Symfonier 2 og 3
Symfonier 2 og 3
Danmarks nationalkomponist Carl Nielsen (1865-1931) voksede op på den fynske landjord som søn af en fattig spillemand, men udviklede sig til en af det 20. århundredes største symfonikere. Nu er New York Philharmonic og orkestrets chefdirigent Alan Gilbert faldet for Nielsens musik, og med denne nye CD-serie indspillet live i Avery Fisher Hall, New York, kaster det berømte orkester nyt lys over musik, som vi troede at vi kendte.
1 | I Allegro espansivo | 11:24 |
20,00 kr.
€2.68 / $2.92 / £2.29
|
||
2 | II Andante pastorale * | 9:11 |
15,00 kr.
€2.01 / $2.19 / £1.72
|
||
3 | III Allegretto un poco | 6:35 |
15,00 kr.
€2.01 / $2.19 / £1.72
|
||
4 | IV Finale: Allegro | 10:03 |
20,00 kr.
€2.68 / $2.92 / £2.29
|
5 | I Allegro collerico | 10:13 |
20,00 kr.
€2.68 / $2.92 / £2.29
|
||
6 | II Allegro comodo e flemmatico | 5:08 |
15,00 kr.
€2.01 / $2.19 / £1.72
|
||
7 | III Andante malincolico | 12:18 |
20,00 kr.
€2.68 / $2.92 / £2.29
|
||
8 | IV Allegro sanguineo | 7:28 |
15,00 kr.
€2.01 / $2.19 / £1.72
|
CARL NIELSEN (1865-1931)
Sin første violinundervisning modtog den lille Carl af faderen, der var maler og landsbyspillemand. Den børnerige familie boede i et landsbysamfund nogle kilometer syd for Odense, hovedbyen på øen Fyn. Umiddelbart efter sin konfirmation blev Carl sat i lære hos en købmand, der dog gik fallit. Med kort varsel konkurrerede han sig i stedet som den hidtil yngste til en stilling som regimentsmusiker i Odense. Med opbakning fra private velgørere i Odense kom han derfra videre til Konservatoriet i København, hvor han studerede i årene 1884-86. I 1889 blev han violinist i Det Kongelige Kapel, hvor chefdirigenten, den norske komponist Johan Svendsen, protegerede den kompositionsbegavede unge musiker og blandt andet dirigerede uropførelsen af hans 1. symfoni i 1894.
I 1905 forlod Nielsen sin ansættelse i Det Kongelige Kapel; men året efter vendte han tilbage til Det Kongelige Teater, nu som komponist, og dirigerede sin nye opera Maskarade\. Dette førte i 1908 til en ansættelse som kapelmester, der varede frem til 1914. Herefter fik han mere tid til at komponere, skønt han dog dirigerede Musikforeningens koncerter i perioden 1916-27 og samtidig var tilknyttet Konservatoriet, først som underviser og siden som bestyrelsesmedlem. Han blev sluttelig Konservatoriets direktør, men først i sit dødsår, og nåede derfor ikke at sætte sig afgørende spor i dets virksomhed. Nielsen står i dag, omkring 150-året for hans fødsel, som Danmarks betydeligste komponist, hvis værker opføres verden over.
Symfonier nr. 2 og 3
Der er et tiår mellem Carl Nielsens anden og tredje symfoni. Præcis det tiår, hvor komponisten befæstede sin todelte nationale position. Den skulle på sigt gøre ham så frustreret, at han ikke længere var i stand til at holde facaden, da man hyldede ham som et nationalt ikon i forbindelsen med hans 60-års dag i 1925.
Nielsen var da blevet Danmarks mest spillede symfoniker, også uden for landets grænser, men samtidig den komponist, som danskerne elskede for hans folkelige sange. Skønt han ikke selv oplevede nogen modsætning mellem sine to komponistprofiler, så ønskede han sig tydeligvis, at det skulle være hans møjsommeligt oparbejdede symfoniske status og ikke kun de folkelige sange, der udløste store fødselsdags-fakkeltog og andre tilsvarende symboler på hans ikon-status.
