Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Benzin

SACD (free shipping)

  • SACD
    Super Jewel Case
    55,80 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    27,60 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    31,60 kr.
Knudåge Riisager

Benzin

Owain Arwel Hughes, Knudåge Riisager

"Benzin er en Spøg”, sagde den danske komponist Knudåge Riisager om balletten, som han skabte sammen med sin ven, den folkekære tegner Storm P, og som fik premiere på Det Kongelige Teater i 1928. Men det viste sig at være en tvivlsom spøg. Balletten blev kun opført tre gange – og er aldrig blevet iscenesat siden. Måske var det plottet, der ikke fungerede - en motorcyklist løber tør for benzin og lægger an på den pige, som holder ham med selskab, mens hendes kæreste løber efter nye forsyninger. Måske var det den ellers så populære Storm Ps scenografi, som ikke levede op til publikums forventninger til en opsætning på Det Kongelige Teater. Eller måske var Riisagers musik ganske enkelt for smuk til at være rigtig morsom. Denne fremragende premiereindspilning af Knudåge Riisagers musik til Benzin i selskab med værkerne Archæopteryx og Til Apollon demonstrerer komponistens unikke talent for farverig og intelligent orkestrering, som fremmaner magien i det tidlige 20. århundredes symfoniske musik, når den er allerbedst."

"Lige til at spise (eller snarere sniffe, måske)"
Ursula Andkjær Olsen, Politiken
"The music is a kick"
John Sunier, Audiophile Audition
"L'interprétation est parfaite..."
Christophe Huss, Classics Today France
Vælg foretrukket format til download af track.
Benzin op. 17 (1928)
1 Ouverture 4:05 3,20 kr.
2 I. Pastorale 4:12 3,20 kr.
3 II. Høstdans 2:31 3,20 kr.
4 III. Træskodans 4:09 3,20 kr.
5 IV. Prokuratoren 5:12 4,80 kr.
6 V. Marcia funebre 1:18 3,20 kr.
7 VI. Fanfare 0:18 3,20 kr.
8 VII. Cykeldans 1:43 3,20 kr.
9 VIII. Fiskerdans 2:31 3,20 kr.
10 IX. Ved benzintanken 2:53 3,20 kr.
11 X. Rivalerne 6:06 4,80 kr.
12 XI. Forsoningen 2:24 3,20 kr.
13 XII. Vægteren 1:48 3,20 kr.
14 XIII. Månen 3:41 3,20 kr.
Archæopteryx for orchestra op. 51 (1949)
15 Archæopteryx for orchestra op. 51 (1949) 16:47 8,00 kr.
To Apollon, God of Light (1930)
16 To Apollon, God of Light (1930) 10:34 6,40 kr.
Total runtime: 
70 min.
Knudåge Riisager

Knudåge Riisager (1897-1974) har i mange sammenhænge givet udtryk sin store beundring for Robert Storm Petersen (1882-1949), og det er givet, at Storm P.’s tegninger og historier kom til at betyde meget for Riisager. Dels havde han en veludviklet sans for Storms barokke humor, dels kunne han lodde dybden i den. Det var derfor en særlig glæde for ham, at det i slutningen af 1920’erne lykkedes at få etableret et samarbejde med Storm Petersen om en ballet, og resultatet, Benzin, må da også regnes for en af dansk ballets mest originale frembringelser. Benzin har opnået en vis berømmelse, dels pga. dens yderst særprægede handling og scenografi, dels fordi den blev en enestående fiasko og kun gik over scenen tre gange.

