Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier 3 og 7

SACD (free shipping)

  • SACD
    Digipack
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Per Nørgård

Symfonier 3 og 7

DR SymfoniOrkestret, DR VokalEnsemblet, DR KoncertKoret, Thomas Dausgaard

Per Nørgårds symfonier er musikalske milepæle i vor tids musik. På denne enestående cd hører man en ny indspilning af den berømte 3. Symfoni, et skelsættende værk fra 1970'erne, der hylder sammenhængskraften i universet. Den nye 7. Symfoni er et dynamisk og meget sammensat værk, præget af slagtøj og myriader af impulser. Den viser atter nye sider af Nørgård som den konstant udviklende mester i skandinavisk musik.

"If you're looking for some really good contemporary music ... then this powerfully engineered production offers a perfect opportunity to satisfy your craving."
David Hurwitz, Classics Today
"You hear everything that happens and everyone is performing on their highest level."
Jay Batzner, Sequenza 21
Vælg foretrukket format til download af track.
Symphony No. 3 (1972-75)
1 I 16:47 20,00 kr.
2 II 25:47 28,00 kr.
Symphony no. 7 (2004-2006)
3 I 9:41 12,00 kr.
4 II 7:09 12,00 kr.
5 III 9:57 12,00 kr.
Total runtime: 
69 min.
Per Nørgård og det symfoniske

Per Nørgårds symfonier indgår på den ene side i en frodig, overdådig og tilsyneladende uudtømmelig strøm af værker fra hans hånd; han er nu på vej med værk nr. 400.

Men på den anden side er netop symfonierne milepæle, store sammenfatninger med års mellemrum, “rapporter om universets tilstand” – det vil sige: afklaring af nye muligheder og nye spor i komponistens musikalske univers.

For den, der skal begynde med at lytte til Per Nørgård, kan det ubetinget anbefales at begynde med symfonierne; de rummer så mange udtrykslag, at tilhøreren kan orientere sig frit. Symfonierne rummer særlige muligheder for at overveje, hvad der står på spil i denne musik – også selvom musikken aldrig kan rummes af forklarende ord.

Den allerførste udfordring består i, at Per Nørgård, der på alle måder har fornyet det musikalske sprog, alligevel fastholder og videreudvikler symfonien som genre. Deri ligger naturligvis en solidaritetserklæring til den klassiske koncertsalskultur, men det er ikke det samme som at nu genoptager komponisten blot fortidens former.

Per Nørgård var kun 23 år gammel, da han i 1955 afsluttede sin første symfoni “Sinfonia Austera”. Dette ungdomsværk, der stadig i dag er holdbart, betegner en selvstændig tilegnelse af den nordiske tradition, som Per Nørgård musikalsk er vokset op i.

Afgørende betydning fik mødet med Sibelius’ musik, som Per Nørgård har været optaget af frem til i dag. I 1960’ernes avantgarde-periode blev Sibelius ganske vist af flere musikfolk opfattet som yndlingsaversionen, den store reaktionære komponist. Det lod Per Nørgård sig nu ikke påvirke af, men påpegede igen og igen, at den store finske komponist – inden i sit personlige, tonale og måske romantiske klangbillede – havde skabt de største fornyelser i den musikalske form: i polyfonien, i de rytmiske forskydninger indenfor de enkelte perioder og i forholdet mellem detaljerne og den overordnede form.

I sine symfonier er Per Nørgård i høj grad gået videre med disse muligheder i den symfoniske kunst. På den ene side ønsker han at skabe den store form – den form der er sådan, at når værket er forbi kan man tænke tilbage på én stor forandring: opfange at verden i en vis betydning er blevet anderledes. Samtidig med at man under selve aflytningen netop ikke tænker på helheden, fordi det der sker fra øjeblik til øjeblik fylder hele opmærksomheden.

I den klassiske musik beroede bevægelsen i den store form og detaljerne i nuet på den samme tonale lovmæssighed. Med den tolvtonale musik blev det, der skete i detaljerne og det, der skete i den store form, adskilt; den serielle musik kunne først og fremmest regulere detaljerne på ny.

