Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Fra Højskolesangbogen

Carl Nielsen
A.P. Berggreen
Oluf Ring
Otto Mortensen
C.E.F. Weyse
P.E. Lange-Müller
Thomas Laub
Poul Schierbeck
Thorvald Aagaard

Fra Højskolesangbogen

Signe Asmussen, David Danholt, Ulrich Stærk

Den danske folkelige sang er efterhånden et vidt begreb, der strækker sig fra moderne evergreens til de tusinder af korsangere over hele landet, som kan synge de mest komplicerede flerstemmige satser. Begyndelsen til det hele er dog Højskolesangbogen, som stadig er den danske sangs urkilde. Det begyndte i det 19. århundrede med de romanceagtige melodier og en stor interesse for de gamle danske folkeviser. Begge dele blev efterhånden brugt som fællessange – efter overleveringen begyndte det, da Grundtvig holdt sine ‘Mands Minde-foredrag’ i 1838. Her begyndte tilhørerne spontant at synge ‘Kommer hid, I piger små’, da Grundtvig fortalte om Peter Willemoes. Senere, efter Højskolesangbogens samling som tekst i 1894, kom så den anden store bølge af folkelig sang, Carl Nielsens, Thomas Laubs, Thorvald Aagaards og Oluf Rings indsats, som kulminerede med Højskolesangbogens melodibog i 1922. I realiteten skabte melodibogens fædre en helt ny stil – selv om de ikke talte om tingene på den måde. Den blev fortsat af bl.a. Poul Schierbeck, Povl Hamburger og ikke mindst i en perlerække af melodier fra Otto Mortensens hånd.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
Total runtime: 
41 min.
Højskolesange i fortid, nutid – og fremtid?

Af Henrik Marstal

Den danske sangskat er omfattende i omfang og spænder vidt i tid, lige fra de ældste folkeviser frem til i dag. Samtidig er denne sangskat en dynamisk størrelse, der har varieret enormt gennem tiderne og antaget vidt forskellige former, alt efter hvilke samfundslag man tilhørte og hvilke egne af landet, man boede i. På den måde er den danske sangskat faktisk ikke noget, man uden videre kan tale om i bestemt ental. Kun hvis man forstår denne skat som et fænomen, der hele tiden udvider sig og trækker sig sammen, og som hele tiden forandrer sig på overfladen såvel som under den, giver det mening at bruge udtrykket. Men helt og aldeles central i dansk musikkultur – det er den. På godt og ondt. Så da Kulturministeriets Kulturkanon blev søsat i april 2005, og det nedsatte musikudvalg blev bedt om at udforme en kulturkanon for musikkens område, vidste vi, at vi hverken ville, kunne eller burde komme uden om den danske sangskat.

Hvordan den danske sangskat egentlig er opstået, kan være langt sværere at sige noget fornuftigt om, end man måske umiddelbart skulle tro. For dens tilblivelseshistorie er kompleks, indbyrdes modstridende og fortaber sig i øvrigt i fortiden. Og dens udviklings-historie består af så mange tråde, delrepertoirer og vekslende opfattelser af, hvad der hører til sangskatten, og hvad der ikke gør, at billedet er umådelig broget. Alligevel lader det til, at der er enighed blandt de fleste iagttagere om i hvert fald én ting: nemlig at en enkeltstående hændelse i det danske samfundsliv har været af afgørende betydning for den danske sangskats opståen, udvikling og status. Det er udgivelsen af den Højskolesangbog – egentlig hedder den Folkehøjskolens Sangbog – som efter flere årtiers tiltag første gang så dagens lys i 1894. Allerede dengang udkom den i oplag, der rakte langt, langt ud over højskolebevægelsens egne behov. For bogen var et overflødighedshorn af sange, som alle kunne slå op i synge fra igen og igen. Det krævede selvfølgelig, at man havde nogen at synge dem sammen med, for de fungerede ofte bedst, når de blev sunget som fællessang – om end de selvfølgelig også fungerede som solosange. Men der var på landet såvel som i byerne tradition for at synge sammen, og når man tager bogens udbredelse som hverdagskulturel brugsgenstand i betragtning, tyder meget på, at den gerne og ofte blev taget i anvendelse, og det både i private og offentlige rum.

