Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Ofelia danser

Svend Hvidtfelt Nielsen

Ofelia danser

Bjarke Mogensen, Svend Hvidtfelt Nielsen, Århus Sinfonietta, Aarhus Symfoniorkester, Ari Rasilainen, Henrik Vagn Christensen

Idéen om at opbygge stor musik med beskedne eller fragmentariske midler har karakteriseret nordiske komponister i generationer. I Svend Hvidtfelt Nielsens musik finder denne idé et særligt udsøgt og helt moderne udtryk. I Toccata ser musikken frem mod en filmisk chase-down, mens Nielsen i Ophelia Dances hævder at høre den skrøbelige karakter i Shakespeare's Hamlet danse. Albummet afsluttes med Nielsens énsatsede symfoni, Symfoni nr. 3, som sætter gang i en kumulativ rejse opad fra lav til høj: et symfonisk Babelstårn, der rækker mod himlene.

Køb album
CD
  • CD
    Jewel Case
    111,60 kr.
Download
  • mp3 (320kbps)
    mp3
    55,20 kr.
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    CD Quality
    63,20 kr.
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    Studio Master
    84,00 kr.
Aarhus Symfoniorkester © Nikolaj Lund
En flod, der flyder opad

af Andrew Mellor

Idéen om at skabe stor musik med beskedne eller fragmentariske midler har karakteriseret værker af nordiske komponister i generationer. Den idé finder et særligt forfinet og aldeles nutidigt udtryk i Svend Hvidtfelt Nielsens musik. Et udtryk, der tydeligt viser indflydelsen fra Hvidtfelt Nielsens nærmeste danske kolleger og læreres arbejde. Det bærer en aktiv musikers fingeraftryk. Det bygger på den strukturelle ærlighed og åbenhed, vi finder i klassisk dansk funktionalisme og væver upåfaldende fragmenter sammen til majestætiske og så dog håndgribelige helheder, der tilmed bliver fyldt med fantasi og lune undervejs.

Hvidtfelt Nielsen blev født i 1958. Han blev uddannet som organist og studerede filosofi og musikvidenskab ved Københavns Universitet. Under kompositionsstudierne ved konservatorierne i den danske hovedstad og i Aarhus blev han undervist af Yngve Jan Trede, Ib Nørholm, Hans Abrahamsen, Per Nørgård og Karl Aage Rasmussen.

Hvidtfelt Nielsen har altid interesseret sig for at skabe aktive polyfone strukturer, i hvilke man kan skelne både de tydelige elementer og de proceduremæssige tråde. Fra 1990’erne gennemgik den rytmiske og stoflige struktur i hans værker en forædlingsproces, der kun gjorde musikkens indre virkemidler endnu tydeligere. Hans teknik blev skærpet med hjælp fra Per Nørgård, hans teksturer uddestillerede Hans Abrahamsens hvide renhed. Visse idéer om musikalsk karakter og modsætning udsprang af Pelle Gudmundsen-Holmgreens næsten tegneserie­agtige klarhed.

Hvidtfelt Nielsen satte disse vigtige påvirkninger sammen med sin egen optagethed af at bytte rundt på baggrund og forgrund (ofte opnået ved sammensmeltningen af elementer, der til at begynde med synes at eksistere på forskellige planer, forrest og bagest på scenen) og med den kombination af fokus og fantasi, der er naturlig for en musiker, der er vant til at improvisere på orgelbænken. Fra et stildannende stykke som for eksempel Flowerfall (1993) er det nemt at tegne en lige linje til den nyere Symfoni nr. 3 (2010); hver holder med overbevisning sin samling af travle elementer i et fast greb, løfter dem op, og driver dem dygtigt hen mod en klar ­afslutning.
 

Toccata – koncert for orgel og symfoniorkester (2014)

Svend Hvidtfelt Nielsen arbejder stadig som kirkeorganist, og her på denne indspilning af sin egen orgelkoncert spiller han solostemmen sammen med Aarhus Symfoniorkester, der bestilte værket. Stykket er modelleret efter orgelværker af komponistens danske forgængere Dietrich Buxtehude og Carl Nielsen. I Nielsens tilfælde lægger det sig særligt efter Commotio, en monolit i orgelrepertoiret. Udtrykt på enkleste vis kan man beskrive dets begyndelse som et Big Bang, hvorfra musikken øjeblikkelig splintres, før den begynder processen med at samle sig igen.