Der er ingen tvivl om, at Per Nørgård under helt ny vilkår ville genskabe kontakten, det analoge forhold, mellem den store form og detaljerne. Det begynder i Symfoni nr. 2 og 3, men inden de omtales, må det fremhæves at Per Nørgårds interesse for Sibelius ikke består i, hvad man normalt opfatter som et påvirkningsforhold. Der er snarere tale om en dialog, også selvom man undervejs i både Symfoni nr. 3 og Symfoni nr. 7 i glimt kan opfatte klanglige associationer til Sibelius, hilsener bagud i historien, som medfører, at tilhøreren får en fornemmelse af at være med i en stor saga om den symfoniske musik i Norden. Sibelius på sin side havde i sin musik kontakter bagud til Beethoven – så der er også her en tilslutning til den store klassiske tradition. Men det er i nordisk regi, det vil sige: der er – det gælder Sibelius, det gælder Carl Nielsen, og det gælder i udpræget grad Per Nørgård – et større udblik mod øst, mod østens musik, end i megen centraleuropæisk musik.

Hele udfordringen fra den store form med flere satser eller faser falder naturligvis helt forskellig ud i de enkelte symfonier. Symfoni nr. 3 er episk i sit anlæg, nr. 7 er mere dramatisk i sin form.

Symfoni nr. 3 (1972-75)

I 1960’erne udviklede Per Nørgård den såkaldte uendelighedsrække. Den var et musikalsk bevægelsesprincip, som betegnede et alternativ til datidens serielle musik; den var i flere af sine versioner let at opfatte, samtidig med at den forløb i flere samtidige tempi og kunne skabe både heterofoni og polyfoni. Uendelighedsrækken i dens “klassiske” form bestod så at sige sin prøve ved at udgøre den samlede bevægelse i en hel symfoni, det var Symfoni nr. 2 (1971-72).

Efter det værk foretog Per Nørgård nogle afgørende skridt: han forbandt uendelighedsrækken og dens enestående muligheder for kontinuitet med den naturlige overtone- og undertonerække parret med en ny rytmik efter det gyldne snit. Det er dette nye verdensbillede, som så at sige sammenfattes og fejres i Symfoni nr. 3 med kor, et værk der er blevet opført hyppigt siden og som allerede nu står som et af de klassiske værker i dansk musik.

Begyndelsen på hver af værkets to satser siger også noget om deres anlæg. Første sats begynder med en tone i dybet, den anden med toner der kommer ned fra højderne. Den første sats bevæger sig videre til faldende figurer, til flerdimensionale, kaskadeagtige fald, der breder sig til hele orkestret og til sidst kalder selve den naturlige overtonerække frem i messingblæsere i en opadstigende accelererende figur. Det er satsens første højdepunkt.

Anden sats derimod bevæger sig nedad i noget, der kan minde om en mol- subdominant, et senere udpræget karakteristisk træk i Per Nørgårds musik. Det dannes efter overtonerækkens omvending, den subharmonske række. Her fremkaldes nye melodier, men med en mærkelig glans, som i en anden verden.

Første sats har karakter af en skabelsesberetning, først dannes tonematerialet og dernæst de svævende gyldne rytmer. Herfra leder et signal af 4 trompetakkorder over til hovedsatsen. Den danner et helt enestående forløb, nærmest et stykke gotik i nutidig udformning. Der er tale om en seksstemmig sats, hvor hver stemme spiller den samme melodi formet efter uendelighedsrækken, men i forskellige rytmer og i forskellige tonarter, der er bestemt af den naturlige overtonerække. Satsen fortsætter ind i et forløb, der kan minde om punktmusik, men er tonalt i strukturen; der skabes her spiralbevægelser, der kan minde om planeternes gang og sfærernes musik. Satsen fortættes yderligere og bliver mere dramatisk inden den endelige udklang.

Efter uropførelsen af symfoni nr. 3 i 1976, som vakte stor opsigt, var der dem, der mente at det ikke kunne lade sig gøre med ærligheden i behold at skabe en musik med en sådan skønhed og med iørefaldende melodier, som dem man hører i anden sats. Men det viste sig at være holdbart og hænger sammen med, at melodierne var udledt af en større samlet – og helt ny – struktur. For førstegangslytteren sker der det i andensatsen, at musikken bevæger sig gennem skiftende landskaber; den åbner sig både for et passacaglia-lignende afsnit og for latinamerikanske rytmer.

