Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier nr. 4 & 5

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    63,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Carl Nielsen

Symfonier nr. 4 & 5

DR SymfoniOrkestret, Michael Schønwandt

Carl Nielsen was prolific in almost all genres: two operas, six symphonies, three solo concertos, chamber music, piano and organ music, a large number of songs as well as occational music. In his very personal musical ideom he dissociated himself strongly from Late Romanticism, and his early works were inspired by Brahms' classicism, while he later adopted features from European modernism. As the most important Danish composer of the first third of the twentieth century, Nielsen exerted a crucial influence of the Danish composers of the next generations.

CD discontinued - Album only available for download

Køb af download på vej

Total runtime: 
10 min.
Carl Nielsen

Carl (August) Nielsen blev født den 9. juni 1865 i Sortelung ved Nørre Lyndelse på Fyn. Hans fader, der var maler, virkede tillige som landsbymusikant og allerede som dreng spillede han med i faderens danseorkester. På samme tid medvirkede han i det lokale amatørorkester Braga, hvis repertoire ud over underholdnings- og dansemusik også omfattede wienerklassiske symfonier. Kun 14 år gammel fik han ansættelse som basunist ved regimentsorkestret i Odense. Ved siden af sit arbejde som militærmusiker spillede han strygekvartetter med sine venner og studerede på egen hånd Das wohltemperierte Klavier. Fra disse år stammer hans første egent­lige kompositionsforsøg – hovedsagelig kam­mermusikværker i klassisk stil.

Takket være velyndere i Odense fik Carl Nielsen mulighed for at rejse til København hvor han i 1884-86 studerede ved konservatoriet, med violin som hovedfag, idet han fik Joachim-eleven Valdemar Tofte som lærer. Endvidere modtog han undervisning i teori (J.P.E. Hartmann og Orla Rosenhoff), klaver (Gottfred Matthison-Hansen) og musikhistorie (Niels W. Gade). Efter konservatorietiden fortsatte han sine teoristudier hos Rosenhoff og i 1888 følte han sig moden nok til at offentliggøre sit op. 1, Suite for strygere. Året efter blev han ansat som andenviolinist i Det Kongelige Kapel, en stilling han beholdt lige til 1905. Som anerkendelse for sit talent modtog han i 1890 Det Ancker’ske legat, der muliggjorde en studierejse til Europa. Under denne rejse giftede han sig i 1891 med billed­huggerinden Anne Marie Brodersen, som forblev hans hustru resten af livet, omend ægteskabet i flere perioder gennemgik alvorlige kriser.

I løbet af 1890’erne befæstede Carl Nielsen sin position som en af landets lovende unge kom­ponister med værker som den 1. symfoni op. 7 (1890-92), J.P. Jacobsen sangene op. 4 og 6 (1891), violinsonaten op. 9 (1895) og korværket Hymnus amoris (1896-97). Årene omkring århundredeskiftet bragte yderligere de to operaer Saul og David (1898-1901) og Maskarade (1904-06), af hvilke den sidste hurtigt opnåede status af dansk nationalopera. Fra 1901 kom han på finansloven, hvilket betød, at han ikke længere var tvunget til at tage privatelever for at opretholde familiens økonomi. Et par år derefter op­nåede han endvidere generalkontrakt med forlaget Wilhelm Hansen, der udgav så at sige alle hans værker frem til 1924.

Ved siden af sin komponistkarriere kom Carl Nielsen til at beklæde flere centrale stillinger i det danske musikliv: I perioden 1908-14 var han kapelmester ved Det Kongelige Teater, hvorefter han fra 1915 til 1927 dirigerede Musikfor­eningens koncerter. I 1915 blev han valgt ind i bestyrelsen for Konservatoriet, hvor han tillige underviste i teori og komposition fra 1915 til 1919. Endelig var han bestyrelsesmedlem i såvel Dansk Komponistforening som i Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik.

Lige fra de tidligste værker var Carl Nielsens kompositioner gennemsyret af en klassicistisk æs­tetik, som bevidst undgik ethvert præg af sen­romantik. Men i løbet af 1910’erne og 20’erne orienterede han sig i stigende grad mod de nye strømninger i den europæiske musik. Lidt efter lidt indarbejdede han nu flere modernistiske ele­menter i sin musik, uden at han dog på noget tids­punkt opgav sin meget karakteristiske per­sonalstil. Denne udvikling træder klart frem i de tre sidste symfonier, nr. 4 (1914-16), nr. 5 (1920-22) og nr. 6 (1924-25). Sideløbende med de stadig mere modernistiske instrumentalværker arbejdede Nielsen, bl.a. sammen med sin ven Thomas Laub, på at reformere den folkelige danske sangtradition. Dette resulterede i en række samlinger af enkle strofiske sange, der bevidst søgte at videreføre de idealer, der kendetegnede J.A.P. Schulz’ Lieder im Volkston (1784).

