Symfonier 4 & 5
Symfonier 4 & 5
♥♥♥♥♥♥ »Vil med garanti blive spillet om 100 år« Politiken
★★★★★ BBC Music Magazine ★★★★★ Fono Forum ★★★★ The Guardian
Per Nørgårds musik udspringer af en uudslukkelig trang til at undersøge verdens fænomener og musikkens muligheder. Hans otte symfonier står som milepæle, sat gennem seks årtier, med hver deres unikke musikalske univers. Disse nyindspilninger med Oslo Filharmoniske Orkester og John Storgårds præsenterer to af Nørgårds mest dramatiske værker; den kaotiske og splittede 4. symfoni inspireret af den skizofrene schweiziske kunstner Adolf Wölfli, og den frygtløse 5. symfoni, hvor komponisten synes at tage livtag med voldsomme naturkræfter.
1 | Moderato – più allegro – | 11:20 |
16,00 kr.
€2.15 / $2.34 / £1.83
|
||
2 | Allegro feroce – | 6:23 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
||
3 | Andante – | 3:50 |
8,00 kr.
€1.07 / $1.17 / £0.92
|
||
4 | Lento – Quasi una passacaglia – | 3:54 |
8,00 kr.
€1.07 / $1.17 / £0.92
|
||
5 | Allegro robusto | 10:47 |
16,00 kr.
€2.15 / $2.34 / £1.83
|
6 | "Indischer Roosen-Gaarten" – | 12:40 |
16,00 kr.
€2.15 / $2.34 / £1.83
|
||
7 | "Chineesischer Hexen-See" | 6:58 |
12,00 kr.
€1.61 / $1.75 / £1.37
|
Storgårds og Nørgård
af John Storgårds
Første gang jeg var i kontakt med Per Nørgårds musik må have været i forbindelse med festivalen Nordiske Musikdage, tilbage i 1980’erne, mens jeg optrådte på flere af disse festivaler som violinist. Dengang spillede jeg ikke noget af hans musik, men jeg hørte forskellige ting, for eksempel nogle korværker, som på en eller anden måde greb mig. Jeg studerede også en smule komposition på den tid, hvilket selvfølgelig gjorde mig til en koncentreret lytter, som søgte efter inspiration.
Senere, i forbindelse med en af disse festivaler, lærte jeg et af hans værker at kende ordentligt, stadig som en rimeligt uerfaren dirigent. Jeg blev bedt om at dirigere Konstellationer for 12 solostrygere med det finske Avanti! Kammerorkester, som jeg var koncertmester for dengang. Da blev jeg klar over, at jeg havde at gøre med en ret så fascinerende, unik og krævende komponist.
Det afgørende punkt, hvor Per Nørgård virkelig blev vigtig for mig, var under Avanti!-orkestrets 14. Summer Sound Festival i 1999 i Borgå, Finland. Dirigenten Jukka-Pekka Saraste var kunstnerisk leder af festivalen. Jeg blev personligt involveret i at organisere Per Nørgårds periode som huskomponist for det års festival og blev følgelig involveret i talrige fremførelser af hans musik, både som violinist og som dirigent. Jeg glemmer aldrig de intense sene aftenprøver som førsteviolinist i Avanti! String Quartet i en idrætshal, hvor Per Nørgård selv var tilstede og på en meget inspirerende måde overværede vores arbejde med hans 7. og 8. strygekvartet. Det hovedværk af ham, som jeg dirigerede på samme festival, var hans fantastisk indviklede og spændende klaverkoncert In Due Tempi med Per Salo som solist.
