Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Kantater

CD (free shipping)

  • CD
    Digipack-Slipcase
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
  • Studio Master
    FLAC 24bit 48kHz
    71,20 kr.
Carl Nielsen

Kantater

Ditte Højgaard Andersen, Mathias Hedegaard, Palle Knudsen, Jens Albinus, Den Jyske Operas Kor, Vox Aros, Skt. Clemens Kantori, Aarhus Symfoniorkester, Bo Holten

Danmarks verdensberømte komponist, Carl Nielsen (1865-1931), har stadig ukendte og spændende sider. På denne CD kan man høre premiereindspilninger af to af hans kantater for kor, solister og orkester. Kantaterne er skrevet 1908-09, hvor Carl Nielsen befandt sig i en af sine flittigste faser. De blev opført flere gange siden, men først i forbindelse med den nye samlede nodeudgave af Nielsens værker er de udkommet på tryk. Det samme gælder den muntre Hyldest til Holberg, skrevet i 1923 til fejring af den store skuespilforfatter, Carl Nielsen også hyldede i sin opera Maskarade.

"Bo Holten får alt ud af musikken"
John Christiansen, Morgenavisen Jyllands-Posten
"Den er forfriskende dansk med folkehøjskolen på sidelinjen."
John Christiansen, Jyllands-Posten
"The pleasure is enhanced by some wonderfully well-rehearsed singing - burnished and superbly drilled."
Rob Barnett, MusicWeb International
"Framförandena är goda. Mathias Hedegaards tenor påminner om tenorlegenden (och lansmannen) Aksel Schiøtz."
P-G Bergfors, OPUS
"The performances led by Bo Holten are sincere, heartfelt, and determined."
Jim Leonard, Allmusic.com
"The substantial combined forces (...) under conductor Bo Holten are perfectly suited to this celebratory music."
Bob McQuiston, Classical Lost and Found
"All of the music here is well sung, played, and recorded"
David Hurwitz, Classics Today
"Den entusiasme, der præger indspilningen, og den klingende tidsånd fra begyndelsen af det 20. århundrede berettiger fuldt ud udgivelsen."
Mette Stig Nielsen, Dansk Musik Tidsskrift
"All four works on this disc receive first-rate performances."
Arlo McKinnon, Opera News

Køb af download på vej

Total runtime: 
66 min.
Musik til lejligheden

Kun de allerfærreste komponister har kunnet – eller villet – komme uden om at skrive en del af deres produktion på bestilling. Her danner Carl Nielsen (1865-1931), som vi danskere ofte kalder vor nationalkomponist, ingen undtagelse. Han skrev hele sin karriere igennem værker, fordi andre bad ham om det, og en stor del af disse bestillingsværker var lejlighedskompositioner, som knyttede sig til en bestemt anledning. Den kunne så være enkeltstående, som det gælder tre af de fire kompositioner på denne cd, eller genkommende, som det er tilfældet med Kantaten til Universitetets Aarsfest.

Det største af disse lejlighedsarbejder er Kantaten ved Aarhus Landsudstillings Aabningshøjtidelighed 1909. Så stor var opgaven, at Nielsen i første omgang havde frabedt sig den. Teksten til kantaten skyldtes Carl Nielsens gode bekendt, forfatteren L.C. Nielsen, og det var ham, der over for bestilleren, Århus-borgmesteren E.C.L. Drechsel, pegede på, at komponisten burde være Carl Nielsen, som ikke så længe forinden havde skrevet en del af scenemusikken til hans skuespil “Willemoes”. Skuespillet havde nået ikke mindre end 31 opførelser på Folketeatret og 12 opførelser på Aarhus Teater i foråret 1908, og succes’en skyldtes ikke mindst musikken.

Da henvendelsen kom, var Carl Nielsen godt i gang med et andet af værkerne på denne cd (Universitets-kantaten). Han var også betænkelig ved projektet som sådant og takkede derfor i et brev af 13/7 1908 nej til L.C. Nielsen i relativt bramfri vendinger: “Vi vil dog ikke være med til noget af det sædvanlige Ruskomsnusk med Frokost, Hurrabrøl, Kantate, Maskinspektakel og Hestevrinsken; hver Ting til sin Tid, og jeg kan i Virkeligheden ikke tænke mig, at de Godtfolk i Aarhus kan finde paa noget udover det sædvanlige Pjask.”

L.C. Nielsen ville gerne holde fast i opgaven og gik så på Carl Nielsens råd videre til komponisten Fini Henriques, som imidlertid også sagde nej. Derefter sagde Carl Nielsen så i september alligevel ja, og sammen besøgte de to Nielsen’er så Århus i oktober, for dels at lade sig inspirere, dels at inspicere indretningen af selve arealet (på det kystområde, hvor nu Strandparken Tangkrogen ligger), hvor ikke mindre end 1850 udstillere skulle vise deres produkter i en række nybyggede pavilloner, tegnet af nogle af Danmarks førende arkitekter.

