Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier 2 & 6

Per Nørgård

Symfonier 2 & 6

Oslo Filharmonikerne, John Storgårds

♥♥♥♥♥♥ Årets bedste album 2016 Politiken  ★★★★★ Magasinet Klassisk

★★★★★ Fono Forum  ★★★★★ BBC Music Magazine  ★★★★ The Guardian

“Hver af mine symfonier føler jeg som et helt kontinent for sig,” siger den danske komponist Per Nørgård
(f. 1932). Hans musik udspringer af en uudslukkelig trang til at undersøge verdens fænomener og musikkens muligheder, og hans otte symfonier står som musikalske milepæle sat gennem seks årtier. Denne indspilning med Oslo Filharmonikerne og dirigent John Storgårds præsenterer Per Nørgårds 2. symfoni, hvor komponisten udfolder sit berømte ”uendelighedsprincip” på euforisk og næsten psykedelisk vis, og hans 6. symfoni, hvor den modne komponist viser sig mere opdagelysten og legende end nogensinde.

Køb album Stream

SACD

  • 139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
Lars Skaaning
"Vi snakker om «magiske» krefter, det vil si Nørgård gjør det – musikk, ikke som en forvirrende­ mengde tilfeldigheter, kaos og uryddighet, men som bevisst sanseåpner. Oslo­­-filharmonikerne står for Nørgårds blå intensitet, dyrking av klanger lag på lag, tydelig i kantene, det vi sitter fremst på stolen for å hente inn i oss."
Olav Egil Aune, Vårt Land
"Han meisler ut den musikalske formen og får den til å bære. En tendens er at kontrastene i hver av satsene og mellom dem har blitt mer markante. Men ellers er det ikke så mye felles ved dem, annet enn dette ene: de låter, alle som en, usvikelig som symfonier av Per Nørgård."
Ståle Wikshåland, Dagbladet
"Der er - ”når alt kommer til alt” - tale om et par fremragende cd’er både i den musikalske udfoldelse, som er imponerende og medrivende, og i den prægtige tekniske gengivelse. Der er så meget at gå på opdagelse i."
John Christiansen, jcklassisk
"På trods af, at symfonien er en tilstand, der er sig selv fra start til slut, lykkedes det rigtig smukt for Storgårds og de norske musikere at løfte nogle individuelle linjer op over tilstanden som insisterende udbrud og ren poesi."
Henrik Friis, Klassisk
"På vej mod de 84 står Per Nørgård badet i hæder og international anerkendelse. Komponistens symfonier er på niveau med forbilledet Sibelius' og vil med garanti blive spillet om 100 år."
Thomas Michelsen, Politiken
"[..] en stor lytte-oplevelse."
Mikael Krarup, Fyens Stiftstidende
"Jede meiner Sinfonien ist ein Kontinent für sich" meinte der dänische Komponist Per Nørgård (geb. 1932). Seine Musik entspringt einem unstillbaren Drang, die Phänomene dieser Welt und die musikalischen Möglichkeiten zu erkunden. Seine acht Sinfonien markieren wie Meilensteine seinen Werdegang durch sechs Jahrzehnte. Diese Aufnahme mit der Osloer Philharmonie unter John Storgårds präsentiert Per Nørgårds Zweite Symphonie, in der der Komponist seine berühmtes “ Unendlichkeitsprinzip“ euphorisch, ja fast psychedelisch zur Geltung bringt und seine Sechste Symphonie, in der sich der gereifte.
D. Zweipfennig, Der Neue Merker
”Hugely irregular waves, intense irregular pulses as if they come from an unpredictable geyser or a bubbling sea of lava […] Nørgård dares go to the edge of the volcano with the awareness that he can face it. [...] The performance from Oslo Philharmonic and John Storgårds is absolutely gripping [...] the recording is a stunner, too, with tremendous impact and immediacy.”
Andrew McGregor, BBC 3
"Die Einspielung nimmt ein für diesen Unbekannten, der, mit mehreren Grammys ausgezeichnet, in Skandinavien einer der Bekannten und ganz Großen ist."
SWR2
[..] "these four symphonies are utterly different from each other. [..] But of these four works, the Sixth Symphony (1999) is for me the most extraordinary. [..] this music constantly opens up new territory, spawning luminous fresh ideas right up to the closing bars. It creates an exhilarating, sometimes revelatory musical journey, but then what all these symphonies offer is unlike anything any other composer is writing today."
Andrew Clements, The Guardian
"Es ist alles andere als einfach, komplexes Nørgårds Schaffen in wenigen Worten zu umreißen. Treffend sagt der Komponist selbst (über seine Achte): »Es ist eine Musik, bei der man sich an nichts festhalten kann. Man findet es auf dem Weg.«"
Nordische Musik
EDITOR'S CHOICE "These are magnificent performances"
Andrew Mellor, Gramophone
[..] "Another triumph for John Storgårds and the Oslo Phil; spectacular sound, too."
Dan Morgan, Music Web International
"Das Oslo Philharmonic Orchestra spielt schlicht göttlich gut und die Raum akustik der SACDs ist dazu passend: einfach himmlisch
Burkhard Schäfer, Tanz & Theater
"Musik voller Kraft und Individualität - ohne jeder groben Attacke zu bedürfen."
Augsburger Allgemeine
[..] "the orchestra conveys the excitement of playing well at the limit of its abilities, and Storgårds catches many small details." [..]
James Manheim, Allmusic.com
[..] "Dacapo’s disc is enhanced by SACD sound which opens out this music’s luminous intricacy as rarely before." [..]
Richard Whitehouse, Classical Source
"[..], Nørgård proving himself an alchemist and master of colour."
Stephen Greenbank, MusicWeb International
"[..], these are handsome additions to the Nørgård discography [..], fascinating creations."
Marcus Karl Maroney, ConcertoNet
" it isn't just the clarity, it's the expressiveness of it all that impresses again and again."
Stephen Johnson, BBC Music Magazine
"Nicht umsonst ist Nørgård in diesem Jahr für sein Schaffen mit dem Ernst von Siemens Musikpreis ausgezeichnet worden."
Thomas Schulz, Fono Forum
"I am glad to have this recording and do not hesitate to recommend it highly."
Grego Applegate Edwards, Gapplegate Classical-Modern Music Review
"Mais Nørgard invente aussi une euphorie lumineuse des timbres et des rythmes ..."
Patrick Szersnovicz, Diapason
ÅRETS BEDSTE ALBUM »Sidestillingen af de to værker giver en fornemmelse af, hvad det vil sige, at den 84-årige komponist i stedet for at dyrke en fast stil altid har udforsket nye kyster.«
Thomas Michelsen, Politiken
"The Oslo Philharmonic gives committed, accomplished performances of these difficult works, and are recorded with clarity and atmosphere"
Tim Munro, Limelight
Storgårds og Nørgård

