Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Mytisk Morgen - Korværker II

Per Nørgård

Mytisk Morgen - Korværker II

Jens Schou, Ars Nova Copenhagen, Tamás Vetö, Per Nørgård

Per Nørgårds kormusik er en essentiel indgang til komponistens univers og reflekterer det fulde spektrum af hans originalitet. Med værket Mytisk Morgen som omdrejningspunkt fortolkes Nørgårds nyeste korværker af Ars Nova Copenhagens tolv sangere og klarinettist Jens Schou på denne SACD-udgivelse, som ud over titelværket byder på premiereindpilninger af fire nye a cappella værker og et genhør med en af moderne dansk kormusiks absolutte klassikere, Wie ein Kind fra 1980.

Køb album

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
"Opførelsernes renhed, duftmættede klang og plastiske udtryksfuldhed er overvældende"
Jan Jacoby, Politiken
Total runtime: 
70 min.
Per Nørgårds korværker

Per Nørgårds korværker løber som en rød tråd gennem hans produktion – fra det første korværk i 1952 (Søvn, til tekst af Halfdan Rasmussen) til de nyeste som Ut Rosa, Morgenmyte, Mytisk Morgen og 2 Nocturner på denne cd, komponeret 50 år senere. Korværkerne viser – ligesom symfonier og visse kammergenrer – hele udviklingsspektret i Nørgårds musik.

Nørgård lagde personligt og modent ud i den nordiske kor-tradition med den mørktklingende korsuite Aftonland (1953, tilegnet Sibelius) til digte af Pär Lagerkvist, den latinske Triptychon (1957, for kor og instrumenter) og de danske naturlyriske 3 Thøger Larsen-sange (1957/61) – afrundet af den stærke “Strandvalmue”. Farver og stemninger i nyere værker peger ofte tilbage på disse tidlige korværker.

Nørgårds kormusik i 1960erne indgår oftest i eksperimenterende dramatiske værker (-bl.-a. Dommen, Horrors in Progress, Babel) – kun to a cappella-værker titter frem, til gengæld bemærkelsesværdigt: den elegant-eksotiske Landskabsbillede (1961, tekst af Thorkild Bjørnvig) med en ny, raffineret sensibilitet, og den lejrbåls-lune Du skal plante et træ (1967, tekst af Piet Hein) på bølgelængde med tidens fællessange af Donovan m.fl.

1970’erne er en festival af a cappella-korværker fra Nørgårds hånd, udsprunget af det melodiske væksthus, der opstod i tilknytning til komponistens “uendeligsrække-musik” mellem Rejsen ind i den gyldne skærm (1968) og Siddharta (1979). Listen er lang og fortjener at gengives: Libra (1973, R. Steiner og Salmisten David), Singe die Gärten, mein Herz (1974, R. M. Rilke), Nova Genitura (1975, for sopran og instrumenter og kor ad lib.) samt de mange beslægtede korværker til tekster af Ole Sarvig: Frostsalme (1975-76), Frostsalme-fragment (1976/2002), Vinterkantate (1976), Vintersalme (1976/84), Nu dækker sne den hele jord (1976, for 8 tubaer og kor ad lib.), Året (1976/91), Kredsløb (1977), Maya danser (1979/91) og til andre digteres tekster: Forårssang (1980, Rilke) og Ordet (1982, Grundtvig).

Nørgårds såkaldte Wölfli-periode indledtes af korværket Wie ein Kind (1980), der hurtigt er blevet en moderne klassiker. Det efterfulgtes af en række lige så unikke Wölfli-korværker, bl.a. Den foruroligende Ælling (1985) ogD‘Monstrantz-Vöögeli (for fugle- og menneskestemmer!), 2 Wölfli-Lieder: “Abendlied” og “Halleluja der Herr ist verrückt” (1979/83) samt den senere Grablied und Toottagrab‘r-Mazurka (1993). Værkerne Regn nat (1983/89) og Jeg hører regnen (1983/92) baseredes delvist på fundne lydobjekter (havbrænding, hørt på en indisk strand), og til perioden hører også følgende større korværker: Afbrudt højsang, Skrig- og Drikkevise (1983), 3 Agnus Dei (1983) og Tre hymniske ansatser (1986).

