Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Be My Quiet Friend

Morten Olsen

Be My Quiet Friend

Karl Husum, Morten Rasmussen, Irina-Kalina Goudeva, Morten Olsen

Morten Olsens "Be My Quiet Friend"" er et album af paradokser. Det har taget over ti år at frembringe - selvom det er baseret på øjeblikke. Musikken benytter sig af improvisation, men er samtidig klippet, redigeret og bearbejdet i en uendelighed. Visse passager er fuldstændig improviserede, mens andre er skrevet udførligt. Og triumfen består i, at det er omsonst at forsøge at skelne mellem de to. Foruden komponisten selv medvirker bl.a. sangerinden og performeren Irina-Kalina Goudeva og Morten Olsens mangeårige lydstudiepartner Morten Rasmussen, som Olsen har lavet musik sammen med så længe, at det ifølge ham selv ""føles som om vore hjerner er forbundet med MIDI-kabler"".

Liner notes: Kristian Leth

"

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
Total runtime: 
58 min.

PARADOKSER

af Kristian Leth

 

Morten Olsens ‘Be My Quiet Friend’ er en plade af paradokser. Den tog over ti år at frembringe, men er baseret på øjeblikke. Den benytter sig af improvisation og lader musiker-ne spille det “der falder dem ind,” men er klippet, redigeret og bearbejdet i én uendelighed. Visse passager er fuldstændig improviserede, mens andre er skrevet -udførligt.

Og triumfen består i at det for så vidt er omsonst at forsøge at skelne mellem de to.

‘Be My Quiet Friend’ er for Morten Olsen en tilbagevenden til sin ungdom som fusionsmusiker. Men den er også en kulmination af hans arbejde som komponist. Som en reaktion på en oplevelse af en koncert, der var “lejrbålssange, arrangeret og kompliceret så de lød som kompositionsmusik,” besluttede han sig for at gøre det modsatte.

Det er over ti år siden, at han bestemte sig for at lave en musik, der fandt selve sin DNA i det kompromisløse og komplekse, men som derefter tillader sig at blive produceret og indspillet, så det forfører.

“Jeg insisterer på at musikken skal forføre mig,” siger han. Ligegyldig om det er Miles Davis, György Ligeti eller Pelle Gudmundsen-Holmgreen, så træder deres metode ikke i vejen for musikken. Deres nybrud og opdagelser er i virkeligheden opdagelser af deres egen musikalske personlighed.

Med ‘Be My Quiet Friend’ har Morten Olsen sat sig for at finde et musikalsk ståsted, der ikke er bundet af nogen konventioner. En musik, der kan indeholde både kompleksitet og følsomhed.

En musik der kan alt.

Hvad er det vi hører?

Fra første tone er det klart, at noget ikke er, som det plejer. At sproget er anderledes. At det pantheon, der altid våger over et nyt værks fødsel, er fremmed. At den gruppe af musikalske guder og ånder, der velsigner en forlængelse eller en fornyelse af traditionen, er sammensat af helt andre personager end normalt.

Hvad er “normalt” så i denne sammenhæng? Hvis det man kalder ny kompo-sitions-musik har slået noget fast i løbet af de sidste halvfjerds år, så er det vel at ordet “-normalt” er uønsket. At selve nybruddet og det friske og fornyende altid er rette-snoren, frem for det gængse.

Men alligevel er det indlysende at Morten Olsens værk ‘Be Me Quiet Friend’ lyder anderledes. Ved at trække lige så meget på et musikalsk sprog og en musikforståelse, der stammer fra fra jazzrocken, fra fusionsmusikken og avantgarde-jazzen, som på kompositionsmusikkens præmisser, stiller værket os i den penible situation, at vi er nødt til – som lyttere – at stille os selv nogle fundamentale spørgsmål.

Hvad er det for en musik vi hører? Det lyder umiddelbart som et jazzorkester. Trompet, trommer, bas, keyboard og guitar. Men Morten Olsen har før – i værker som ‘In a Silent Way’, ‘Kata’ og ‘Oryq’ – bevæget sig inden for kompositionsmusikkens relative normal. Er det så jazz vi hører nu? Er det et markant brud for komponisten?