af John Storgårds

Første gang jeg var i kontakt med Per Nørgårds musik må have været i forbindelse med festivalen Nordiske Musikdage, tilbage i 1980’erne, mens jeg optrådte på flere af disse festivaler som violinist. Dengang spillede jeg ikke noget af hans musik, men jeg hørte forskellige ting, for eksempel nogle korværker, som på en eller anden måde greb mig. Jeg studerede også en smule komposition på den tid, hvilket selvfølgelig gjorde mig til en koncentreret lytter, som søgte efter inspiration.

Senere, i forbindelse med en af disse festivaler, lærte jeg et af hans værker at kende ordentligt, stadig som en rimeligt uerfaren dirigent. Jeg blev bedt om at dirigere Konstellationer for 12 solostrygere med det finske Avanti! Kammerorkester, som jeg var koncertmester for dengang. Da blev jeg klar over, at jeg havde at gøre med en ret så fascinerende, unik og krævende komponist.

Det afgørende punkt, hvor Per Nørgård virkelig blev vigtig for mig, var under Avanti!-orkestrets 14. Summer Sound Festival i 1999 i Borgå, Finland. Dirigenten Jukka-Pekka Saraste var kunstnerisk leder af festivalen. Jeg blev personligt involveret i at organisere Per Nørgårds periode som huskomponist for det års festival og blev følgelig involveret i talrige fremførelser af hans musik, både som violinist og som dirigent. Jeg glemmer aldrig de intense sene aftenprøver som førsteviolinist i Avanti! String Quartet i en idrætshal, hvor Per Nørgård selv var tilstede og på en meget inspirerende måde overværede vores arbejde med hans 7. og 8. strygekvartet. Det hovedværk af ham, som jeg dirigerede på samme festival, var hans fantastisk indviklede og spændende klaverkoncert In Due Tempi med Per Salo som solist.