Omkring 1977 opstod en ny ‘Nørgård--genre’ for kor og slagtøj baseret på uendeligheds-rækker. Det gælder værker som Orfeus og Euridike - den afbrudte sang (1977, for kor, instrumenter, slagtøj og dansere), Tidligt Forårs Danse (1979, samme besætning), samt Drømmesange (1981, for kor og slagtøj), Floden og dens to store bredder (1983, for kor og slagtøj) og Slå dørene op! (1981, for kor, slagtøj og orkester, til digte af Inger Christensen).

I 1992 udnævnte Dansk Amatørkor Union Per Nørgård til Årets Korkomponist, og han komponerede i den anledning 4 latinske motetterfor 3 el. 5 stemmer (1992, Davids-salmer), og med ”Korbogen” i 1993 (en nyrevideret samling af 45 korsange 1952-92) videreførtes den enklere korsangs-genre.

Rêves en pleine lumière (1989/2002, Paul Éluard ) og And time shall be no more (1993, til digte af Lundquist, Wölfli, Yunus Emre og Gustava Brandt) er større, tættere værker, videreført i de store korværker omkring århundredskiftet, som er hovedtemaet på cd‘en her.

Per Nørgård

Per Nørgård (f. 1932 i København) er en af de centrale komponister i Skandinavien efter Carl Nielsen og Jean Sibelius. Hans produktion – over 300 værker – dækker operaer, symfonier, koncerter, kammer- og kormusik, samt ballet-, film- og elektronmusik.

Nørgårds tidlige værker viderefører den nordiske tradition fra Nielsen og - især – Sibelius. Gennem Vagn Holmboe (1909-1996), hans lærer i ungdomsårene, skærpes hans interesse for organisk musikalsk udvikling – metamorfosen: ’kim’ af rytmiske og melodiske motiver udvikles til en større, lagdelt flerstemmighed i et overvejende modalt tonesprog. Mødet med centraleuropæisk avantgarde omkring 1960 inspirerede Nørgård til at eksperimentere med alskens udtryk og genrer, bl.a. collage-komposition (Den unge mand skal giftes, Tango Chikane m.fl.), slagtøjsmusik (Rondo, Waves), elektronmusik (The Enchanted Forrest), happenings (Babel, Horrors in Progress) og en nærmest psykodelisk interferensmusik for orkester (Iris, Luna).

Samtidig arbejdede Nørgård med en egen seriel teknik, kaldet “uendelighededsrækken” – beslægtet med den ‘fraktale’, visuelle uende-lighed beskrevet i slutningen af 1970’erne af fysikeren Mandelbrot. Uendelighedsrækken er et musikalsk bevægelsesprincip (inden for en frit valgt skala), der genererer konstant varierende melodiske mønstre. Musikalsk interessant er bl.a., at en uendelighedsrække rummer sig selv i langsommere tempolag, i en mangfoldig (principielt uendelig) flerstemmighed – ikke ulig renæssancens prolationskanons.

Fra orkesterværket Rejsen ind i den gyldne skærm (1968) og frem til ca. 1980 udvikler Nørgård herfra et personligt musikalsk univers, hvor også naturtone-harmonik og rytmer baseret på det gyldne snit indgår i en afbalanceret, harmonisk klingende ny musik, som det høres i bl.a. 3. Symfoni, operaerne Gilgamesh og Siddharta, en lang række korværker og i kammerværker som fx Spell, Whirls World og Seadrift. “Jeg står med den ene fod i den vestlige rationalisme og den anden i den østlige mysticisme, men alligevel føler jeg mig fremmed over for dem begge. Jeg er, så at sige, en slags tredje punkt i billedet,” som komponisten sagde i den periode om sin musik.

Omkring 1980 skiftede Nørgård radikalt kurs mod en spontant komponeret, dramatisk og splittet stil, inspireret af den schweiziske gale-kunstner Adolf Wölfli (1864-1930) – bl.a. i en række korværker, operaen Det Guddommelige Tivoli (over tekster af Wölfli) og 4. Symfoni, “Indischer Roosengaarten und Chinee-sischer Hexensee”.

Siden arbejder Nørgård især med nye former for flerdimensionale temporelationer og nye toneserier, bl.a. i solokoncerterne for hhv. violin, bratsch og cello, i 1990’erne kombineret med et direkte, ofte voldsomt, udtryk fx i 5. og 6. Symfoni, klaverkoncerten In due tempi, operaen Nuit des Hommes og orkesterværket Terrains Vagues.

I det nye århundrede synes Nørgård at udnytte hele sit repertoire af teknikker og udtryk, inkl. en genopblusset interesse for før oversete aspekter af uendelighedsrækken (bl.-a. i den 2. Harpekoncert, “Gennem Torne”).

Karakteristisk for komponisten Nørgård fra 1950’erne til i dag er hans optagethed af det organiske, især den dramatik, der ligger i det lagdelte og interfererende i enhver organisme. Stilistisk er Nørgård vanskelig at indkredse, for han er bestandig på vej. Driftkraften synes at være at gå nye veje og eventuelt glemme tidligere praksis - for en tid. Med hans egne ord: “Jeg befinder mig på skiftende skråplaner, men altid på skråplaner. Der er dog ikke tale om flugt, for oftest dukker tidligere strategier og tanker op igen senere – i nye sammenhænge.”

Værkerne

De to korværker Morgenmyte og Mytisk Morgen er komponeret år 2000, mellem 6. Symfoni og orkesterværket Terrains Vagues, og søster-korværkerne er baseret på samme musikalske temaer og tonesætter samme digt (“Mytisk morgen” af Pia Tafdrup, fra Dronningeporten, 1998), dels som forholdsvis enkel strofisk korsang (Morgenmyte), dels som et, nærmest mikroskopisk belyst, symfonisk tone-digt for 12 stemmer og basklarinet (Mytisk Morgen – hvor det kan tilrådes at have digtet ved hånden ved lytningen).

Om værkerne Morgenmyte og Mytisk Morgen skriver komponisten: “Som en forårsmorgen ved en lille sø fuld af fuglesang kan “ligne ren idyl”, forekommer også Pia Tafdrups digt Mytisk morgen ved første øjekast at skildre denne idyl. Men bag om den – i mange tempi – vibrerende livfuldhed lurer hvert øjeblik dø-den: “selv midt i dagens hilsen lå et afskedsstik”. Også den udspekulerede ondskab, som mennesket kan tilføje naturens ubønhørlige lov, er udtrykt – når fuglesang fra træer pludselig fremstår “som hjerter spiddet varme på en krog”. Digtet er en myte om døden midt i livet.

Myten udsiger i fortællende form det, der er sandt til enhver tid. Og der et næsten svim-len-de spektrum af ’tider’ i Mytisk morgen: fra ubegribeligt hurtige “skingre lyn” over celle-tid (“hvor sæden ville møde ægget”), til dyrenes nu-tid (når “fugle steg mod himlen eller sang”), menneskets psykologiske tid samt årstidernes og planters lige så ubegribeligt langsomme bevægelser (“anemoner sneg sig ned ad skrænten”).

Det er foreningen af dette digtunivers’ mange tidsdimensioner med en kerne af ro (“fuld af evig tid”), som har inspireret mig til Mytisk Morgen for 12-stemmigt kor og basklarinet. I foreningen af det højtnuancerede, koriske spektrum med basklarinettens forfinede over-toniske mysterier har jeg søgt dén ’tredje klang’, der kunne rumme såvel en “vild og gådefuldt troskyldig leg” som den “død der fandtes overalt”.

Mytisk Morgen – sammen med Frostsalme (1976) mit længste korværk hidtil – er komponeret til og tilegnet Ars Nova og Jens Schou, hvis opdyrkning af basklarinettens overtonespektrum i høj grad var en medvirkende faktor til kompositionens iværksættelse.

 Morgenmyte – tilegnet Ars Nova – bygger på temaer og motiver fra Mytisk Morgen, som jeg altså siden hen ‘destillerede’ i dette strofiske, overvejende homofone (og kor-tere!) a cappella-korværk over samme -Tafdrup--digt, tonesat i tre varierede dobbeltvers (1-2, 3-4, 5-6) afsluttende med et særskilt længere (7.) vers. De to værker – henholdsvis gennem-komponeret ‘pano-ramisk’ og strofisk ‘for-tællende’ – kan opføres separat; opførelse af begge tonesætninger på samme koncert giver imidlertid mulighed for en – forskelligt belyst – fordybelse i digtets fortættede poetiske univers.”

Titlen Ut Rosa har duft af værkerne omkring 3. Symfoni, Nova Genitura og Sarvig-korværkerne. Komponistens idéer har det, som nævnt, med at dukke op igen på et senere tidspunkt og blande sig med aktuelle strømninger – som det fremgår af noten om Ut Rosa (2000): “I 1975 skrev jeg ensembleværket Nova Genitura for sopran og – hovedsageligt – barokinstrumenter (og kor ad lib.). Heri indgik en enkel Maria-vise til en anonym middelalder-tekst. Lidet anede jeg da, at jeg siden ofte skulle vende tilbage til denne musik – endda helt ind i det nye årtusinde. Alle-rede senere i 1975 indgik melodien i et 22 minutter langt værk for tenor (eller sopran) og lut (eller harpe), Fons Laetitiae (Glædens brønd). Og i 1977 blev melo-dien et af to hovedtemaer i orkesterværket Twilight. Siden lod komponisten Hans Gefors sin opera Parken slutte med inddragelse af melodien i et paradisisk quodlibet. Og i 1992 arrangerede jeg melodien som strofisk a cappella-korsang med titlen Flos ut rosa floruit. At der stadig var mere i disse toner mærkede jeg i sommeren år 2000. Lige så fascineret som for 25 år siden bevægede jeg mig nu, i Ut Rosa, videre ind i den ’musikal-ske have’, der bl.a. lod melodien udspringe af hver tredje tone i den diatoniske uendelighedsrække (og disses kvinter og tertser). Her opdagede jeg en hel buket af nye flerstemmigheder, indbyrdes proportioneret efter det gyldne snit. Og senere, i 2003, blev melodien strukturel basis for min 20 minutter lange Harpekoncert nr. 2, “Gennem Torne”.

Den anonyme middelalderhymne-teksts fire vers er i Ut Rosa udformet som fire selvstændige korsatser, pauseløst forbundne i det ca. 11 minutter lange seks-stem-mi-ge værk. Korsatsen fra 1992 danner åbnings-verset, det naturlige udgangspunkt for de nye melodiske og kontrapunk-tiske udfoldelser i de efterfølgende tre satser. Ut Rosa er komponeret på opfordring af Ivan Hansen, hvem vær-ket er tilegnet.”