Carl Nielsen havde et udpræget litterært talent, der udmøntede sig i barndomserin­drin­ger­ne Min fynske Barndom, som er forbløffende nøg­terne og usentimentale samt i essaysamlingen Levende Musik, hvor hans antiromantiske æstetik klart kommer til udtryk.

I de senere år led Nielsen af et svagt hjerte, og han døde den 3. oktober 1931 efter et hjertetilfælde, 66 år gammel.

Niels Bo Foltmann, 1999

 

Værkerne

Symfoni nr. 4, op. 29

Carl Nielsen begyndte at arbejde på sin 4. symfoni, Det Uudslukkelige, sommeren i 1914. Han havde på dette tidspunkt forladt stillingen som kapelmester ved Det Kon­ge­lige Teater med hen­blik på at få mere tid til at komponere. I et brev til sin hustru, billedhuggerinden Anne Marie Carl-Nielsen, skriver han den 3. maj 1914:

“Jeg har en Idè til et nyt Arbejde, som intet Pro­gram har, men som skal udtrykke det vi forstaar ved Livstrang eller Livsytringer, altsaa: alt hvad der rører sig, hvad der vil Liv, hvad der ikke kan kaldes, hverken ondt eller godt[,] højt eller lavt, stort eller smaat men blot: ‘Det der er Liv’ eller ‘Det der vil Liv’ – Forstaar Du: ingen be­stemt Idè om noget ‘storslaaet’ eller noget ‘fint og sart’ eller varmt eller koldt (voldsomt maaske) men bare Liv og Bevægelse, dog forskelligt, meget forskelligt, men i en Sammenhæng, og lige­som bestandigt rindende, i èn stor Sats i èn Strøm.

Jeg maa have et Ord eller en kort Titel, der siger dette; det er nok.”

Allerede fra første færd havde Carl Nielsen ønsket at lade musikken fremtræde som sig selv og på den måde ikke blot symbolisere, men fremstå som eksempel på den elementære vilje til liv. For ikke at være bundet af de overleve­rede musikalske formtyper var han fra et tidligt tids­punkt indstillet på at lade de fire satser i den tradi­tionelle symfonitype sammensmelte til ét ubrudt forløb. Det var angiveligt Liszts Sonate i h-moll, der havde ledt ham ind på denne tanke.

Arbejdet på symfonien forløb ikke uden vanskeligheder, men den 4. maj 1915 kunne Niel­sen skrive til sin ven, den hollandske pianist og komponist Julius Röntgen, at han

“snart har en ny Symfoni færdig. Den er meget forskjellig fra mine andre tre og der ligger en bestemt Ide til Grund for den, nemlig Musikens elementæreste Væsen er Lys, Liv og Bevægelse der hugger Stilheden istykker. Det er altsaa alt hvad der har Vil­lien og den Trang til Liv som ikke kan hol­des nede, jeg har villet skildre. Ikke saa­le­des at jeg vilde nedværdige min Kunst til Naturefter­ligning, men lade den forsøge at udtrykke hvad der ligger bagved.”

Den 14. januar 1916 noterede Carl Nielsen i sin dagbog, at symfonien var færdig. Men nu tilbagestod stemmeudskrivningen, og først fem dage før koncerten i Musikforeningen var den sidste stemmekorrektur læst. Carl Nielsen dirigerede selv ur­opførelsen af Det Uudsluk­kelige den 1. februar 1916 i Odd Fellow-Palæets Store Sal.

De tanker Carl Nielsen havde givet udtryk for i en række breve dannede grundlag for den note han lod aftrykke i programmet til uropførelsen. Den lyder i sin helhed:

“Komponisten har ved Anvendelsen af Titelen “Det uudslukkeli­ge” med et enkelt Ord søgt at antyde, hvad kun selve Musiken har Magt til fuldt at udtrykke: den elementære Villie til Liv.

Overfor Opgaver som denne: at udtrykke Liv abstrakt, hvor de andre Kunstarter staar uformuende, tvungne til at gøre Om­ve­je, gøre Udsnit, symbolisere, dér og først dér er Musiken hjemme paa sit Ur-Omraade, ret i sit Element, simpelthen fordi den, ved kun at være sig selv, har løst sin Opgave. Thi den er Liv dér, hvor de andre kun forestiller og om­skriver Liv. Li­vet er ukueligt og uudslukkeligt, der kæmpes, brydes, avles og fortæres idag som igaar, imorgen som idag, og alting vender til­bage.

