Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orkesterværker

Per Nørgård

Orkesterværker

Rebecca Hirsch, Copenhagen Phil, Giordano Bellincampi

Den berømte rumænske dirigent Sergiu Celibidache sagde engang: »Først en ny tids bevidsthed i det nye årtusinde vil være i stand til at forstå rækkevidden af Per Nørgårds musik.« Nu åbner Dacapo Records op for Nørgårds musikalske univers med en indspilning af tre af komponistens betydeligste orkesterværker. Per Nørgårds nyeste værk, violinkoncerten Borderlines, befinder sig i bogstavelig forstand i et grænseland. Det handler om menneskelige grænser og begrænsninger, men også om musikalske grænser eller ”grænselinjer”, som komponisten kalder det lydbillede, der opstår, når orkester og solist spiller fra hvert sit tonale ståsted. En musikalsk stjernetåge, der sender tilhøreren ud på en opdagelse i det uendelige. For Per Nørgård er uendeligheden blevet ophøjet som princip. Nørgårds uendelighedsrækker blev lanceret for første gang i stort format i Voyage into the Golden Screen (Rejsen ind i den gyldne skærm, 1968) og blev siden videreudviklet i værket Dream Play (Drømmespil, 1975), der er skabt på efterdønningerne af den store 3. symfoni. Solist i violinkoncerten Borderlines er den fremragende engelske violinist Rebecca Hirsch, som uropførte Borderlines i 2002. Og Per Nørgårds favntag med det uendelige klinger konkret og nærværende i Copenhagen Phils fortolkning under dirigenten Giordano Bellincampis kompetente ledelse.

Køb album
CD
  • CD
    Digipack
    111,60 kr.
Download
  • mp3 (320kbps)
    mp3
    55,20 kr.
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    CD Quality
    63,20 kr.
VÆLG FORETRUKKET FORMAT TIL DOWNLOAD AF ENKELTE TRACKS.
Borderlines (Violin Concerto No. 2) (2002)
1 1st Movement 11:16 12,80 kr.
2 2nd Movement 5:27 9,60 kr.
3 3rd Movement 7:06 9,60 kr.
Dream Play (1975) *
4 Dream Play (1975) * 10:58 12,80 kr.
Voyage Into the Golden Screen
5 1st Movement 11:37 12,80 kr.
6 2nd Movement 5:44 9,60 kr.
Total runtime: 
52 min.
Per Nørgård

Per Nørgård (f. 1932 i København) er en af de centrale komponister i Skandinavien efter Carl Nielsen og Jean Sibelius. Hans produktion – over 300 værker – dækker operaer, symfonier, koncerter, kammer- og kormusik, samt ballet-, film- og elektronmusik.

Nørgårds tidlige værker viderefører den nordiske tradition fra – især – Sibelius og Carl Nielsen. Gennem Vagn Holmboe (1909- 1996), hans lærer i ungdomsårene, skærpes hans interesse for organisk musikalsk udvikling – metamorforsen: ´kim´ af rytmiske og melodiske motiver udvikles gradvist til større, lagdelt flerstemmighed – i et overvejende modalt tonesprog, som det høres i fx Metamorfosi for strygere (1953) og 1. Symfoni (1953-55).

Mødet med central-europæisk avantgarde omkr. 1960 inspirerede Nørgård til at eksperimentere med alskens udtryk og genrer, bl.a. collage-komposition ( Den unge mand skal giftes , Tango Chikane m.fl.), slagtøjsmusik ( Rondo , Waves) , elektronmusik ( The Enchanted Forrest ), happenings ( Horrors in Progress ) og en nærmest psykodelisk interferensmusik for orkester ( Iris , Luna ).

Samtidig arbejdede Nørgård med en egen seriel teknik, kaldet “uendelighedsrækken”: et musikalsk bevægelsesprincip (inden for en frit valgt skala) der genererer konstant varierende melodiske mønstre. Musikalsk interessant er det bl.a., at en uendelighedsrække rummer sig selv i langsommere tempolag, i en mangfoldig (principielt uendelig) flerstemmighed – ikke ulig renæssancens prolationkanons, og som det kendes visuelt fra fraktale mønstre. Fra orkesterværket Voyage into the Golden Screen (1968) og frem til ca. 1980 udvikler Nørgård herfra et personligt musikalsk univers, hvor også naturtone-harmonik og rytmer baseret på det gyldne snit indgår – i en afbalanceret, harmonisk klingende ny musik, som det høres fx i 3. Symfoni , operaerne Gilgamesh og Siddharta, korværker ( Vinterhymne , Frostsalme , Singe die Gärten, mein Herz , m.fl.) og kammerværker (bl.a. Turn , Spell , Whirls World , Nova Genitur og Seadrift ).

Omkring 1980 skiftede Nørgård radikalt kurs, mod en spontant komponeret, dramatisk og splittet stil, inspireret af den svejtsiske gale-kunstner Adolf Wölfli (1864-1930) – bl.a. i operaen Det Guddommelige Tivoli (over tekster af Wölfli), korværker som Wie Ein Kind , D´Monstrantz Vöögeli (for fugle- og menneskestemmer) og 4. Symfoni – Indischer Roosengaarten und Chineesischer Hexensee .

I 1990erne arbejdede Nørgård især med nye former for flerdimensionale temporelationer og toneserier kombineret med et direkte, ofte voldsomt udtryk – fx i 5. og 6. Symfoni , klaverkoncerten In due tempi , operaen Nuit des Hommes og orkesterværket Terrains Vagues .

I det nye århundrede synes Nørgård at udnytte hele sit repertoire af teknikker og udtryk, inkl. en genopblusset interesse for helt nye – før oversete – aspekter af uendelighedsrækken (bl.a. i Harpekoncert nr. 2 – Gennem Torne , Intonation for slagtøjsensemble/gamelan, samt 3 Stadier for klaver).

Karakteristisk for komponisten Nørgård – fra 1950erne til i dag – er optagetheden af det organiske, det interfererende og mangelagdelte. Stilistisk er han bestandig på vej og kan ikke lade være med at gå nye veje, inkl. glemme de gamle for en tid. Med hans egne ord: “Jeg befinder mig på skiftende skråplaner, men altid på skråplaner. Der er dog ikke tale om flugt, for oftest dukker tidligere strategier og tanker op igen senere – i nye sammenhænge.”

Voyage into the Golden Screen

(Rejsen ind i den gyldne skærm) (1968)

“Siden min pure ungdom havde jeg gået med en drøm om en ny slags musik, hvor alting hang sammen i en slags trådværk, som stråler i alle mulige bølgeformer – som alligevel dannede én melodi. En klar forestilling om de egenskaber musikken skulle have for at komme fri af det stive og alligevel bevare forbindelsen bagud. Det var enhedsforestillingen, der havde besat mig. Og det førte hen til uendelighedsrækken i 1959” ( i Tore Leifer: “Medspil og Modspil”, DTF – København 2003 ).

Nørgård anvendte uendelighedsrækker i flere værker i 1960erne, men Voyage into the Golden Screen er det første værk hvor uendelighedsrækken er tydeligt hørbar, og hvor den så at sige er selve værkets ide. Første sats er en klanglig fordybelse i området mellem tonerne g/as , intervallet der i anden sats bringer uendelighedsrækken til udfoldelse i blomstrende flerstemmighed.

Voyage into the Golden Screen står centralt i Nørgårds produktion og blev (sammen med 2. Symfoni , 1970) springbræt for værkerne frem til ca. 1980. Det er et forunderligt værk, med tråde til senere så udbredte tendenser som spektralmusik, minimalisme og såkaldt post-modernisme – i Nørgård´sk udformning.

Voyage into the Golden Screen’ s andensats består af de 1024 første toner af den uendelighedsrække (her kromatisk – startende på tonen G), der iflg. komponisten snarere er ´opdaget´ end ´opfundet´ af ham.

Om værket har komponisten bl.a. skrevet: “ Voyage into the Golden Screen (1968) er det første værk, hvori jeg i høj grad overdrager udformningen af musikken til tilhørerne. Dette sker ikke ved at “komponere” en eller anden slags uformet tonemasse a la Cage-skolen (...) Tværtimod er de to satser nøje udarbejdet (– og uden plads for improvisationer til musikerne), så den nye tilhører-frihed til selv at lægge sin rute i den forespillede musik sker på andre måder.

Disse måder er ganske vist forskellige i de to satser, men fælles er at musikens virkemidler lægges åbent frem for tilhørerne, som derved umiddelbart kan opfatte det materiale, der skabes form af.

I førstesatsen drejer det sig om to overtone-klange : den ene på G, den anden en kvart tone over G.

Hver af overtonerne i de to komplekser bevæger sig imidlertid i sit eget tempo, og hele satsens panorama kan derfor sammenlignes med fx en fjord, hvor en snes sejlskibe bevæger sig i samme retning, men i lidt forskellige tempi. – Derved bliver det tilhørerens egen (om end oftest ubevidtse) sag, om han især vil følge den ene, den anden, et par af ‘sejlerne’ – eller evt. omfatte hele billedet som et interfererende bølgemønster.

Noget lignende gør sig gældende i anden-satsen – med helt andre midler: Her er der en konstant melodisk strøm i alle instrumenterne. Det er tilmed den samme melodi for alle – og ud fra samme tone !

Men hver linje bevæger sig – igen – i sit eget tempo: alle bevægelser er dobbelte, halve, firedobbelte (osv.) af de andre. At dette ikke resulterer i klang-kaos skyldes udelukkende uendeligheds-seriens egenskaber – for de bevirker, at alle tone-møder finder sted på enklange! Derved bliver musikken endnu mere åben at lytte til end førstesatsens overtonespektre, og tilhørerne kan altså også her – men i endnu højere grad – følge den ene, den anden, et par eller omfatte hele billedet som et konstant drejende kalejdoskop.”

Værkets titel er inspireret af den skotske folkesanger Donovans titel og tekst til sangen “Voyage into the Golden Screen” (fra udgivelsen A Gift from a Flower to a Garden , 1967) – hvis første strofe er gengivet her:

In the golden garden Bird of Peace

stands the Silver Girl the Wild Jewels niece

paints in pretty colours children´s drawings

on the wall

looks of doubt I cast you out begone your

ragged call.

Dream Play (1975/rev. 1980)

Mellem 1968 og ca. 1980 udvikler Nørgård de elementer og muligheder, der havde vist sig i Voyage into the Golden Screen Hvor uendelighedsrækken dér nærmest nøgternt ‘præsenteredes’ begynder Nørgård i efterfølgende værker at betone, vælge ud, udelukke og gribe ind i uendelighedsrækkens faste møstre. Fx danner hver 3., 5. eller 15. (etc.) tone af grundrækken vidt forskellige melodier, og udnyttelsen af sådanne melodier, deres forskellige rytmiske lag og overtone-harmonik giver stemmerne karakter og flerstemmigheden dramatik – samtidig med at musikken er harmonisk forbundet via den bagvedliggende uendelighedsrække. 3. Symfoni for kor og orkester (1972-75) er det centrale værk i denne udvikling.

I kølvandet på symfonien opstår en række beslægtede værker – bl.a. orkesterværkerne Dream Play (1975/ rev.1980) og Twilight (1977). Her botaniserer Nørgård videre i uendelighedsrækkens have af melodier, rytmer og klange. I Dream Play på eventyrlig, dansant og romantisk vis – og med et let orientalsk skær, som fx ved et fortryllet eftermiddagsselskab hos en indisk prins ...

På det formelle plan kan de skiftende afsnit opfattes som en variationsrække.

Om værket skrev Nørgård – i 1975: “Et drømmens turnerings-spil, hvor deltagerne nok måler sig med hverandre, men gør det for at glæde sig over indbyrdes forskelle – og ikke for at kvæste hinanden. Her kan fx en David og en Goliath mødes til stor fornøjelse for begge parter.

Og indimellem ophører deltagerne med at vise sig for hinanden – for til gengæld at hengive sig til de kærligste omfavnelser.”

Borderlines (2002)

De kærlige omfavnelser i musikken synes sjældnere i Nørgårds senere 2. Violinkoncert – Borderlines (2002). Musikken her er mere præget af farezoner, balancegange og alarmisk beredskab, når solist og orkester (af strygere og sparsomt slagtøj) førsøger at nærme sig hinanden.

Nørgårds foregående solokoncerter for strygere (henhv. for cello, bratsch og violin), komponeret 1985-87 rummer lignende interfererende rollespil mellem solist og orkester. Sats-titlerne til cellokoncerten Between antyder det (hhv. In Between , Turning Point og Among ), og violinkoncerten Helle Nacht udspilles ligeledes i grænseområder, når fx tre vidt forskellige melodier (en gregoriansk hymne, en skotsk og en dansk folkesang) væves så tæt ind i hinanden, at de forvandles til en helt ny musik – af noget helt fjerde. Også i Borderlines er Nørgård optaget af interferens, fluktuation og flertydighed. Musikken er højspændt, abrupt og hyperekspressiv: takkede nedadgående motiver, sfæriske fløjtetoner, hurtige, opadgående løb, afventende rolige temaer, perkussive anslag og rislelyde er elementer i solist/orkesters forsøg på musikalsk dialog, i spændingsfyldte områder mellem (på den ene side) de 12 kromatiske toner – ‘kendt fra klaveret’, og (på den anden side) mikrotonale overtoner.

Der er oaser at mødes ved undervejs, men ingen klar happy end – Nørgårds musik i begyndelsen af det nye århundrede virker ofte let antændelig, eksplosiv – og således: gnistrende, oplysende.

Om værket skrev komponisten (ved uropførelsen): “Der er naturlige grænser: floder, bjerge, have – og så er der grænser, som er resultat af menneskelige beslutninger, ofte med hjælp af en lineal. Selv om menneskeskabte grænser nok kan betegnes som en slags fantasiprodukter, er følgerne af dem ofte højst virkelige for den enkelte.

For solisten i denne violinkoncert repræsenterer (titlens) ‘grænselinjer’ de betingelser, under hvilke solostemmen udfolder sig, nemlig to radikalt forskellige tonearter i orkester-ledsagelesen: den ene er den i vestlig musik almindeligt anvendte ‘veltempererede’ 7- eller 12-toneskala; den anden er så uvant for øret, som månens bagside er for øjet, med mikro-toner frembragt som overtoner på de dybe strygeinstrumenter. Da disse to stemninger veksler, ofte brat, og da det er solistens opgave at justere sin intonation til det aktuelle orkesterspil, finder solisten sig konstant udfordret af de skiftende grænselinjer.

I denne farezone udfolder de tre satser sig: rastløst søgende ( I: Moderato ), indadvendt lyttende ( II: Lento, quieto e quasi semplice ) og ekspansivt fremadrettet ( III: Andante semplice ).”

Borderlines er skrevet på bestilling af Sjællands Symfoniorkester (Danmark), Østerbottens Kammerensemble (Finland) og Cheltenham Music Festival (England), der alle har opført værket med Rebecca Hirsch som solist.

Ivan Hansen, 2003

Release date: 
oktober 2003
Cat. No.: 
8.226014
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943601426
Track count: 
6

Credits

Indspillet i Tivolis Koncertsal 30. april-3. maj 2002 og DR Radiohusets Koncertsal 12.-13. november 2002 (Violinkoncerten)

Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith
Redigering: Morten Mogensen
Grafisk design: www.elevator-design.dk