"Jo mere Umage man gør sig, jo ringere bliver faktisk Ens praktiske Situation. Hvad nytter det mig, om hele Verden tager Hatten af for mig, men skynder sig forbi og lader mig sidde tilbage med mine Varer, indtil det hele bryder sammen, og jeg til min Skændsel opdager, at jeg har levet som en fjottet Fantast og troet, at jo mere jeg arbejdede og stræbte i min Kunst, jo bedre maatte hele min Stilling blive."
Så tydeligt udtrykte han sig i et interview i det store danske dagblad Politiken, da han sad og færdigkomponerede den sjette og - skulle det vise sig - sidste symfoni, som skulle uropføres nogle dage senere af Det Kongelige Kapel med ham selv som dirigent ved den allersidste af de mange festkoncerter til hans ære i 1925.
Såvel den anden som den tredje symfoni er udtryk for den splittelse, der det meste af Carl Nielsens liv prægede hans holdning til begrebet programmusik. De bærer begge undertitler, som ikke kan undgå at give lytteren det indtryk, at der her er tale om programmusik. Ikke desto mindre har Nielsen gentagne gange forsøgt at skrive sig ud af, at specielt den anden symfoni skulle være programmusik. Da han kort før sin død blev bedt om en programnote i forbindelse med en opførelse i Stockholm, skrev han i sin indledning til en udførlig gennemgang af de enkelte satser:
"Jeg maa have Lov til at pointere at mine Bemærkninger paa ingen Maade skal opfattes som et Program. Musikens Kunst kan ikke udtrykke noget som helst begrebsmæssigt og nedenstaaende Bemærkninger maa derfor kun opfattes som en Privatsag mellem Tonerne og mig". Men hvis der var tale om en privatsag, hvorfor så dele betragtningerne med et koncertpublikum? Nielsens argument må vist siges at indgå i, hvad den amerikanske musikforsker Lewis Rowell træffende har karakteriseret som "Nielsen's homespun philosophy of music". Hjemmestrikket er så nok også den rigtige karakteristik af Nielsens betegnelse for tredje sats, der på korrekt italiensk givetvis burde have heddet Andante malinconico. Heldigvis behøver jo hverken det ene eller det andet hjemmespinderi at stå i vejen for tilhørerens glæde over musikken.
Læren om temperamenterne opstod helt tilbage i antikken hos grækeren Hippokrates omkring 400 f.Kr. og blev senere udbygget af den græsk-romerske læge Galenos. Den antager, at der er fire temperamenter, hvoraf et er mere eller mindre dominerende hos det enkelte menneske. Nielsens inspiration at skildre dem symfonisk blev udløst af et koloreret billede, der hang på en landsbykro på Sjælland, hvor Nielsen og hans kone under en udflugt sammen med nogle venner var dumpet ind for at få en øl. Hvilken kro det var, og præcis hvornår besøget fandt sted, er det endnu ikke lykkedes nogen at påvise, så det forbliver nok til evig tid komponistens lille hemmelighed.
Symfonien synes påbegyndt, allerede inden Nielsen helt havde afsluttet sin første opera, "Saul og David". Hvor stor overlapningen var, lader sig ikke længere afgøre. Han blev under alle omstændigheder først færdig med værket i sidste øjeblik. Symfonien er slutdateret den 22. november 1902, en god uge inden uropførelsen i København med komponisten selv som dirigent.
Allerede året efter uropførelsen dirigerede Nielsen De fire Temperamenter i Berlin ved en koncert arrangeret af komponisten Ferruccio Busoni, som han også tilegnede værket, da det blev trykt i 1903. I Nielsens levetid blev symfonien opført i en række europæiske lande, men opnåede også en enkelt oversøisk opførelse, nemlig i Tokyo, hvor japaneren Tasaki Tsuda dirigerede den ved en koncert i oktober 1930.