Endnu engang: Musik er Liv, som dette uudslukkeligt. Der­for kunde det Ord, Kom­­po­nisten har sat over sit Værk, synes overflødigt; han har imidlertid anvendt det for at understrege sin Opgaves strengt musikalske Karakter. Intet Program, men en Vejviser ind paa Musikens eget Omraade.”

Symfonien blev generelt positivt modtaget af anmelderne. Carl Nielsens elev Emi­li­us Ban­gert skrev:

“Her er skabt et Storværk i Danmarks Musik, ja – lad os nu dris­tig sige det – i Europas Musik. Lad saa Naturens store Tonedigtere – som Reger, Strauss, Saint-Saëns og De­bus­sy – være dygtigere i at håndtere Musik og sikrere Skøn­­hedsdyrkere, end Carl Nielsen er det; de er dog ligesom bundne i vor Tidsalders Tanke og Følelse. Carl Nielsen staar i anderledes dyb Fø­ling med det oprindelige, hans musikalske Natur gror frem af en Urtid, hvor Mennesket var større og stærkere i baade ydre og indre Kraft.”

I de følgende år blev Det Uudslukkelige fremført adskillige gange, også i ud­landet. Det er tankevækkende at konstatere i hvor høj grad kom­ponistens programnote til stadighed vakte undren og uforstående miner hos mange af anmelderne, såvel de danske som de udenlandske. Flere anmeldere fandt, at Nielsen enten burde have konkretiseret værkets tankeindhold eller helt have afstået fra den ledsagende programnote.

Symfonien forløber som nævnt i et ubrudt satsforløb, som dog rummer fire afdelinger svarende til den traditionelle symfonitypes fire satser. Efter den kaotiske indledning præsenteres det sangbare sidetema, som skal vise sig at være værkets bæ­rende tanke. Første afdeling afslut­tes med en hymnisk version i det fulde orkester af dette tema, hvorpå der ledes over til anden af­deling. Dennes karakter står i stærk kon­trast til første afdeling, idet den nærmest foregriber det pastorale præg i Carl Nielsens blæserkvintet. Tredje afdeling er karakteriseret af en bred melodiføring i strygerne, som afbrydes af en udtryksfuld violinsolo. I det følgende tilspidses situationen, idet af­de­lingens to temaer sættes op mod hinanden. Efter en voldsom kulmination, stilner forlø­ber, og en ilter strygerpassage leder over i fjerde afdeling, som indledes af en bredt syngende me­lodi i 3/4-takt. Forløbet afbrydes flere gange af dueller for orkes­trets to paukesæt. Der arbej­des henimod et infernalsk højdepunkt, hvor en imiteret passage i strygerne fører hen til den en­delige kulmination, en apoteose, hvor første afdelings sidetema kroner symfonien.

Med sit radikale opgør med den senromantiske symfonitype har Det Uudsluk­­k­e­lige pla­ceret sig som et af Carl Nielsens mest originale og kompromisløse værker. Der er ingen tvivl om, at symfonien bærer stærkt præg af at være konciperet på bag­grund af Første Verdenskrigs gru og rædsel – som berørte Carl Nielsen meget – lige­som den ægteskabelige krise, han gennem­levede på denne tid, har givet sig udtryk i værket. Men skal man tage komponisten på ordet, og det er der god grund til, så skildrer symfonien som få værker de mest elementære kræfter i tilvæ­rel­sen, altså noget eviggyldigt. Denne søgen ned til det basale er på smukkeste måde udtrykt i værkets titel.

Claus Røllum-Larsen, 2000

 

Symfoni nr. 5, op. 50

I årene frem til 1920, hvor Carl Nielsen påbegyndte sin 5. symfoni, vendte han flere gange tilbage til sin 4. symfoni, når han skulle forklare, hvordan musikken var i stand til at give et billede på naturens stærke kræfter. Såvel i naturen som i musikken kan en spire udvikle sig til en stor organisme, men der er også stærke destruktive naturkræfter, der kan feje det hele væk igen. Carl Nielsens beskrivelse af denne musikalske naturkraft, som han gav i et brev til Julius Röntgen den 15. februar 1920, er møntet på den 4. symfoni, men den kan også læses som en beskrivelse af udgangspunktet for den 5. symfoni, der begynder af intet, og som havde arbejdstitlen vegetatio, dvs. noget, der gror:

“Musiken skulde udtrykke de aller­ele­men­tæ­reste Kræfters Tilsyneladelse mellem Men­nesker, Dyr, ja Planter. Vi kan sige: ifald hele Verden blev ødelagt gennem Brand, Vandflod, Vulkaner o.s.v. og alle levende Ting var ødelagte og døde, saa vilde dog Naturen atter begynde at avle nyt Liv, begynde at trænge paa med de stærke og fine Kræfter der findes i selve Stoffet.”