Langsomt begynder det store kor, der først har meldt sig i baggrunden med akkorderne fra den tonale kadence (en version af uendelighedsrækken i diatonisk skala), at komme frem i forgrunden. Koret mødes med orkestret i en musikalsk fortolkning af en middelalderlig Maria-hymne. Indtil menneskestemmerne helt overtager initiativet med Rilkes digt “Singe die Gärten” fra Sonetter til Orfeus fra 1922. Hen mod slutningen citeres Schuberts “Du bist die Ruh” – ikke som en collage, men på en måde som fremgår den af musikkens egen struktur.

Værket blev opført ved de sidste koncerter i DR-Radiokorets Jubilæumssæson – ved en Metro-koncert og en torsdagskoncert hhv. 18. og 19. dec. 2007.

Komponisten var selv tilstede ved prøvearbejdet og ved indspilningen lige efter.

Opførelserne af værket havde været så vellykket og fornyende, at Per Nørgård nu tilegnede sin Symfoni nr. 3 til chefdirigent Thomas Dausgaard, DR Vokalensemblet og DR Radiosymfoniorkestret.

Ave Maris stella

Ave maris stella,

dei mater alma,

atque semper virgo,

felix coeli porta.

Ave Maria,

gratia plena.

Hil dig havets stjerne

Hil dig, havets stjerne,

Guds kære moder

og evige jomfru.

Himlens glade port.

Hil dig, Maria,

fuld af nåde.

UDSYNG, mit hjerte, de haver, 
du aldrig har kendt

Udsyng, mit hjerte, de haver, du aldrig har 
kendt; som i glas

iskænkede haver, unåeligt, gennemsigtigt.

Vande og roser fra Ispahan eller Schiras,

udsyng de haver, som intet kan lignes ved, 
pris dem oprigtigt.

Vis, at du aldrig har savnet dem,

at de må mene dig, mit hjerte, dig, deres 
modnende figner.

At du har vandret i Luft, som fortættet ligner

en strømning af ansigt imellem de 
blomstrende grene.

Undgå vildfarelsen, at blot ét afsavn blir 
krævet,

når du beslutter: at være! Da har du fundet

myg som en silketråd vej ind i vævet.

Til hvilket billed du end i dit indre er bundet

(selv et moment af pine undgår du næppe),

føl, at de gælder det hele, det herlige tæppe.

Rainer Maria Rilke: “Sonetter til Orpheus” II, 21
(overs.: Thorkild Bjørnvig)

Du er roen, den milde fred,

du er længslen, og det, som stiller den.

Til dig indvier jeg, fuld af lyst og smerte,

som bolig her mit øje og mit hjerte

Friedrich Rückert

Vi er dækket af din beskyttelse.

Sir Walter Scott: “Ave Maria”

 

Mellem nr. 3 og nr. 7

Efter den harmoniske periode i 1970’erne faldt Per Nørgård ind i en ny og krævende verden. Han opdagede den schizofrene multi-kunstner Adolf Wölfli, der det meste af sit liv var indespærret på en anstalt i Schweiz, hvor han udfoldede en ufattelig kreativitet i billeder og tekster, nogenlunde på samme tid som Sibelius et helt andet sted i verden og i en helt anden forfatning skrev sine grænseoverskridende symfonier.

Per Nørgård viede i 1980’erne Wölfli en række værker, også en ny symfoni, Symfoni nr. 4 “Indischer Roosengaarten und Chinee-sischer Hexensee”. Den er i koncentreret form et modbillede til navnlig anden sats af Symfoni nr. 3. Den nye symfoni nr. 4 (1980-81) fremstod med en musik, der måtte tage højde for både det groteske, det bevægende, det eventyragtige og det banale hos den ensomme Wölfli.

I 1990 fulgte så den store Symfoni nr. 5. Den er uden titel, som en sfinks, et stort stykke nymodernisme, der virkede som en stor åbning, uden at man helt vidste til hvad.

Det nye indfandt sig dog næsten lige efter: det blev klart at man var gået ind i en tid, kunstnerisk set og vel også i mere bred almindelighed, hvor det var umuligt at have overblik over hvad der skete. Efter 1990 kan man således heller ikke længere skildre Per Nørgårds musik som én stor fortælling, som det han havde været igennem i de fore-gående årtier. Der var nu mange fortællinger i musikken, og der indfandt sig en ny samling om hvert værk, værkerne var uforudsigelige og meldte sig i deres egen ret.