Som elementerne begynder at finde måder at samle sig på (indledningsvis ved hjælp af en fuga), giver det os indtryk af garntråde, der hver for sig løsner sig fra en væv. Orglet giver os kniplingsfin præcision, elegiske hymner og tordnende brølen, men træblæsernes glissandi driller dets mekaniske særegenheder. På visse tidspunkter skeler musikken til den filmiske klapjagt i Poulencs orgelkoncert; på andre synes den at tage luftig kalligrafi og presse den sammen til buskader af rasende aktivitet, som et brudstykke af Bent Sørensens musik set gennem den forkerte ende af et teleskop.

Vi hører en koncerts traditionelle udspil og modspil, som når orglet lokker orkestret til føjelighed med en improvisatorisk koral (fra 09’00) kun for igen at vende sig mod det med begyndelsens brutale materiale. Ud af den blæsende tomhed, der følger dette altafgørende øjeblik, begynder musikkens væv at formes igen med ny beslutsomhed – polyfoniens tråde gendanner sig selv efter fugaens opløsning. Orglet genopdager sin gejstlige ligevægt og haler sig opad i en efterligning af hele værkets rejse fra de dybe registre til de høje. Det, der egentlig føles som akkompagnerende figurer i orkestret, smelter hurtigt sammen med orglets nye beslutsomhed og bliver til egentligt, brugbart materiale. Forløsning er uundgåelig.


Ofelia Danser (2012)

I Ofelia Danser, en accordeon-koncert skrevet til Bjarke Mogensen og Århus Sinfonietta, hævder Hvidtfelt Nielsen at kunne ‘høre dansen’, som den danses af den skrøbelige figur fra Shakespeares Hamlet. Vi, lytterne, hører mere det ryddede hvide rum, der karakteriserede komponistens tidligere musik. Dette, sammen med stykkets forfinede instrumentation og Ofelias egen skrøbelighed, understreger stemmeføringens renhed og sarthed, og komponisten bliver i stand til at udforske minimale, koncentrerede ideer i hver sats (selvom fire af dem tilfældigvis spilles samtidig). Dette er musik, som det er bedst at høre indefra, og den er orkestreret derefter.

Hvis der er andre menneskelige påvirkninger end Shakespeare på færde her, må den første nødvendigvis være enegængeren blandt de danske komponister i generationen før Hvidtfelt Nielsen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Efter at den første dans (Calme con trasparenza) har lagt kortene på bordet på en måde, der minder om de andre værker på denne indspilning, synes den følgende ludende dans at ville forsone to uforenelige elementer – et kendetegn ved Pelle Gudmundsen-Holmgreens værker og en afvigelse fra Hvidtfelt Nielsens optagethed af musikalsk sammensmeltning.

Dette binære modsætningsforhold opretholdes i større eller mindre grad hele koncerten igennem, uanset om det finder sit udtryk i den traditionelle modsætning mellem solist og ensemble, eller om det er i rent motiviske termer. I halvlydene fra Tranquillo e tenuto kunne vi allerede høre Ofelia under vandet; strygerne og blæsernes udåndinger er nedsænket under glasklokkernes verden ovenover. Accordeonets bevægelighed er ankeret i Più mosso, ritmico e elegante, hvor soloinstrumentet er sygeligt fikseret på og omkring en enkelt tone, men til sidst må slå sig til tåls med tonen en oktav under.

Den meget nordiske idé med isolerede mønstre, der bidrager til det større billedes hvirvlende stilstand – en musikalsk ‘skærm’ – bliver udforsket i den Presto, der følger, hvor accordeonet spiller fjerdedele, der er ude af trit med hinanden, før det slutter satsen ved at splitte sig selv på midten i modgående bevægelser. Sats 69 bliver spillet oveni hinanden som endnu en gestus, der minder om Gudmundsen-Holmgreens muntre gavtyvestreger: vi mærker Sereno-satsen forsøge at hale de andre – misterioso, danzanteog agitato – op fra dybet, men der er for mange stemmer, der konkurrerer, til at en kan få overtaget, end ikke klaverstemmen, der langsomt men sikkert stiger opad.