Jeg var nu blevet en stor fan af Per Nørgård, og vi blev også venner. Efter jævnligt at have været i kontakt med hans musik siden da, kom jeg tilfældigvis til at ringe til ham på det helt rigtige tidspunkt for nogle år siden. Jeg ville bede ham om at komponere et orkesterværk til uropførelse med Helsinki Filharmonikerne med mig selv som chefdirigent. Dette førte til et besøg i hans smukke hjem i København og til bestillingen på hans 8. symfoni. Sikke et mesterværk det er! Som den, værket er tilegnet, og med det privilegium at skulle dirigere det til uropførelsen i Helsinki mens komponisten var tilstede, vil jeg altid huske dette som en af de største højdepunkter i mit liv som musiker. De private gennemgange af symfonien med Nørgård alene – først af hans eget manuskript ved hans klaver og senere af det fulde partitur lige inden den sidste redigering og uropførelsen – var lige fantastiske, unikke og meget særlige øjeblikke mellem kun ham og mig.
Og nu, hvor vi optager symfonierne nr. 2, 4, 5 og 6 med de pragtfulde Oslo Filharmonikere og den strålende producer Preben Iwan, har det været som en fortsættelse af en smuk drøm for mig. Optagelserne i maj og juni 2015 af disse fire symfonier var ganske enkelt fremragende, med helt engagerede, fokuserede og fantastiske mennesker. Desuden, når jeg nu kender hans 7. Symfoni så godt (jeg dirigerede dens britiske premiere til The BBC Proms) og den 1. og 3. Symfoni som lytter og partiturlæser, kan jeg sige, uden nogen tvivl, at for mig er Nørgård vor tids største symfoniker. Alle hans symfonier er selvstændige, koncentrerede mesterværker. Hver eneste af dem har sin egen karakteristiske, krystalklare logik, og adskiller sig fra de andre på en måde, som kun Sibelius’ symfonier har gjort det før Nørgårds. Der er også andre fællestræk at finde. Mere om det en anden gang.
© John Storgårds, 2016
Et frigørende øjeblik af kaos
af Jens Cornelius
Per Nørgårds værker udspringer af en uudslukkelig trang til at undersøge verdens fænomener og musikkens muligheder. Hans værkliste er kæmpemæssig – over 400 værker – og de otte symfonier står som søjler i hans produktion. De er milepæle, sat gennem 60 år, og spændet fra den dystre, nordiske Symfoni nr. 1 til den æteriske Symfoni nr. 8 er simpelthen enormt. Måske er det kun Nørgårds nordiske forgænger Sibelius, der på samme måde har komponeret symfonier af så stor forskellighed.
Nørgård har da også altid haft et meget tæt forhold til Sibelius, men det er slet ikke en efterligning af hans musik, der udgør påvirkningen. “Det jeg tror, har været den dybeste lære af at studere Sibelius’ symfonier er, i hvor høj grad hvert af værkerne virkelig er noget helt for sig. Det gennemsyrer mit eget forhold til at komponere symfonier. Hver af mine symfonier føler jeg som et helt kontinent for sig”, har Nørgård sagt.
Symfoni nr. 5
Symfoni nr. 5 blev uropført i 1990 af Esa-Pekka Salonen (som den er tilegnet) og DR Symfoniorkestret ved en koncert, hvor resten af programmet var 5. Symfoni af Sibelius og af Carl Nielsen. Der er andet end femtallet og det nordiske, der forbinder værkerne. For alle tre komponister gælder det, at deres 5. Symfoni er et gennembrud efter en krise. I 1980’erne havde Nørgård været gennem en periode, hvor kaos splittede hans holistiske verdensbillede. Den stærkt polariserede Symfoni nr. 4 er et centralt værk fra de år. Men med sin Symfoni nr. 5 viste Nørgård med suverænt mod, at han kunne se alle kaotiske kræfter i øjnene, hvor voldsomme de end måtte være.
Det mægtige værk har en uhørt stærk udtrykskraft. Fra begyndelsen af symfonien viser Nørgård , at han tør gå på kanten af vulkanen med bevidsthed om at kunne klare det. Naturkræfterne bliver ikke tæmmet, for kontrol og kaos eksisterer samtidigt i denne musik. To modsætninger i et tilsyneladende ellers umuligt favntag.