Riisagers første møde med Storm Petersen fandt sted på Vallø Strandhotel under Første Verdenskrig, hvor der var arrangeret underholdning for egnens indkvarterede soldater. Riisager gav her nogle violinnumre, medens Storm P. optrådte sammen med skuespilleren Valdemar Willumsen. I 1928 udkom Riisagers Børnerim til tekster af Louis Levy, der som forside har en farvestrålende tegning af Storm P., og samme år indledte de to deres samarbejde om balletten Benzin. Om samarbejdet har Riisager fortalt i radioen:

“[-] i 1928 da boede Storm Petersen ude i Halvvejshuset ude ved Julebæk, og jeg boede i Ålsgårde om sommeren, og der gik jo cyklen frem og tilbage mellem Storm P, og hvor jeg boede, og der arbejdede vi med balletten Benzin. [-] Det morsomme var ikke, at den fik en dundrende fiasko, men det morsomme var, at da den gik anden gang, eller måske var det tredie gang, i januar, så skrev en af de kendte teaterkritikere, idet den dengang gik sammen med Holbergs ’Den stundesløse’, så skrev han: denne lille ballet er meget morsom og morede publikum overordentligt, og den vil sikkert holde sig længe på repertoiret. Og det var altså sidste gang, den gik.”

Riisagers partitur er slutdateret den 6. august 1928 og må kort tid efter være blevet indsendt til Det Kongelige Teater til bedømmelse. Censuren er foretaget af kapelmester Georg Høeberg, dateret 15. september samme år, og lyder:

“Var det ikke Hr. Storm Petersen der havde skrevet denne Ballettekst ville den vel uvægerligt blive kasseret, men det er muligt at Omarbejdelse kan bringe et gunstigt Resultat. Musikken er morsomt instrumenteret og vil sikkert klinge for Orkesteret med sine 11 (skriver elleve) Slaginstrumenter. Jeg kan altså anbefale Hr. Riisagers Musik til Antagelse, forudsat, at Teksten bliver godkendt af Balletmesteren.

Ærbødigst Georg Høeberg”.

Balletmester Kaj Smith kunne derimod ikke godkende librettoen, hvis handling han anså for ”uoriginal og stillestaaende”, og Benzin blev derfor ikke antaget til opførelse, hvilket teatrets direktør, William Norrie, meddelte Storm Petersen den 25. januar 1929. At der foregik en rivalisering mellem Kaj Smith og balletinstruktør Elna Jørgen-Jensen (senere gift Ørnberg), har muligvis været en medvirkende årsag til, at værket blev forkastet – Elna Jørgen-Jensen var modsat Kaj Smith fortrolig med bl.a. den nye russiske balletstil, og hun var derfor et mere oplagt valg til at koreografere et værk som Benzin end Smith, der havde haft store fiaskoer i netop det moderne repertoire.

Redningen for Benzin kom med den ændring i ledelsen af Det Kongelige Teater, der indtrådte i 1930, og hvorved skuespilleren Adam Poulsen blev teaterchef. Poulsen engagerede Storm Petersen som skuespiller, og efter at Georg Høeberg og Kaj Smith havde sagt deres stillinger op, blev Victor Schiøler ansat som ballet- og operaleder samt kapelmester. Det blev således Schiøler, der kom til at lede opførelserne af Benzin.

Stemningen på teatret var efter Adam Poulsens tiltræden meget anspændt; flere kunstnere, foruden de allerede nævnte bl. a. skuespillerne Poul Reumert og Bodil Ipsen, forlod teatret i protest. Det var på denne baggrund, Benzin blev bragt til urpremiere anden juledag 1930. At det blev en enestående fiasko skyldtes ifølge Riisager flere forhold: ”Det var en af de berømmeligste fiaskoer i teatrets annaler, fremkaldt på een gang ved den almindelige animositet mod den nye direktion og mod selve ballettens dengang uvante art.” Desuden havde Elna Jørgen-Jensen ikke megen forståelse for det nye i værket, og endelig var en væsentlig årsag, at ”vi alligevel firede af på kravene om den konsekvente gennemførelse af dens mange bizarre ideer. Kompromis’et er i sig selv altid kompromitterende! Men man lærer det som regel for silde.”

