasse« og »På danseskole«. Disse tre småstykker supplerede Riisager i 1935 med endnu tre: »Lille polka«, »Alene« og »En glad trompet«, som kom til at udgøre den lille samling børnemusik. Som med så megen musik, der skildrer børnenes verden, er den næppe skrevet med henblik på at blive udført af børn. De enkelte satser rummer mange klanglige finesser, der ligesom de spilletekniske krav vil holde de fleste børn borte fra klaviaturet. Atter i disse satser fornemmer man den store indflydelse, Riisager modtog fra Erik Saties musik.

Musikken til Harald Landers balletter Slaraffenland (om det overdådige liv i dette forjættede land) og Tolv med posten (baseret på H.C. Andersens eventyr om de tolv måneder), der begge havde premiere på Det Kgl. Teater den 21. februar 1942, er selvfølgelig for orkester, men Riisager udgav selv »Maj« af Tolv med posten i den klaverudgave, der høres på denne plade. I 1942 udkom et fyldigt udvalg af dansene for klaver som pianisten Elof Nielsen stod for. Elof Nielsen (1898-1970) debuterede i Tivoli i 1917, hvorefter han gav en række koncerter inden og uden for landets grænser. I en lang periode var han balletrepetitør ved Det Kgl. Teater, og i denne egenskab kom han til at arbejde sammen med Harald Lander ved indstuderingen af flere af Riisager og Landers balletter. Klaverudgaven af uddragene af Slaraffenland er formodentlig i første række tænkt til praktisk brug ved indstudering, men, som det vil fremgå af denne plade, er den så meget i pagt med originaludgaven, at det er fundet fuldt forsvarligt at medtage et uddrag af disse charmerende satser på denne klaver-cd.

Den lille sonatine fra 1950 er skrevet som et bidrag til samlingen Ny nordisk klavermusik, som blev udgivet på Gehrmans musikförlag i Stockholm i 1951. Der er tale om en videreførelse af den neoklassiske stil fra concertinoen for trompet og strygeorkester fra 1933. Musikken er klart disponeret og formuleret med mange skarpe dissonanser, men samtidig med den enkelhed og klassiske klaverstil, som legitimerer titlen sonatine. Helt anderledes asketiske er de fire børneklaverstykker, som Riisager skrev i 1964 til antologien Pianospektrum udgivet af Herbert Connor i 1967 på forlaget Reuter & Reuter i Stockholm. Her møder man en karsk, polyfon skrivemåde, hvor de typiske riisagerske sekundsammenstød inkorporeres i en sats, som flere steder bringer Carl Nielsens sene Klavermusik for små og store (1930) i erindring.

Selv om Knudåge Riisager som tidligere nævnt ikke var pianist af uddannelse, og hans klaverværker ikke hidtil har haft nogen central placering i repertoiret, så viser denne plade, at ikke mindst sonaten fra 1931 må betragtes som et hovedværk i mellemkrigstidens danske klavermusik.

Claus Røllum-Larsen, 2004

Release date: 
september 2004
code: 
8.226004
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943600429
Track count: 
27

Credits

Indspillet på Det Fynske Musikkonservatorium 13. december 2003, 31. januar og 27. marts 2004
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Morten Mogensen
Coverbillede: Denise Burt
Grafisk design: www.elevator-design.dk

Dacapo Records ønsker at takke KODAs Kollektive Båndmidler og KODAs Nationale Midler.

Denne cd er produceret i samarbejde med Det Fynske Musikkonservatorium