Jeg var nu blevet en stor fan af Per Nørgård, og vi blev også venner. Efter jævnligt at have været i kontakt med hans musik siden da, kom jeg tilfældigvis til at ringe til ham på det helt rigtige tidspunkt for nogle år siden. Jeg ville bede ham om at komponere et orkesterværk til uropførelse med Helsinki Filharmonikerne med mig selv som chefdirigent. Dette førte til et besøg i hans smukke hjem i København og til bestillingen på hans 8. symfoni. Sikke et mester­værk det er! Som den, værket er tilegnet, og med det privilegium at skulle dirigere det til uropførelsen i Helsinki mens komponisten var tilstede, vil jeg altid huske dette som en af de største højdepunkter i mit liv som musiker. De private gennemgange af symfonien med Nørgård alene – først af hans eget manuskript ved hans klaver og senere af det fulde partitur lige inden den sidste redigering og uropførelsen – var lige fantastiske, unikke og meget særlige øjeblikke ­mellem kun ham og mig.

Og nu, hvor vi optager symfonierne nr. 2, 4, 5 og 6 med de pragtfulde Oslo Filharmonikere og den strålende producer Preben Iwan, har det været som en fortsættelse af en smuk drøm for mig. Optagelserne i maj og juni 2015 af disse fire symfonier var ganske enkelt fremragende, med helt engagerede, fokuserede og fantastiske mennesker. Desuden, når jeg nu kender hans 7. Symfoni så godt (jeg dirigerede dens britiske premiere til The BBC Proms) og den 1. og 3. Symfoni som lytter og partiturlæser, kan jeg sige, uden nogen tvivl, at for mig er Nørgård vor tids største symfoniker. Alle hans symfonier er selvstændige, koncentrerede mesterværker. Hver eneste af dem har sin egen karakteristiske, krystalklare logik, og adskiller sig fra de andre på en måde, som kun Sibelius’ symfonier har gjort det før Nørgårds. Der er også andre fælles­træk at finde. Mere om det en anden gang.

John Storgårds, 2016

Et delta af andre verdener

af Jens Cornelius

Per Nørgårds værker udspringer af en uudslukkelig trang til at undersøge verdens fænomener og musikkens muligheder. Hans værkliste er kæmpemæssig – over 400 værker – og de otte symfonier står som søjler i hans produktion. De er milepæle, sat gennem 60 år, og spændet fra den dystre, nordiske Symfoni nr. 1 til den æteriske Symfoni nr. 8 er simpelthen enormt. Måske er det kun Nørgårds nordiske forgænger Sibelius, der på samme måde har komponeret symfonier af så stor forskellighed.

Nørgård har da også altid haft et meget tæt forhold til Sibelius, men det er slet ikke en efter­ligning af hans musik, der udgør påvirkningen. “Det jeg tror, har været den dybeste lære af at studere Sibelius’ symfonier er, i hvor høj grad hvert af værkerne virkelig er noget helt for sig. Det gennemsyrer mit eget forhold til at komponere symfonier. Hver af mine symfonier føler jeg som et helt kontinent for sig”, sagde Nørgård, da hans 6. Symfoni blev uropført i 2000.

Symfoni nr. 6, Når alt kommer til alt / At the End of the Day
Det var med et skælmsk smil, at Per Nørgård ved et pressemøde i 1999 præsenterede titlen på sin nye 6. Symfoni “Når alt kommer til alt” eller på engelsk “At the End of Day”. Nørgård var da 67 år, og mænd i hans alder går på pension. Havde han skrevet sin sidste symfoni, en opsummering af en livslang fordybelse i genren?

Symfonien var bestilt af DR SymfoniOrkestret, Göteborg Symfoniorkestret og Oslo Filharmonikerne i anledning af årtusindeskiftet, og uropførelsen seks dage inde i år 2000 blev endnu en af de selvfornyelser, Nørgård så ofte har overrasket med. For der bliver bestemt ikke lukket ­nogen døre i denne symfoni. Tværtimod er Nørgård mere opdagelysten, mere legende og rytmisk boblende end i nogen af sine hidtidige symfonier. For på trods af symfoniens to titler (der driller ved ikke at være helt kongruente) er pointen, at enden aldrig kommer. Efter enhver afslutning følger en ny begyndelse. Det understregede Nørgård også helt konkret ved at følge op med både en Symfoni nr. 7 og nr. 8.