Handlingen i balletten kan – med Riisagers ord – gengives således: ”en ung bondekarl er forelsket i kroværtens datter. Til landsbyen ankommer en motorcyklist, der er løbet tør for benzin. Den unge bondeknøs tilbyder på sin cykel at køre til benzintanken for at hente en dunk af den eftertragtede vædske, men under hans fravær gør motormanden kur til pigen. Knøsen kommer tilbage, ser, hvad der er sket og bliver rasende. Men alt ordner sig – efter en større jalousiscene – og det hele ender i fred og idyl. De udveksler pigen med dunken, og balletten ender som et feeri med benzintågernes dans over den sovende by.”

Den barokke humor har selvfølgelig været sikret, i og med at Storm Petersen var mester for scenografien, og dertil har påvirkninger fra både Pablo Picassos kostumer til Parade og Léon Baksts til Jeux sneget sig ind mellem Storm P.’s egne originale figurer. Om balletten som helhed udtalte Riisager kort før urpremieren: ”Benzin er en Spøg – en Spøg paa en halv Times Tid baade for Dansens og Musikens Vedkommende. Den, der kommer med Illusioner om andet, bliver skuffet.”

Og mange blev skuffede. Benzin blev modtaget med overvejende dårlige anmeldelser. Spøgen havde anmelderne svært ved at få øje på, hvilket gjaldt både det sceniske og det musikalske. Peter Gradmann skrev i Morgenbladet: ”Det er saamænd ikke Umagen værd at komme ind paa Makværkets end ikke engang humoristiske Idioteri, ejheller paa den i omtrent samme Aand præparerede Musik af Knudåge Riisager.” I Nationaltidende skrev Johannes Fønss: ”Den [Musikken] bestod for en stor Del af Dyre- og Maskinlyde-Imitationer, men var iøvrigt lidet original, selv om Instrumentationen i sin Barokhed var noget ud over det almindelige. Men slet saa barok og banal som Balletten selv var den næppe – og det fortjener muligvis Ros.” Politikens Hugo Seligmann var ligeså afvisende: ”Disse banale, kortrumpede og stakaandede Musikbrokker uden Hoved og Hale, og som ikke var det mindste grinagtige, men bare nogle instrumenterede Grimasser, var det rene baat-baat og havde ikke Spor med Peter og Ping at gøre, det vil sige med det menneskelige i Karikatur.”

Som man vil kunne forstå, blev Benzin ikke taget op senere på Det Kongelige Teater – det har vist overhovedet ikke været på tale. En planlagt opførelse i Köln – formodentlig før urpremieren på Det Kongelige Teater – blev ikke realiseret. Derimod foranstaltede man i Danmarks Radio en fjernsynsopsætning af balletten i 1963. Det var Fredbjørn Bjørnsson, der stod for den koreografiske genskabelse, og Poul Jørgensen, der havde det musikalske ansvar. Opførelsen, som blev udsendt den 27. december 1963 med en indledning af Knudåge Riisager, er bevaret i Danmarks Radios arkiv. Den er stærkt beskåret – varer således kun ca. 25 minutter, medens den komplette musik spiller i knap 45 – og yder bl.a. derfor på ingen måde værket retfærdighed.

Adam Poulsen har fortalt, at Storm Petersen tog fiaskoen med et smil. ”Han sagde blot: ”Det kommer sent!” Til forfatteren Harald H. Lund sagde han om Benzin: ”Den faldt med et brag, men hvor kunne også en af maskinfolkene være så letsindig at stryge en tændstik.” Men fra Knudåge Riisager ved vi, at Storm var stærkt berørt af værkets modtagelse. At det ikke var blevet forstået som det humoristiske værk, det var, kom bag på ham.