Per Nørgårds Wie ein Kind (1980) var det første i den række af Wölfli-værker, der omkring 1980 markerede et vendepunkt i Nørgårds musik efter bl.a. 3. Symfoni og operaen Siddharta. “Piben fik som bekendt en anden, mindre hymnisk lyd, da Adolf Wölfli gav sig til at blæse med i mit orkester,” som Nørgård udtrykte det i 1982, med et uddybende: “… og at det ripper op i den dybe sorg og også får glemte glæder til at blusse op er helt sikkert – hvormed den ’kosmiske’ (og socialt-uskyldige) periode nu foreløbigt er veget for uhyggen – (og lykken) – der skjuler sig bag hverdagslivets hygge – (og utryghed).” Andre værker inspireret af Wölfli var 4. Symfoni, “Indischer Roosengarten und Chineesischer Hexensee” (1981/82), operaen Det Guddommelige Tivoli (1982), samt de tidligere nævnte Wölfli-korværker. Om Wie ein Kind skrev Nørgård i 1980: “I dette værk har jeg ønsket at modstille to poetiske udtryk, det ene udgående fra den skizofrene Adolf Wölflis forpinte sjæl, det andet fra en højt respekteret og berømt digter: Rainer Maria Rilke. 1. sats, (“Wiigen-Lied”, i Wölflis typiske stavemåde) rummer mange psykologiske aspekter, og den afbrydes bl.a. af mærkelige, fjerne råb, som kunne minde om råbene fra en gadesælger eller en mor, som fra vinduet højt oppe i en etageejendom kalder på sit barn ned gennem en baggårds snævre skakt. 2. sats, (“Frühlings-Lied”, til tekst af Rilke) er det glade barns sang, et barn i balance med sig selv: åbent, legende, sansende. “Trauermarsch mit einem Unglücksfall”, af Wölfli, 3. sats, gentager de musikalske temaer fra 1. sats, men en mandlig solist, som gør sit bedste for at synge som sine medsangere, lider de forfærdeligste kvaler.

Adolf Wölfli blev født 1864 i Schweiz. Hans forældre var me-get fattige, og hans ulykkelige og ensomme opvækst nåede sit triste klimaks, da han to gange blev grebet i forsøg på seksuelle overgreb på mindreårige piger. Fra 1895 indtil sin død i 1930 var Wölfli interneret i Waldau, et asyl for mentalt forstyrrede. Her udviklede han et unikt kunstnerisk udtryk, hvis intensitet gør indtryk på stadig flere mennesker. Han malede, digte-de og udsmykkede over 20.000 meterstore sider. Så tidligt som i 1921 offentliggjorde Wölflis psykiater og læge, Walter Morgenthaler, bogen Ein Geistes-kranker als Künstler om Wölflis malerier og skrifter, og bl.a. digteren Rainer Maria Rilke udtrykte (i en brevveksling med Freud-eleven Lou Andreas-Salomé) ”betagelse over dette blik ind i skabelses--fænomenet”.

Wie ein Kind er tilegnet Erling Kullberg (som har indspillet værket med Da Camera-koret).

2 Nocturner for 12-stemmigt kor (2003) er, som Ut Rosa, radikale ny-kompositioner på basis af tidligere temaer: i “Sommers søvn” høres nye kombinationer af to Sarvig-melodier (hvoraf den ene nu findes i Den Danske Salmebog) ; “Michaelsnat” er baseret på en tidligere, enkel korsang (Stjernespejl), nu for 12 stemmer og komponeret således, at en oprindelig idé om “samtidige forskudte, modgående bevægelser” (jf. digtet) kommer frem som ønsket. 

Om nocturnerne skriver Nørgård: -“ “Sommers søvn” er komponeret til strofer fra Ole Sarvigs digt ”Året” (fra digtsamlingen Forstadsdigte) og danner billedet af “livets sommer”, der sover – mens “himmelkim” venter på sommervind (“usynlig for alverdens sind”). De mange tekstlag udtrykker sig musikalsk i en flerlaget korsats med ‘kik’ op og ned i de forskellige tempo- og taktverdener: sommersøvn, sommerdrøm.

Den efterfølgende nocturneMichaelsnat” er opkaldt efter digteren Ib Michael, hvis digt “Stjernespejl” (fra samlingen Himmelbegravelse, 1986) jeg puffede/lokkede ham til at udvide fra én til ni strofer. De fire udvalgte strofer, som tonesættes i denne nocturne, fokuserer på det pan-erotiske i den måne- og stjerneklare nat. Jeg har med den valgte titel betonet det mytiske lag i teksten: sommernatten, ikke som drøm, men som sanselig virkelighed.

De 2 Nocturner er tilegnet Ivan Hansen i anledning af hans 50-års dag den 25. februar 2003, i taknemmelighed over et kvart århundredes inspirerende samarbejde.”

Morgen-meditation (2003), der afslutter cd‘en, er opstået på følgende vis: under en større Ars Nova-turné i Skandinavien, hvor Nørgårds Mytisk Morgen var hovedværk, udviklede værkets introduktion (før teksten synges) sig efterhånden til en længere og længere improviserende intonation for Ars Nova-bassangerne, Jens Schou og Tamás Vetö. Dette er angivet i partituret, og til koncerter virker det organisk og naturligt. Til cd-mediet mente både komponisten og de udøvende imidlertid, at Mytisk Morgen skulle formes anderledes. Samtidig ønskede vi ikke at hælde introduktions-barnet ud med badevandet, og et nyt, særskilt værk opstod, baseret på de første motiver af Mytisk Morgen.

Om det Nørgårdske samspil mellem basklarinet og sangere (i Mytisk Morgen og Morgen-meditation) skriver en af hovedpersonerne, klarinettisten Jens Schou:

“Omsider stod jeg midt i korets smukke halvcirkel. En følelse af at være det rigtige sted, lige midt i et vokalensemble af seks herrer og seks damer – velplejede og sonore stemmer, der loyalt og gæstfrit inviterede en instrumentalist ind i deres midte. Det var en drøm, der gik i opfyldelse.

Et par år før havde jeg over for Per Nør-gård beskrevet denne drøm, altså et korværk med et parti for basklarinet. Basklarinetten integreret i en korklang. Med instrumentets blødhed og vildskab, suk og skrig, og dets intensitet i dybden, der nærmest forplanter sig gennem gulvbrædderne. Spændvidden er fire oktaver og dækker derved rigeligt korets omfang; den kan lege med sopranerne det ene øjeblik og i næste støtte og uddybe en basbevægelse - for i et tredje at tage del i alternes dvælen og smagen på ordets enkelte fonemer. Korets udholdte klange bliver platform for basklarinettens troskyldige leg. Dertil instrumentets dynamik, der kan vælte et kor omkuld, men også suggerere en tysthed, der lader stemmen træde frem.

I forbindelse med at idéen til værket slog de første spæde rødder, introducerede jeg en art flageoletspil for Per Nørgård – en spillemåde, der gør det muligt på én gang at holde en given dyb tone (drone) og samtidig modulere mellem 5., 7., 9., endda 10., 11. og 12. overtone.

En meget poetisk og arkaisk kvalitet, som Per Nørgård forstod at udnytte i Mytisk Morgen. Faktisk fandt Nørgård en slags formel, i hvilken en bestemt tonefølge spejler en harmonisk sekvens i flageolettonerne.

I Morgen-meditation åbner basklarinetten for et længere tidsrum sammen med korets bassangere, en art klanglig meditation over eller intonation til digtet (“det var, som viste nogen ... en død, der fandtes overalt”). På basklarinettens dybeste tone, tónos (græsk: spændt streng) overblæses en vifte af overtonerækkens ulige medlemmer. Instrument og stemmer i unisono under et fritsvævende klangloft. En morgenmeditation.”

Det skal nævnes, at digteren Pia Tafdrup i artiklen Mytisk morgen – mytisk aften (i bogen ”Mangfoldighedsmusik – omkring Per Nørgård”, Gyldendal 2002) har redegjort for sine indtryk og oplevelser af Nørgårds tonesætning af digtet Mytisk morgen.

Ivan Hansen, 2005

 

Release date: 
maj 2005
Cat. No.: 
6.220510
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313151066
Track count: 
12

Credits

Indspillet i Mariendals Kirke, København, 14. maj 2002, 21. og 23. maj og 1. november 2003
Producer: Preben Iwan
Tekniker: Preben Iwan
Grafisk design: www.elevator-design.dk
Forsidebillede: Denise Burt
Forlægger: Edition Wilhelm Hansen

Dacapo Records ønsker at takke for den økonomiske støtte fra Dansk Komponistforening, Dansk Korforbund og KODAs nationale midler

randomness