Dermed skærpede Per Nørgård sin afvisning af modernismens kritik af selve værk-begrebet, og han arbejdede også alternativt i forhold til det lineære menneskebillede, som efterhånden viste sig i den nye kultur.

Værkbegrebets fornyede betydning fremgår af et enkelt, men karakteristisk træk: Per Nørgård begyndte at give hvert af sine store orkesterværker et særligt klangligt emblem. Det begyndte med, at han i klaverkoncerten fra 1996 “Concerto in due tempi” helt usædvanligt for ham anvendte en saxofon som obligat instrument. I den store og “klassiske” Symfoni nr. 6 “At the end of the Day”, som blev skrevet i anledning af årtusindskiftet, bruger Per Nørgård overraskende et stort antal sjældent anvendte dybe blæsere. Og i søsterværket “Terrains Vagues” fra 2002 er det et akkordeon, som fra begyndelsen er med til at give værket dets egen farvning og intensitet.

 

Symfoni nr. 7 (2004-06)

I den nye Symfoni nr. 7 er det overraskende klanglige emblem 14 stemte toms, der især optræder i begyndelsen og slutningen af første sats og i slutningen af tredje sats. I første sats optræder de 14 toms på den måde, at de så at sige udfylder alle tomrum med største livlighed og konstant faldende bevægelser, der hele tiden varieres i rytmerne. Den særlige melodisk-klanglige virkning af de stemte trommer kan minde om skygger eller mimiske skikkelser, der følger med i alt, hvad der sker, med deres egne bevægelser. Det kræver stor klangkunst at kunne instrumentere, så denne ejendommelige ledsager kan høres tydeligt. Og dens faldende figurer sender også en hilsen tilbage til det sted i begyndelsen af Symfoni nr. 3, hvor der optrådte store faldende kaskader i orkestret. Her, i Symfoni nr. 7, er denne bevægelse så at sige individualiseret, den er blevet en mulighed for at orientere sig i forhold til alt det andet, der sker.

Symfoni nr. 3 er skrevet på et tidspunkt, hvor det enkelte menneske kunne føle at det druknede i systemer og ideer, blandt andet derfor havde det så stor virkning at skabe en musik, der i ét langt symfonisk forløb kunne minde om, hvad man i al almindelighed kalder en bevidstgørelse hos et enkelt menneske. I dag er situationen helt forandret, det enkelte menneskes livshistorie fylder næsten hele billedet. Derfor må alternativet bestå af replikker, begivenheder – motiver og signaler – utallige impulser fra forskellig side – kort og godt noget, der virker som om det kommer som indbrud udefra. Uden at forløbet af den grund bliver kaotisk.

Symfoni nr. 7 er bestilt til indvielsen af Danmarks Radios nye koncertsal i DR-byen i Ørestaden. Den blev opført ved åbningskoncerten den 29. januar 2009 som det første stykke ny dansk musik i den nye koncertsal.

Symfoniens begyndelse har da på alle måder en karakter, som svarer til lejligheden, det begynder med en voldsom fyldig og stærk – ja, generøs klang. Her åbnes der for alle og enhver, til al slags musik. I klangen er der noget, som er en treklang og noget der ikke er det, noget som er harmonisk og andet som er skævt, her går opmærksomheden fra tubaens dybe stød opad til violinernes sølvklange, videre til trompeter, der mødes i smældende tertser – inden der tyndes ud og de 14 toms lader høre fra sig for første gang. Det hele varer blot fem takter, men længe nok til at man kan høre at her er en indledning, som samtidig er en indbydelse ja, en indkaldelse til musikkens egen verden.

Det er ikke kun den første sats, men også de to følgende, der begynder overraskende. Man skal måske ikke røbe en overraskelse, men der er så stor forskel på ord og musik, at det nok går an. I begyndelsen af anden sats høres to takter med klarinetsolo og dernæst to takter for obo solo. Derefter følger pludselig det, som i partituret hedder “en overvældende strygerakkord”, med messingblæsere i baggrunden. Det er umiskendeligt C-dur, men en generøs C-dur, dvs. der er også plads til et par andre toner, som en konsonans med tilføjede friske dissonanser. Denne søjleklang spiller en gennemgående rolle i hele satsen, også når satsen bevæger sig ind i andre typer af forløb, med hurtigere rytmer og forskellige kammermusikalske motiver, blandt andet en kort, men tydelig harpesolo. Også denne fremgangsmåde er karakteristisk for alle symfoniens tre satser. De begynder efter det klassiske skema, henholdsvis: hurtig – langsom – hurtig. Men hver af satserne arbejder sig undervejs hen mod sin modsætning.