Det er sådan, den 5. symfoni begynder.

Carl Nielsens 5. symfoni er komponeret i årene 1920-1922. Arbejdet med 1. sats var påbegyndt i oktober 1920, hvor Carl Nielsen også arbejdede på færdiggørelsen af musikken til Helge Rodes skuespil Moderen. Han opholdt sig på dette tidspunkt på Damgaard ved Fredericia, hvor han havde lejet et klaver for at kunne arbejde på “en større Ting, jeg har for, og hvormed det gaar rask fremad netop nu”, som han skrev i et brev den 8. oktober til Johannes Nielsen, der var direktør på Det Kongelige Teater. Denne større ting var den 5. symfoni.

I foråret 1921 opholdt Carl Nielsen sig en stor del af tiden i et hus ved navn Højbo i Tibberup nær Humlebæk, som han havde fået stillet til rådighed af ægteparret Vera og Carl Johan Michaelsen, hvem han tilegnede symfonien. De var meget interesserede i Carl Nielsens musik og var ham en stor støtte i denne periode. Her færdiggjorde han 1. sats i begyndelsen af marts 1921. Den 4. marts skrev han til sin kone Anne Marie Carl-Nielsen, at førstesatsen var færdig. Og den 30. marts kunne han melde, at også renskriften af satsen var færdig, men han kunne ikke komme i gang med 2. sats:

“For Tiden er jeg stoppet op i min Symfoni og har en temmelig stærk Følelse af at min gamle Evne er ved at svigte mig”.

Sommeren 1921 afbrød Carl Nielsen arbejdet med symfonien, fordi han havde lovet at skrive et værk til en tekst af Aage Berntsen. Dette værk, Fynsk Foraar, op. 42, var færdigt den 30. august 1921, og den 3. september skrev han til Anne Marie Carl-Nielsen: “Nu skal jeg til at fortsætte paa min afbrudte Symfoni”. Arbejdet fortsatte indtil det renskrevne partitur til symfonien efter en vældig kraftanstrengelse lå færdigt den 15. januar 1922.

Symfonien fik sin uropførelse med komponisten som dirigent i Musikforeningen i København den 24. januar 1922. Carl Nielsen var klar over, at symfonien ikke var let at spille, men orkesteret forberedte sig omhyggeligt. Der blev holdt 5 prøver i stedet for de sædvanlige 3, og der er ingen tvivl om, at symfonien var aftenens hovedværk, som alle så hen til. Politiken havde på dagen dels en foromtale, der refererede fra prøverne og spåede om succes, dels et interview med komponisten. Her fortalte Carl Nielsen om symfonien, der ikke som de foregående havde en titel:

“ – Min første Symfoni var ogsaa navnløs. Men saa kom “De fire Temperamenter”, “Espansiva” og “Det Uudslukkelige”, egentlig blot forskellige Navne paa det samme, det eneste, som Musiken til syvende og sidst kan udtrykke: de hvilende Kræfter i Modsætning til de aktive. Skulde jeg finde en Betegnelse paa denne min femte og nye Symfoni, skulde den udtrykke noget lignende. Jeg har ikke kunnet faa fat paa det ene Ord, der paa samme Tid var karakteristisk og ikke for pretentiøst – og saa har jeg ladet det være.

 – Men den Idé eller Tanke, der ligger til Grund for den?

 – Ja, hvordan skal jeg forklare det? Jeg ruller en Sten op ad en Bakke, anvender de Kræfter, der er i mig, paa at bringe Stenen op paa et Højdepunkt. Dér ligger Stenen saa stille. Kræfterne er bundet i den – indtil jeg giver den et Spark, da sam­me Kræfter udløses og Stenen ruller ned igen.

Men De maa blot ikke opfatte det som et Program!

Disse Forklaringer og Anvisninger paa, hvad Musiken “forestiller”, er kun at det onde, distraherer Tilhørerne og ødelægger den absolute Tilegnelse.

Jeg har denne Gang ændret Formen og nøjes med to Dele i Stedet for de sædvanlige fire Satser. Jeg har tænkt saa meget over dette, at man i den gamle Symfoniform som Regel sagde det meste af det man havde paa Hjerte, i den første Allegro. Saa kom den rolige Andante, der virkede som Modsætning, men saa atter Scherzoen, hvor man igen kommer for højt op og ødelægger Stemningen i Finalen, hvor Idéerne alt for tidt er sluppet op.