Siden skulle Højskolesangbogen udkomme i adskillige udgaver og oplag, og ofte i et omfang på flere hundrede tusinde eksemplarer. Sammen med dens høje brugsværdi er det en af årsagerne til, at den er blevet kaldt den vigtigste danske sangbog nogensinde. Og traditionen fortsætter ufortrødent: En ny 18. udgave er planlagt til udgivelse i efteråret 2006. Hvad indholdet angår, har det varieret stærkt gennem tiderne. Det anslås, at der har været over 2000 forskellige sange inde og ude af Højskolesangbogens mange udgaver. Det er helt indlysende, at det må være sådan – for enhver tradition er som bekendt karakteriseret ved at være i stadig forandring. Når en ny udgave skulle forberedes, måtte man vurdere, hvilke sange der ikke blev sunget længere, enten fordi de ikke var slidstærke nok, fordi de ikke havde formået at hæve sig ud over deres egen tid, eller måske fordi de havde mistet deres berettigelse. Og samtidig måtte man forholde sig til de bunker af nye sange, som hele tiden trængte sig på og derved kandiderede til at blive del af den kollektive bevidsthed blandt danskere landet over. Traditionen i forandring fik måske sit tydeligste udtryk i årene op til 1922, hvor Højskolesangbogens Melodibog udkom som et resultat af Oluf Rings, Thorvald Aagaards, Thomas Laubs og Carl Nielsens koordinerede indsats for at forny den folkelige sang med enkle, nøgterne midler og derved bringe den ud af romantikkens ofte vel sentimentale klør, musikalsk såvel som tekstligt.

I løbet af 1900-tallet talte man meget – men mindre og mindre, efterhånden som århundre-det randt ud – om de tre store sangbøger: den sorte, den blå og den røde. Den sorte var Salmebogen med dens egen unikke variant af den danske sangskat i form af de religiøse sange og salmer. De mest verdsligt anlagte af salmerne fandt også genklang i den blå, nemlig Højskolesangbogen. Den røde, Arbejdersangbogen, afspejlede arbejder- og bykulturens store repertoire af danske og udenlandske sange, ofte med et ideologisk indhold – men også den havde et ikke ubetydeligt overlap med Højskolesangbogens mest lettilgængelige, usnobbede og ligefremme sange.

Adskillige andre sangbøger kom også til i løbet af 1900-tallet med de mange bind af Lystige Viser (1952ff.) som en mulig kandidat til en fjerde stor sangbog. Men både den sorte og den røde sangbog tabte betydeligt terræn i århundredets anden halvdel, efterhånden som fagforeningerne endte med at sejre ad helvede til, og kirkerne stod mere og mere tomme. Også Højskolesangbogen tabte terræn, idet dens mange sange om det genstridige hverdagsliv, naturen, bondekulturen, historien og fædrelandet fik sværere ved at fastholde sit tag i tidens unge, som hellere ville høre rockmusik, som hellere ville synge sange, der var egnede til at blive ledsaget af en guitar frem for et klaver, og som foretrak vers/omkvæds-orienterede sange frem for strofiske sange. I denne nye musikkultur betød det ikke så meget, om sangene var på dansk eller engelsk – men der blev nu faktisk skrevet så mange dansksprogede sange inden for pop-, rock-, vise- og slagermusikken, at en helt ny sangskat efterhånden opstod uafhængigt af Højskolesangbogen. Men set på afstand kunne hverken den 16. udgave fra 1974 eller den 17. udgave fra 1989 undgå at komme på mellemhånd i hensynet til traditionen på den ene side og kravet om fornyelse på den anden. Den gamle fællessangskultur og den nye beat/folk-kultur var indtil videre for umage størrelser at håndtere på én gang.

Det havde ikke kun noget med sangene at gøre. Det ideologiske aspekt betød også en hel del. Hverdagsbrugere af Højskolesangbogen har næppe opfattet den som en ideologisk ladet sangbog, men faktisk var dens mange besyngelser af det genstridige hverdagsliv, natu-ren, bondekulturen, historien og fædrelandet brikker i et spil, der handlede om at bygge et moderne Landbrugs- eller Andels-danmark op og samtidig – på trods af den rivende udvikling og urbanisering – vedblive at fastholde forestillingen om, at danskerne var et fælles folk med et fælles samfundsliv, en fælles natur og så videre. Sange-ne havde med et engelsk udtryk en ‘nation-building’-lignende funktion, som var vigtig i opbygningen af det moderne Danmark. Musikforskeren Kirsten Sass Bak hævder i den forbindelse, at fællessangen især i 1800-tallets sidste og 1900-tallets første årtier blev koblet sammen med danskheden i en proces, hvor de store samfundsklasser blev delagtiggjorte i og medansvarlige for det nationale projekt. Men netop denne funktion blev svækket, i takt med at nationen i efterkrigsårene langsomt ændrede sig til at blive først et velfærdssamfund og siden et multietnisk informationssamfund, hvor det at være dansk – som følge af globaliseringens udfordringer – kom til på én gang at betyde mindre og mindre og mere og mere. En konsekvens af globaliseringprocesserne var, at ‘det danske’ definitivt ophørte med at være en selvfølge, hvilket det ellers havde været i store dele af 1800- og 1900-tallet, når der ikke lige var store identitetskriser i farvandet. Alt i alt endnu en årsag til at Højskolesangbogen efterhånden godt kan virke lidt forældet, når man den dag i dag indleder et møde med en af de gode gamle travere.