Den tredje sats begynder lige så overraskende med dansant musik itakt; men der forløber ikke mere end tre takter, inden den afløses af en talende, en replikagtig figur fra strygere og træblæsere.

Man kan blive ved med at fremhæve detaljer, fordi værket, helt i modsætning til Symfoni nr. 3, næsten udelukkende skaber den store helhed af korte motiver, der bevæger sig ind over hinanden og skaber et netværk af impulser, som holder tilhøreren i ånde fra sekund til sekund.

Slutningen er enestående, fordi der så at sige begyndes på flere slutninger. Et stykke inde i satsen optræder en cæsur, og der begyndes på klange som kan tynde ud og blive til en slutning. Så hører man en ny slutning med voldsomme løb i toms, klaver og cello. Derefter en generalpause, efterfulgt af strygertremoli, der bliver til en syngende musicerende taktfast sværm, der afløses af to takters fløjtetrio med flageolet-toner, som i eventyrland. Og dernæst – efter en pause den sidste slutning: fire horn med en akkord, der giver genlyd hos fire trompeter og igen i fire basuner – en ekkoverden af ubetonede figurer, der holdes under lup og interfererer med andre rytmer og betoninger.

Disse sluttakter har en ejendommelig virkning i helheden, det er som om man har ventet på dem uden at vide det. Det skyldes, at de danner en bue i værket – en bue tilbage til slutningen af første sats. Dér, i første sats, er forløbet – efter første dels udladning af utallige ideer, og uudtømmelig veloplagthed, og efter et karakteristisk skift til en mere orientalsk klang og rytme – kommet ind i et langsommere tempo, hvor der som i lange sløjfer spilles på denne ubetonede ‘oversete’ akkompagnementsakkord i den klassiske musik. Den udvider sig efterhånden, så musikken på et tidspunkt kan lyde som et brassband, der til sin egen overraskelse opdager sine egne monumentale eller sublime muligheder i disse associationsrige firklange. Det er også her, man i første sats møder det motiv, der slutter hele værket. Som om værkets slutning består i, at dette motiv “kommer til sig selv”, som man siger.

Dermed kan symfonien få en helt tilfredsstillende udklang og en klarhed i den store form. Symfoniens talløse episoder, replikker og signaler har skabt én stor forandring hen mod det nye, der kan åbne sig. Det er ikke det, at et motiv fra en sats bliver gentaget i en anden, der i sig selv er det væsentlige – det er det, at der, før motivet kommer igen, er blevet spillet på, at vi kan opfatte generalpauser, cæsurer og brud som nye begyndelser til slutningen. Indtil hele symfonien kommer til at hænge sammen – og kommer til at danne sit eget musikalsk-underfundige alternativ til alt det i tidens ånd, som kan virke gråt i gråt.

Komponisten var selv til stede under indspilningen, som fandt sted i juni 2008.

Symfoni nr. 7 er tilegnet DR’s tidligere kor- og orkesterchef i 19 år, fra 1988 til 2007, Per Erik Veng.

Jørgen I. Jensen, 2008

Release date: 
januar 2009
code: 
6.220547
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313154760
Track count: 
5

Credits

Indspillet i Radiohusets Koncertsal 20.-22. december 2007 (Symfoni nr. 3) og 2.-5. juni 2008 (Symfoni nr. 7)
Producers: Claus Due (Symfoni nr. 3) and Preben Iwan (Symfoni nr. 7)
Teknik: Jan Oldrup
Redigering: Preben Iwan og Claus Due
Mastering: Preben Iwan og Jan Oldrup

Coverbillede: Denise Burt

Grafisk design:

Udgiver: Edition Wilhelm Hansen AS,

Dacapo Records takker Dansk Musik Forlægger Forening for økonomisk støtte til produktionen.

Denne SACD er blevet indspillet i samarbejde med Danmarks Radio