Efter Nørgårds mening er det op til lytteren at afgøre antallet af “satser” i symfonien. Den kan opfattes i omridset af en traditionel symfonisk form med en stor dynamisk førstesats, en hurtig 2. sats, en (eller to) langsomme dele og til sidst en ustoppelig, vildt jagende finale. Men den kan lige så vel høres som én stor udvikling af den dynamik, musikkens utallige eruptioner i begyndelsen sætter i gang. De dynamiske udbrud er voldsomme og uregelmæssige, som kom de fra en utilregnelig gejser eller en boblende lavasø. Og stilheden mellem udbruddene er fuld af stærk spænding, for hvordan bliver mon den næste fase?
2. del er præget af sitrende spasmer i strygerne og groteske fremtrædener hos træblæserne, der bl.a. spiller på løse mundstykker. Begyndelsen af “Jingle Bells” dukker sågar frem af materialet som et objet trouvé, og de dynamiske kaskader når absurde højder. Nørgård vogter sig for ligefrem at kalde dette afsnit en “scherzo”, men det er bestemt en burlesk verden, symfonien her har udviklet sig til.
3. del bygger op til endnu et kaskadeudbrud, hvorefter et chaconne-lignende fundament lægger sig fast. Den følgende udvikling er nær ved at løbe ud af kontrol, og efter en sidste kulmination falder musikken sammen i en hendøen. Men det er for tidligt at afskrive naturkræfternes aktivitet. Som en slumrende drage, der vækkes, bryder energiudfoldelserne ud i sidste del, og de bølgende kaskader er igen i fuld udfoldelse. I de afsluttende minutter forvandler de ekstatiske fanfarer sig til en manisk version af slutningen fra Nørgårds egen 1. Symfoni, skrevet 35 år tidligere. Hvorefter det hele med et trylleslag fejes væk.
Per Nørgård har i symfonien udviklet sin teknik med uendelighedsrækkerne til et komplekst system, han benævner tonesøer. Princippet danner ikke ligesom uendelighedsrækken fraktale gentagelser, men åbner for et tonemateriale, der udvikler sig fra 12 toner til 36, 108 osv. For Nørgård var det en naturlig udvikling at forlade uendelighedsrækkens velafprøvede princip. “Teknikker er netop modaliteter, redskaber til at opnå resultater. De må forfines – eller forlades hvis de bliver for snærende”, sagde han. Og hvis der findes musik uden snærende bånd, er det da afgjort denne 5. Symfoni, hvor Nørgård holder alle bolde i luften samtidig.
“Det har været det fascinerende og skræmmende ved at komponere værket”, forklarede Nørgård. “Hvor længe kan det blive ved? Hvor fører det hen? Eftersom der hele tiden er noget i gang, mens noget andet bliver til, oplever man en konstant uro.”
Symfoni nr. 4, Indischer Roosen-Gaarten und Chineesischer Hexen-See
Symfoni nr. 4 stammer fra en periode, hvor Nørgård nedbrød de visioner om et kosmos i harmoni, han havde præsenteret i sin 2. og 3. Symfoni. Årsagen var især mødet med den schweiziske kunstner Adolf Wölfli (1864-1930). Wölfli var det meste af sit liv indlagt på et sindssygehospital, hvor han skabte tusindvis af tekster, billeder og musikbidder, der med voldsom kreativitet giver udtryk for et splittet sind. I hans lag-på-lag kunst med et mylder af detaljer og perspektiver kunne Nørgård genkende sig selv – bare med modsat fortegn. Den mørke side med kaos og uro i stedet for systembygning efter en naturlig orden.
“Jeg vidste, at det her var et frigørende øjeblik”, har Nørgård sagt om mødet med Wölflis kunst på kunstmuseet Louisiana i efteråret 1979. Wölflis kaos blev en retningsviser for Nørgård i en periode, der med rimelighed kan kaldes hans kriseår. Det første værk blev de tre korsange Wie ein Kind til tekster af Wölfli. Andre hovedværker fra perioden er operaen Det guddommelige Tivoli og Symfoni nr. 4, der for mange af Nørgårds følgere blev et overraskende og måske også skuffende brud med de foregående værkers berusende verdensharmonier. Men midt i al den gotiske uhygge fandt Nørgård en ny rytmisk dynamik, som bragte ham meget langt de følgende år. Nu med fokus på det utilpassede og på enegængeren, inklusive hans egen person. “Uforligeligheden er min position i dag, og det vil man næppe kalde noget klassisk trossynspunkt”, sagde Nørgård i et interview i 1982.
Wölfli havde i 1912 lagt planer for et musikværk med titlen Indischer Roosen-Gaarten und Chineesischer Hexen-See (Den indiske rosenhave og den kinesiske heksesø). Af oplagte grunde blev det ikke realiseret, men titlen alene var nok for Nørgård. “En sådan præcision i udtrykket af polaritet skal man da lede længe efter”, som han bemærkede. Resultatet blev det nærmeste, Nørgård er kommet en programsymfoni. Den symfoni, Wölfli ikke selv fik skrevet. Undertitlen er “Hommage à Adolf Wölfli”, og Per Nørgård har rammende omtalt den som “et håndslag til en ven, med tak for en god idé.”
Symfonien udgør en modsætningsfuld balance. Der er to satser – Rosenhaven og Heksesøen – som hver rummer noget af sin egen modsætning. Nørgård sammenligner det med yin og yang-figurerne, der har et sort øje i den hvide “fisk” og et hvidt øje i den sorte.
1. satsens begynder på grundlag af en melodi, Nørgård havde skrevet til Wölflis digt Abendlied. Sangens ord Traulichem, Alleine sein (“Det er sørgeligt at være alene”) er et nedadgående motiv, der her er overført til violinerne og danner smuldrende, styrtende former. Egentlig ganske fredeligt, men i en uvirkelig ro. Vi er i et refugium – for noget. Anden del af satsen bygger på et fuglesangs-motiv af den afrikanske ‘robin-chat’, der først viser sig ganske blidt i piccolofløjten og derefter i soloviolinen. Det er symfoniens vigtigste tema. Nørgård så stort på, at fuglen hverken var indisk eller kinesisk – det var de musikalske kvaliteter, der var afgørende. “Temaet fascinerer mig, fordi det rummer noget som går ud over enhver systematik, det indeholder så at sige tilværelsens paradoks om lykke og sorg.” Dobbelttydigheden bliver endnu mere markant, når Nørgård lader temaet brede sig til messinget og de mørke træblæsere. Da oplever vi “det sorte øje i den hvide fisk.”
Overgangen fra rosenhaven i 1. sats til heksesøen i 2. sats er helt abrupt. “Det er os andre, der et gale, hvis ikke vi véd, at vi lever på en katastrofe hvert sekund”, har Nørgård forklaret, og nu bryder katastrofen ud uden varsel. Heksesøen har fra første tone hidsige, krigeriske rytmer. Uvirkeligheden er blevet hårrejsende uhyggelig. Citater af fremmed musik dukker op i musikkens udvikling: Den gamle salonvals “Fascination”, kendt fra Mantovanis sødsuppeorkester, trænger i en grotesk udgave igennem i messinget. En vanvittig, schweizisk ländlermusik bryder ud, et ekko af endnu en Wölfli-sang af Nørgård. Melodiens faldende tertser har endda et sammenfald med “det uudslukkelige” tema fra Carl Nielsens 4. Symfoni, også den symfoni er et livskriseværk med konflikt og uforenelighed som bærende princip.
Ubønhørligt nærmer vi os heksesøens brændende vand, da man i det yderste cliffhanger-øjeblik hører en ny åbning. Symfoniens fem sidste toner er et lille glimt af fuglesangs-motivet. En fornemmelse af rosenhaven, som har været der hele tiden. Det hvide øje i den sorte fisk.
© Jens Cornelius, 2016