Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Americana

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    63,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Ib Nørholm

Americana

Ars Nova Copenhagen, Ensemble Storstrøms, Tamás Vetö

Ib Nørholm is one of the most significant living Danish composers. With his contemporary colleagues Per Nørgård and Pelle Gudmundsen-Holmgreen he guided Danish music into the post-war-avantgarde, and like the other two he abandoned the standard avant-garde techniques for a personal idiom which has since formed a model. Ib Nørholm is one of this century's most important Danish symphonists (to date he has composed ten very different symphonies), and he has also composed substantial music drama works. His vocal works brought melodic renewal to the Danish tradition in this genre.

Vælg foretrukket format til download af track.
Americana op. 89 (1988)
1 I Ikke blot tynde, bristefærdige grene (Not Meagre, Latent Boughs Alone) 2:33 6,40 kr.
2 II Sne om eftermiddagen (Snowfall In The Afternoon) 4:06 6,40 kr.
3 III Den gale præsts sang (The Song Of The Demented Priest) 4:43 6,40 kr.
4 IV Den sidste påkaldelse (The Last Invocation) 2:39 6,40 kr.
5 V Charles Webster 4:25 6,40 kr.
MacMoon Songs III op. 154 (1999)
6 I MacMoon has got a percussion mania 5:22 9,60 kr.
7 II My wings are burning 3:05 6,40 kr.
8 III MacMoon has a friend in Ghana 5:16 9,60 kr.
Sjælfuld Sommer op. 146 (1997) Cycle for Mixed Choir
9 Tredje Anskuelses-billede (3rd Picture) 3:36 6,40 kr.
11 Sjette Anskuelses-billede (6th Picture) 2:36 6,40 kr.
Sjælfuld Sommer op. 146 (1997)Cycle for Mixed Choir
10 Femte Anskuelses-billede (5th Picture)) 1:51 6,40 kr.
12 Skælven (Trembling) 5:19 9,60 kr.
Three Songs
13 No. 1, Kritik af Kulden (Critique Of Gold) (1988) 2:05 6,40 kr.
14 No. 2, De dødsdømte taler om deres land (The Condemned Speak Of Their Country) (1988) 1:21 6,40 kr.
15 No. 3, Billeder, billeder, billeder (Pictures, Pictures, Pictures) (1990) 1:12 6,40 kr.
Fuglene (The Birds) op. 129 (1994)
16 1st Movement 4:19 6,40 kr.
17 2nd Movement 4:49 6,40 kr.
18 3rd Movement 5:01 9,60 kr.
Total runtime: 
64 min.
Korkomponisten Nørholm

Ib Nørholm har haft kormusik mellem hænderne, lige siden han i skoletiden ledede opførelser af egne kompositioner, deriblandt koroperaerne Munken og fuglen og Sneglen og rosenhækken. I studieårene dirigerede Nørholm amatørkor på forskelligt niveau, i en periode op til seks-syv kor. Selv havde han mest udbytte af FH-koret hvis grundstamme var medarbejdere i møbelfirmaet Fritz Hansen i Lillerød, og som sammen med orkestret fra Birkerød Musik­forening bl.a. opførte Fynsk forår og Elver­skud under Nør­holms ledelse. Han fortsatte med kirkekor, da han i 1956 blev organist ved Sankt Olai kirke i Helsingør. Her fik Nørholm bl.a. bestilling på en kantate til kirkens indvielse som domkirke, hvad der efter sigende vakte Kong Frederik den Niendes mishag. I 1964 fik Nørholm embede ved Bethle­hems­kirken på Nørrebro, hvor han virkede indtil 1998, og hvis kor han som afskedsgave skænkede en samling motetter til hver gudstjeneste mellem påske og pinse.

Værker til gudstjenestebrug er dog en mindre del af Nørholms kormusik, der spænder fra kompositioner for børnekor og amatørkor, over værker for professionelle sangere med og uden instrumentalledsagelse til stort anlagte oratiorie­værker som Lys og lovsang og Elverspejl. Kormedvirken har en bærende funktion i symfoniske værker som tolvtonekompositionen Kenotafium fra 1961 og den vældige 4. symfoni Modskabelse fra 1979, der repræsenterer et yderpunkt i udnyttelse af korsangens klangmuligheder.

I løbet af 1960’erne vakte Ib Nørholm opsigt ved at kaste sig ud i kompositionstekniske eksperimenter. Han havde indtil da været anerkendt som en viderefører af traditionen fra Carl Nielsen og Vagn Holmboe, men nu afprøvede han forskellige nye udtryksmåder i en række kompositioner, begyndende med den såkaldte Tabeltrio fra 1959, det første gennemført serielle værk hertillands, hvor rækkefølgen af tonehøjder, tonevarigheder, instrumentation m.m. fulgte på forhånd fastlagte mønstre. Fluktuationer for strengeinstrumenter 1962, der modtog den internationale Gaudeamus pris, viderefører denne serielle teknik med et princip for ombytning af intervaller inden for en mangestemmig struktur, der i stykkets løb forvandles fra et mylder af toner til klangflader. Næste skridt var benyttelse af omtrentlig (såkaldt optisk og grafisk) notation, utraditionelle spillemåder og præparerede instrumenter i Relief II for kammerorkester 1963, og derefter fulgte værker med præg af instrumentalteater og happening.

Disse og andre nye virkemidler blev anvendt side om side med traditionelle udtryksformer i fjernsynsoperaen Invitation til skafottet, der også anvender citater og stilefterligninger, og denne stilblanding blev ført videre i en række instru­men­tal­værker med den 2. symfoni Isola bella fra 1972 som højdepunkt.

Selvom Nørholms musik i de følgende år nærmede sig en personlig syntese, er hans værker fortsat præget af vekslen mellem forskellige udtryksområder, sådan som man på denne cd møder det i instrumentalpartierne af Fuglene og MacMoon-sange. I de sidstnævnte har også koret modernistisk prægede indslag, men ellers holder dette udvalg af Nørholms kormusik sig inden for det klassiske både hvad angår stemmeklang og tonedannelse. Med hans egne ord:

“Når jeg arbejder med vokalmusik, hvad enten det er solo- eller korsang, er det for mig helt afgørende udgangspunkt betagelsen af teksten og forsøget på at fastholde, fortolke – eventuelt uddybe dens betydning. Derfor må jeg altid tilstræbe en deklamation, der er rytmisk “naturlig” og langt mere baseret på melodi og harmonik end på den mere instrumentalt eller fonetisk baserede klangdyrkelse, som ellers er blevet aktuel for mange komponister.”

Inden for disse rammer opstår der imidlertid udsving i stil og udtryk gennem rytmisk smidighed, afveksling i melodi og stemmeføring og ikke mindst i kraft af den harmoniske rigdom, der i sig selv skaber stemning, og som samtidig lægger sig tæt op ad tekstindholdet.

Værkerne

Americana

Impulsen til denne lille antologi opstod ved læsning af amerikanske digte i forskellige sammenhænge på engelsk og på dansk. At Nørholm har valgt at komponere til oversættelserne begrunder han dels med den oplevelse, som ikke mindst Poul Borums oversættelser gav ham, dels med den omsorg for en meget præcis afvejning af det deklamatoriskeder gør, at han kun meget undtagelsesvist benytter fremmedsproget tekst.

I den første sang folder stemmerne sig ud i et flerstemmigt fletværk, fra indledningens ‘tynde grene’ til den ‘nærende frugt’; begge steder krones af en kort altsolo. Den harmoniske farverigdom kan nydes rent musikalsk, men den giver samtidig ordene perspektiv som det trefoldigt gentagne ‘å sange’, der snor sig gennem fire indbyrdes fjerntliggende akkorder. Tilbagevendende samklange er med til at skabe sammenhæng, som dobbeltklangen på ordet ‘grene’der først ved sin genkomst på ordet ‘kærlighed’ får lov til at folde sig ud med slutningsordet ‘blomst’.

Sne om eftermiddagen er harmonisk roligere, derfor mærkes også mindre udsving som skiftet til mol på ordet ‘mørke’De frosne akkorder afløses af bevægelse, da ‘sneen bliver tættere’Den efterfølges af en dramatisk stigning med rytmisk og harmonisk forskudte treklange, idet laden ‘helt alene bevæger sig’ gennem snetykningen som et skib. En let antydet danserytme slutter af fra ordene ‘alle sømænd på dæk’.

I den tredje sang høres præstens forvirring som vidtspundne melodiske spiraler, og hans ‘undren’ udmales af barbershop-akkorder og harmoniske svinkeærinder.

Koralharmonierne i Den sidste påkaldelse brydes af nogle bratte toneartskift med ‘låsenes greb’; ved ‘blidhedens nøgle’ skiller stemmerne sig ud fra hinanden i nænsomme melodibuer frem til oktavspringene på ordene ‘så blidt’.

Den sidste sangs åbningsgestus, der gentages til teksten ‘mod den dybblå himmel’, og som vender tilbage med ‘så gik solen ned’, danner modsætning til det mere indadvendte udtryk i vandringen over ‘kløvermarken’, i ‘æblehavens grene’ og i ‘cedertræernes blade’. ‘Bølger­nes brøl’ beskrives med en duvende akkom­pag­­nementsfigur, der brydes mellem dur og mol i to forskudte akkordlag. Derefter skiller stemmerne sig ud fra hinanden til en mange­tonig, tåreblændet samklang, før Jupiter lyser op i en funklende durakkord. Den harmoniske ufor­løst­hed vender tilbage med slutakkorden.

MacMoon Songs

“En gang for mange år siden skulle Poul Borum læse op ved et forfatterseminar i New York. I den anledning skrev han forbavsende hurtigt 100 digte om den så velkendte MacMoon. Nogen tid efter forærede han dem til mig med tilladelse til at bruge dem, når og hvis jeg ville. Jeg sagde pænt tak, og da jeg arbejdede med helt andre ting, blev de lagt i en skuffe, jeg har til den slags (og som med et citat fra “Invitation til skafottet” hedder “Planer, projekter, alt det jeg ville”). Herfra dukkede de op ti år senere af sig selv på et belejligt tidspunkt. Digtene vrimler med allusioner og er både morsomme og rørende.”

De to første samlinger fra henholdsvis 1993 og 1997 på hver tre sange er for solostemme med instrumenter. Den tredje blev komponeret på bestilling fra Ars Nova, der uropførte den sammen med Storstrøms Kammerensemble i 1999.

Det begynder med en march, hvor det fraværende slagtøj er symboliseret af paukebas på harpe og knipsede klaverstrenge senere suppleret med efterslagsakkorder i knipsede strygere, og af en trommerytme spillet med stryger­nes buestokke anden gang koret sætter ind; den kommer igen i trompeten sammen med ‘bøger man kan tromme med’. De andre instrumenter, der nævnes, reflekteres også. En blæserfanfare melder MacMoons glade indmarch i den kedelige foredragssal.

I den anden sang er koret tolvstemmigt. De instrumentale figurer og akkorder i indledning og mellemspil breder sig over alle den kromatiske skalas toner. I korets tekst om ørnens brændende vinger er samklangene splittet mellem to tonearter. Sørgmodige melodibevægelser og samklange indtræder da vi hører om spurvehøgens forelskelse, milde harmonier med MacMoons trøstende svar.

Store kantede spring i blæsere, klaver og harpe og glidetoner med sordin i strygerne lægger op til fortællingen om MacMoons ven i Ghana og hans uforståelige sang, hvis skæve akkorder besvares med smilende samklange af MacMoon, her som i de foregående sange personificeret af rund og fyldig korklang. – I øvrigt er der, ifølge komponisten, i hver sang et mere eller mindre fordækt citat af en sang om månen.

Sjælfuld Sommer

Værket blev komponeret på bestilling fra Ars Nova, efter at de havde uropført Elverspejl i 1996 og opført Americana. Nørholm fortæller, at han nogen tid forinden

“konfronteredes med Halfdan Rasmussens digt “Skælven”, som jeg erindrede i en fjern fortid at have komponeret, uden dog at huske noget som helst om musikken og uden at kunne støve den frem af gemmerne. Digtet rørte imidlertid igen ved nogle strenge i mig. Jeg fik lyst til at sammenstille digtet med en anden stor lyriker fra den tid: den næsten og ufortjent glemte Frank Jæger. Ved igen at læse Jæger, stod hele den retnings åndfyldte, sofistikerede, næsten panteistiske livs- og naturopfattelse lyslevende for mig sammen med titlen til den foreliggende lille korcyklus. Sjælfuld sommer blev nu et meget bevidst forsøg på at genkalde efterkrigstidens mest afgørende nye strømning i dansk litteratur, som fandt sit grosted i tidsskriftet “Heretica”, og som talte digtere som Poul la Cour, Frank Jæger, Halfdan Rasmussen, Martin A. Hansen m.fl. Det er digtere, som i dag er lidet læste, men som repræsenterede en poetisk livsfølelse, der havde forbindelse med mysticisme, romantik og symbolisme, og som efter krigen forekom ny og opløftende”.

Den første sang følger i sine bevægelser tekstens billeder af det hvirvlende egern, landskabets sindighed og fladvandets linje og med akkorder i indbyrdes fjerntliggende tonearter himmelhvælvet.

Den anden sangs lette fortælletone afbrydes eftertænksomt, da stilheden skal males, og ordet ‘færdigt’ gentages med et spørgende toneartsskift.

Den tredje er i en enkel korsats, hvor stemmerne følges ad i samme rytme eller spejler hinanden kanonisk.

Sådan begynder og slutter Skælven også, men midtvejs kommer musikken i livligere bevægelse fra ‘På ingens bud’ til ‘brød kilder ud’.

3 Sange

De tre korsange er blevet til enkeltvis på forskellige tidspunkter, men blev samlet efter at de en gang var blevet opført sammen. Poul Borum, den digter som Nørholm har arbejdet så meget sammen med, får her selskab af Ivan Malinovski, hvis Kritik af kulden Nørholm betegner “som en poetisk parentes i det overvejende politisk-engagerede univers, som var hans.”

Den første sang er præget af farvemættede akkorder. En pludseligt drejende toneart markerer ordet ‘spøgelser’, spændingsfyldte akkorder skifter fra ‘frost’ til ‘fuldmåne’, og da ind­led­nings­akkorderne til sidst vender tilbage, fortoner de sig i en uafsluttet klang.

Spændte samklange præger den anden sang, der harmonisk bevæger sig fra hvidhed gennem farver og tilbage til den øde og tomme slutakkord.

Billeder understøttes tekstens hvirvlende scherzorytme af den harmoniske fremdrift i de uophørlige toneartskift linje for linje.

Fuglene

“Fra den dag i 1969 hvor Poul Borum sendte mig sin nye digtsamling “Lynets skønhed”, vidste jeg, at jeg måtte sætte “Fuglene”, det sidste og trettende afsnit i bogen, i musik. Mange år skulle gå, før en opfordring fra Morten Schuldt-Jensen og Sokkelund Sangkor blev startsignalet. Af de tretten digte ud­valgte jeg seks, som grupperet to og to i tre satser blev komponeret for blandet kor inklu­derende nogle vokalsoli og ledsaget af en instru­mentalgruppe bestående af fløjte, klarinet, viola og cello. Borums digte om fugle med menneskeansigter er underfundige, fantastiske og dramatiske. Hans altid præcise og koncentrerede sprogbrug har nu gennem en hel menneskealder været en gentaget spore for min egen forestillingskraft”.

Typisk nørholmske melodifigurer i blæserne indrammer teksterne om fugle med menneskeansigter. Sang og instrumenter forenes til den samlede lyd af fugl, og i ordene om fuglenes skridt og deres dans forlænger instrumenterne korstemmernes linjer. I soloen om ‘fugl Ingen’ og ‘fugl Nogen’ bliver den rolige instrumentalled­sag­else pludselig afbrudt ved træets fald. ‘Fugl Alle’ bringer efterligninger af fugleskrig. Til slut en kort mindelse om indledningens melodifigurer.

Også den anden sang indledes med instrumentale melodifigurer. En solo om ‘Øjenfugl’ med instrumentale indskud føres videre af kor- og instrumentalstemmer til en afsluttende fløjtesolo. Indledningsfigurerne vender tilbage, og efter en vekslen mellem soli og kor introduceres ‘fugl Uvejr’ ved fløjtelyn og dyb cellolyd. Til slut følges ‘Det vingede’ af en bevægelse op gennem in­strumenternes registre.

Den sidste sang breder sig ud som en forårsidyl i dansk tone. Den lukker sig i mol ved nattens komme og slutter med en stille efterklang.

Mogens Andersen, 2000

Mogens Andersen er musikforsker, indtil 1999 redaktør for produktion og præsentation af ny musik ved Danmarks Radio.

Release date: 
juli 2000
code: 
8.224168
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099986823
Track count: 
18

Credits

Recorded at Sorgenfri Kirke 23-24 June, 29 November and 2 December 1999

Recording producers: Michael Petersen and Preben Iwan
Editing and sound engineering: Preben Iwan
Publishers: Edition Wilhelm Hansen A/S ("Americana") and Edition Kontrapunkt

Cover picture: Carl-Henning Pedersen: "Solvogn" (1985)