Riisagers musik ligger i forlængelse af hans to tidlige symfonier, og helt i pagt med opgaven har Riisager tilladt sig en lang række instrumentale indfald af illustrativ, lydmalende art. Dette giver sig udtryk i glissandi, flatterzunge og slagtøjseffekter, som blander sig med og forstærker det sceniske. Instrumentationen er i det hele taget stærkt udarbejdet. For anvendelsen af bækkener angiver Riisager fx en række forskellige spillemåder: ”a2: begge mod hinanden. col legno: med trommestikken. : på kanten, o: på midten. col bg. d. t.: med køllen. colla mano: med hånden.”

Samarbejdet med Storm Petersen skal ses som en fortsættelse af den linie, som værkerne fra Riisagers ”futuristiske” periode, dvs. Marionetmusik (1925) og T-DOXC (1926), havde tegnet. Scenografien og handlingen i Benzin har da også stærke træk fra futurismen, som Storm Petersen formodentlig var blevet inspireret af. Også musikken rummer illustrative træk, som leder tankerne hen på futurismen, men den er som helhed i en diverterende tone, som allerede slås an i den lille elegante ouverture.

Gennem hele balletmusikken spiller det illustrative som nævnt en stor rolle, og virkningen er ofte grotesk. Riisager benytter således en solo for bækken som illustration af motorlyd, medens tubaen illuderer et kobrøl, og et glissando i celli skal fremmane den snorkende benzinmand. Autografen til værket er forsynet med komponistens regibemærkninger, som i mindste detalje beretter om det sceniske forløb.

Selv om Benzin var ment som en spøg, så rummer den dog også andet end komiske eller satiriske afsnit; faktisk ville store dele af Riisagers partitur, nemlig dansesatserne, i en anden sammenhæng – løsrevet fra Storm P.’s absurde scenografi og handling – have forekommet helt almindelige i riisagersk forstand. Det var som nævnt heller ikke i første række musikken, der forårsagede den furore, balletten vakte ved de få opførelser.

De mest stemningsfulde afsnit i Benzin finder man hen mod ballettens slutning, ”Vægteren” og ”Månen”; her skaber Riisager stemningsmættede musikalske tableauer, ikke mindst gennem en raffineret orkesterbehandling. I ”Vægteren” benytter han en varieret udgave af den gamle vægtersang ”Nu skrider dagen under”, som får en sart modstemme i de dæmpede violiner. Riisager skaber her en sjældent følsom stemning, fremkaldt af den enkle polyfoni.

Den tyste og intime atmosfære præger også afsnittet ”Månen”, hvori ”Månens dans” fremføres af en solo for sopransaxofon, som afløses af en banjosolo. Instrumentationen er her yderst sparsom, men uhyre nuanceret i det klanglige. Der benyttes næsten udelukkende dæmpede blæsere og tilmed flatterzunge i trompeterne. Gradvis stiger forløbet hen imod den korte afslutning på værket. Men musikken til Benzin rummer også en række sluttede musikalske numre, hvoraf flere er livlige dansesatser. I disse finder vi endnu et interessant træk ved balletmusikken, nemlig de mange temaer, som i deres enkelhed ofte leder tanken hen på danske sange.

Musikken til Benzin bringes på denne cd i uforkortet form. Knudåge Riisager udarbejdede aldrig en suite af musikken, hvilket reelt betød, at den i mere end et halvt århundrede sov tornerosesøvn. Det må derfor være rimeligt, at “lydsiden” af dette ballet- og musikhistorisk stærkt omtalte værk endelig gøres tilgængeligt i sin helhed.

Orkesterværket Archæopteryx blev færdigkomponeret den 5. september 1949 og uropført under Lavard Friisholms taktstok september det følgende år ved Nordiske Musikdage i Helsingfors. Værket har navn efter verdens ældste kendte fugl, øglefuglen, hvis skelet blev fundet i 1861, og som er det klassiske eksempel på “the missing link”. Som motto har Riisager i partituret ladet trykke et citat fra Knud Hjortøs Støv og Stjærner, første del af hans romantrilogi fra 1904-1906. Det lyder:

“Jeg tænker mig fuglekrybdyret – Archaeopteryx – sidde og slå sine knastørre triller ved randen af kridthavet. Det må ha’ været storslået hæsligt.”

