Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Seadrift

Per Nørgård

Seadrift

Bente Vist, Tine Rehling, Bodil Rørbech, Toke Møldrup, Frans Hansen, Allan Rasmussen, Nikolaj Ronimus, Marit Ernst, Casper Schreiber, Thomas Søndergård

Himmelsk skønhed og forsonende glæde: Per Nørgårds vokalmusik fra 1970'erne udforsker universets lovmæssige harmoni. Nova Genitura ("Ny fødsel") og Fons Laetitiae ("Glædens brønd") udspringer af Nørgårds skelsættende 3. Symfoni og går videre med dens Maria-dyrkelse. Seadrift har tekst af Walt Whitman og varsler de forandringer, der dukkede op i Nørgårds musik få år senere. Alle tre værker er inspireret af den tidlige musik og anvender på original vis instrumenter som lut, cembalo og blokfløjte. I centrum står Bente Vists tindrende klare sopranstemme.

Køb album

CD

  • CD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
"Substantial works ... Bente Vist is the radiant soprano ... Dacapo’s sound is first-rate."
Guy Rickards, Gramophone
Total runtime: 
55 min.
PER NØRGÅRD

Per Nørgård (f. 1932 i København) er en af de centrale komponister i Skandinavien efter Carl Nielsen og Jean Sibelius. Hans produktion – ca. 400 værker – dækker bl.a. syv symfonier, seks operaer, koncerter, kammer- og kormusik, samt ballet-/film- og elektronmusik.

Nørgårds tidlige værker viderefører den nordiske tradition. Gennem Vagn Holmboe (1909-1996), hans lærer i ungdomsårene, skærpedes hans interesse for organisk musikalsk udvikling – metamorfosen, hvor kim af rytmiske og melodiske motiver bestandigt forvandles og udvikles. Det førte til intens interesse for metamorfoser i Sibelius’ musik, en vigtig ledestjerne for den unge Nørgård. Samtidig var der – ifølge visse anmeldere og musikere – noget rytmisk sært, svævende på færde i den unge danskers tidlige værker. Komponistens senere “uendelighedsrække” (fra 1959) er på en måde udsprunget af netop disse fænomener – metamorfoser og særlige rytmiske lag.

Nørgård studerede som 24-25-årig hos Nadia Boulanger i Paris, men følelsen af at være indre emigrant i det internationale, moderne franske miljø forstærkede nærmest det “nordlige sinds univers” i ham. Mødet med unge centraleuropæiske komponister omkring 1960 inspirerede til at eksperimentere med nye udtryk og genrer hinsides nordisk tradition, bl.a. collage, musikdramatik, slagtøjsværker, elektronmusik, happe-nings, samt en nærmest psykedelisk, vibrerende musik mellem melodi og klang bl.a. i orkesterværkerne Iris og Luna.

Samtidig arbejdede Nørgård med en egen teknik, “uendeligheds-rækken”, der – hvad enten anvendt i et værk eller ej – efterhånden er blevet komponistens varemærke. En lidt intetsigende betegnelse, da der, frem for en særlig “række”, snarere er tale om et musikalsk “vækstprincip” (inden for alle tænkelige skalaer), der skaber tonevæv af melodilinjer, hvor hurtige melodier udspringer af beslægtede langsommere, der ud-springer af beslægtede endnu langsommere, der ... (etc.) – en “fraktal” musik, som det senere er blevet betegnet. Fra orkesterværket Rejsen ind i den gyldne skærm (1968) og frem til ca. 1980 skaber Nørgård et personligt musikalsk univers, hvor udvalgte melodier fra uendelighedsrækker kombineres med overtone (dur)- og undertone (moll)-harmonik, samt rytmer baseret på proportioner ud fra det gyldne snit – en vel-klingende og afbalanceret ny musik, som det høres i bl.a. 3. symfoni, operaerne Gilgamesh og Siddharta og en række kammer-, kor- og vokalværker – blandt andet de tre værker på cd’en her. “Jeg står med den ene fod i den vestlige rationalisme og den anden i den østlige mysticisme, men alligevel føler jeg mig fremmed over for dem begge. Jeg er, så at sige, en slags tredje punkt i billedet”– som komponisten sagde i den periode om sin musik.

Omkring 1980 skifter Nørgård radikalt kurs mod en spontant komponeret, dramatisk og splittet musik, inspireret af den svejtsiske gale-kunstner Adolf Wölfli (1864-1930) – bl.a. i en række korværker, operaen Det Guddommelige Tivoli (til tekster af Wölfli) og 4. Symfoni “Indischer Roosengaarten und Chineesischer Hexensee”.

Siden arbejder Nørgård med nye former for toneserier, melodiske netværk og tem-po-relationer (bl.a. i tre solokoncerter for hhv. cello, bratsch og violin), i 1990’erne kombineret med et direkte, ofte voldsomt udtryk , fx i 5. og 6. Symfoni, klaverkoncer-ten In due tempi, operaen Nuit des Hommes (til tekster af G. Apollinaire) og orkester-værket Terrains Vagues.

I det nye århundrede synes Nørgård at udnytte hele repertoiret af teknikker og ud-tryk, heriblandt en ny interesse for hidtil oversete aspekter af uendelighedsrækken (bl.a. i Harpe-koncert nr. 2 – Gennem Torne; 2003). Hvor man tidligere med en vis ret har kunnet se længere, sammenhængende udviklingsfaser i Nørgårds musik, virker det nu, som om hvert værk kalder på sit eget, særlige univers. I Violinkoncert nr. 2 – Borderline (2002) fokuseres på de spændingsfyldte, dissonerende grænser mellem henholdsvis veltemperede og overtonebaserede skalaer og melodier. I H.C. Ander-sen-værker Lygte-mændene tager til byen (2003-04) vender Nørgård på en måde tilbage til det tegne-serie-univers han i 1940erne lavede sine første mange sange til. Derefter 7. Symfoni (2004-2006) og nye værker for cello, der går hver deres – egne – veje.

Karakteristisk for komponisten Nørgård, hen over snart tres år, er hans optagethed af det organiske, ikke så meget af det venligt vegeterende som af den dramatik, der ligger i det lagdelte og interfererende i enhver organisme. Stilistisk er Nørgård inklusiv og således lettere uhåndterlig i en branding-tid, hvor kravet er ét, entydigt, klart signal. Visse Nørgård-værker synes beslægtede med balinesiske og afrikanske musiktraditi-oner, andre med passioneret europæisk romantik og andre igen med oversete nicher i avantgardens laboratorier. Drivkraften synes at være bestandigt at gå nye veje og eventuelt glemme tidligere praksis. I hvert fald for en tid, indtil tidligere strategier og ideer dukker op igen, i nye sammenhænge.

Per Nørgård har beklædt en række musik-organisatoriske poster, bl.a. i Kulturmini-sterielle råd og Dansk Komponistforening, han har desuden været lærer, senere pro-fessor i komposition (ved Det Jyske Musikkonservatorium) og har modtaget bl.a. Lili Boulanger Prisen (1957), Carl Nielsen Legatet (1969 og 2001), Nordisk Råds Musikpris (1974), -Henrik Steffens Prisen (1988), Léonie Sonnings Musikpris (1996), Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris (2006), Sibelius Prisen (2006), Beckett-fondens Hæders-pris (2008) og har -siden 1996 været æresmedlem af -International Society for Con-temporary Music (ISCM)

Om værkerne
Musikken på denne cd tegner et billede, en miniature, af Per Nørgårds musik i 1970erne – en afbalanceret ny musik, med et særligt fokus på det melodiske. Det er en ny musik, der knytter sig til andre musikalske traditioner end udelukkende avant-gardens, som man hører det i orkesterværket Voyage into the Golden Screen (1968), hvor Nørgårds musik virker både ny og velkendt på samme tid. Og sådan folder musikken sig ud i bl.a. i 3. Symfoni (1972-75), i de mange værker med tekst af Ole Sarvig og i Nørgårds særlige Sol & Måne-trommemusik – indtil der, bl.a. i Seadrift og operaen Siddharta, fornemmes tegn på brud og splittelse i den ti-årige musikalske tilstand af soltimer og uendelig sommer.

Nørgård insisterede i 1970erne på fortsat – imod årtiets tidsånd – at udforske skønheden og glædens natur i musik, med den hensigt at opstille alternativer til virke-lighedens indlysende undertrykkelser. “Følsomheden er en revolutionær pligt”, som en af hans artikler fra årtiet hed, uddybet i karakteristiske værktitler som fx Wenn die Rose sich selbst schmückt, schmückt sie auch den Garten (citerende digteren Frie-drich Rückert). Det var overraskende både i avantgarde-miljøet og i den offentlige debat.

Det er et univers af Maria-mild, himmelsk skønhed og forsonende glæde, der præ-ger de her valgte vokalværker, især Nova Genitura og Fons Laetitiae. Der er dog – som man vil høre – ikke tale om konventionel nyromantisk idyl. “Be-syng de haver, min hjerte, som du ikke kender!” opfordres der til i kor-afslutningen af 3. Symfoni. Nørgårds musik fra halvfjerdserne kan opfattes som vandringer i nye former for rosenhaver, og det er ikke roser uden torne. Man hører det allerede i Nova Genituras indledende nedadgående tema (“Ave Maris Stella”), en stadig vekslen mel-lem stemmernes konsonerende og dissonerende møder. Hovedindtrykket efter de sidste akkorder af så vel Nova Genitura som Fons Laetitiae er dog mere blomsterfar-ver og dufte end torne.

Om Nova Genitura skriver komponisten:

“Maria-begrebet har en dybde der går ud over alle trosretninger. Over hele jorden kendes symboler for den milde og det moderlige. Men ordet Maria forbindes også – lydligt – med det latinske ord for havet, mare, og bliver derved til havets stjerne, Maris stella. I min 3. symfoni findes Maria-motivet i en hymne i symfoniens anden del. I Nova Genitura er det blevet til et helt flor af nye Maria-melodier. Deres enkelhed gør det muligt at opfatte musikens ofte kompliceret sammenvævning af samtidige melodier og tempolag.”

Og om Fons Laetitiae:

“Fons Laetitiae (Glædens Brønd) er mit første kammermusik-værk komponeret umiddelbart omkring afslutningen af 3. symfoni, i 1975; der indoptages tilmed en melodisk og harmonisk tematik fra symfonien (“Maria”-motiverne). Værket er dog kombineret med en helt nyskabt sang (“Flos ut rosa”-melodien), hvis gyldne snit-rytmer gav melodien en “ stamina”, der bragte den over i mange senere kompositioner.”
Så vel de to Maria-temaer som Flos ut rosa-melodien er baseret på direkte “udpluk” i den nørgård’ske uendelighedsrække og dens primære overtoner (for de teknisk inte-resserede: henholdsvis hver 20., hver 15. og hver 12. tone i en uendelighedsrække inden for en diatonisk skala).

Den svungne “Flos ut rosa”-melodi foldes videre ud i syv senere Nørgård-værker – fra orkesterværket Twilight (1976) over korsangen Flos ut rosa floruit (1991), korvær-ket Ut Rosa (2001), klaverstykket Et Rosenblad (2002) til harpeværkerne Consolazione (2002), Harpekoncert nr. 2 – Gennem Torne (2003) og Blomstring (2007). Og af de to “Mariahymne-melodier” fra 3. Symfoni indgår den ene nu i Den Danske Salmebog (Nr. 720 – Som året går) og begge har dannet udgangspunkt for ca. 20 senere – især vokale – værker til, eller over, tekster af den danske digter Ole Sarvig (1921-1981). Dette værk-stamtræ går fra 3. Symfoni (1975) over den enstemmige koral Som året går til den komplekse 16-stemmige Frostsalme og værkerne Vinterkantate, Nu dækker sne den hele jord, Kredsløb, Cantica, Frostsalme-musik, Vintersalme-musik, Jordens vej, Korsalme, Ordet, Maya danser, Og livets sommer sover dybt, Året (motet), Vældig er jordens vej, Vintermusik, Frostsalme-fragment, til Sommers søvn og Himmelkim (2003).

De mange “satellit-værker” er et særligt Nørgård-kendetegn fra årtiet, om hvilket komponisten i 1982 skriver:

“Siden begyndelsen af 70erne har min produktion fået tilført et træk af, hvad man kunne kalde “symbiose”, hvorved – i musikalsk sammenhæng – forstås sameksisten-sen af flere organiske helheder indenfor ét musikstykke – eller omvendt: at enkelte helheder organisk kan sameksistere inden for et nyt …

Den teoretisk-stilistiske basis for denne praksis – som på en vis måde trodser “værk”-begrebet – kan findes i de åbent-hierarkiske lagdelinger, som muliggøres ved anvendelse af tre musikalske uendeligheds-systemer: Uendelighedsrække-melodier, overtone- og undertone-komplekser, samt rytmiske proportionsrækker, baseret f.eks. på Det Gyldne Snit)”

Hvor Nova Genitura viser en tætvævet, polyfon ensemble-udformning af de tre me-lodier, frembærer Fons Laetitiae – cd’ens afsluttende værk – dem i et mere enkelt og afspændt duet-sammenspil. Begge værkers grund-karakter er tydeligt i dialog og på bølgelængde med den tidlige europæiske musiktradition, sådan som både teksterne og instrumenterne inviterer til det, det er ny musik i samspil med en Claudio Monteverdis nye musik i 1600-tallet.

Seadrift er for samme besætning som Nova Genitura, men her føres dette europæ-iske barokensemble anno 1975 vestpå, mod amerikanske Walt Whitmans naturscene-rier og parlivets jordiske glæder og sorg. Melodistoffet er mere i slægt med nutidig folkemusik (“Winds blow south and winds blow north”), og rytmisk bølger ensemblet afsted, som fulgte det hemmelige naturmønstre, hvilket det på en måde også gør, da værkets puls og rytmer er baseret på de såkaldte Fibonacci-tal (1-1-2-3-5-8-13-21-34 etc.) – m.a.o. på det gyldne snit – hvorover tværgående vingeslag undertiden basker forbi, mens de to fugles drama udfolder sig. Per Nørgård skriver om værket: “I Walt Whitmans store digt “Seadrift” fremmanes den situation der får barnet Walt til at føle sig udvalgt til digter. Walt følger to fugles skæbne på Paumanoks øde klippestrand. Han oplever parrets lykke ved samværet – og lider senere med den forladte hanfugl, der bryder ud i skærende klageråb.

Dette motiv er koncentreret i værkets to satser (“Being Together” og “Torn Apart”). Erindringen om samværet kæmper i sidste sats med sorgen og – til sidst – fortvivlel-sen.”

I Nørgårds produktion er Seadrift et værk ved en skillevej, på vej væk – for en tid – fra uendelighedsrækkernes fraktale harmoni. Udtryk og dramatik i andendelen (Torn Apart) varsler om den indvirkning, Adolf Wölflis tekster og billeder gjorde fra 1979. “Senere fik piben som bekendt en anden – mindre hymnisk – lyd, da Adolf Wölfli gav sig til at blæse med i mit orkester”, som komponisten udtrykte det i 1982. Wölfli blæser på en måde allerede med i 1978, i slutningen af Seadrift.

Nova Genitura og Seadrift er komponeret til barokensemblet Sub Rosa, og Fons Laetitiae er komponeret til sangeren og lutenisten Ingolf Olsen. Værkerne på denne cd viser hvordan tidlig musik blander sig med ny musik i 1970erne. At moderne komponi-ster er orienteret om tidlig musik og dens ofte stramt konstruerede teknikker, er ind-bygget i kompositionsfagets akademiske tradition – fra Anton Weberns studier af Heinrich Isaac til Iannis Xenakis’ interesse for Guillaume Dufay, etcetera. Først med 1968-kulturoprørets fremkomst af alternative musikgrupper, musicerende musikhisto-rikere og post-moderne komponister med interesse for oversete traditioner opstod der basis for kreative møder på tværs af traditionelt adskilte genrer og musikmiljøer. Værkerne på denne cd er tidlige danske resultater af sådanne møder.

Nova Genitura er oprindeligt komponeret til barokensemblet Sub Rosas grund-instrumentarium (sopran, blokfløjter, barokviolin, theorbe/lut, viola da gamba, cembalo, slagtøj), men så vel Nova Genitura som Seadrift kan udføres på moderne instrumenter ( dvs. sopran, fløjte, violin, guitar, cello, klaver eller keyboard, slagtøj) eller – som på denne cd – på en blanding af tidlige og moderne instrumenter.
Fons Laetitiae uropførtes i versionen for tenor og lut. Partituret har imidlertid flg. opførelsesanvisning: for tenor eller sopran og lut/guitar eller harpe. Den endelige sopran/harpeversion udformedes af komponisten i 2001, til uropførelse af Bente Vist og Tine Rehling.

Ivan Hansen, 2008

Release date: 
februar 2009
Cat. No.: 
8.226067
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943606728
Track count: 
4

Credits

Indspillet i Mox Studio, København, 19. januar 2005 (Fons Laetitiae), og i Soundtrack Studio, København, 1. april 2006 (Seadrift) og 10. september 2007 (Nova Genitura)

Producer: Gert Sørensen
Teknik: Ole Chr. Hansen (Nova Genitura og Seadrift) og Jesper Bo (Fons laetitiae)

Grafisk design: Elevator design,

Udgiver: Edition Wilhelm Hansen,

Dacapo ønsker at takke Dansk Komponist Forenings Produktionspulje/KODA's Fond til Sociale og Kulturelle Formål, Dansk Kapelmesterforening, Dansk Skuespillerforbund og Solistforeningen af 1921 for økonomisk bistand til gennemførelse af produktionen.

randomness