I Molto dolce e serenohører vi en fantasi eller en ‘drømt’ dans. De ludende bevægelser, der sætter satsen i gang, kommer til at kendetegne den næste, Cantabile, hvor eventyragtige messingfanfarer forsøger at sætte scenen, men alt glider væk, før noget håndgribeligt kan skabes (vi synes at befinde os i Bent Sørensens drømmeverden). Med den hektiskeSenza problem-finale bliver solisten tilsyneladende tvunget ud i en dans, fremmanet af adskillige instrumentfraktioner (nu inklusive saxofoner), og igen slæber den ene fod efter den anden. Musikken er ikke helt ‘uden problem’, da solisten til slut falder udmattet om.


Symfoni nr. 3 (2010)

Der er en stor bevægelse af gradvis sammensmeltning og endegyldig opløsning på færde i Hvidtfelt Nielsens Symfoni nr. 3. Som et spejlvendt billede af komponistens første symfoni The Sense of a Fall (1997–98, afledt af Flowerfall), indleder denne ensatsede symfoni en kumulativ rejse opad fra dybet til højden: et symfonisk Babelstårn, der rækker mod himlene.

Efter endnu et musikalsk Big Bang samler sitrende fragmenter sig for at indlede udviklingen af symfoniens lodrette struktur, støttet på et fundament af tektoniske pedaltoner. Vi gøres opmærksom på et ‘mikro’-væv inde midt i orkestret, der driver væksten fremad; et noget bredere ‘makro’-væv findes længere nede (og måske højere oppe), men det høres på en eller anden måde ikke i øjeblikket. Resultatet er følelsen af en flod, der flyder – Per Nørgårds symfoniske flod, eller Jean Sibelius’, måske – men den flyder opad, med ensporet beslutsomhed. Der er kun ringe tvivl om, at den vil nå sit mål.

Komponisten beskriver symfonien som “at betragte livet”, og taler om “mange forskellige personer sat i bevægelse – kun forbundet af at være til stede i den samme tidsperiode.” Vi hører det i musikkens kontrasterende hastigheder, men også i, hvordan den håndterer farve: ét stænk her, sat i modsætningsforhold dér. Disse lommer af løsrevet aktivitet vil til sidst smelte sammen henimod et enkelt fokuspunkt, når symfonien har nået en sådan højde, at den ikke kan gøre andet end at fordampe.
 

Andrew Mellor, 2018, journalist og kritiker med særlig interesse for kultur og musik fra Danmark og de nordiske lande.

Release date: 
december 2018
Cat. No.: 
8.226581
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943658123
Track count: 
3

Credits

Recorded at Symphonic Hall, Musikhuset Aarhus:

Toccata on 30–31 October 2014
Recording producer, mix and editing: John Frandsen
Engineering: Peter Bo Nielsen (DR)
Mastering: Henrik Winther Hansen

Ophelia Dances on 24–25 January 2018
Recording producer: John Frandsen
Engineering: Henrik Winther Hansen
Editing, mix and mastering: Henrik Winther Hansen and John Frandsen (asst.)

Symphony No. 3 on 29 February–2 March 2016
Recording producer: Henrik Winther Hansen and Svend Hvidtfelt Nielsen (asst.)
Engineering, editing, mix and mastering: Henrik Winther Hansen

℗ & © 2018 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Andrew Mellor
Danish translation: Camilla Toldi Bugge
Proofreader: Svend Ravnkilde
Photo p. 6: Susanne Hvidtfelt Hansen
Graphic design: Denise Burt, elevator-design.dk

Publishers: Edition·S, edition-s.dk (Toccata, Symphony No. 3) & Edition Wilhelm Hansen, ewh.dk (Ophelia Dances)

Dacapo acknowledges, with gratitude, the support of Magister Jürgen Balzers Fond and KODA Culture

randomness