Umiddelbart kan man stille sig tvivlende over for, hvordan det stemnings- og handlingsmæssige aspekt i denne tekst skal kunne omsættes til musik, og det må da også siges, at resultatet er blevet et af Riisagers mest særprægede værker. De indledende 28 takter indeholder alene tonen C i forskellige tonelejer og instrumenter. Herefter indtræder en vippefigur i sekstendedele, og gradvis sætter andre motiver ind. Vippefiguren veksler mellem to heltoneklange, som vender tilbage med jævne mellemrum resten af stykket, dels i denne version, dels som to fastfrosne horn- og trompetakkorder uden vippebevægelse.

Stykket har en udpræget statisk karakter; for det første er der ingen harmonisk progression, for det andet står de enkelte motiver som næsten isolerede udsagn, og de tilfører på den måde ikke forløbet nogen synderlig energi. Motiverne benyttes i en form for montageteknik, hvor de synes at blive kombineret frit uden en streng overordnet struktur, men med en stærk kontrastvirkning til følge.

Et par elementer bryder dog det lidt formelagtige præg, nemlig de to gange solofagotten sætter ind; først med et sekstoners motiv og senere med et lille femtoners motiv, som danner udgangspunkt for en længere cantilene af improvisatorisk præg. I resten af værket dukker udviklinger af disse motiver op ligesom en personlig stemme i den omgivne fossile formelverden.

Blandt værkerne fra Riisagers seneste år indtager Til Apollon. Lysets gud en særstilling. I sin kompromisløse karakter trækker det linier tilbage til Sangen om det uendelige fra 1964, men gennem sin stærkt virkende instrumentation og sine voldsomme dissonanssammenstød bringer det Qarrtsiluni i erindring. Det er bl.a. den linie i Riisagers udvikling, der her mange år efter tages op. At værket desuden rummer elementer, som får det til at pege fremad i Riisagers produktion var dets komponist sig fuldt ud bevidst.

Foran i partituret har Riisager skrevet: “Til Apollon/ Hymne til Phoibus Apollon, lysets gud og solens budbringer. Hans ånd er klarhed. Som skæreflammens stråle, splitter den mørket./ Musikken består i lysende planer, der krydser hinanden i et flerdimensionalt rum. Et skarptskåret motiv trænger sig gennem disse klangplaner.” Forløbet er opdelt i korte moduler med hver deres klanglige og ikke mindst rytmiske karakter. Den meget virkningsfulde instrumentation forlener stykket med en voldsom kraft, som i kombination med skærende dissonanser over lange stræk må gøre et stærkt indtryk på lytteren.

Til Apollon blev uropført den 11. november 1973 ved en koncert arrangeret af Det Unge Tonekunstnerselskab og med Radiosymfoniorkestret under ledelse af Aksel Wellejus. Det skulle blive Riisagers sidste større værk – han døde i december det følgende år.

Claus Røllum-Larsen, 2008

Release date: 
maj 2008
code: 
6.220527
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313152766
Track count: 
16

Credits

Indspillet i DR Radiohusets Koncertsal 1.-2. maj og 11.-16. juni 2007
Producer: Chris Hazell (Benzin) og Preben Iwan (Til Apollon og Archæopteryx)
Teknik: Jan Oldrup
Redigering og mastering: Preben Iwan og Jan Oldrup

Grafisk design: Elevator Design
Forlægger: (Benzin) og (Til Apollon og Archæopteryx)

Dacapo Records ønsker at takke Dansk Musik Forlægger Forening for økonomisk støtte til gennemførelse af produktionen.

Denne SACD udgives i samarbejde med Danmarks Radio.