Mon ikke Beethoven har følt det i sin “niende”, da han tog Menneskestemmen til Hjælp mod Slutningen!

Jeg har altså gjort det denne Gang, at jeg har delt Symfonien i to store, brede Dele – den første, der begynder langsomt og roligt, og den anden mere aktive. Man har sagt mig, at min nye Symfoni ikke ligner mine tidligere. Jeg kan ikke selv høre det. Men maaske er det rigtigt. Jeg véd dog, at den er ikke saa helt nem at capere, heller ikke helt nem at spille. Vi har haft mange Prøver paa den. Nogle har endog ment, at nu kunde Arnold Schönberg godt pakke sammen med sine Disharmonier. Mine var værre. Det tror jeg dog ikke.”

Dette sidste var ikke ment som et angreb på Schönberg, hvilket fremgik af interviewets slutning, hvor Carl Nielsen karakteriserede Schön­berg som en helt igennem ærlig musiker, hvis musik han fandt udmærket i den udstrækning, han forstod den, og derfor antog han, at det han ikke forstod, også var godt. Schönberg blev vel snarest nævnt for at forberede publikum på, at der var steder i 5. symfoni, der lød usædvanligt og krast, og som brød med den traditionelle op­fattelse af harmoni.

Og der er da også steder i den 5. symfoni, der var usædvanlige for sin tid, specielt hvad angår slagtøjet. Især lilletrommens solo er bemærkelsesværdig for sin radikalitet: Den spiller i sit eget tempo uafhængigt af det øvrige orkester, og at den udtrykkeligt skal være i hørbar konflikt med resten af orkesteret, fremgår af Carl Nielsens anvisninger i partituret: “Trommeslageren spiller i sit eget tempo, som ville han for enhver pris forstyrre musikken.” Efter nogle takter er det op til trommeslageren at improvisere resten af kadencen.

At Carl Nielsen mente det alvorligt, fremgår af et brev til Wilhelm Furtwängler, skrevet juledag 1926, hvor Carl Nielsen gjorde rede for sine erfaringer med trommesoloen:

“Ved tidligere opførelser har det nemlig vist sig at Trommeslageren altid er ængstelig for at give sig fuldt hen fra det Sted [...] hvor han spiller i fri Takt. Han skal være helt optaget [af] at ville ødelægge Sangen [i] Orkesteret ved alle mulige Figurer og snart begynde pp < fff > og snart ffff > pp [...] og hvad han nu kan finde paa. Dog beder jeg Dem om at aftale med Manden at han af og til maa gøre Pauser.”

Førsteopførelsen blev en stor succes, og anmeldelserne var positive. Den første sats tog anmelderne straks til sig, mens de stod mere vaklende over for symfoniens anden del. August Felsings anmeldelse i tidsskriftet Musik er karakteristisk: “Intellektuel Kunst er den sidste Del, og det er en Mester, der taler. Men den Pagt med det evige i Kunsten, som lyser ud af første Del, brister her.”

I de følgende år fik symfonien en imponerende række af opførelser. I løbet de første 6 år opførtes den 9 steder i udlandet samt ved yderligere to koncerter i København: Efter uropførelsen dirigerede Carl Nielsen den i 1922 i Göte­borg og Berlin, i 1924 blev den opført i Stockholm (Georg Schnéevoigt), og den blev opført i Tivoli i København på komponistens fødselsdag både i 1923 (Fr. Snedler-Petersen) og i 1925 (Carl Nielsen). I 1926 blev den opført i Paris (Emil Telmányi) og Oslo (Carl Nielsen), og i 1927 dirigerede Wilhelm Furtwängler den på ISCM-festivallen i Frankfurt a.M samt i Leipzig. Samme år blev den også spillet i Königsberg (Jascha Horenstein) og endelig af Concert­gebouw-orkesteret i Amsterdam under Pierre Monteux.

Michael Fjeldsøe, 2000

Release date: 
juni 2000
code: 
8.224156
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099985628
Track count: 
10

Credits

Indspillet i Radioens Koncertsal 21.-22. oktober 1999 (nr. 4) og 26.-27. november 1999 (nr. 5)

Producer: Claus Due
Teknikere: Lars S. Christensen (nr. 4), Jørn Jacobsen (nr. 5)
Forlag: Edition Wilhelm Hansen A/S og Carl Nielsen Udgaven

Cover: Viggo Johansen: "Carl Nielsen" (1905). Carl Nielsens Museet, Odense

Udgivelsen er støttet af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat