Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier Vol. 7

W.A. Mozart

Symfonier Vol. 7

DR Underholdningsorkestret, Adam Fischer

Denne CD er udgivet af DR UnderholdningsOrkestret på dets eget plademærke DRS, som distribueres af Dacapo. Dette er er den tredje CD i DR UnderholdningsOrkestrets anmelderroste nyindspilninger af W.A. Mozarts samlede symfonier dirigeret af Adam Fischer. Her med symfonierne nr. 22, 23, 24, 25 og 27 komponeret i 1773. De i alt 11 SACD'er, som udsendes på DR UnderholdningsOrkestrets eget pladeselskab, vil gradvis arbejde sig både frem og tilbage i kronologien. Ud over at nyde musikken kan man i cd-hæfterne læse dirigent Adam Fischers kommentar til hver enkelt symfoni og uddybende artikler om Mozart og den klassiske periode.

Køb album

SACD

  • SACD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 48kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
"As with previous releases in this cycle, the performances are as fine as this music has ever received."
David Hurwitz, Classics Today
“First-rate CD … played in a way that makes me want to listen to them again.”
Michael Tanner, BBC Music Magazine
Total runtime: 
65 min.
CategoryID: 
Klassik
Tanker omkring symfonierne

Af Adam Fischer

Dateret Salzburg, april 1773

KV 161b, førsesats, Et ungt par sidder ved havets bred. Bølgerne slår mod stranden. Solen glitrer, og der blæser en frisk vind. Mågerne flyver i store buer over dem og skriger.

Andensats, Den unge mand og pigen danser sammen. I begyndelsen fører han dansen, fordi han me­ner, at sådan bør det være. Men snart fornemmer de begge, at det er lettere og sikrere, hvis hun fører an. Så stopper de lige pludselig op og ser hinanden i øjnene. Tiden står stille. De danser videre.

Tredjesats, Dansen bliver stadig vildere, hun hopper rundt, han bliver mere og mere revet med. De ler begge over, hvor hjælpeløs og ubehændig han er. Men så går det fint, og til sidst er de begge svimle. De er lykkelige og udmattede.

Dateret Salzburg, april 1773

KV 162, Allegro assai, opbrudsstemning. Et lille barn vil udføre heltegerninger med sit træsværd (takt 26ff), takt 38: moderens øjne, som glæder sig ved synet af drengen. Høns løber hele tiden omkring og pikker korn.

Andensats, Andantino grazioso: hvide skyformationer på den blå himmel. I græsset høres cikader og græshopper.

Tredjesats, Presto assai: To unge hunde leger, bliver filtret ind i hinanden, stikker halen mellem be-nene og hyler rytmisk op. I de sidste takter kommer drengen med træsværdet til og slår løs på dem.

Dateret Salzburg, maj 1773

KV 162b, førstesats, første del, allegro spiritoso: en strålende solskinsdag i maj, alt lever, alt svæver, alt vibrerer. Sidetemaet er som en vipstjært, der er lykkelig i solskinnet. Den hopper rundt, bevæger hovedet i ryk.

I anden del, Andante grazioso, lægger jeg mig ned i græsset, det bliver stille, jeg betragter græs­stråene. Nedefra virker de store og mægtige, i det fjerne synger en drossel.

I tredje del (Presto assai) rejser jeg mig og løber afsted, jeg vil gerne virke kæk og elegant, men skal konstant nyse. Så bliver jeg noget melankolsk, tænker på forgængeligheden, men glemmer den igen.

Dateret Salzburg, oktober 1773

KV 173dA, Allegro spiritoso: Et ungt forelsket par, de prøver skiftevis at være seriøse, men ingen af dem kan klare det ret længe. Efter fjerde forsøg opgiver de og krammer hinanden leende.

Andensats, Andante grazioso: Pigen er alene, det er tidligt om morgenen. Tøvejr. Hun tænker på brylluppet, ser på sin brudekjole og prøver at forestille sig, hvordan hun vil føle sig, når hun har den på.

I tredjesats, Allegro, danser de begge til brylluppet. Snart føler de et stærkt ønske om at stikke af fra det hele med det samme. Efter den korte ophidselse danser de dog ærbart videre. Efter at have været fristet for fjerde gang løber de så bort og er ikke længere ærbare.

Dateret Salzburg, oktober 1773

KV 173dB, førsesats, Allegro con brio: Ny, umiddelbar smerte. Jeg har mistet nogen, forsøger at beskytte mig mod smerten og finde øjeblikke til mig selv, men smertestrømmen river mig med igen og igen, jeg bliver jaget, jeg kan ikke kontrollere mine følelser.

Andensats, Andante. Næste dag. Smerten er blevet træt, jeg tænker, jeg er noget beroliget, jeg tæn­ker på det svundne. Jeg forsøger at flygte. Jeg er udmattet.

Tredjesats, Menuetto: Smerten er vendt tilbage, jeg bønfalder den om at skåne mig, jeg er oprevet. Vil det forblive sådan for altid? Trioen, igen den fjerne fortid, som jeg forsøger at flygte til.

Fjerdesats, Allegro. Smertestrømmen når mig påny med fuld kraft. Jeg føler, at sorgen vil blive endnu værre end jeg har troet. Jeg kæmper mig gennem mudder og mose og kan ikke se målet. Og igen og igen de stille øjeblikke, hvor jeg tænker på den jeg har mistet. Måtte han hvile i fred, måtte jeg finde min ro.

 
Den enestående symfoni?

Af Claus Johansen

I 1773 skriver Mozart en symfoni i g-mol. På dette tidspunkt sender en symfoni traditionelt sig­naler om storhed, pomp, fest eller idyl. Og her kommer så en 17-årig provinskomponist og lader sin symfoni eksplodere i hovedet på os: Hamrende synkoper, nedadgående ensomme melodier og aggressive raseriudbrud, som sender budskaber om oprør og fortvivlelse. Det er, som om den unge komponist tager en mørk maske på og fylder sin ellers så imødekommende musik med en hidtil ukendt brutalitet og et rasende temperament. Musikken betegner et kvantespring i rækken af symfonier - den er så lidenskabelig, at man fornemmer små blå flammer slikke op ad instru­menterne. At nogen kalder den ”den lille g-molsymfoni” skyldes kun ønsket om at adskille den fra den mere berømte g-molsymfoni (nr. 40), men som enhver kan høre, er tilnavnet en fornær­melse. Den er Mozarts første virkeligt store. Den lyder som romantisk musik 40 år for tidligt, og det er ikke sært, at mange Mozart-forfattere har forsøgt at finde en menneskelig forklaring: Hvad skete der i 1773? Var manden i krise? Er dette et ungdomsoprør? Sandheden er, at vi næppe får det at vide. Brevene taler ikke om problemer og øvrige kilder nævner heller ikke det mindste i den retning. Men én ting kan vi sige med sikkerhed: Han foretog en rejse til Wien, og her hørte han ny musik.

Den nye mode det år var musik i mol. Alvorlig, temperamentsfuld og gribende. De første forsøg blev gjort i Glucks Don Juan-ballet fra 1761. Idéerne blev ført videre af Traetta i operaen Ifigenia in Tauride (1763). Grev Zinzendorf så og hørte den rasende musik: ”Det sted, hvor Orestes drøm­mer om sin moder, bliver beskrevet helt realistisk, og det giver anledning til et optrin med furier, som siden balletten Don Juan nu er blevet en naturlig del at det franske teater i Wien”. Den fu­riøse musik var blevet mode. Moden greb om sig og sprang omkring 1760 fra operaen til koncert­salene. I 1773 kunne Mozart med lidt held høre (eller studere) mol-symfonier af Johann Christian Bach, Dittersdorf og Vanhal. At han kendte flere af Haydns forsøg, ved vi med sikkerhed.

Eftertiden har givet den voldsomme moderne musik betegnelsen Sturm und Drang, men det er en efterrationalisering. Sturm und Drang var et tysk litterært fænomen. Begrebet stammer fra et

skuespil om den amerikanske frihedskrig af Maximillian Klinger. Men det er fra 1776, og mange af de musikalske sidestykker er skrevet tidligere. Der var tilsyneladende en trang til vildskab og oprør i mange kunstarter. Målet for forfatterne bliver at skræmme, at forbløffe og at overvælde læseren med stærke følelser. Indstillingen er antirationel og subjektiv -ikke sjældent indgår ukontrolleret raseri. Det smitter af på malerkunsten, hvor billeder af storm og skibbrud bliver den store mode. Mareridt skal nu tjene som inspiration. Moderne teaterdekorationer fremstiller til publikums gysende fryd frygtelige gotiske fængsler. Og i 1764 udgiver Walpole sin ”Castle of Otranto” - en ægte skrækroman.

Stilen var ment som en provokation, og den var overrumplende aggressiv - nok meget mere end vi fatter i dag. Komponisterne benyttede den kun ved særlige lejligheder - Haydn mest flittigt, og det var sikkert hans forsøg, som satte Mozart i gang. Cellovirtuosen Boccherini stjal modigt slutningen af Glucks voldsomme Don Juan-ballet og brugte den som finale i en symfoni, som mildt sagt adskiller sig fra alt, hvad den mand ellers skrev. Han følte det nødvendigt at give den titlen Djævelens Hus, så der ligesom var en undskyldning for brutaliteten. Det var den slags as­sociationer, den nye musikstil vakte, og det wienske publikum har åbenbart elsket både gyset og det moderne alvorlige sprog.

Sturm und Drang-musikken (som vi kun kalder den i mangel af bedre navn) har en række ele­menter til fælles: Skælvende tremoli, stampende synkoperinger, retoriske udbrud og store spring i melodistemmerne. Stilen holder længe. De rasende musikalske udbrud i den teatralske begra­velseskantate, Joseph Martin Kraus skrev til den myrdede Gustav den 3.’s begravelse i Stockholm i marts 1792, kan føres direkte tilbage til den gamle wienske furiemusik.

Mozart mødte Glucks balletmusik og studerede Haydns symfonier. Så tog han hjem til Salzburg og gjorde det bedre end alle de andre. Det er ikke sikkert, at hans g-molsymfoni er et personligt vidnesbyrd. Den kan også være hans begavede bidrag til den nye stil.

Vi må ikke glemme, at Mozart først og fremmest var teatermand. Han elskede at klæde sig ud og havde oplevet det italienske karneval mere end én gang. Han var god til at skifte karakter – også som komponist - en praktisk egenskab for en mand, der har brug for at karakterisere mange per­soner i en opera på én gang. I g-molsymfonien gør han sig dramatisk, men at det nok blot er en rejse ind i mørket og retur, kan vi se, hvis vi betragter de værker, som kommer umiddelbart før og efter. Ingen spor af oprør - alt ved det gamle. Eller næsten alt, for den furiøse stil har alligevel lag-ret sig. Han glemmer den ikke, og han får brug for den mange år senere, da han lader Stengæsten sende Don Giovanni direkte ned i Helvedes flammer. Han bruger lignende stampende synkoper og forrevne mol-udbrud i sine store klaverkoncerter i c-mol og d-mol. Og i den allersidste opera, Tryllefløjten, er det de samme forrevne og huggende klange, som følger Nattens Dronning både op og ned gennem scenegulvet.

At den 17-årige Mozart måske har sat moltonearten og de rytmiske brutaliteter i forbindelse med død og underverden, er og bliver et gæt. Selv nævner han det aldrig med et ord, så at kalde sym­fonien et udtryk for en personlig krise er og bliver gætværk.

Masken på og masken af igen - det hele er en alvorlig leg. Det er ikke nødvendigvis den 17-årige Mozart, som har forandret sig. Men det er den 17-årige Mozarts musik, som forandrer os.

 
Mozart og hornet

Af Claus Johansen

Mozart er ikke messingblæsernes komponist. Han bruger aldrig trompeten som melodiinstru­ment, og oftest er basunerne kun med som støtte for kor. De eneste, som får lov at stikke næsen lidt frem, er hornene, som af til bliver tildelt et tema eller en lille melodisk overgang. Mens de store forløb ligger hos strygere og træblæsere, bruger Mozart hornene som en slags lim i orkestret. Det er mellemregistret, han foretrækker, og orkesterhornene fungerer ofte som en fællesnævner, der forbinder de høje fløjter, oboer og violiner med de dybe celloer, fagotter og kontrabasser. For det meste spiller de lange akkordtoner, signaler og fanfarer. De understøtter og løfter orkestret på de kraftige steder, og det er i høj grad hornene, som får Mozart-orkestret til at lyde som et orkester.

Mozart-tidens naturhorn adskiller sig drastisk fra deres moderne efterkommere. De klarer sig uden klapper og ventiler. Alt er overladt til musikerens kontrol over læber, luftstrøm og nerver. På datidens malerier ser vi, hvorledes man både i operaen og koncertsalen holdt de gamle natur­horn højt hævede med schalstykket løftet over (den ofte stående) musikers hoved. Det så flot ud og lød imponerende, og det kunne lade sig gøre, fordi hornisten kun benyttede sig af de toner, han kunne frembringe med læberne - de såkaldte naturtoner. For hver ny toneart måtte man udskifte hele eller dele af hornet.

I Mozarts ungdom gennemgik hornspillet en mindre revolution. I Dresden og Paris eksperi­menterede man med nye teknikker. De nye horn blev mindre. Det jagtagtige forsvandt, men til gengæld blev instrumenterne mere egnede til forfinet kammermusik. På samme tid begyndte hornisterne at holde hornet langs siden, så den nu siddende musiker kunne stikke sin hånd ind i schalstykket og sænke lyden en halv eller en hel tone, når musikken krævede det. Det betød, at hornet i de rette hænder nu kunne spille små melodier, og snart møder vi betegnelsen ”hånd­horn”. Tidligt i 1700-tallet havde man opfundet messingbøjler, som kunne forlænge eller forkorte hornets længde. Musikeren behøvede ikke længere at skifte instrument, hver gang han skulle spille i en ny toneart - det var nok at udskifte en messingbøjle. I 1750’erne blev systemet udviklet og forbedret. Resultatet blev det såkaldte inventionshorn, der med et raffineret system af udskif­telige bøjler satte musikeren i stand til at spille i så godt som alle tonearter.

Almindeligvis foreskriver Mozart to horn, men i enkelte serenader og symfonier (f.eks. nr. 25 i g-mol) bruger han fire. De er ordnet i to grupper, som er stemt i hver sin toneart. Det giver ham mulighed for at have mindst to horn med ad gangen, også når modulationerne går så hurtigt, at hornisterne ikke kan nå at skifte bøjle. I flere af de værker oplever man, hvorledes hornstem­merne springer frem og tilbage mellem gruppe 1 og gruppe 2.

At Mozart fulgte med i hornets udvikling, kan vi se i hans partiturer. Hans ungdomsoperaer og flertallet af de tidlige symfonier kan uden videre spilles med løftede barokhorn og helt uden stoptoner. De sene klaverkoncerter, kammermusikken og operaerne fra Wien er umulige uden. Allerede i Salzburg arbejdede han nært sammen med hornvirtuosen Leutgeb, som var en af de første, der brugte den nye teknik. På Paris-rejsen i 1778 komponerede han musik til bøhmeren Punto; tidens – måske alle tiders – største hornvirtuos. ”Punto bläst magnifique”, skriver Mozart i et brev til sin far. Punto var ikke hvem som helst. Han var født som fattig livegen musiker og døde i 1803 anerkendt som en af verdens førende hornvirtuoser og som en af revolutionens helte. Ved hans begravelse i 1803 opførte man efter afdødes ønske hele Mozarts rekviem (interessant nok et af de ganske få Mozart-partiturer, som er uden horn).

Efter Mozarts opbrud fra Salzburg i 1781 fortsatte han samarbejdet med hornisten Leutgeb, der i mellemtiden havde udvidet sin musikervirksomhed med et osteimportfirma i Wien. De to ar­bejdede sammen under venskabelige drillerier. Mozart forsynede sin ven med en kvintet og fire pragtfulde solokoncerter, der viser, at han respekterede den efterhånden lidt trætte hornvirtuos.

Den friske uegale og talende kvalitet i Mozart-tidens horn kan godt efterlignes på vor tids instru­menter med ventiler. Den moderne klang er muligvis lidt mere poleret, men nutidens hornister har jo en sikkerhed, som de gamle nok kunne have ønsket sig. I breve og i temmelig barske bemærkninger i flere af de bevarede partiturer kan vi også se, at Mozart ikke var døv overfor naturhornets sårbarhed, og at han bestemt havde sans for de underholdningsmæssige kvaliteter i et horn, der rammer ved siden af.

Release date: 
juni 2009
Cat. No.: 
6.220542
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313154265
Track count: 
16

Credits

Indspillet i Radiohusets Koncertsal og DR Byen, København 2008-2009
Producere: John Frandsen og Karl Bjerre Skibsted (Symfoni KV 173dB, Allegro con brio og Menuetto)
Teknik: Lars C. Bruun
Executive Producer og kunstnerisk leder: Tatjana Kandel

Edition: Urtext fra New Mozart Edition, Bärenreiter-Verlag, Kassel

Artwork: Mads Winther

Nordea Danmark-fonden er primær sponsor for indspilningen af Mozarts samlede symfonier med Adam Fischer og DR UnderholdningsOrkestret.