Hvor den anden symfoni havde sin programmatiske undertitel allerede fra fødselen, havde den tredje symfoni endnu ikke nogen undertitel, da Nielsen dirigerede uropførelsen ved en kompositionsaften i København den 28. februar 1912, hvor i øvrigt også den umiddelbart efter symfonien komponerede Violinkoncert blev uropført. Men allerede ved den næste opførelse, som fandt sted præcis to måneder senere, havde Nielsen rykket førstesatsens karakterbetegnelse op som værkets undertitel. Det var oven i købet ikke en hvilken som helst opførelse, for via sin ven, den hollandske komponist Julius Röntgen, havde han fået lov at stå i spidsen for intet ringere end Concertgebouw-orkestret i Amsterdam.
Denne koncert blev indledningen til værkets europæiske succes-historie, der i Nielsens levetid blandt andet omfattede opførelser i hovedstæder som Stockholm, Helsinki, Paris og Berlin. Også Japan fik denne symfoni at høre, idet den unge danske dirigent Charles Lautrup, som Nielsen kendte og opmuntrede, en overgang var konservatorieprofessor i Tokyo, hvor han benyttede lejligheden til at dirigere symfonien i 1928.
Det er til den allerede omtalte Amsterdam-opførelse, Nielsen har skrevet sin mest udførlige skildring af Sinfonia Espansiva, omhyggeligt beskrevet sats for sats og med en lang række nodeeksempler. Her skriver han om den pastorale anden sats, at den skildrer "Fred og Ro i Naturen, der kun afbrydes ved Stemmen af enkelte Fugle, eller hvad man vil [...] Henimod Slutningen bliver den landskabelige Ro og Dybde ligesom mere fortættet (Es Dur) og man hører, langt borte fra, Menneskestemmer, først en Mands og siden en Kvindestemme, der atter forsvinder og Satsen slutter i fuldkommen apatisk Ro (Trance)."
Nielsen røber ikke her, at han i virkeligheden havde komponeret denne sats i to eller måske mere præcist tre tempi. Vi kan se i hans stadig bevarede blyantspartitur, at der oprindeligt var tale om en rent instrumental sats. Derefter tilkomponerede han i slutafsnittet de to vokalstemmer med følgende underlagte tekst: "Alle Tanker svundne. Jeg ligger under Himlen." Teksten valgte han så sluttelig at stryge.
Om finalen skriver Nielsen, at "Komponisten har villet vise den sunde Moral, der ligger i Arbejdets Velsignelse. Det hele gaar jevnt frem mod Maalet. Hovedmotivet bliver benyttet meget og Satsens Karakter er fastholdt med saa stor Lyst og Energi som muligt."
Præcis denne hymne til arbejdsglæden er vel det nærmeste Nielsen nogensinde kom på at bygge bro i den ovenfor nævnte konflikt mellem hans folkelige sange og symfonierne. Det er måske netop det, der gør den endnu mere tempofølsom end så meget andet i denne symfoni. Hvilket Leonard Bernstein, en af Alan Gilberts meget celebre forgængere i stillingen som chef for New York Philharmonic, fik at føle på sin krop, da han i 1965 kom til København for at indspille Sinfonia Espansiva med Det Kongelige Kapel. Studieindspilningen foregik under et vist tidspres, og her fik Bernstein måske nok opmalet arbejdsglæden med for bred en pensel. Men ved den festkoncert i Odd Fellow Palæet, der afsluttede hans korte og intense københavner-visit, fandt han heldigvis frem til fandt han heldigvis frem til en måske ikke hurtigere, men alligevel mere energisk gangart.
Den tekniske udvikling i det forløbne halve århundrede siden da har gjort det ikke alene muligt, men også oplagt at kombinere optage- og koncertsituationen. Det gælder så meget mere, hvis det pågældende koncertprogram spilles flere gange, sådan som man gør det hos New York Philharmonic, med de deraf følgende muligheder for at eliminere de småuheld, som trods den bedste vilje af verden altid vil kunne indtræffe, hvor mennesker er involverede. Og endelig skal vi vel også huske på, at ingen bliver chef for et orkester i den absolutte internationale topklasse uden i bred almindelighed at kunne ramme plet i sine tolkninger. For så ind imellem måske oven i købet lige så stille at flytte skydeskiven et sted hen, hvor vi vanelyttere endnu ikke havde opdaget, at den med lige så stor ret kunne befinde sig.
© Knud Ketting, 2012
"\