Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Scener for percussion og ensemble

Per Nørgård

Scener for percussion og ensemble

Christian Martínez, Esbjerg Ensemble, Petter Sundkvist

Den danske komponist Per Nørgård (f. 1932) har altid haft et ganske særligt forhold til slagtøj, og har gennem tiden fundet inspiration til sin musik i både naturens kræfter, østlig mystik og eksotiske rytmer. I de fire værker, som her er indspillet på CD for første gang, møder vi en enestående, melodisk side af slagtøjet, hvor solisten bl.a. må stryge på både vibrafonen og en klingende sav med violinbue. To af værkerne er skrevet specielt til den columbianskfødte Christian Martinez, som her står foran Esbjerg Ensemble under ledelse af Petter Sundkvist.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.13 / £14.98
    Køb
"tilhøreren nærmest svæver på noderne."
Mikael Krarup, Fyens Stiftstidende
"His originality takes time to get with. This compilation is a fine place to start."
Grego Applegate Edwards, Classicalmodernmusic.blogspot
"...et vildnis af uventede idéer og genialt skæve linjer".
Jens Povlsen, Jyllands-Posten
"Norgard has craft. The musicians are skilled as well, and the sound is a little on the cool side—it suits the music."
Stephen Estep, American Record Guide
"Det speciella polyrytmiska pendlandet ger karaktär, liksom de märkligt ylande berg-och-dalbane-effekter som uppkommer i samband med spel på såg. (Vad allt ska inte en percussionist kunna!)"
Carlhåkan Larsen, OPUS
Libra: "Non formatée et tres inspirée, envoûte par son aura particulière." Sceneries for percussion and ensemble: "Un saisissant moment de poésie contemporaine."
Jean-Luc Caron, Classica
Total runtime: 
58 min.
PER NØRGÅRD

af Eva Hvidt

Komponisten Per Nørgård sagde i et interview i 1970’erne: ’Jeg står med det ene ben i vestlig rationalisme og det andet i østlig mystik, men søger dog noget helt andet’. Udtalelsen fortæller temmelig meget om hans musik og den udvikling han på det tidspunkt var i. Hans udgangspunkt var først København, hvor Per Nørgård (født 1932) i studie-tiden var elev af Vagn Holmboe samtidig med, at han nærede stor fascination for finnen Jean Sibelius’ musik. Senere udforskede han ligesom andre komponister i sin generation den centraleuropæiske serielle musik. Dette var baggrunden for, at Per Nørgård udviklede sin egen såkaldte uendelighedsrække på basis af matematikeren Benoit Mandelbrots fraktalteorier. Per Nørgårds 3. symfoni (1976) blev et monumentalt højdepunkt inden for den heraf afledte kompositionsmåde og de tanker, han gjorde sig om altings kosmiske sammenhæng. Endnu en væsentlig inspiration indtrådte, da Per Nørgård i slutningen af 1970’erne tre gange rejste til Bali. Her oplevede han den balinesiske musiks særpræg med rytmiske hierarkier og mange eksempler på rytmer med det gyldne snits proportioner. Herved dukkede elementer op, der før bare havde ligget implicit i hans musik. Per Nørgård arbejdede med tonerækker, bølgebevægelser og interferens. Med værket I Ching fra 1982 begyndte han også at komponere solistisk musik for slagtøj, som hidtil var en sjælden genre inden for vestlig musiktradition. I Ching, hvis titel kan henføres til den ældgamle kinesiske bog om livets forvandlinger, er hos Per Nørgård et meget krævende slagtøjsværk med et stort opbud af eksotiske instrumenter og med store fysiske krav til slagtøjsspilleren med hensyn til fleksibilitet og tempo og til rytmer kombineret af yin og yan i snesevis af kombinationer. Disse binære rytmer (altså yin-yan/ lys-mørk) dannede også det rytmiske grundlag for andre slagtøjsværker af Per Nørgård, som bl.a. blev udført i samarbejder mellem professionelle og amatører. De gyldne snits rytmer tiltalte i høj grad Per Nørgårds sans for skæve betoninger, og han har siden mange gange vendt tilbage til, hvordan der på én gang kan eksistere forskellige forløb, selv i fraseringen af en enstemmig melodi. Dette høres tydeligt i slagtøjskoncerten Bach to the Future (1992), der er komponeret over tre præludier fra J.S. Bachs Das wohltemperierte Klavier. På den herværende cd er det ikke mindst det melodiske slagtøj, der dominerer. Det skyldes ikke alene samspillet med Esbjerg Ensemblet eller at slagtøjsspilleren, Christian Martínez, stryger vibrafonen med en violinbue. Han demonstrerer også nye og mere hjemligt eksotiske eksperimenter ved at spille på sav.

Prelude to Breaking (1986) er komponeret under indtryk af det store bølgeslag ved havet i Sydindien, hvor komponisten fornemmede havets grundtone som et dybt klingende g. Titlen skal forstås som et præludium til bølgens brydning. I forbindelse med denne cd indspilning af værket har Per Nørgård skrevet: “Prelude to Breaking er naturnært i videste forstand, da værket er inspireret af den langsomme opbygning af hvirvler, før den store bølge (’breaker’) brydes i hvidt skum. Musikken er dog ikke direkte skildrende, men hviler på en ostinatobas, hvorover en lang melodi udstrækker sig, mens en tabla-lignende, ’skæv’, rytme skaber stadig forøget spænding og voksende tæthed. Bølgens sammenbrud er tæt på naturalistisk tonemaleri, men værket som helhed er som en klassisk bueform, opdrift og afspænding.” I partituret optræder til forstærkning af stemningen i det bortsvindende tonespil en melodilinje for mezzosopran til tekst af Gunnar Ekelöf: ’Drunknande i dimman gryningens svindelfåglar: den glasklare drömmens punkter av glömska.’ Dette vokale indslag er valgfrit og høres ikke i den foreliggende rent instrumentale indspilning.
Prelude to Breaking er et af Per Nørgårds centrale kammermusikalske værker fra 1980’er-ne, hvor komponisten i sine strukturerede kompositioner også begyndte at indarbejde større og mere kaotiske forløb. Dette høres i den mere løst noterede og til dels improviserede passage lidt over midten af værket, der skildrer tilstanden efter bølgens sammenbrud.

Fire meditationer (2010) er baseret på materiale fra Per Nørgårds Vinterkantate fra 1976 og arrangementet Vintermusik fra 1998 over et lignende musikalsk materiale. I første sats høres efter en kort instrumental introduktion den centrale melodi, som Per Nørgård oprindelig skrev til et digt af Ole Sarvig. Denne melodi, der i princippet kunne lyde som en dansk salmemelodi fra 1900-tallets begyndelse, er baseret på udvalgte toner i Per Nørgårds såkaldte uendelighedsrække med dens vekslen mellem over- og undertoner. Per Nørgårds melodi til Ole Sarvigs digt, ‘Som året går’, er siden blevet inddraget som nummer 720 i Den Danske Salmebog. De Fire meditationer er instrumenteret for orgel, slagtøj, blæsere og violoncel, hvilket i klangmæssig henseende tilføjer musikken en lidt arkaisk ’middelalderlig’ karakter. Komponisten har skrevet følgende kommentar til værket: “Fire meditationer er en tekstløs suite af korte, melodisk bårne satser, arrangeret ud fra Vinterkantate, men som tekstløse er (de) stilfærdige meditative forløb med sangbare linjer i de skiftende instrumentationer.”

Arabesker (2011). Om dette værk skriver komponisten: “Arabesker for soloslagtøj er komponeret til og tilegnet Christian Martínez: Små meander-agtige snoninger med rytmiske og melodiske udsving, der kan bringe den arabiske ornamentik i erindring – deraf titlen.” Stykket er inspireret af denne cd’s sidste værk Tre scener. Det er samme opadgående melodiske motiv, der går igen i begge værker, og der spilles på sav igen. Som lytter ’narres’ man hele tiden, hvis man vil finde en fast puls i Arabesker. Rytmerne er skæve, lige som hurtige og langsomme lag med samme motiv lejrer sig ovenpå hinanden. Der indledes med vibrafon og marimba. Senere kommer der tomtoms og klingende sav til.

I Tre scener (2010) samler lydbilledet sig om en lille række opadgående toner, der hurtigt fordeler sig ud i et stærkt polyrytmisk forløb. Midtersatsen indeholder som noget nyt en solo for sav, der med sin svævende og sangbare karakter har været en spændende og ny udfordring for slagtøjsspilleren, Christian Martínez. Saven som instrument er hovedsaligt knyttet til folkemusikken, og lyden har for komponisten været et minde fra barndommens gårdmusikanter. Saven omkranses med forskellig vægtning af en række andre instrumenter. Dette har komponisten beskrevet således: “Tre scener er en septet med slagtøj som drivende kraft omkring to trioer - KLARINET, HORN og FAGOT i træblæsergruppen og i strygergruppen VIOLIN, BRATSCH og CELLO. Solisten (slagtøjsspilleren) er i første sats i samspil med STRYGERNE i et ret indadvendt forløb. I anden sats optræder slagtøjsspilleren SOLO og betjener blandt andet ‘den musikalske sav’ med dette instruments vidunderlige vibrato og stemningsmættede ekkoklange. Tredje sats starter med BLÆSERNE, hvortil slutter sig en dynamisk slagtøjsudfoldelse, virtuost og i stigningsform, hvor STRYGERNE i sidste del slutter sig til, i en rytmebåret apoteose.”

Eva Hvidt, cand. mag. og musikjournalist. Ekstern projektmedarbejder på Dansk Center for Musikudgivelse (DCM) på Det kgl. Bibliotek.

Release date: 
juli 2012
Cat. No.: 
8.226092
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943609224
Track count: 
11

Credits

Indspillet i Musikhuset Esbjerg d. 20.-23. juni 2011
Producer: Preben Iwan
Teknik: Preben Iwan, www.timbremusic.dk

Artwork: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

Dacapo Records takker Dansk Komponist Forening/KODAs Fond for sociale og kulturelle formål for økonomisk støtte til produktionen.