Hvorvidt Højskolesangbogen vil tabe yderligere terræn i de kommende årtier, afhænger meget af, hvordan danskerne fremover vil bruge de gamle sange, og i hvor høj grad danskerne kan bruge disse sange til at fortælle noget om det at tilhøre et fællesskab, hvad enten det så er af national eller lokal karakter. Og det afhænger af, om danskerne i højere grad end før vil søge at tilpasse fællessangssammenhængene til mere nutidige sangrepertoirer, som måske bedre end de ældre sange er i stand til at fortælle noget om det at være moderne dansker. Men det afhænger naturligvis også af, hvorvidt behovet for at synge fællessange fortsat udvikler sig – vil det fællesskab, som den danske sangskat ellers gennem mange år har været garant for at bringe, overhovedet være ønskeligt i fremtiden? Vil der i en stadig mere individualiseret tidsalder overhovedet være brug for de fælles referencerammer, som den danske sangskat har været så vedholdende og pålidelig en leverandør af siden 1800-tallet? Og foreligger muligheden for en nostalgisk motiveret regression også? Hvis de mest nationale kræfter i dagens Danmark får held til at præge debatten endnu mere i fremtiden, er det så ikke mere end sandsynligt, at de gamle ‘nationbuilding’-lignende sange vil kunne bruges til at berette om en fortid, hvor folket og de folkelige sange var ansat i nationens tjeneste, og hvor ‘det danske’ var et entydigt begreb med et skær af tryghed over sig?

De kommende årtiers anvendelser af Højskolesangbogen – eller mangel på samme – vil give os nogle mulige svar på disse spørgsmål. Status i årene omkring og efter årtusindeskiftet er dog, at Højskolesangbogen forstået som institution stadig er uundværlig i mange kredse og hos mange af dens brugere. Måske den endda har oplevet en renæssance i årene omkring årtusindeskiftet, hvor danskheden har været så markant et tema i samfundsdebatten, og hvor adskillige pop- og rocksangere har medvirket på storsælgende antologier med højskolesange eller – som for eksempel Anne Dorte Michelsen – ligefrem lavet flere cd-udgivelser med dette repertoire.

Hvis vi ser tilbage og ikke frem, er det indiskutabelt, at højskolesangtraditionen og de romantiske sangbevægelser, der gik forud, har været et fundament for dansk musik af et omfang, som kan være svært helt at begribe. Alene derfor måtte vi i Kanonudvalget for musik som nævnt afspejle dette. Problemet var ganske vist, at vi var blevet bedt om at levere en liste over værker, ikke enkeltstående sange. Man kan dog med god ret diskutere, om ikke Højskolesangbogen – i lighed med andre stærkt institutionaliserede sangbøger som for eksempel De små synger – i sig selv har karakter af at være et værk, vel at mærke et sangværk. Mange brugere af den ved ofte, hvem der har skrevet hvilke melodier og tekster, men i det store hele er det sangene selv, som er det essentielle, ikke hvem der skrev dem, eller hvilke omstændigheder der knytter sig til deres tilblivelse. Mange af sangene synges ofte, uden at ret mange husker eller gider at slå efter, hvem der har skrevet dem, hvilket giver selv nyere højskolesange et slægtskab med de anonyme folkemelodier. I den forstand lader Højskolesangbogen sig forstå som ét værk, idet sangene udgør et hele snarere end en indsamling af en række sange af vidt forskellige komponister og digtere. Men det ville nu have været meget dristigt af os, hvis vi uden videre havde sat hele bogen på vores kanonliste som et værk på linje med symfonier, rockalbums og operaer. Og hvilken Højskolesangbog var det så egentlig, vi ville have talt om – en specifik udgave eller måske blot det kerne- eller kanonrepertoire på i alt 161 sange der – som påvist i en afhandling fra Danmarks Pædagogiske Universitet fra 2004 af Knud Damgaard Andersen – er gået igen mellem den 1. og den 17. udgave?

Vi afholdt os klogeligt fra at rode os ud sådanne overvejelser og besluttede i stedet at indføre et nyt begreb til brug for vores musikkanon, nemlig antologien. I stedet for et enkeltstående værk satte vi altså en antologi af sange, der havde det til fælles, at de alle var tilknyttet Højskolesangbogens repertoire. Da nu tallet 12 gik igen i hele kanonarbejdet (Kulturministeriets kommisorium talte om, at der skulle udvælges 12 værker for hver kunstart), fandt vi det passende at lade vores antologi bestå af 12 sange. Da denne ramme først var accepteret, gik diskussionerne i gang om indholdet af den. Vi kom hurtigt frem til. at opgaven dybest set var umulig. Skulle man udvælge et kernerepertoire fra Højskolesangbogen, ville de færreste kendere af den kunne komme ned under måske 50-60 sange. Sådan havde vi det også. I stedet valgte vi en række sange ud, som enten var så markante, at de i sig selv kunne siges at tegne den danske sangskat, eller som var så unikke, at de ganske enkelt ikke var til at komme udenom, eller som blot havde været brugt igen og igen gennem adskillige generationer. Samtidig skævede vi i pædagogisk velmenenhed til det faktum, at vi i hvert fald i princippet ikke ville lade mindre kendte sange komme ind på listen på bekostning af de mere kendte og måske derfor mere afholdte sange i bogen.

Valget faldt dels på to folkemelodier: Det var en lørdag aften (som ganske givet er den sang, de fleste nødigst ville undvære i den danske sangskat) og den smukke og uopslidelige En yndig og frydefuld sommertid. Det var nok med to viser fra dette ældre repertoire, mente vi, for vi anså dem ikke blot for sange i deres egen ret, men tillige som repræsentanter for eller indgangsportaler til de mange folkemelodier og -viser som altid har været en central del i den danske sangskat og i Højskolesangbogen. Valget faldt desuden på en enkelt salme, nemlig C.E.F. Weyses og N.F.S. Grundtvigs Den signede dag med fryd vi ser, der ligeledes står som en indgangsportal til de øvrige salmer i bogen. Vi kunne heller ikke komme uden om midsommervisen, Vi elsker vort land, der med Holger Drachmanns tekst og P.E. Lange-Müllers melodi er en usædvanlig nagelfast sang, hvilket i øvrigt er tankevækkende, når man tager dens sæsonbetonede identitet i betragtning.

For de øvrige otte sanges vedkommende må man konstatere, at vi udvalgsmedlemmer åbenbart opfatter os selv mere som børn af 1900-tallets første halvdel end af noget andet. Mere præcist taler vi om tidsrummet fra 1906 (Ludvig Holsteins og Carl Nielsens Vi sletternes sønner) til 1949 (Alex Garffs og Otto Mortensens Septembers himmel er så blå). Det er inden for denne periode, at disse otte sange tidsmæssigt befinder sig. Og det er også i denne periode, at den ‘moderne’ højskolesang blev født, altså fra reformatorerne bag Højskolesangbogens Melodibog til deres elever. Når vi diskuterede, vendte vi igen og igen tilbage til sange fra denne periode. Skyldtes det vores personlige smag? Vores respektive opvækster? Vores forestillinger om hvilke dele af Højskolesangbogen, der bedst havde forløst dens grundtanke og idé? Eller var det blot, fordi vi som fem musikmennesker var ubehjælpelig ramt – nogle mere end andre – af netop disse melodier?

Svaret blæser vist i den grad i vinden. Jeg ved kun, at det lykkedes os at blive enige om disse 12 sange – og da vi først var kommet så vidt, var vi faktisk alle meget glade for vores antologi. At en enkelt sang eller to stadig er til højst privat diskussion inde i mit eget hoved, er så en omstændighed, som jeg ikke skal bruge plads og tid på nærmere at udrede her. Det ville da måske endda være en smule ukollegialt. Men sikkert og vist er det, at bliver man en dag bedt om at give en solid indføring i den danske sangskat, når den klinger bedst på de mest vedkommende verselinjer, går man næppe helt galt i byen (eller for den sags skyld på landet) ved at synge netop disse 12 sange – rækkefølgen helt og aldeles underordnet.

Note: Kulturministeriets Kanonudvalg for Musik eksisterede fra offentliggørelsen af de syv udvalg under Kultur-kanonen den 18. april 2005 frem til offentliggørelsen af den samlede Kulturkanon den 24. januar 2006. Ud over musiker og forfatter Henrik Marstal bestod udvalget af forskningsbibliotekar og forfatter Inger Sørensen, teolog og forfatter Jørgen I. Jensen, redaktionschef og forfatter Torben Bille samt orkester- og korchef Per Erik Veng (formand).

 

Release date: 
maj 2006
Cat. No.: 
8.224712
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313691227
Track count: 
12

Credits

Indspillet i Dronningesalen i Diamanten 15. februar og 28. marts 2006
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Morten Mogensen

Tekst: Henrik Marstal
Coverdesign: Denise Burt


Denne cd er udgivet i samarbejde med i anledning af Kulturministeriets Kulturkanon 2006

Udgivelsen er støttet af Kulturministeriets andel af tips- og lottomidlerne