Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Alpha

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Ib Nørholm
Bent Lorentzen
Svend Hvidtfelt Nielsen
Eblis Álvarez
Søren Nils Eichberg

Alpha

Alpha, Bolette Roed, Peter Navarro-Alonso, David Hildebrandt

Fem komponister og Alpha selv har bidraget til denne verdenspremiere på musik for blokfløjte, saxofon og percussion. Det er en yderst varieret samling værker med store klanglige kontraster, og hvert stykke repræsenterer en særlig synsvinkel på netop denne unikke ensemble-konfiguration. Men her er ikke tale om eksperiment for eksperimentets skyld; hvert værk er i sig selv en slående musikalsk oplevelse på sine egne præmisser.

Vælg foretrukket format til download af track.
El triste juego de la Polka espectral (2005)
1 El triste juego de la Polka espectral (2005) 10:01 12,80 kr.
Jubilate Deo in primavera (2005)
2 Jubilate Deo in primavera (2005) 7:20 9,60 kr.
Cantus (2005)
3 Cantus (2005) 13:12 12,80 kr.
Farbentiegel II (2004)
4 Farbentiegel II (2004) 9:20 9,60 kr.
Trionetics (2004)
5 Trionetics (2004) 8:31 9,60 kr.
Jaco (2005)
6 Jaco (2005) 7:10 9,60 kr.
Total runtime: 
56 min.
Alpha-musik

En udgivelse med musik for blokfløjte, saxofon og slagtøj er automatisk en musikalsk nyskabelse. Før Alpha i 2004 blev dannet, fandtes intet repertoire for besætningen. Alle værkerne på denne cd er derfor skrevet af en håndfuld nulevende komponister fra tre generationer i 2004-05 specifikt til Alpha, og resultaterne af komponisternes arbejde giver allerede ved en hurtig gennemlytning af cd’en anledning til to små konklusioner. For det første at dansk kompositionsmusik – lige nu – er en mangefacetteret og meget original størrelse; for det andet at blokfløjte, saxofon og slagtøj er en rigtig god idé!

Det helt specielle ved denne triosammensætning er den klangbredde, den kan mønstre. Et slagtøjsbatteri er selvsagt vidtfavnende, men også saxofoner og blokfløjter spænder både i klang og register over mere end man måske går og tror. På denne udgivelser er der benyttet tre saxofoner og syv forskellige blokfløjter, og sammenholdt med slagtøjet og den stribe komponister, der er repræsenteret, får vi en fuldstændig original udgivelse – både i musikalsk bredde og i kompositorisk tyngde.

Cd’ens første komponist er dens yngste. Eblis Álvarez er født i 1977 i Bogotá, Colombia, og debuterede i 2004 fra komponistklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Som komponist spænder han vidt; som deltager i en del ny musik-festivaler og som medvirkende i forskellige projekter, både udforskende rocken og den sydamerikanske folkemusik. Værket på denne udgivelse, El triste juego de la polka espectral (der kan oversættes til ”den spektrale polkas triste spil”) er også inspireret af folkemusik, men i denne sammenhæng er det sydamerikanske ikke det primære – det synes dog alligevel at ligge et eller andet sted i baggrunden – men den burmesiske folkemusik, som Álvarez har hørt Alpha spille arrangementer af. Og inspirationskilden træder klart igennem i værket; musikken er næsten gennemsigtigt tydelig i sin tekstur, idet den består af små prægnante rytmiske figurer, der gentages og varieres meget længe i et langt, homogent lyst klangbælte. På den facon – i sin tilsyneladende uendelighed – ligner musikken en opfattelse af fjernøstens religiøse og verds-lige musik, nemlig i betoningen af den konstante variation og den ikke organiske udvikling.

Ib Nørholms Jubilate Deo in primavere er, som titlen afslører, en art lovprisning i foråret(s toner). Nørholm er født i 1931 og er med dette værk i 2005 nået til sit opus 182. Her bekræftes det faktum, at der gennem de 182 er forsøgt vidt forskellige tilgange, som er kendetegnet ved en vedholdende afsøgning af alle tænkelige musikalske muligheder. I 1960’erne var Ib Nørholm en hovedperson i opfindelsen af en postmoderne musikstil – stilpluralisme – der kortfattet kan betragtes som en erkendelse af, at alt hvad der hidtil er komponeret og de måder, det er gjort på, kan (gen)anvendes i nye kompositioner.

Denne tanke, at musikhistorien udgør et reservoir af muligheder for komponisten, kan umiddelbart bruges til at nærme sig Jubilate Deo in primavere. Teknisk er værket nemlig i vid udstrækning en slags frit kontrapunkt, der i sit udgangspunkt er af meget ældre dato. Her forholder de enkelte stemmer sig både til hinanden med imitationer og besvarelser samtidig med, at de er fuldgode i sig selv, og værket igennem formår Nørholm med ret enkle midler at lade hvert instrument tegne et lyslevende pastoralt lydbillede. Alligevel er der fluktuation på færde; musikkens skiften i sektioner med abrupte ændringer i slagtøjets instrumentarium giver en overraskende klanglig dynamik.

Søren Nils Eichberg, født 1973, er sin unge alder til trods i besiddelse af et imponerende cv – både som komponist, pianist og dirigent. Hans officielle værkliste tæller kun værker fra de seneste fem år og så meget mere bemærkelses-værdigt er det, at hans stykke for violin og orkester Qilaatersorneq fra 2001 opnåede førsteprisen ved Queen Elisabeth-konkurrencen i Bruxelles. Værket på denne udgivelse, Cantus, er på flere måder meget særegent. For det første er værkets form på overfladen egentlig usammenhængende, hvad der skal forstås positivt. I stedet for at danne forbindelser mellem de enkelte musikalske fraser i interimistiske overledninger er musikken sektionspræget og næsten mekanisk opdelt. Hver frase får plads og gentages til et punkt, hvorefter en ny frase overtager. Alligevel hænger musikken sammen; de enkelte fraser er beslægtede, og man lærer, som værket skrider frem, mere og mere om, hvad de er for nogle musikalske størrelser. For det andet er et iørefaldende træk komponistens behændighed og den umiddelbare imødekommenhed, den afstedkommer over for lytteren. Musikkens elementer er prægnante, gennem-arbejdede, og de klinger i instrumenternes bedste leje. I den forstand virker musikken meget mere hørt end udtænkt, og det inden for en æstetisk ramme hvor lytterens oplevelse og forståelse er i centrum.

Bent Lorentzens værk Farbentiegel II er et studie i klanglige effekter (-Farbentiegel = farve(smelte)digel). Lorentzen er født i 1935 og er formentlig bedst kendt for en stribe prisvindende musikdramatiske værker. Dog har han en stor instrumental produktion bag sig, og for forståelsen af denne virker det væsentligt, at en del af hans musikopdragelse i 1960’erne foregik i det svenske elektronmusikstudie EMS. For arbejdet ved mixerpulten synes overført til akustiske instrumenter – i tilfældet Farbentiegel II bærer musikken lige så vel præg af et minutiøst klangligt arbejde – fx med støjeffekter, klangfarver, rumlige virkninger og manipulation med tonehøjder – som det at placere klangene i tid i et komponeret forløb. Der er, som titlen antyder, nemlig et i forvejen fastlagt, men svært hørbart, rytmisk skelet, som tager sig af den tidslige side af sagen.

Farbentiegel II’s form er i to dele og på samme tid enkel og virkningsfuld. Den første tredjedel er både afmålt og afdæmpet, mens de sidste 2/3 er voldsomt ustabile. Først er det metalliske slagtøj (både som dybe brede slag og små indskud), saxofonens dybe drone og blokfløjtens forvrængede udbrud sat sammen i et forløb af overlap og gentagelse uden egentlig udvikling. Det er så at sige en helhed af tilbage-vendende klanglige begivenheder, der virker i og af sig selv. Anden del er til gengæld ren bevægelse. Her er droner afløst af ustabile toner, der trilles og bøjes uden fiksering. Her bliver også slagtøjet, hvis gonger og tamtam indtil dette punkt egentlig har frembragt meget komplekse, mættede klange, særdeles ustabilt; det dominerende instrument er nu rørklokker, hvis toner bøjes frem og tilbage som et resultat af, at de nedsænkes i vand, mens de slås an. Dermed bliver værket mere og mere til et samlet klangbillede, hvis enkeltdele bliver sværere og sværere at udskille.

Titlen på Svend Hvidtfelt Nielsens værk Trionetics giver et godt bud på, hvad pointen med musikken er. Helt frit oversat – ordet har komponisten formentlig selv opfundet – betyder Trionetics studier i, hvordan en trio konkret fremtræder. Den fortolkning passer godt i Svend Hvidtfelt Nielsens historie, idet han på et tidspunkt selv har ment, at netop udforskningen af konkrete musikalske fænomener – særligt fænomener der har noget med musik og tid at gøre – har været et kendetegn for ham og jævnaldrende kolleger siden slutningen af 1980’erne med udspring i komponistuddannelsen på musikkonservatoriet i Århus og lærerne Per Nørgård og Karl Aage Rasmussen. Uanset hvor megen hensigt komponisten har forbundet med valg af titel, er Trionetics et ensemblestykke med stort E. Selvom de tre instrumenters enkelte melodilinjer formentlig ville fungere som melodier i deres egen ret, er det i samspillet, at meningen opstår.

Stykket forløber som en større og større udfordring for både musikere og lytter; stykket slås an i fælles ånd stemmerne imellem med imitationer og fælles markeringer, men meget hurtigt udvikler de små motiver sig rytmisk, sådan at små forskydninger, ombytninger, uforudsete accenter og utællelige parallelforløb giver et svimlende udtryk. Tempoet er altovervejende højt, og tonerne korte, så metaforen musikalsk 100-meter-løb ligger ligefor. Forskellen – til atletikkens verden – er blot, at Trionetics foregår i kuperet terræn, deltagernes skridtlængder skifter konstant, og de medvirkende begynder sjældent samtidigt.

Cd’ens sidste værk, Jaco, er skrevet af Alpha selv i et spændingsfelt af flere elementer. På samme tid er det både komposition og improvisation, og på samme tid er det både akustisk og elektronisk. Strukturelt er stykket opbygget som et forløb af accenter, der spilles i forskellige tempi af de forskellige instrumenter. Formen er enkel: en opbyggende indledning med insisterende markeringer ledsaget af blokfløjtens forskellige småudbrud og en lille melodi. Midt i stykket er alting lyst og i udbrud, før en rolig, næsten meditativ sektion danner en udebbende afslutning.

At værket er en mellemting mellem det akustiske og elektroniske skal forstås sådan, at Jaco har en hel del særegne lyde, som man normalt ikke forbinder med ensemblets akustiske instrumenter. De er resultatet af, at de mikrofoner, der bruges i optagelsen – eller i koncertsituationen i en almindelig forstærkning – bevidst er placeret meget tæt på, eller inde i det instrument, de optager. På den måde forstærkes lyde, som det menneskelige øre ikke normalt opfatter, fx den støjklang der opstår, når saxofonisten lægger tungen på bladet eller den ustabile og overraskende lange udklingning, kalimbatrommen frembringer i slutningen af værket. Jaco er med andre ord musik i spændingsfeltet mellem det akustiske og det elektroniske – en fusion, der ved en simpel teknisk manøvre bringer lytteren helt ind i instrumenternes ellers private klang--univers. Uanset disse interessante teoretiske perspektiver er Jaco et værk, som både rammer hjernen og oplevelsen; det er en skarpskåren klanglig mangfoldighed, der i et yderst fortættet rytmisk forløb bringer et umiddelbart musikalsk overskud tæt på sin lytter.

Henrik Friis, 2005

Release date: 
februar 2006
code: 
8.226518
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943651827
Track count: 
6

Credits

Indspillet i Danmarks Radios Studie 2 19.-21. maj, 29.-30. juni og 27. september 2005

Producere: Jesper Lützhøft og Alpha
Lydteknikere: Peter Bo Nielsen (Nørholm, Lorentzen, Alpha) og Ronald Skovdal (Álvarez, Eichberg, Hvidtfelt)

Grafisk design: