Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Tidlige klaverværker

SACD (free shipping)

  • SACD
    Super Jewel Case
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
  • Studio Master
    FLAC 24bit 88.2kHz
    84,00 kr.
  • Studio Master +
    FLAC 24bit 176kHz
    104,80 kr.
  • Studio Master MCH
    FLAC 24bit 96kHz 5.1 Surround Sound
    119,20 kr.
Per Nørgård

Tidlige klaverværker

Niklas Sivelöv

Siden begyndelsen af sin karriere har Per Nørgård (f. 1932) komponeret musik for alle instrumenter, men klaveret er formentlig det, han er forblevet mest knyttet til. Udviklingen af det ‘nordlige sinds univers’ og den tidlige indflydelse fra både Bach og Stravinskij afspejles i den roste pianist Niklas Sivelövs unikke portræt af Nørgårds tidligste musikalske tænkning, inklusive førsteindspilninger af Sonata determinataMiniature koncert i G-dur og Trifoglio.

Niklas Sivelöv under indspilningen. © Christina Birch
“Clearly the works of a superior musical mind. A delightful album and one that illustrates the early career path of this excellent composer”
Lynn René Bayley, The Art Music Lounge
Vælg foretrukket format til download af track.
Sonata determinata
1 I. Allegro determinato 4:38 6,40 kr.
2 II. Andante 6:12 9,60 kr.
3 III. Vivo scherzando 2:48 6,40 kr.
4 IV. Allegro ma non troppo 5:54 9,60 kr.
Miniature Concerto G Major
5 I. Allegro moderato 2:36 6,40 kr.
6 II. Andantino 1:24 6,40 kr.
7 III. Presto 2:34 6,40 kr.
Sonata capricciosa
8 I. Vivo con moto 3:07 6,40 kr.
9 II. Andante (pastorale) 2:51 6,40 kr.
10 III. Finale. Allegro 3:44 6,40 kr.
Trifoglio, Op. 7
11 I. Notturno. Lento, poco rubato 3:49 6,40 kr.
12 II. Intermezzo capriccioso. Allegro capriccioso 6:33 9,60 kr.
13 III. Elegia. Adagio, non troppo 7:31 9,60 kr.
Sonata in One Movement, Op. 6
14 Sonata in One Movement, Op. 6 15:37 16,00 kr.
Toccata for piano
15 Toccata for piano 8:27 9,60 kr.
Total runtime: 
78 min.

Niklas Sivelöv under indspilningen af Per Nørgårds Sonate i een sats (1953/56-57) i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg.

Dengang Per Nørgård blev komponist

af Jens Brincker

Egentlig komponerede Per Nørgård (f. 1932) længe før han blev komponist. Eller rettere: Han skrev musik – ofte i samarbejde med sin ældre bror Bent, der skrev tekster til små tegneserier (Tecnics), som Per tegnede og satte musik til. Vi er i begyndelsen af 1940’erne under besættelsen. Per Nørgårds musikalske uddannelse var allerede begyndt i Københavns Drengekor med Mogens Wöldike som leder og med undervisning i klaverspil. Bach og Beethoven udgjorde sammen med tidens populære latinamerikanske danse og europæisk underholdningsmusik den musikalske bagage, der rumsterede i hovedet på ham, men egentlige kompositioner – afrundede helheder – blev det ikke til. Snarere udsnit af musikalske fantasier der som et løbende bånd rullede i hans ubevidste og undertiden også hans bevidste jeg. ”Fragmenter” kunne man kalde det med tanke på den voksne Per Nørgård. ”Hvornår begynder du at gøre ting færdige, Per!” sukkede hans mor.

Det gjorde han i foråret 1949 da Per Nørgård var 16 år. Hans seks år ældre bror Bent blev indkaldt som soldat, og det var slut med at lave tegneserier med musik. Per Nørgård tog nogle ark nodepapir og skrev ”Sonate. P. Nørgård 49” øverst på side 1. Han spillede noget af sonaten for broder Bent der sagde: ”Jeg synes du skulle skrive den færdig”. Resultatet blev Per Nørgårds første afrundede værk, Sonate for klaver, der i denne indspilning har fået en ny titel tildelt af komponisten selv: Sonata capricciosa  – .

Så gik det stærkt. Sangskoledrengen førte ordet i det næste værk, Gloria in excelsis Deo for to sangstemmer (Brdr. Nørgård) og klaver; og interessen for Bach og hans kontrapunkt udmøntede sig i to klaverværker: En Toccata  med indlagt fuga og en koncert for soloklaver. Per Nørgård studerede på egen hånd det klassiske kontrapunkt i Knud Jeppesens lærebog i Palestrinastil og læste Stravinskijs selvbiografi. Begge dele gav lyst til at lære mere, og få dage efter Per Nørgård fyldte 17 år den 13. juli 1949 stillede han hos Vagn Holmboe, der dengang var Danmarks førende komponist i sin generation på vej mod international anerkendelse og en efterspurgt privatlærer, og bad om at blive hans elev.

”Jeg er overrasket!”

Disse tre ord var Vagn Holmboes umiddelbare kommentar til den node, Per Nørgård havde med til det første møde med Holmboe, og de ændrede Nørgårds liv fundamentalt: ”Min bevidsthed om hvad jeg lavede forvandledes fra følelsen af en uforpligtende leg til anerkendelse af det krævende arbejde, som følelsen af ansvarlighed medførte.” Per Nørgård ”var velsignet af opmuntringen af [Holmboes] ord. Jeg svævede hjem (og på en måde svæver jeg endnu).”

Det værk som overraskede Holmboe, var en ’Koncert for soloklaver’ – ifølge den officielle fortegnelse over Nørgårds værker det fjerde og sidste værk han komponerede før mødet med Holmboe. Titlen var ifølge Nørgård ”inspireret af Bachs Italienske koncert for soloklaver”, men mere vides ikke om koncerten, for der foreligger ikke noget manuskript til den samling af manuskripter, som Per Nørgård senere overdrog til Det Kgl. Bibliotek.

Blot en uges tid efter mødet med Holmboe fuldendte Nørgård igen en koncert for soloklaver, Miniature koncert G-dur for piano, og daterede manuskriptet 28/7 – 49. På to punkter adskiller den sig afgørende fra de tidligere værker: Der er angivet en toneart, G-dur, med dertil hørende faste fortegn (et kryds) i 1. og 3. sats, og den er i gennemført todelt takt (2/4 i de to første satser, 2/2 i den afsluttende presto sats).

Sammenlignet med de to tidligere klaverstykker var det en velkommen nyskabelse, for de er noteret i hvad man høfligt kan kalde ”vekslende tone- og taktarter”. Faste og løse fortegn skifter uforudsigeligt og nogle gange selvmodsigende, og taktangivelserne veksler mellem 2, 3, 4 og 5 fjerdedele suppleret med 11/8. Notationen er uprofessionel og vidner om en komponist der er sprængfyldt af gode ideer, men ikke har lært at skrive dem ned, så de kan accepteres af et professionelt musikliv.

Hvis det partitur som Nørgård præsenterede Holmboe for har været noteret på lignende måde, er det måske forklaringen på, at Holmboe kun accepterede Nørgård som elev ”på prøve”. Han ville sikre sig at det unge, originale talent var modtagelig for undervisning og gjorde det klart fra første færd. Man kan forestille sig at Nørgård er blevet sendt hjem med besked på at revidere sin klaverkoncert og beslutte sig for en klar toneart og taktart.

Miniature koncert

Resultatet kan meget vel være den Miniature koncert i G-dur  – , som vi har manuskriptet til (Nørgård forveksler selv de to koncerter i et interview fra år 2000). Den blev komponeret på en uges tid, manuskriptet bærer præg af at være klistret sammen af forskellige nodeark, og så er der det med tonearten! Når Per Nørgårds tidligste klaverværker – sonaten og toccataen fra 1949 – ikke har nogen toneart angivet, men som anført veksler mellem forskellige tonearter antydet med skiftende faste fortegn, skyldes det ganske enkelt at de ikke står i en bestemt toneart. Dermed være ikke sagt at de er ”atonale”, men snarere at de er tonalt forankrede om et centrum, der stråler ud mod alle den kromatiske skalas 24 mulige tonearter.

Sådan må man ikke komponere ifølge lærebøgerne i harmonilære, men Per Nørgård var ikke interesseret i harmonilære. Inspireret af Stravinskijs selvbiografi (der fortæller at harmonilæren kedede ham) bad han Holmboe om at blive undervist i ”komposition og kontrapunkt” – de lineære kræfter og deres muligheder for at skabe form var afgørende for Nørgård. Harmonierne var resultater af stemmesammenstød i tonernes univers – komponenter i klangtæpper, som den unge Nørgård gerne forlængede ved at træde pedalen i bund og holde den nede, når han spillede klaver.

Det brød Nørgårds klaverlærer sig ikke om, og rettelserne i manuskriptet til Miniature koncert i G-dur tyder på at Holmboe har bedt sin vordende elev om at revidere koncerten, så den både begynder og ender i utvetydig G-dur. Det har kostet både lim og saks og måske også et par dråber hjerteblod. Men eleven gør, som mesteren forlanger. Per Nørgård demonstrerer, at han er modtagelig for undervisning.

Elev af Vagn Holmboe

Efter fire lektioner var Per Nørgårds prøvetid forbi, og det skulle afgøres om Holmboe ville acceptere ham som elev.

”Jeg medbragte mit nyeste klaverværk, Concertino nr. 1. Før jeg spillede det for ham bad han mig kommentere (fra bladet) forskellige klassiske partiturer, blandt andet en sonatesats af Haydn, som jeg skulle beskrive formen på. Jeg har glemt de andre … men jeg husker tydeligt omstændighederne ved min følgende opførelse af Concertinoen. Da jeg nåede den sidste side, bemærkede jeg, at Holmboe begyndte at gå frem og tilbage i værelset – det var ualmindeligt for ham, normalt var han nærmest et billede på stoisk ro. ’Det er den bedste slutning jeg har hørt i lang tid’, sagde han. Og så hændte det for en 17-årig utrolige: Holmboe tog tre lommepartiturer, gav mig dem og fortalte, at honoraret for mine timer skulle fortsætte [Holmboe forlangte 100 kr. pr. gang – i vore dages penge ca. 2000 kr.], og at han ville bruge pengene til at købe lomme­partiturer til mig.”

De følgende seks år studerede Per Nørgård hos Holmboe først som privatelev og fra 1952 som konservatoriestuderende. Næsten 40 værker blev til i disse år – ca. halvdelen elevarbejder som Nørgård ikke tæller med blandt sine ”værker”, den anden og seneste halvdel konservatorie­værker med opusnumre. I nærværende sammenhæng er de repræsenteret af tre værker: en tidlig Sonate i fire satser fra årene 1949-50 og to sene: Sonate i een sats opus 6 komponeret 1953 og Trifoglio opus 7 fra 1954 – begge revideret 1956. Tilsammen viser disse værker Per Nørgård ved begyndelsen og ved slutningen af hans læreår, og mellem dem står en række partiturer, hvor han udvider sit instrumentarium fra klaveret til celloen, sangstemmen, strygerne, blæserne og til sidst hele orkestret, der kommer til fuld udfoldelse i hans første symfoni, Sinfonia austéra opus 13 komponeret 1953-55, hans svendestykke som komponist.

Elevarbejderne er her repræsenteret af Sonate i fire satser, som her er førsteindspillet som Sonata determinata  – . Man sporer Stravinskijs indflydelse, men på en underlig måde: I det ydre er det den mellemste, ”neoklassiske” Stravinskij der viser sig med en næsten wiener­klassisk formopfattelse. I det indre – tonalitet og rytme – kommer den tidlige ”russiske” Stravinskij til orde. Her folder den otte-tonige skala (der ligger til grund for Stravinskijs berømte ”Petrusjka-akkord”) sig ud i den melodiøse indledning til den langsomme 2. sats, og de stampende akkorder med uberegneligt skiftende betoninger fra Le Sacre du printemps præger 1. sats.

Det nordlige sinds univers

Langt større betydning end Stravinskij fik Sibelius for Per Nørgårds udvikling i 1950’erne. Allerede i gymnasieårene blev han fascineret af Sibelius’ musik – ikke så meget de tidlige, ”russiske” symfonier, men de senere symfonier og orkesterværket Tapiola. Til dem føjede sig Holmboes 8. symfoni, Sinfonia boreale, som blev komponeret mens Nørgård var Holmboes elev. På hver sin måde peger de på en særlig nordlig klangfornemmelse, en ”nordisk tone”, med baggrund i malerkunstens ”nordiske lys” og den nordiske natur, som Nørgård dyrkede på mange og lange kano­ture i årene 1948-57 sammen med sin cellospillende ven og skolekammerat Hans Henriksen.

Det er vanskeligt at give en dækkende musikteoretisk definition eller blot forklaring på det ”nordlige sinds univers” som det udfolder sig i Nørgårds 50’er-musik og i vor sammenhæng i Sonaten i een sats og Trifoglio. Men måske kan Per Nørgårds karakterisering af Vagn Holmboes ”nordiske” Sinfonia boreale, et af de Holmboe-værker, der har betydet mest for ham, hjælpe på vej. Den karakteriserer han som ”barsk, nordlysagtig, iskulde, mørke-og-lys, skærende modsætninger”. Musik uden formildende overgange, uden forsoning, der fremstiller modsætningerne uformidlet. I Sibelius’ musik var det ikke mindst den lagdeling, som tydeligt kommer til udtryk i rytmen, der fascinerede Nørgård. Den møder man i hans Sonate i een sats , hvor indledningen er præget af de Holmboe’ske skarpe modsætninger mellem kontrasterende, hinanden ofte overlappende udtryk.

Noget længere fremme møder vi så Sibelius’ rytmelag: Fra ca. 5’30” og et minut frem hører man at rytmen er forskudt mellem venstre hånd der gentager regelmæssige tertser, og højre hånd som udvikler en tematisk melodi. Det lyder som om betoningerne i venstre hånd ”kommer for sent”, men der er tale om to forskellige betoningslag, som tilsammen skaber en svævende, næsten ophævet tidsfornemmelse.

”Jeg er lidt foruroliget …”

1955 var et skel i Per Nørgårds udvikling: Han forlod konservatoriet med en flot eksamen. Han holdt stort bryllup med Annelise, hvor Meta og Vagn Holmboe var blandt gæsterne og i den sammenhæng røbede for Nørgårds forældre, at deres søn ifølge konservatoriets mangeårige lærer og professor Finn Høffding var ”en af de bedste elever konservatoriet havde uddannet”. Han debuterede som komponist i januar 1956. Og ægteparret Nørgård rejste til Paris, hvor Per Nørgård takket være legater og anbefalinger fra Holmboe studerede hos den berømte kompositionslærer Nadia Boulanger på det amerikanske konservatorium i Fontainebleau.

Kunstnerisk blev opholdet ikke en succes. Per Nørgård var så rodfæstet i sit nordlige sinds univers, at han forsømte lejligheden til at følge Messiaens analysetimer på Pariserkonservatoriet og ikke havde stort udbytte af Pierre Boulez’ skelsættende Domaine musical koncerter. Til overflod lod Nadia Boulanger ham vide at han havde ”en snæver horisont”. Men hun var suveræn, når det drejede sig om at finde tekniske brist og mangler i sine elevers musik, og hendes dybt­gående kritik løftede Per Nørgårds kompositionsteknik.

Det gjaldt bl.a. det seneste værk på denne indspilning, Trifoglio fra 1954  – , som han ”omarbejdede totalt” efter Nadia Boulangers dissekerende analyse. ”Hun læste stykket igennem og sagde: ”Jeg er lidt foruroliget … De siger et meget rørende farvel. Jeg finder den måde, De siger farvel på, meget bevægende. Men De kan ikke blive ved med at sige farvel for evigt!”

Et par år efter sandede Per Nørgård at Nadia Boulanger (ligesom de andre kritikere af hans nordlige sinds univers) havde ret og vendte tilbage til sine egne rødder, til fragmenterne fra barndommens tecnics. Men det farvel til Sibelius’ og Holmboes nordlys, som Nadia Boulanger hørte i Trifoglio, er stadig meget bevægende.

Jens Brincker (f. 1937) er fhv. lektor i musikvidenskab ved Københavns Universitet og musik­anmelder ved Berlingske Tidende.

Release date: 
november 2017
code: 
6.220590
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313159062
Track count: 
15

Credits

Recorded at the Royal Danish Academy of Music in Copenhagen, the concert hall, on 3-6 September 2016 (Sonata determinataMiniature Concerto), 20 November 2016 (Sonata capricciosa), 21 December 2016 and 8-9 January 2017 (Trifoglio), and 28-29 January 2017 (TrifoglioSonata in One MovementToccata)

Recording producers: Daniel Davidsen and Friedrich Gürtler; sound engineer: Daniel Davidsen; mix and editing: Daniel Davidsen; mastering: Daniel Davidsen and Morten Lindberg

Piano technician: Martin Henn

p & © 2017 Dacapo Records, Copenhagen

Recorded in the DXD audio format (Digital eXtreme Definition), 352.8 kHz/32bit

English translation of liner notes: James Manley
Proofreader: Svend Ravnkilde
Design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Publisher: Edition Wilhelm Hansen, www.ewh.dk

Dacapo and Niklas Sivelöv acknowledge, with gratitude, the financial support of the Augustinus Foundation, The Danish Music Publishers Association/KODA’s Cultural Contributions, Solistforeningen af 1921 and Danish Composers’ Society’s Production Pool/KODA’s Cultural Funds

This release has been produced in collaboration with The Royal Danish Academy of Music