Symfoni nr. 6 er også en af Nørgårds mest klassiske symfonier, delt op i tre satser: En stor, dynamisk førstesats, en langsom andensats og en livlig, kort finale. På trods af satspauserne er det musikalske forløb som én lang flydende proces, og Nørgård foretrækker derfor at kalde satserne i sin 6. Symfoni for “passager” og sammenligner satspauserne med broer over en fortløbende strøm.

De første fire minutter af symfonien er et rastløst udspil med mindelser om ekspositions­delen i en klassisk førstesats. Men oplægget ender i en stilstand. Efter rumlende trommelyde dør musikken ud. Hvorefter den første af symfoniens nye begyndelser straks tager over! Omstarten udvikler sig med forrygende fantasi og i en leg med de orkestrale muligheder. Frodigheden er tæt på at ende i anarki, og da dratter hele orkestret ned i et svælg af mørke klangfarver, frembragt af horder af dybe, usædvanlige instrumenter som kontrabasbasun, kontrabastuba og kontrabasklarinet.

De mørke, uvirkelige klange bliver udgangspunktet for den anden passage, der lægger ud i en meget langsom puls. Basakkorderne fungerer som en passacaglia, et fundament for en udvikling, der ovenover vokser i tempo og i antallet af lag. Strømmen bevæger musikken videre i den drilske tredje passage, hvor spjættende riffs og de trillende, faldende linjer fra symfoniens begyndelse driver gæk med tilhøreren. En humoristisk leg med det uendelige, da også dén udvikling synker sammen i dybet. Var det, når alt kommer til alt, afslutningen? Nej – for et helt uventet sted åbnes et smalt udkig til nye horisonter. “Et delta af andre verdener”, kalder Per Nørgård det. Herfra begynder nye rejser. Tusind nye år venter forude.

Symfonien er tilegnet Nørgårds kone, Helle Rahbæk Nørgård. Efter endnu en opførelse i år 2000 reviderede Nørgård partituret sammen med dirigenten Thomas Dausgaard, men da var han allerede gået i gang med at forfølge de “andre verdener”, som Symfoni nr. 6 havde præsenteret for ham. Symfonien fik hurtigt et søsterværk, en spejling i form af det store orkesterstykke Terrains vagues. Det begynder, hvor Symfoni nr. 6 ender. Men det er, som sædvanlig hos Per Nørgård, en helt anden historie.

Symfoni nr. 2 - i Èn sats
I 1960’erne havde Nørgård opdaget det princip, han gav navnet Uendelighedsrækken. En sekvens, der omsat i toner forener modernistisk strenghed med en naturlig metamorfose. Uendelighedsrækken endeløse generering af nye intervaller viser sig nemlig bl.a. at danne rækkens egen omvending og også at forme fraktaler. Rækkens intervaller kan genfindes i andre proportioner som hver 4. tone, hver 16. tone, hver 64. tone, osv., og udvikler sig dermed til at kunne eksistere på flere planer samtidigt.

For Nørgård var det en åbenbaring og hans helt personlige vej ud af 1960’ernes eksperimenter med seriel teknik, der havde virket kvælende på ham. I stedet åbnede uendelighedsrækken alle døre på vid gab. Dens gennembrud blev Rejse ind i den gyldne skærm for kammerorkester. Året var 1968, hippietiden var i færd med at forandre verden, også Nørgård. Værkets titel tog han fra et nummer af singer/songwriteren Donovan.

Rejse ind i den gyldne skærm udfoldede uendelighedsrækken i “en fuld omgang” på 1.024 toner. Resultatet var så frugtbart, at Nørgård straks satte sig for at skrive en hel symfoni efter samme princip. “Symfoni nr. 2 – i én sats” blev titlen, som er en hyldest til uendeligheds­rækkens både lovmæssige og naturlige kraft.

“I stedet for ca. 1.000 toner af rækken, ville jeg bruge ca. 4.000 toner for på denne måde at få mulighed for yderligere fordybelse i uendelighedsrækkens mange lag og intervalliske kombinationer. I stedet for den “urørte afvikling” af toneforløbet og dets orkestration ville jeg nu “gribe ind”: Skabe melodier, føre mod højdepunkter, formørke, oplyse osv., men alt sammen i respekt for den fortsatte strøm og med bevarelse af den særlige, tidsløse objektivitet, der kendetegner uendelighedsrækken”, forklarede Per Nørgård.

Symfoniens hovedforløb er de første 4.096 toner af uendelighedsrækken, der går som en rød tråd i stort set uafbrudte ottendedele. Det lange, ensatsede forløb er sammensat af faser, nærmere bestemt 16 faser med hver 256 toner af rækken. Efter hver fase i udviklingen placerer Nørgård et klokkesignal. En “omgang” er taget, vi er kommet et niveau højere op. Efter hver 4. fase markerer Nørgård udviklingen med hvad han kalder en “skærm” af messingfanfarer. Store, overdøvende, orgastiske udbrud. Også de indgår i en orden, så skærm nr. 1 og 3 og skærm nr. 2 og 4 er parvist beslægtet.

Symfonien begynder med en “fødsel” af uendelighedsrækken. Det udvikler sig gradvist, først som tonløse luftlyde, så unisone klange og derefter kvarttoneintervaller. De kromatiske intervaller nærmer sig. Og med et klokkeslag går startskuddet for udfoldelsen af uendelighedsrækken. Musikken letter, euforisk, næsten psykedelisk, som har den fået vinger.

Ottendedelene spilles i det meste af symfonien af fløjterne, mens de langsommere lag som oftest ligger dybere i orkestret. Fordi musikkens forskellige lag har samme udspring, giver det symfonien en sanselig totalfornemmelse, der minder om ambient music. Den rytmiske nonstop-strøm er vel også beslægtet med samtidens amerikanske minimalisme, selv om den rytmiske puls i Nørgårds 2. Symfoni har et anderledes swing. Men trådene rækker også tilbage til de musikalske forgængere, for symfoniens vækstforløb gør den til en radikal forlængelse af metamorfosetankerne hos Nørgårds lærer, Vagn Holmboe, og deres fælles forbillede, Sibelius. Både Nørgårds 2. Symfoni og Sibelius’ 7. Symfoni er demonstrativt ensatsede og udspringer af en skalapræsentation (henholdsvis C-dur hos Sibelius og uendelighedsrækken hos Nørgård!). Og basuntemaet, der markerer nøglepunkterne i Sibelius’ 7. Symfoni, får en fjern slægtning i form af Nørgårds overvældende messingskærme.

Få år inden Symfoni nr. 2 og Rejse ind i den gyldne skærm havde Nørgård også geografisk brudt med konservatismen og opsagt sin stilling på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. I stedet flyttede han med sine bedste elever til Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og i 1970 uropførte Aarhus Byorkester symfonien, dirigeret af Per Dreier.

På det tidspunkt var den verdensberømte rumænske dirigent Sergiu Celibidache hyppig gæst hos DR SymfoniOrkestret i København, og han var blevet meget begejstret over Rejse ind i den gyldne skærm. Nørgård spillede radiooptagelsen af den nye 2. Symfoni for ham, og Celibidache udtalte, at han aldrig havde hørt så smuk musik i hele sit liv. En international succes for symfonien, som Nørgård til lejligheden reviderede, stod lige for. Men Celibidaches temperament kom i vejen, først da han krævede hele 20 timers orkesterprøver til symfonien, og derefter da han ved en helt anden anledning forlod orkestret i raseri. Celibidache kom aldrig til at dirigere et eneste Per Nørgård-værk, men da var symfonien allerede blevet tilegnet ham – og er det stadig.

© Jens Cornelius, 2016

Release date: 
maj 2016
Cat. No.: 
6.220645
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313164561
Track count: 
4

Credits

Indspillet i Oslo Konserthus 25.-28. maj 2015 (nr. 6); i Oslos Operahus, orkesterprøvesalen, 1.-5. juni 2015 (nr. 2)
Producer: Preben Iwan
Teknik: Mikkel Nymand and Mette Due
Redigering: Preben Iwan and Mette Due
Mix og mastering: Preben Iwan

Optaget i 88.2 kHz/24bit
Microphone main array: 5x DPA 4006TL, Decca Tree with outriggers
Pyramix DAW system with DADAX24 Converter/Preamps and Tango Controller.
Monitored on B&W 802 Diamond speakers

Grafisk design: Denise Burt, elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen, ewh.dk

Dacapo takker Musikforlæggerne, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Etatsraad Georg Bestle og Hustrus Mindelegat og Dansk Komponist Forenings produktionspulje / KODAs Kulturelle Midler for økonomisk støtte til produktionen.

randomness