Da L.C. Nielsen i løbet af november leverede større og større portioner af tekst, fortrød komponisten endnu en gang. Det lykkedes imidlertid at etablere et kompromis, hvor den unge Nielsen-elev Emilius Bangert (1883-1962), der også havde bidraget til den allerede nævnte scenemusik til “Willemoes”, påtog sig at komponere en del af den nye kantate under opsyn af sin lærer.

Nielsen og Bangert delte arbejdet således imellem sig, at Nielsen påtog sig tre hele satser (nr. 1, 5 og 6), mens Bangert komponerede andre tre (nr. 2, 3 og 7). Kun én sats delte de imellem sig – det er nr. 4, hvor Nielsen tog sig af de første 117 takter, og Bangert så fortsatte fra takt 118 (fra “Nær er nu Stunden” i teksten). Ved uropførelsen strøg man dog et kort afsnit for damekor i Bangerts del af denne sats (placeret mellem barytonsoloen og den efterfølgende korsats), og selv om nodematerialet til det er bevaret, findes det heller ikke med i denne indspilning.

Åbningen af Landsudstillingen fandt sted i øsende regnvejr, men til gengæld med nærvær af både konge- og kronprinsparret, den 18. maj 1909. Domorganisten i Århus, Arthur Allin havde indstuderet det 150 sangere store kor, som var rekrutteret fra fem lokale amatørkor, og orkestret bestod af professionelle musikere, som formentlig var en blanding af musikere fra Aarhus Kommunale Orkester og Göteborgs Orkesterforening, som netop i disse dage gæstede den jyske hovedby. Carl Nielsen dirigerede selv og havde som solister operasangerinden Johanne Krarup-Hansen og den lokale stabslæge Grønlund, der var en habil baryton. Som recitator medvirkede skuespilleren August Liebman, der ligesom sopransolisten var tilknyttet Det Kongelige Teater (hvor Nielsen på dette tidspunkt var ansat som fast kapelmester).

Når vi i dag bedømmer resultatet, bør vi – som i øvrigt også med Kantaten til Universitetets Aarsfest – minde os selv om, at disse kantater ikke var tænkt som ét sammenhængende værk. I Århus holdt den udmærkede borgmester Dreschel en ganske lang tale med roser til dansk industri, håndværk og (i mindre omfang) kultur mellem kantatens nummer to og tre, og kong Frederik 8. åbnede kort og fyndigt udstillingen inden kantatens afsluttende nummer 7, som derfor havde fanfarekarakter.

Man kan undre sig over, at aviserne, der var mødt talstærkt, også fra København, ikke fandt anledning til at nævne Bangert med ét eneste ord, skønt hans andel i kantaten tydeligt fremgik af dagens trykte program. Det blev Nielsen, der løb med de lidt flossede palmer, der var at løbe med, og forklaringen var måske ikke kun Nielsens relative berømmelse, men også, at det i helt forbløffende grad var lykkedes for dette lidt umage makkerpar at skabe en stilistisk helhed. Skal man pege på svagheder i værket, forekommer det i hvert fald denne iagttager, at det er Nielsen, der i åbningsnummeret slipper dårligst fra at skabe bare en smule afveksling i dets lidt langtrukne vi-længe-leve-jubel. Han havde så heller ikke megen hjælp at hente hos forfatteren.

Blev den århusianske udstillingsåbning måske kun en succes lidt på trods, kunne ingen kalde det følgende forløb for en fiasko. Ikke færre end 667.000 mennesker besøgte frem til lukningen i begyndelsen af oktober det arrangement, der i århusianske folkemunde lynhurtigt fik kælenavnet “Verdensudstillingen”.

Kantaten nåede faktisk også til endnu en opførelse, idet Dansk Koncertforening syntes, at man burde præsentere den i København også. Det skete ved en koncert den 25. april 1910, hvor komponisten Victor Bendix dirigerede, og hvor sopranpartiet nu udførtes af tekstforfatterens hustru, sopranen Margrethe L.C. Nielsen. Og denne gang fik Bangert sin del af både ris og ros.

Kantaten til Universitetets Aarsfest, komponeret i 1908, indtager som allerede nævnt en særstilling blandt Nielsens kantater ved at være skrevet til en tilbagekommende begivenhed. Tidligere havde Universitetet fejret sig selv flere gange om året; men nu ønskede man det hele samlet i en ny såkaldt Årsfest med et nogenlunde fast ritual. I maj 1906 vedtog man indholdet i en sådan fest og nedsatte et Kantateudvalg. Den nye form blev afprøvet i november samme år, hvor en ny kantate dog ikke kunne være klar, så musikalsk greb man til en genopførelse af I.P.E. Hartmanns Kantate til Universitetets 400-Aars Fest fra 1879.

De lærde herrer i Kantateudvalget besluttede sig først for at bestille en ny tekst hos forfatteren Niels Møller (1859-1941), der forenede et job som kontorchef i Statsanstalten for Livsforsikring med skribent- og undervisningsvirksomhed. Den skildrer i poetiske, men ikke altid mundrette vendinger åndslivets udvikling fra menneskets første dage frem til den daværende nutid. Da udvalget i november 1907 havde godkendt teksten, henvendte man sig til Carl Nielsen for at få den sat i musik og inviterede ham samtidig til Årsfesten en uges tid senere, hvor det var C.E.F. Weyses gamle Reformationskantate fra 1817, der blev puttet i det nye årsfest-ritual.

Nielsen skulle så være færdig med sit værk til Årsfesten i november 1908, og det blev han også, dog, som det ofte var tilfældet, kun med nød og næppe. Han kom først ordentlig i gang i begyndelsen af juli, hvor han sad og komponerede i de naturskønne omgivelser på Damgaard, idyllisk beliggende ned til Lillebælt. En uges tid senere kunne han glæde Niels Møller med, at der var skred i nodeskriveriet: “Idag har jeg gjort et Spring i Arbejdet og diverteret mig med at skrive Melodi til Slutningssangen, som jeg paa en Maade hele Tiden har været lidt angst for, da det mere er et Held end alt andet om en saadan Sang bliver det den bør være, nemlig: iørefaldende, ikke til at tage Fejl af og dog af en vis højtsvungen Karakter.”

Opgaven indebar nogle rent formmæssige krav – kantatens første del (nr. 1 og 2) skulle følges af en festforelæsning, og mellem anden del (nr. 3) og sidste del (nr. 4) foregik de formelle handlinger såsom rektor- eller dekan-skifte og uddeling af diverse grader eller lignende. Men der stilledes også nogle specifikke musikalske krav. Dels skulle Studentersangforeningen, altså et mandskor, medvirke, dels gjorde placeringen af samtlige medvirkende på galleriet i Universitetets Festsal det umuligt at operere med en større orkesterbesætning.

Nielsen valgte derfor at skrive for en orkesterbesætning, der udover strygerne kun omfattede relativt få blæsere, men til gengæld et klaver, som han så også kunne bruge som akkompagnerende instrument i de relativt få recitativiske passager. Et klaver som led i en større instrumentalbesætning var ikke noget, som han havde nogen større erfaring i; men det lykkedes ham egentlig ganske godt at få dets tilstedeværelse til at lyde naturlig. Tekstens fremstilling af videnskabens udvikling fra et ur-mørke til en oplyst nutid forsøgte han at afspejle i instrumentationen, der lægger mørkt ud og forsøger at slutte så lyst som muligt.

Uropførelsen fandt sted ved årsfesten den 29. oktober 1908 med Studentersangforeningens -faste dirigent, Salomon Levysohn, som musikalsk leder og Nielsen med på sidelinjen under prøvearbejdet. Solisterne var sopranen Emilie -Ulrich, tenoren Olaf Holbøll og basbarytonen Helge Nissen, og også her var kongefamilien tilstede. Avisomtalerne var i det store og hele venlige ved Nielsen, men kastede sig til gengæld over Niels Møllers tekst, som Kristeligt Dagblad eksempelvis kaldte for “darwinistisk Udviklingsmystik”.

Der fulgte nu et efterspil, som ikke rigtig tjente de lærde herrer i Kantateudvalget til ære. Formanden, professor Franz Buhl, skrev til Nielsen, at teksten “heller ikke [havde] gjort stor Lykke paa Universitetet”. Nielsen, der nok ikke uden grund var nervøs for, at man skulle henlægge kantaten, svarede, at han havde svært ved at forstå, at man antog en tekst for derefter igen at kassere den og i mellemtiden havde ladet ham bruge sine kræfter på at sætte den i musik. Efter behandling på flere konsistoriemøder endte det hele i et kompromis: Niels Møller lavede nogle mindre tekstrettelser i nr. 2 i kantatens første del og nr. 3 i anden del, som fjernede omtalen af hedensk soldyrkelse, af menneskets afstamning fra dyret og af videnskabens vanskelige forhold til tidligere tiders kirkemagt. Nielsen ændrede i partituret, hvor de ændrede versefødder ikke længere passede, og i sin nye form opførtes kantaten første gang ved årsfesten i 1910.

Kantaten er siden blevet brugt i denne form ved årsfesten ganske mange gange, fuldt ud eller i uddrag, og det er den reviderede form, der nu findes på tryk i Carl Nielsen Udgaven, der danner grundlaget for denne indspilning. Én ting kunne dog hverken forfatter eller komponist revidere sig ud af: på grund af teksten havde værket lynhurtigt fået øgenavnet “Tarmslyngskantaten” hos Studentersangerne, og det lod sig ikke udrydde.

1916 var 300-året for Shakespeares død, og Dansk Forfatterforening foranstaltede i den anledning en friluftsforestilling på Kronborg Slot. Forestillingens hovedingrediens var en forkortet opførelse af “Hamlet”, og den indledtes med en Prolog, forfattet af Helge Rode (1870-1923). Carl Nielsen blev bedt om at skrive Prologens musik, som var for tre vokalsolister, blandet kor og orkester. Han dirigerede også selv uropførelsen, som fandt sted på Kronborg den 24. juni, to dage senere end planlagt på grund af det lunefulde danske sommervejr.

Et enkelt nummer fra dette lejlighedsarbejde, Ariels Sang, blev udgivet særskilt senere samme år med klaverakkompagnement og overlevede i koncertsalssammenhæng både i denne form og med det oprindelige orkesterakkompagnement. Tenoren Anders Brems, der havde medvirket på Kronborg, sang således siden hen orkesterudgaven både i Stockholm og København, igen med komponisten som dirigent for lokale orkestre.

I 1923 gjaldt det så et andet rundt år, nemlig 200-året for den første opførelse af et teaterstykke på dansk. Det Kongelige Teater ønskede i den forbindelse selvfølgelig at fejre den centrale forfatter i denne sammenhæng, Ludvig Holberg, og kernepunktet i fejringen skulle være en festforestilling, hvor man opførte komedien “Den politiske Kandestøber” præcis 200 år efter dens urpremiere og så sluttede aftenen med en epilog med tekst af digteren Hans Hartvig Seedorff Pedersen (1892-1986).

Det lille festspil, som var på vers, blev døbt “Hyldest til Holberg”, og i betragtning af, at Carl Nielsen med sin opera “Maskarade” en lille snes år tidligere havde lavet en Holberg-musikalisering, som stadig udgjorde en væsentlig del af Det Kongelige Teaters operarepertoire, var valget af komponist ret så åbenlyst. Ganske vist nåede henvendelsen først frem til ham i midten af august, og musikken skulle afleveres 1. september.

Carl Nielsen, der atter engang var på Dam-gaard for at rekreere sig, tændte straks på opgaven – som han skrev til sin kone, der befandt sig i København: “Det er naturligvis, som du siger, egentlig Synd at denne Musik kun er for Lejligheden; men den er dog saaledes formet at den kan opføres flere Gange og ved andre Lejligheder. Og hvad? Maaske har det dog en Betydning udover Dagen at man maa gøre sit bedste, ogsaa ved de mindre Opgaver. Og det kan jeg sige, jeg har gjort. Og saa er Holberg en af mine Yndlingsforfattere ikke kun paa Grund af hans Komedier, men ogsaa som alvorlig Forfatter.”

Festspillets rolleliste rummede foruden de fire operasangerinder, der optrådte som muser i dets indledning, en stjernerække af teatrets skuespillere. Som kendte Holberg-figurer rettede de på skift deres hyldest til en statue af forfatteren, der stod i et gyldent bur i scenens baggrund. Blandt notabiliteterne var Poul Reumert som Henrik og Johannes Poulsen som Jean de France, mens Bodil Ipsen var Pernille, der optrådte med et ris som symbol på Holbergs satire.

Musikken må nok siges at pege bagud mod den Nielsen, vi kender fra tredje akt af “Maskarade”. Den bærer ikke mange spor af den komponist, der nylig havde skrevet sin revolutionerende femte symfoni. Festspillet vakte alligevel (eller måske netop derfor!) almindelig anerkendelse. Mere end en enkelt gentagelse nogle dage senere blev det dog ikke til. Og så er det jo godt, at vi nu endelig har fået en indspilning, som giver os mulighed for selv at skabe den lejlighed, som åbenbart for Det Kongelige Teater ikke har budt sig siden dengang i 1923.

Knud Ketting, 2009

Release date: 
oktober 2009
code: 
8.226079
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack-Slipcase
Barcode: 
636943607923
Track count: 
16

Credits

Indspillet i Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal, 15.-20. juni 2009 Producer: Chris Hazell Teknik: Viggo Mangor Grafik: Denise Burt Design: elevator-design.dk Udgiver: Carl Nielsen Udgaven Dacapo Records Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat for økonomisk støtte til produktionen.