Musikken lyder fri, improviseret og jammet. Med jazz-musikkens åbenhed for instrumentalisternes medskabelse. Med øjeblikket og det impulsive som fokus. Som en optagelse af en serie inspirerede momenter, hvor denne jazz-gruppe fandt hinanden i en intens sammenspillet session. Har komponisten kastet sin historiske rolle i skraldespanden? Har Morten Olsen sluppet tøjlerne? Og hvordan er han så komponist?

Men derefter begynder der at vise sig andre strukturer i musikken. Elektroniske greb, produktionsdetaljer, der tydeligt viser at dette langt fra er resultatet af et øjebliks improvisation. I mixet og i indspilningen er lyde og manipulationen af instrumenterne gennemgående. Dette er ikke et værk der kan genskabes en til en, det er ikke et værk, der kan læses fra et partitur og spilles. Pladen er værket.

Og derved er vi ovre i en verden, der hverken er jazz eller kompositionsmusik (og ja, disse kategorier er både for trange, for gammeldags og så videre, men lad os bruge dem som udgangspunkt, som retorisk funktion). Pladen som værk er noget vi kender fra populærmusikken, fra rocken og poppen, fra elektronisk musik og heavy metal. Det er den indspillede musik som det endelige, ikke som en dokumentation af noget, der helst skal opleves live.

Er Morten Olsen blevet “pladekunstner”? Har han forladt koncerten?

Solsystem uden sol

Og så videre. Essensen af ‘Be My Quiet Friend’ er ikke til at finde i det eksisterende ordforråd. For essensen er netop denne uvished. Som et solsystem med planeter men ingen sol. For inde i midten, der hvor man normalt finder stjernen, der ikke bare belyser elementerne, men også holder dem sammen i en ordnet, meningsfyldt og logisk orden, der er dette tomrum istedet. Denne åbenhed.

Tag for eksempel teksternes frakoblede fragmentering. For det meste skrevet af Morten Skovgaard Danielsen, der før sin død sendte mange hundrede tekster til Morten Olsen, der så plukkede en linje her, to linjer her, og satte dem sammen. Netop med det formål at de ikke måtte pege på en entydig mening. Og netop med en klar bevidsthed om, at så snart komponisten selv begyndte at fornemme en fortælling eller en pointe, så skulle han vende den anden vej.

Tag for eksempel illusionen om jazz-orkestret. Det findes ikke. Jazz-trommeslageren er i virkeligheden et computer-program, ladet med trommelyde og derefter manipuleret af Morten Rasmussen og Morten Olsen. Illusionen er komplet, og man fornemmer trommeslagerens ynde, ferme håndværk og musikalske feeling. Han er der bare ikke. Det nærmeste vi kommer trommeslageren, er de små brikker man flytter rundt på i midi-interfacet på computeren. Hver brik et hihat-slag med whiskers, et storetromme-slag, en hvirvel med stikker.

Tag bare sangerindens personlige jazz-tone. Det er en selvsikker og udtryksfuld kunstner der synger de mærkelige tekstbrud, det er tydeligt at høre. Og Irina-Kalina -Goudeva er en etableret kunstner, det er bare i virkeligheden som klassisk kontra-bassist. Hun kom til Danmark da hun blev ansat ved Det Kgl. Kapel som solo kontra-bassist i 1997, og spiller i dag koncerter over hele verden.

Morten Olsen spiller selv akustisk og elektrisk guitar, percussion, kontrabas, elbas og keyboards på pladen, hvoraf kun kontrabassen er hans hovedinstrument. Her var tilgangen, at den manglende teknik var en fordel. At man griber mere respektløst om et instrument man ikke har brugt fem timer hver dag i tredive år på at holde rigtigt.

I arbejdet med målrettet at fjerne den letforståelige intention, systemet og det konventionelle, blev trompetisten Karl Husum undervejs bedt om at improvisere til skitser eller udkast Morten Olsen havde lavet. Derefter blev skitsen fjernet, smidt ud, og det nyligt indspillede blev i stedet grundstammen, som resten af musikken skulle reagere på.

Under hele arbejdet har Morten Olsens partner Morten Rasmussen, der også spiller keyboards og programmerer på pladen, været en uvurderlig samarbejdspartner. De to deler lydstudie og har lavet musik sammen så længe, at det “føles som om vores hjerner er forbundet med MIDI-kabler,” som Morten Olsen siger. Uden Rasmussen ville lydbilledet være utænkeligt, fortæller Olsen.

The Sweet Spot

Arven fra produceren og komponisten Brian Eno og dennes begreb om en musik, der er befriet fra et personligt narrativ eller en tolkelig følelse, ligger lige for. En musik, der i stedet har tomrummet som sin karakter. Pladsen til lytteren som helt menneske, i en sanselig, men ikke-dekodelig musik.

I mødet mellem Enos intellektuelle tilgang til en oprigtig følsomhed og Miles Davis’ radikale tilgang til struktur og improvisation finder vi en æstetisk tilgang til ‘Be My Quiet Friend’. I begge tilfælde taler vi om kunstnere, der ledte efter det “sweet spot”, der findes mellem intellekt og ignorance. Der hvor vores regler ikke duer mere, og vi er nødt til at lytte på ny. Som nye mennesker.

Og selv om Miles Davis’ arbejde med improvisation resulterede i impulsive mesterværker som ‘Bitches Brew’ og ‘Liveevil’, så er sandheden at de efter disse sessions klippede og klistrede få minutter ud af mange timers materiale. Altså blev øjeblikket tempereret af eftertanken.

Brian Eno arbejder med generativ musik, som han ikke kan styre, som opstår ud fra systemer, tilfældigheder eller fremmede musikeres improvisationer. Men samtidig lægger han mange timer i arbejdet med de systemer og algoritmer, og det er altid let at genkende hans musik. I Enos musik bliver valgene taget i arbejdet op til selve øjeblikket, hvor tøjlerne så bliver sluppet.

Det er i den optik Morten Olsens ‘Be My Quiet Friend’ skal forstås. Som en opdagelsesrejse ud i en musik, der placerer sig uden for kategorierne. Som forsøger at tage dyderne med fra kompositionsmusikkens forkastelse af det normale, fra fusionsmusikkens søgen efter det sublime i momentet og fra art-rockens fokus på pladen som et lydmæssigt kunstværk i sig selv.

Derfor lyder pladen som om den kommer fra et nyt sted. Og de guder der står omkring den og velsigner værket, er en broget og kun sjældent samlet flok. De kommer fra forskellige verdenshjørner og må se dybt forskellige ud. Men én ting er sikker: De har virkelig meget at tale om.

Kristian Leth er musiker og forfatter. Han har arbejdet som musikjournalist for DR1, P1, P2, P3 og Radio 24syv. Han er sangskriver og forsanger i bandet The William Blakes.

Release date: 
juni 2013
Cat. No.: 
8.226532
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943653227
Track count: 
14

Credits

Indspillet i CL Studio fra 2004-2012
Producere: Morten Rasmussen og Morten Olsen
Mastering: Morten Rasmussen

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Alle sange er udgivet af Edition·S, www.edition-s.dk

Vi vil gerne takke: Signe og Lauge. Catharina, Josefine og Caroline, Fuzzy, Roland Scandinavia, Johnny Mørch, Mark Hannibal & Cyberfarm, Freddy Albrektsen & Danfield Audio, Shahid Munir & Futureware, T.S. Høeg, Jacob Weigand Goetz, Henrik Marstal, Klaus Ib Jørgensen, Jexper Holmen, Jesper Egelund Pedersen, Mads Olsen og Jacob Munch

Denne CD er støttet af Dansk Komponist Forening/KODAs fond for sociale og kulturelle formål og KODAs Båndmidler

randomness